Sig tillykke til Hjallerup

Selv om jeg så absolut er tilflytter, da jeg kun har boet i kommunen siden 1976, så fornemmer jeg nok, at borgerne i den gamle kommunens forskellige byer helst holder sig for sig selv. Selvfølgelig har de fleste borgere i byen Dronninglund besøgt Hjallerup Marked, men det er ikke noget de snakker højt om. De fleste i byens gamle hovedstad synes egentligt også, at markedet er noget skrammel . Alle de stoddere og fordrukne landevejsriddere, boder med ragelse, og småsyge krikker. Vorherre bevares! På den anden side, så har det da heller aldrig vrimlet med Hjallerup-folk til ”sådan noget amatørhallaj” , som de gamle Høstfestivaller i Dronninglund, eller til Hestevæddeløbene i Aså.  Selv om det er på sidstnævnte sted du kan se de der gamle krikker - indkøbt dyrt i Hjallerup - løbe om kap. Man holder sig til sin by. Her gælder Janteloven. Det har altid undret mig, at gode spændende arrangementer på f.eks. biblioteket stort set kun tiltrækker borgere i den by de holdes, fordi man vil vente til personen kommer til ens egen by.  Jeg tør komme med den påstand, at de fleste mennesker i Aså og Dronninglund aldrig har sat deres ben i Hjallerups smukke Kulturhus, og en del Hjallerup-borgere aldrig har besøgt det lige så smukke Dronninglund Kunstcenter. Fordi det ligger på den forkerte matrikel – i den forkerte by.

Måske skulle man vrinske fortiden af sig, og se fremad. Få gang i noget lokal innovation. Til gavn for den gamle kommunens forskellige hovedbyer. Altså - det kan godt være, at Aså, af borgere andre steder fra end Aså , betragtes som et hul i jorden, men det er dog et hul, som ligger tæt ved det vand, som giver hele byen et gevaldigt løft. Og fodbold har de i øvrigt altid været gode til at spille dernede ved havluften.

Det kan også godt være, at man ude omkring ser på Dronninglund som en snobbeby, der altid praler med sin beliggenhed tæt ved Storskoven, og sin indkørsel fra vest via slot og bøgetræer, som nok kan dupere selv de mest blaserte. Men byen skal ha’, hvad den skal ha’, og nogle af byens plusser kan ikke, som fortidens tamiler, skubbes ind under guldtæppet

Endelig kan det også nemt være sådan, at Hjallerup på mange virker som et af de kedeligste steder i verden, og ofte omtales som byen, der kun har sit ”skide hestemarked” at prale med.  Tilmed er det kommunens ”kvindeløse”-område, hvor byens ”magtfulde 5-mands-gruppe” bestemmer alt.  Det er ren grim misundelse. Det er jo f.eks. helt fantastisk, hvad det heste- og kræmmermarked har betydet for byen, såvel økonomisk, socialt og mentalt. Byens sociale liv hænger sammen af et frivilligt vævet kludetæppe, og markedsoverskud har år efter år sikret byen et imponerende fællesskab, samt murstensbygninger både til svømmevand, sport og kultur. Oven i kommer så den seneste knopskydning - ”Vores Kunst”.  Hestebyen har nu også fået sig lanceret som kunstby. Fra os borgere i Dronninglund og Aså er dertil kun at sige – og det bør hverken ske hviskende eller med nedadvendte mundvige - men rimeligt højt:

Tillykke Hjallerup. Godt gået. Eller godt sadlet, og godt travet. Vi tager gerne en tur til Hjallerup for at se, røre og beundre, når ”Vores Kunst” er blevet til ”Jeres Kunst”.  

Heavymetal i "Giro 413"

Programmedarbejder Margrethe Lindhardt er blevet fyret, som vært for Giro 413. Hun har passet girokontoen i 16 år, men DR’s radiochef udtaler, at programmet trænger til en ny lyd, og en ny følelse skal ind i programmet. Hvordan man så lige skal lave forandringer i et program, der trækker vejret via sin uforanderlighed, og netop samler omkring 800.000 lyttere hver uge, ved at optræde i stort set det samme kluns søndag efter søndag, kan man jo ha’ sine ubehagelige gisninger om. Man kan prøve, at give programmet en ny følelse ved at satse på en frisk ung vært fra P3-fladen, hvilken ide man må håbe, at nogle får kvalt, ihjelslået, og begravet, før man går i gang med de såkaldte Dummy-produktioner. Så kan man jo også satse på en frisk lyd ved at prøve at skubbe den valgte musik over i en anden mere moderne retning. Selv om DR eventuelt ønsker, at gøre vold mod programmets præmis, så er en sådan moderne lydfornyelse tæt på at være livsfarlig, og direkte dødbringende.  
Giro 413 har eksisteret i 61 år. Udover radioavisen og gudstjenesterne er der ikke andre DR-programmer, der har nået efterlønsalderen – og nu er den løn jo da også næsten helt slut! Programmet havde fra starten det frygtelige navn ”Lytternes ønskeprogram på Grammofon”, og der var en værre bøvl, om man kunne introducere et program, hvor lytterne efter eget valg kunne ønske et stykke musik. Hvad kunne den slags pjat ikke ende med. For ligesom at styre tingene – en mekanisme som enhver monopolinstitution elsker – vedtog man i DR’s ledelse, at der kun måtte ønskes klassisk musik, og danske sange af en vis lødighed. Man satte radiomand og forfatter Karl Bjarnhof til at bestyre grammofonen, så ønskeprogrammet ku’ få en pæn litterær fernis. I 1950 pressede en ung mand sig på – Otto Leisner, som forlangte to ting opfyldt. Han ville ha’, at lytternes ønsker skulle opfyldes, lige meget hvad. Om det så var en vise med Oswald Helmuth. Eller noget andet ”døgnflueagtigt”, Dernæst ville han ha’ et kvikt navn til programmet, og han foreslog ”Giro 413”. Han fik ja til begge krav. Lytterne strømmede til, og de næste 50 år indsamlede Giro 413 over 20 millioner kroner, som er gået til sociale og kulturelle aktiviteter for børn og unge.
En perlerække af radiofolk har genne årene været en tur inde omkring Giro 413-mikrofonen - Arne Hansen, Jørn Hjorting, Mogens Landsvig, Knud Wissum, Arne Myggen, Nis Boesdal og Jimmy Stahr. Det var Myggen, der indførte den regel, at man skulle indsamle pengene i noget. Udover sko og hatte blev kvindelige beklædningsgenstande det mest populære. Selv en G-streng er blevet brugt, selv om der ikke kunne proppes mange mønter i sådan en, men så sedler da. Jimmy Stahr, som i 16 år lavede Giro 413 - og de otte sammen med den nuværende nu fyrede redaktør Margrethe Lindhardt – husker, at det var de forskellige indsamlingsgenstande, der lærte ham, at kvinders BH’ere er noget, der kan fås i skåle - spændende fra A til H.

I mange år har det meget været de samme populære sange, som folk har ønsket med ”Kald det Kærlighed”, som en sikker topper. Andre faste sange i programmet er ”Kære lille Mormor”, ”Rigtige Venner”, ”Mormors kolonihavehus”, og selvfølgelig ”Tak er kun et fattigt ord”. Af nyere hit har ”Smuk som et stjerneskud” presset sig på. Hvis DRs ledelse ønsker, der skal ske ændringer til en mere frisk tone, så er det man spekulerer på, hvad de mon tænker på? Skal tonen ændres til noget med tyske schlagere? Eller mere ovre i noget heavy-metal-agtig? Overvejer ledelsen en lyd mere lig X-faktor-musikken, finske diskorytmer, eller færøsk folkedans? Tror man, at DJØF-planer udviklet ved DR skriveborde, kan fortrænge Keld og Hilda og Lis og Per? Så forstå dog, at den langsomme fornyelse, der trods alt hele tiden sker med lytternes ændringer i musikønskerne, er den forandring Giro 413 kan leve, og overleve med. 800.000 ugentlige lyttere kan ikke tage fejl.

Lad folket beholde deres genkendelige Giro 413, med diverse tilhørende A-H skåle - sammen med minderne om søndagskyllingen i flødesalat - og lad det ske i bevidstheden om, at der er rigeligt nok tilbud til de unge under 40.

Giro 413 handler om, at fastholde tilbud til dem, der foretrækker tango frem for disko.

Facebook med hold-kæft-filter

Alle mine dage har man kendt til kaffefilter. En lille smart indretning, der lader det bønnepåvirkede vand strømme ned i Madam Blå, men holder kaffens bitre rester tilbage. Bilmotoren har også filtre, så snavset bliver adskilt fra olien. Selv Tv-apparatet kan indsættes filtre, så forældre kan bestemme, hvilke kanaler deres børn har adgang til. Eller især ikke adgang til. Filtre gør godt, fordi det gør noget for os, så vi ikke behøver at tænke på det hele tiden.

Det er lidt ligesom fortrydelsesspørgsmålet, som altid dukker op, når man sidder ved computeren. Man kan jo ikke få lov til at delete noget, før man er blevet spurgt om man nu også mener det man har bedt om. Systemets kontrolsystem – er til for dig. Det tæller til ti, hvis du har glemt det.

Delete or not delete.

Facebook – som jo er livets nye sociale netværk - kunne lære noget her. Godt nok spørges altid, om nu man mener ”Fjern”, når man har bedt om at fjerne, men hvis man vil sende en besked til alle sine venner, så bliver man ikke spurgt, om man nu også skal sende det her. Det sikkerhedsspørgsmål kommer ikke, hvad enten man vil sende noget nice, eller noget skæld ud.

Efter dannelsen af den nye regering var der en kvindeligt folketingsmedlem fra Nordjylland, som kom rigtigt galt af sted af på sin Facebook-side. Hun var blevet vred på sit parti, sin formand, og skuffet over, at den nye regering havde så få nordjyder, men nok især over, at hun var blevet forbigået ved fordeling af ministerposter. Uanset om hun har ret, eller skuffelsen var forståelig, så glemte hun at tælle til ti. Hun fik sendt ikke alene en ked-af-det-besked på sin Facebook-profil , men også en temmelig vred samling ord med voldsomme antydninger af nogle politiske konsekvenser. Nu går sådan en Facebook-meddelelse straks ud til såvel Gud som Fanden – altså både til venner og medier. Efter en dags mediestorm, der vel nåede et 9-tal på Richter-skalaen, fortrød kvinden. Hun fik sig forliget med sit parti, sin formand, sine vælgere – sit liv og sin hverdag. Fair nok.

Men hver gang kvinden fremover skal resumeres op, eller hun tager et politisk initiativ m.m., vil der til hendes dages ende, blive gjort opmærksom på, at det var hende der sendte sin galde af sted om morgenen, og krøb tilbage til dobbeltsengen inden aften. Denne reminder kan ikke deletes.

Det er jo ikke rimelig, og slet ikke fair. Både fordi kvinden jo ikke har gjort noget kriminelt, og fordi hun jo blev svigtet af sin Facebook. Det vil da være fedt og rimeligt, at systemet gør noget, når det registrerer infame sætninger, injurier, ord og konklusioner, der antyder at her er noget som afsenderen vil fortryde et splitsekund efter, at det er for sent. Det noget kan være, at der sendes en stopbesked  - før vedkommende trykker endelig på ”Send” - som kan lyde:

”Hallo, det er dit Hold-kæft-filter. Er du sikker på at du vil sende det her gylle?”

Eller:  ”Goddag. Din meddelelse smed jeg væk. Det vil du takke mig for senere”.

Eller:  ” Nu tæller vi sammen til ti, og så deleter du”.

Det vil være fair kommunikationspolitik.

Men Facebook kan nå at indføre en sådan fortrydelsesting. 

Så længe de har magten. 

Om mediefolks føleri og sportsfolks mangel på flabetheder

Sportsjournalisters fortalelser og munddiare er ikke af ny dato. Fra gamle dage husker undertegnede

især Niels Christiansen, som spurgte Preben Elkjær - efter den overraskende sejr over Rusland

på 4-2 den Grundlovsdag i 80’erne - om Elkjær ville ha’ solgt kampen på forhånd for det opnåede resultat. Elkjær svar kom prompte: -” Ja, ville du ikke det ?” -

Det er alle slags mediefolk, som interesserer sig manisk meget om folks øjeblikkelige emotionelle status, men især sportsjournalister spørger altid igen og igen om, hvad spillerne føler ovenpå en sejr. Svaret giver sig selv. Altid. Skidt tilpas er der ingen sejrherrer der er. 

Men alligevel slipper vi ikke for det evindelige plagsomme føleri. Heller ikke da Danmark noget overraskende i forrige uge vandt 2-1 over Portugal. Således fik den danske angriber Bendtler  efter kampen mikrofonen stukket op i næseborene med det obligatoriske spørgsmål

- ” Hvad føler du oven på sådan en sejr i Parken?” -  

Nutidens fodboldspillere har ikke Elkjærs forfriskende flabethed - indmellem spekulerer man på om der er andre spidskompetancer de mangler - så de svarer alle sammen det samme, og det gjorde Bendtler da også  – ”Det er fantastisk!” -

Den gode danske landstræner Morten Olsen fik samme spørgsmål i en let forfinet udgave, idet han blev spurgt – ”Kan du sætte ord på, hvordan du har det lige nu? Jeg kan ikke huske, hvad Olsen svarede, men måske svarede han slet ikke. Han har sikkert ikke hørt spørgsmålet, idet han valgte

at skrue ned for sit omtalte høreapparat. Dog havde han tændt, da den samme kvindejournalist bad ham ”sætte ord på den udvikling, som landsholdet har været inde i”. Hun fik sine ord. Dem kan hun så sætte sammen senere, så hun kan blive lidt klogere på det fagområde hun er sat til at dække. 

Sportsjournalister vil ofte gerne i misforstået ydmyghed være så overbegejstrede, at de kommer til

at skyde sig selv i såvel ben som hofte, og faktisk genere manden, der skal svare. Således spurgte omtalte TV2-interviwer efter kampen den danske spiller Michael Krohn-Delhi om det ikke ”var din bedste kamp nogensinde”. Manden svarede: ” - Det ved jeg ikke. Det var en af dem”.

Et venligt indpakket venstrespark direkte til den journalistiske kæbe.

Det er rimeligt underholdende at se fodbold, når spillet er godt. Men studieindpakningen før og efter, med al sit ligegyldige føleri i forudsigeligt snak og intetgivende samtaler, er spild af seertid, licens- og reklamepenge. At slippe for det, fordi sportsjournalisterne enten afskaffer føleriet, eller vi andre endelig finder fjernbetjeningen, vil være tæt på fantastisk.

Sportsværter går mærkværdigvis nok altid meget op i sportsverdenens fester og druk. Hver gang Danmark har vundet et eller andet skal vi altid stilles om til en reporter, der har fundet nogle overlarmende, overrislede unge mennesker, der altid fortæller om alt det der skal festes (drikkes). Nedlægget til studiet er altid noget med at der er gang i den, og de grinende studieværter konstaterer, at i nat bliver der larm i gaden, og gang ”i krusene”. Det er der jo intet nyt i – det gør der jo altid i Danmark, hvad enten der vindes eller tabes. Vi drikker generelt, som et hul i jorden, også sammenlignet med alle andre EU-lande, og det faktum betragter sportsjournalister åbenbart som et spændende kulturfænomen, som vi ikke skal undlade at festligholde og udbygge ved enhver given lejlighed. Hvis man i det mindste kunne slippe for denne leflen for ungdommens dårlige vaner, vil det være et ædrueligt godt skridt på fremtidens værtsrollevej. 

Faktisk et helt fantastisk et.                              

Tre betjente frem for Helle

To stillestående gardere. Og tre yderst aktive betjente. Det er, hvad der var til at passe på landets nye statsminister - og hendes 22 ministre. Vi er på Amalienborg Slotsplads, og jeg har klemt mig ind til en god udsigtspost i fjerde geled. Den kongelige plads er fyldt med mennesker med flag og glade røster. De venter alle på landets første kvindelige statsminister – knap 100 år efter kvinder fik valgret. På grund af min højde behøver jeg ikke presse mig frem i de første geledder, hvilket også er lidt vanskeligt, idet der står en dame med en blå cykel lige foran mig. Jeg lader en bemærkning falde om, at cyklen vel i dagens anledning burde have været rød. Hendes svar er blot, at hun kan høre jeg er fra Jylland, og mit svar falder omgående, at jeg ikke alene er fra Jylland, men jeg er fra Nordjylland. Nu viser det sig faktisk, at bortset fra den sjællandske dame med blå cykel, så står jeg midt i en lille nordjysk koloni. Således er der et bedsteforældrepar med en svigersøn og to børnebørn. De har to buketter med, og den ene er til børnenes mor – den nye beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Den anden er til Danmarks første kvindelige statsminister. Det er også hende Helle, der henter buketterne, og man ser da også, at hun afleverer den ene til kollega Mette. Det var da godt, at der kom de to buketter, fordi der var ikke andre. Så Søvndals tre kvindelige ministre, og de øvrige socialdemokratiske kvinder - plus hende den radikaleblå dame, der har bestemt så meget - står blomsterløse.  Den nye beskæftigelsesministers far fortæller, at de har solgt huset i Aalborg, og er flyttet til hovedstaden for at bistå den unge familie. Godt nok har de dermed sagt farvel til en søn og to andre børnebørn i Aalborg, men nu er det altså datterens tur, og hendes familie, til at få særlig opmærksomhed. I den lille kreds står også forfatteren Hanne Vibeke Holst. Hun er også kendt for at være med i den nye statsministers kulturelle indercirkler, og som kvindesagsforkæmper er vendelboens ansigt da også lutter smil og glæde. Lidt til højre for mig står en meget smuk indisk mand. Han er far til Danmarks første minister af anden etnisk herkomst. En journalist fra Politiken spørger manden om hans alder, og får svaret 73. Journalisten siger, at han vil gøre ham ti år yngre i avisen – det passer bedre til mandens udseende. Man kan da heller aldrig fæstne lid til mediefolk.  Det slår mig, at den glade atmosfære faktisk kan blive ødelagt på et splitsekund, hvis der dukker en psykopat op - lig ham massemorderen i Norge. Her er mindst 1000 mennesker vandret ind på slotspladsen uden kontrol eller tjek, og står helt tæt på den samlede danske regering - der kun beskyttes af tre betjente. Og så de to der kigger ligeud hele tiden. Plus selvfølgelig et givent ukendt antal civilt klædte agenter. Men kontrasten er klar nok, hvis man blot prøver at sammenligne med de sikkerhedsforanstaltninger, som der foretages, når man skal flyve fra Aalborg til hovedstaden. Her skal man næsten af med tøjet og kropsvisiteres, før man får adgang til flyet sammen med sin gennemrodede håndbagage.

Her hersker til gengæld den gode danske demokratistemning. De tre betjente ser vældig fornøjede ud. Denne lette muntre arbejdsdag går sin stille gang. Regeringen forsvinder igen ind gennem porten, og lidt efter kommer de så kørende i de eftertragtede - og nødvendige – ministerbiler. Med stor entusiasme leder de tre betjente ministerbilerne sikkert gennem de mange mennesker. Man savner slet ikke hjemmeværnet. Nu dukker så til sidst de radikale ministre op med deres leder Margrethe i spidsen – alle på cykel. Dette stunt tiltrækker mediefolk, som sukker tiltrækker  fluer, men en af betjentene går markant forrest med de stærke ord –

” Vi gør lige plads, så de sidste ministercykler kan komme forbi”.

Dansk demokrati – til vands, til lands, og i luften. Plus på cykel.

Grader af hidsighed

Hørt på DR 1 under transmissionen fra Folketingets åbning - (tirsdag 4. okt 2011 kl. 11.35):
-"Venstre synes Mogens Lykketoft er for hidsig, som formand for tinget.
De ville hellere ha' haft Bertel Haarder".

Allan Simonsen som statsminister

Lille og vågen er bedre en stor og doven. Denne gode gamle danske talemåde har altid været en håndsrækning til alle under halvanden meter. Nu er der så blevet offentliggjort en amerikansk undersøgelse, som giver høje mennesker en vis status, hvilket især undertegnede er lidt glad for,

idet jeg i træsko, og med hat, runder de to meter. Undersøgelsen siger kort fortalt, at høje mennesker har højere status hos vælgerne end små mennesker, og høje mennesker har derfor lettere ved at blive valgt til politiske poster, og i befolkningens øjne har bedre muligheder for at udføre dette hverv mere tilfredsstilende end mennesker, hvis statur er noget mindre – i højden i hvert fald.  

Man kan sige, at dette er rystende interessant, eller også kan man ryste på hovedet, og mene sådan en undersøgelse er typisk amerikansk. Men her må jeg nok indsparke, at hvad der er amerikansk i dag bliver dansk sædvane i morgen. Fra næsten før vækkeuret ringer render danskerne efter al hvad der kommer fra overthere. Også i Danmark vrimler dagen med Gallup- og meningsundersøgelser om alt gyldigt og ligegyldigt. Især omkring det tidspunkt, hvor aftensmaden bliver sat på bordet kimer de løstansatte studenterspørgere, og beder om to minutter til en interviewundersøgelse.

Hvis man ikke gør sig hård og afvisende, så bliver ens mad rasende kold, mens man misbruger sin tid med at svare på, hvilken type vaskepulver man bruger til duge og røde strømper, eller ens mening om vinterbadning. Så undersøgelsen om tilliden til høje mennesker kan være skabt i

et atmosfære af iskold afvisning, kolde afvaskninger, og varm mad med en indre temperatur tæt ved 8 grader.

At højde kan være en fordel, når man står bagerst til en fodboldkamp er logik. Højde er en god

oversigtsplatform – tænk på giraffen, der virkelig kan sende sit blik overlegent rundt og sondere for fjender og føde. Tilmed kan giraffen sove stående, og forskningen fortæller, at dyret vågner hver  sjette minut, når hovedets fald kommer under hjertets placering. En fantastisk egenskab at have, også for en politiker, når vedkommende sidder ved de mange lange natteforhandlinger.

Og høje politikere med et vist vingefang og drøjde har vi da haft nogle stykker af – tilfældigt nævnt kommer naturligt Thorvald Stauning og Jens Otto Krag. Men altså, hvis man husker sine statsministre – eller nogle af dem, som var lige ved, men gled i indlandsisen  - så kommer der altså spænende en række kendisser, hvis kompetencer man ikke husker på grund af deres højde – Anker Jørgensen, Poul Schlüter, og Uffe Ellemann Jensen.

Endelig er der helt frisk i erindringen jo selvfølgelig Lille Lars fra Græsted.  Men kan jo ikke ligefrem påstå, at han tabte valget til den langt højere Helle Thorning Schmidt. Sætter du hæle på hende så matcher hun næsten Dronning Margrethe, og det kan få ethvert mandfolk, som har problemer med at nå 1,70, til at svede. Men hvis nu det kun er i USA højden – endnu - virkelig betyder noget, og vi derfor er godt tjent med små mennesker en rum tid endnu, så vil jeg da venligst anbefale en virkelig dygtig dansker med perfekt højde, og et godt lavt omdrejningspunkt, som er yderst virkningsfuldt, når der skal forhandles til alle sider. Lad os bede den gamle landsholdsfodboldspiller Allan Simonsen stille op som statsministerkandidat. Ligesom verdens bedste fodboldspiller, Messi fra Barcelona, er Simonsen tæt på 1,60. Argentineren er desværre udenfor mulighedernes rækkevidde, og falder vel også for 24-års-reglen. Ellers er der jo også det glimrende alternativ, at rød blok opfordrer Anker Jørgensen -  som trods problemer med bentøjet endnu virker frisk i hoved og ånd -  til at tage en periode til.

Præmissen er, at de ikke lider af højdeskræk.