En cyklist mister sin cykel til en cykeltyv, men resten af det epo-fri cykelhold i børnesangen ”Ti små cyklister” mister livet på drabelig vis. En fordi bremserne svigtede – en anden mødte en grim lastbil. En kørte over for gult, en uden lygte, og så videre – bang-bang-død hver gang. Udenpå sangbogen står der ellers ”Lystige viser for Børn”. Det er ligesom blod og splatter tager udsigten til lystighederne. Det er faktisk en grum tekst fra det forrige århundrede – godt nok efter Grimms gruopvækkende eventyr, men dog tiden før tv, dvd og net tog over.
Nu kan man mene, at når film, historier, og sange for børn, der handler om det godes kamp mod det onde, så er rammen for acceptable midler bred. Når barske indoktrineringsmetoder har til formål,
at flere børn skal overleve i trafikken, så kan det også være ok. Jeg tror også skrækkampagner absolut kan få folk til at holde op med at gøre noget, som de ellers har svært ved – cigaretpakker med rygelunger, cancerødelagt lever på øletiketter, og kørestolsofre som bagsspejlsdukker i biler. Men jeg tror virkningen er kortvarig. Skal man ændre folks adfærd så hjælper det mere at tale til hjernen end til frygten, og bruge kærlighedens stærke arm - hvis der skal svinges arme.
Alle der bevæger sig rundt på en cykel kender de situationer, hvor bilerne er en pestilens. Omvendt ved alle, der har kørt bil i storbyer, at der skal man være oppe på bremsedupperne, og se sig tilbage over højre skulder i tide - konstant og ustandseligt, hvor cyklister kommer susende.
Alle bløde trafikanter kender også de situationer, hvor man bliver møgsur på cyklister -
der uden brug af såkaldt lovpligtig ringklokke – jagter omkring ens ører. Og enhver cyklist og bilejer kender ens røde felt overfor bløde trafikanter, der tror de ejer fortov, cykelsti, fodgængerfelt og et par meter af kørerbanen nærmest gåfeltet. Det var i Aalborg, jeg så utallige biler holde i et stærkt trafikeret lyskryds ventende på at dreje til højre, fordi de pænt holdt for en ung kvinde på vej i fodgængerfeltet – snakkende i mobiltelefon. Hun havde ikke travlt. Gang i slowmotion kalder man det. Flere gange knækkede hun sammen af grin, og stod stille, over det hun fik fortalt ind i sit øre, og vi var tæt på af afviklet op til flere verdenskrige, før hendes fod ramte det andet fortov, så bilerne kunne begynde at dreje. Der var ingen dytten af damen, ingen strittende fingre, men hvis blikke kunne dræbe, så var hendes mobiltelefon blevet ejerløs.
Vi skal begynde at bevæge os anderledes i det offentlige rum. Bilerne skal slippe bremsen hurtigere, cyklisterne skal sænke farten, og de gående skal lige lette den legemsdel man normalt sidder på lidt kvikt – sammen med de to stænger, der hænger fast i legemsdelen. Så kan vi alle komme videre med livet. Samtidig kan vi erobre en bedre færdselskultur, og måske nå at vinke venligt til dem, der kommer fordi.
Sangen om de ti små cyklister kan så få tre båthor
Ingen kommentarer:
Send en kommentar