Så syng dog!

Nu skal vi snart til det igen. Jeg tænker ikke så meget på diskussionen om, hvad der skal synges, mens vi går omkring juletræet, men mere på, hvor meget der skal synges. Og især hvilke vers der skal springes over. Der er normalt sjældent problemer med Peter Fabers ”Højt fra træets grønne top” og ”Sikken voldsom trængsel og alarm”. Begge har Emil Hornemann jo sat melodier til, så de går rask af sted sammen med os rundt om træet. Mere besværligt bliver det med nogle af salmerne. Altså Ingemanns ”Glade jul og dejlige jul” napper vi også uden problemer, og samme persons ”Dejlig er jorden” er uhørt at omtale med et ”Vi tager første og sidste vers”. Det er blasfemi.

Mere tungt ligger det med et par af Grundtvigs hits. Altså ”Et barn er født i Betlehem” er tung at

komme igennem med alle 10 vers, og ”Det kimer nu til julefest” er en decideret langgaber. Her i vores hus lader vi i hvert fald Jesus være hyttegæst ”uden Davidharpens klang”.

Beklager - Nikolai Frederik Severin, men sådan er det..

Det betyder slet ikke, at alt hvad der har længde eller er uden tempo, er ude i kulden. Brorsons salme ”Den yndigste rose” er jo ganske fornøjelig. Og ”Juletræet med sin pynt” er en himmerigsmundfuld. 

Når det så er sagt, så skal jeg hændervridende indrømme, at hvad jeg syns er dødlangt, kan andre mene er yderst passende, og hvad jeg finder langgaberagtigt, kan andre mene er ren englelyd.

Endelig er jeg nødt til at indrømme, at hele det system med at springe nogle midtervers over, jo er en uskik. Tegn på dårlig kultur. Det svarer faktisk til at droppe anden akt – af i alt tre – i en

teaterforestilling, eller gå ud og finde en pølsevogn midt i biograffilm og så mavetung vende tilbage og se slutningen. Det er da at mangle respekt for et værk – for kunstnerisk arbejde.

Respekt for helheden er en dannelsesproces. 

For nylig hørte jeg radioværtinden i ”Giro 413” annoncere Peter Abrahamsens  klassiker ”Blue eyes crying in the rain” med ordene ”Den er frygtelig, frygtelig lang”. Jeg syns ikke den er et sekund for lang. Den har den længde, som den sang skal ha’. Ligesom ”Minutvalsen”.

Det skal indrømmes, at jeg i min DR-tid ganske givet har fadet i sang og i musik, som jeg i dag ikke mener man kan gøre. Hvis sangen fortæller en historie, eller musikken bygges op til klimaks, eller stykket har en særlig sløjfe til sidst, som faktisk gør at det er vellykket eller populært, så må man da holde fingerne væk.

Henning Ørsted Pedersens ”I skovens dybe stille ro”, Ravels Bolero, Dirch Passers monologer, Allan Olsens sangfortællinger, Mozarts klaverkoncert nr. 21, Elvis Presleys ”Are you lonesome tonight”, Kim Larsen ”Kvinde min”, Simon & Garfunkels ”Bridge over Trouble Water”, og ”Mormors kolonihavehus” er vidt forskellige, men et lille udvalg af gode eksempler på sang, musik og kunst, der ikke kan, eller må, fades, klippes, eller forkortes, men skal høres i deres fulde længde.

Tak.

Og skal vi så synge alle versene, mens vi går rundt om det der godt 200 år gamle tyske juletræ. 

Også Grundtvigs.

God rundtur.

God jul.