To stillestående gardere. Og tre yderst aktive betjente. Det er, hvad der var til at passe på landets nye statsminister - og hendes 22 ministre. Vi er på Amalienborg Slotsplads, og jeg har klemt mig ind til en god udsigtspost i fjerde geled. Den kongelige plads er fyldt med mennesker med flag og glade røster. De venter alle på landets første kvindelige statsminister – knap 100 år efter kvinder fik valgret. På grund af min højde behøver jeg ikke presse mig frem i de første geledder, hvilket også er lidt vanskeligt, idet der står en dame med en blå cykel lige foran mig. Jeg lader en bemærkning falde om, at cyklen vel i dagens anledning burde have været rød. Hendes svar er blot, at hun kan høre jeg er fra Jylland, og mit svar falder omgående, at jeg ikke alene er fra Jylland, men jeg er fra Nordjylland. Nu viser det sig faktisk, at bortset fra den sjællandske dame med blå cykel, så står jeg midt i en lille nordjysk koloni. Således er der et bedsteforældrepar med en svigersøn og to børnebørn. De har to buketter med, og den ene er til børnenes mor – den nye beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Den anden er til Danmarks første kvindelige statsminister. Det er også hende Helle, der henter buketterne, og man ser da også, at hun afleverer den ene til kollega Mette. Det var da godt, at der kom de to buketter, fordi der var ikke andre. Så Søvndals tre kvindelige ministre, og de øvrige socialdemokratiske kvinder - plus hende den radikaleblå dame, der har bestemt så meget - står blomsterløse. Den nye beskæftigelsesministers far fortæller, at de har solgt huset i Aalborg, og er flyttet til hovedstaden for at bistå den unge familie. Godt nok har de dermed sagt farvel til en søn og to andre børnebørn i Aalborg, men nu er det altså datterens tur, og hendes familie, til at få særlig opmærksomhed. I den lille kreds står også forfatteren Hanne Vibeke Holst. Hun er også kendt for at være med i den nye statsministers kulturelle indercirkler, og som kvindesagsforkæmper er vendelboens ansigt da også lutter smil og glæde. Lidt til højre for mig står en meget smuk indisk mand. Han er far til Danmarks første minister af anden etnisk herkomst. En journalist fra Politiken spørger manden om hans alder, og får svaret 73. Journalisten siger, at han vil gøre ham ti år yngre i avisen – det passer bedre til mandens udseende. Man kan da heller aldrig fæstne lid til mediefolk. Det slår mig, at den glade atmosfære faktisk kan blive ødelagt på et splitsekund, hvis der dukker en psykopat op - lig ham massemorderen i Norge. Her er mindst 1000 mennesker vandret ind på slotspladsen uden kontrol eller tjek, og står helt tæt på den samlede danske regering - der kun beskyttes af tre betjente. Og så de to der kigger ligeud hele tiden. Plus selvfølgelig et givent ukendt antal civilt klædte agenter. Men kontrasten er klar nok, hvis man blot prøver at sammenligne med de sikkerhedsforanstaltninger, som der foretages, når man skal flyve fra Aalborg til hovedstaden. Her skal man næsten af med tøjet og kropsvisiteres, før man får adgang til flyet sammen med sin gennemrodede håndbagage.
Her hersker til gengæld den gode danske demokratistemning. De tre betjente ser vældig fornøjede ud. Denne lette muntre arbejdsdag går sin stille gang. Regeringen forsvinder igen ind gennem porten, og lidt efter kommer de så kørende i de eftertragtede - og nødvendige – ministerbiler. Med stor entusiasme leder de tre betjente ministerbilerne sikkert gennem de mange mennesker. Man savner slet ikke hjemmeværnet. Nu dukker så til sidst de radikale ministre op med deres leder Margrethe i spidsen – alle på cykel. Dette stunt tiltrækker mediefolk, som sukker tiltrækker fluer, men en af betjentene går markant forrest med de stærke ord –
” Vi gør lige plads, så de sidste ministercykler kan komme forbi”.
Dansk demokrati – til vands, til lands, og i luften. Plus på cykel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar