Selv om jeg så absolut er tilflytter, da jeg kun har boet i kommunen siden 1976, så fornemmer jeg nok, at borgerne i den gamle kommunens forskellige byer helst holder sig for sig selv. Selvfølgelig har de fleste borgere i byen Dronninglund besøgt Hjallerup Marked, men det er ikke noget de snakker højt om. De fleste i byens gamle hovedstad synes egentligt også, at markedet er noget skrammel . Alle de stoddere og fordrukne landevejsriddere, boder med ragelse, og småsyge krikker. Vorherre bevares! På den anden side, så har det da heller aldrig vrimlet med Hjallerup-folk til ”sådan noget amatørhallaj” , som de gamle Høstfestivaller i Dronninglund, eller til Hestevæddeløbene i Aså. Selv om det er på sidstnævnte sted du kan se de der gamle krikker - indkøbt dyrt i Hjallerup - løbe om kap. Man holder sig til sin by. Her gælder Janteloven. Det har altid undret mig, at gode spændende arrangementer på f.eks. biblioteket stort set kun tiltrækker borgere i den by de holdes, fordi man vil vente til personen kommer til ens egen by. Jeg tør komme med den påstand, at de fleste mennesker i Aså og Dronninglund aldrig har sat deres ben i Hjallerups smukke Kulturhus, og en del Hjallerup-borgere aldrig har besøgt det lige så smukke Dronninglund Kunstcenter. Fordi det ligger på den forkerte matrikel – i den forkerte by.
Måske skulle man vrinske fortiden af sig, og se fremad. Få gang i noget lokal innovation. Til gavn for den gamle kommunens forskellige hovedbyer. Altså - det kan godt være, at Aså, af borgere andre steder fra end Aså , betragtes som et hul i jorden, men det er dog et hul, som ligger tæt ved det vand, som giver hele byen et gevaldigt løft. Og fodbold har de i øvrigt altid været gode til at spille dernede ved havluften.
Det kan også godt være, at man ude omkring ser på Dronninglund som en snobbeby, der altid praler med sin beliggenhed tæt ved Storskoven, og sin indkørsel fra vest via slot og bøgetræer, som nok kan dupere selv de mest blaserte. Men byen skal ha’, hvad den skal ha’, og nogle af byens plusser kan ikke, som fortidens tamiler, skubbes ind under guldtæppet
Endelig kan det også nemt være sådan, at Hjallerup på mange virker som et af de kedeligste steder i verden, og ofte omtales som byen, der kun har sit ”skide hestemarked” at prale med. Tilmed er det kommunens ”kvindeløse”-område, hvor byens ”magtfulde 5-mands-gruppe” bestemmer alt. Det er ren grim misundelse. Det er jo f.eks. helt fantastisk, hvad det heste- og kræmmermarked har betydet for byen, såvel økonomisk, socialt og mentalt. Byens sociale liv hænger sammen af et frivilligt vævet kludetæppe, og markedsoverskud har år efter år sikret byen et imponerende fællesskab, samt murstensbygninger både til svømmevand, sport og kultur. Oven i kommer så den seneste knopskydning - ”Vores Kunst”. Hestebyen har nu også fået sig lanceret som kunstby. Fra os borgere i Dronninglund og Aså er dertil kun at sige – og det bør hverken ske hviskende eller med nedadvendte mundvige - men rimeligt højt:
Tillykke Hjallerup. Godt gået. Eller godt sadlet, og godt travet. Vi tager gerne en tur til Hjallerup for at se, røre og beundre, når ”Vores Kunst” er blevet til ”Jeres Kunst”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar