At gå på vandet og få våde fødder

Det er vist nok kun det politiske parti Enhedslisten, der har det princip, at partiets kandidater kun kan vælges til Folketinget to gange, så skal man holde en pause, og lave noget andet.  Det skal forhindre, at man bliver levepolitiker og pamper.  Det skal også give politikere mulighed for at vende tilbage til livet, som almindelig borger, og for en periode at blive familiens daglige indkøbschef. Endelig skal reglen også sætte en stopklods op for at man bliver sådan en, der tror at man kan tillade sig alting. At man udvikler sig til at tro, at man kan gå på vandet. 

Den gode udskiftningsregel bør smitte. Store partier kan godt lære noget af små.

I sandhedens interesse skal dog nævnes, at manglen på ydmyghed ikke kun er noget der optræder hos politikere. Alle de seneste kriseår har givet mange grimme eksempler på f.eks. bankdirektører, hvis samfundssind og tilbageholdenhed kan ligge på en tiøre, hvis sådan en stadig fandtes. De omtalte lønningssystemer og fratrædelsesordninger hos DONG er også sådan et udtryk for, at vi har at gøre med foretagender, der er styret af mennesker, som lever i deres egne systemer løsrevet fra det øvrige samfund.   De tror de kan gå på vandet.

Der skulle være nogle insekter og vadefugle, der kan flytte deres ben så hurtigt, at dekan løbe på vandet uden at få våde fødder.  Eller i hvert fald uden at falde igennem. Det er godt gået – eller løbet. Verdenshistorien kan kun berette om et menneske – med visse overnaturlige evner og ret gode forbindelser til højere magter – som kunne gå på vandet. Jesus fra Nazareth.   

En politisk skandale i nyere tid havde også en hovedperson, som troede han kunne gå på vandet. Det kunne han ikke – selv om han var ret habil til at svømme i rødvin.  Men virkeligheden indhentede også til sidst Peter Brixtofte - Venstres borgmester og bykonge i den sjællandske kommune Farum.

Nu har en ny vandvandringsmand meldt sig. Igen en venstremand. Det er MF Troels Lund Poulsen, som efter en kort orlovsferie returnerer til Folketinget. Han er mistænkt for at være indblandet i statsminister Helle Thorning Schmidts skattesag på den måde, at han som minister har prøvet at påvirke Skat og Tolds afgørelse. Til Horsens Folkeblad udtaler den tidligere skatteminister, at han nu vender tilbage til Folketinget, fordi - ”Jeg er overbevidst om, at jeg kan genopstå, selv om jeg er erklæret korsfæstet, død og begravet”.

At blive korsfæstet og erklæret død, og begravet og derefter genopstå fra de døde, er der også kun en person i verdenshistorien, som har gjort. Den samme som med stor held gik på vandet. Det er noget af et 1000-kroners spørgsmål om Troels Poulsen har de egenskaber. Det kan i stedet ende med en ny begravelse, og det i en så solid kiste, og så langt nede i den sorte muld - at genopstandelse er helt umulig.

Uanset hvilke forbindelser man har.

Råddenskaben tager over. 

Fra Laudrup til Bendtner

Idoldyrkelse har altid eksisteret. I hvert fald lige siden Dean Martin tændte sin første smøg på scenen - og sang samtidig. James Dean drev rovdrift på idolbarometeret, og Elvis tog over. Dyrkelsen nåede nye former og højder, da Marilyn Monroe indtog scenen. Siden har begrebet idol – står der i Nudansk Ordbog – været en person – ”som bliver beundret og tilbedt, især af unge mennesker. Det kan være en rockmusiker, filmskuespiller og fodboldspiller”. 

Hvis vi koncentrerer os til fodboldspillere, så har alle haft og har sine idoler. Hvis vi skal holde os til danske spillere, og fodboldtiden efter 2. verdenskrig så popper der en virkelig idolherre op ved navn Knud Lundberg, fra AB. Lægen og skribenten, som nåede at optræde på landsholdet indenfor tre sportsgrene – basketball, håndbold og fodbold. 

Noget af en idrætsmand. 

Carl Aage Hansen og Præst blev idoler, da vi i 1948, bankede Italien, og Henry From, målmanden, der satte sit tyggegummi på stolpen, før han nappede straffesparket i OL-semifodboldfinalen i Rom 1960, blev det så sandelig også. Det var også i de dage, hvor Harald Nielsen, knægten fra Frederikshavn - der rendte med Mie fra ”Far til fire” - fik 200.000 kroner i overgangspenge fra amatør til prof i Bologna, Italien.

På idolbarometeret de følgende år dukkede Tommy Troelsen, elegantier fra Vejle, også op, og Ole Madsen fra HIK - ham med hælmålet mod Sverige. 70’erne gav os Allan Simonsen, Vejle – som er på centimeteromgangshøjde med Messi. Argentineren er i dag verdens bedste, men Allan blev i sit årti kåret som Europas bedste fodboldspiller. Vist nok i 1977. Endelig går vi lige lidt baglæns, for vi skal også lige nævne en gut fra 60’erne - en meget fin holdspiller af høj klasse - Finn Laudrup fra Vanløse. Ham Finn fik senere to sønner placeret helt på toppen af idoldyrkelsen – Brian og Michael.

Michael Laudrup bliver ofte tituleret fodboldens fineste ambassadør. Det hentyder både til hans spil, hvis kunstneriske indtryk var til et 10-tal – selv fra den russiske dommer. Dertil kommer præsentabelhed, personlighed, væremåde, og korrekthed. Det er vigtigt, at vi kan sætte gode egenskaber på de idoler, som er dannelsesforbilleder for børn og unge.

I dag er det andre fodboldidoler, der har taget forsiderne. F.eks. Nicklas Bendtner. 

Det er helt fint, at idoler af i dag fremtræder mere kantet og frækkere end Laudrup officielt gjorde.

Men når det så er sagt eller hvisket, så må man nok sige, at Bendtner tit smutter over acceptstregen, og alligevel bakkes op af tidens fodboldskribenter, der efter at ha’ vredet hænderne frem og tilbage, lander på lidt taktisk EM-tænkning, og dermed i al deres gustne nøgenhed fremstiller sig selv som moralske hyklere.

Bendtner har tidligere – før han erobrede en anden slags overskrifter - været en meget farlig dybde- og boksspiller, såvel på landsholdet, som i England. Uanset den øjeblikkelige noget svagere fremtoning, og uanset om han er skadet, er frisk igen, skal sælges eller ej, så laver han lige for tiden  mest selvmål.
Ingen andre har lavet så mange tåbeligheder på så kort tid, som Bendtner.
Han optræder såvel i den trykte ugepresse, samt på mediernes forskellige forsider, med næsten alt muligt andet end fodbold. Han har været i slagsmål, der har været noget med hærværk, og han er blevet frakendt sit kørekort for at køre temmelig meget for stærkt. Plus det løse. Så er der alt sladderen om Bendtner, men det hører privatlivet til. Nogle kollegaer opfatter ham som en klaphat står der på DR’s hjemmeside - og selv om den hat har mange tilhængere, så er det ikke venlig ment.

Men der er så mange klaphatte, og Bendtner er i givet fald nok ikke den eneste klaphat, som har landsholdsstatus.

Landstræner Morten Olsen, og andre med indflydelse på de sager, holder fast i manden, fordi som de siger og skriver - ”Danmarks eneste chance for succes ved EM-slutrunden til sommer er, at fungere optimalt som et hold - vel at mærke med individualisten, egoisten og superangriberen Bendtner, som en del af det hold”.

Man burde måske nok i stedet sende Bendtner ud på bænken til noget altid nyttig selvransagelse. Sådan en kiggen ind ad, har man hørt om kan være gavnligt for den, som foretager en sådan rejse. Man kan få tjek på, hvordan man opfører sig, hvad der er rigtigt og forkert – få et moralsk løft. Så man bedre kan leve op til at være det der forbillede.  Når ting hænger bedre sammen oppe i hovedet, så kan det nemt være man også begynder at lave mål – i modstandernes net.
Så bliver landsholdstræneren rigtig glad.
Hvem vil ikke gerne se en glad Morten Olsen!

Skældsord og tarmslyng

Det vakte opsigt, da Anker Jørgensen blev statsminister i 1972. Fordi han overraskende blev udnævnt af Krag, der valgte at trække sig efter EF-afstemningen. Men så absolut også på grund af  ting, som havde meget at gøre med mandens personlighed, kulturelle og sociale baggrund. Bl.a. viste det sig, at landet havde fået en statsminister, der gerne brugte et bandeord. Det at bande tog han med fra sin arbejderkultur, og så brugte han det for at give et udsagn kraft og styrke.

Det er i grunden ikke så tosset.

Det er vigtigt at skelne mellem bandeord og skældsord. Udover at være noget der understreger noget (Det kan du bande på jeg kan), så er bandeord noget man bruger for sig selv, og mod sig selv, f.eks. når man slår sig.

Mest kendt er det, der forlader munden, når en hammer rammer en tommelfinger.

Skældsord derimod er forbandelser og fornærmelser, man bruger mod andre. Det kan ske i voldsom vrede, eller fordi man bare har et sprog, som er aldeles uden for pædagogisk talerækkevidde. Uanset om udtrykket passer på vedkommende eller ej, så lyder det ikke pænt, når nogle råber følgende ord : narrøv, paphoved, gnom, fnatmide, idiot, eller åndsbolle.

Ukvemsord kan også være noget, som en flok råber i kor efter en befolkningsgruppe, som passer sit arbejde. Men hvor førstnævnte gruppe ikke synes sidstnævnte gør det på en ordentlig måde. Et eksempel er, når demonstranter råber ”nazisvin” efter politiet. 

Når den slags ukvemsord, som fugleklatter, svæver gennem luften fra individer, der ikke er nået konfirmationsalderen, så spørger voksne sig selv: Hvor lærer de dog den slags?

Det kan umuligt være i børnehaven, hvor de stort set aldrig laver andet end at klippe og klistre, og når det går hedest til, slår katten af tønden. Undfangelsesstedet er nok mere fjernsynet. Sproget er i hvert fald grimt imellem, og her tænker jeg hverken på Mette Fugl eller Ulla Therkildsen, men der er andre typer - her skal ikke nævnes navne, om end lysten ikke mangler.

Nogle vil mene, at arnestedet er hjemmet. Men forældre griner bare af deres børn, når de siger bandeord. Godt nok stopper grinefesten, når børnene runder 3 år, for så bliver såvel far som mor meget trætte i ansigtet, hver gang barnet siger de samme bandeord, som ellers onkel Børge bruger flittigt.

I dag har de fleste børn og unge heldigvis to sprog. Udover diverse fremmedsprog. Et som de bruger sammen med jævnaldrende, og et mormorsprog. Blandes disse to sprog bør man gribe ind med dannelsesopgaver. Her kan man nu hente hjælp fra en nyudkommen bog – ”Skældsord for dannede mennesker”. Et pænt skældsord kan således være ”kanalje”. Det har også den fordel, at mange slet ikke vil ane, hvad man snakker om. Et andet godt udtryk er ”misdæder”. Her ved ingen hvad man hentyder til – anden afsenderen. Et langt stærkere udtryk er ”marodør”, som dækker over en soldat, som er deserteret, og tilraner sig andres ejendom. Et virkelig nedsættende ord, der bør bruges med omtanke. Hvis man er helt oppe i det røde felt, er det tilladt at råbe ”svumpukkel”. Det skal dog nævnes, at så er der heller ingen forhandlingsvej tilbage, og ordet bør kun bruges i meget tilspidsede situationer.

I en radioudsendelse i afvigte uge fortalte en forsker, om den udvikling der er sket med bandeord. I gamle dage tog de afsæt i religion (Så’gu og Av for fanden), og så kom ord hentet fra under bæltestedet – ”Fuck” og ”Shit”.  Forskeren blev nu spurgt, hvad der nu ville ske – kunne det blive værre. Vedkommende pegede på, at det næste nok blev det indre – altså  indvoldsskældsord.

Her ser jeg rigtig mange nye udtryksmuligheder, som samtidig kan hjælpe børn til at lære navnene på de indre organer. I stedet for klovn kan man nu råbe f.eks. nyreagurk, øregangsfnat, bihulelort, lungemide eller mavesnot. Hvis det er en rigtig dum skid, så kan man kalde vedkommende for –tarmslyng.

Den vil gøre ondt.

Det eneste problem er dog, at hvis skældsord tager over i sprog og mund, så bliver debatten om et bedre samfund endnu mere fladpandet.

Sådan en udvikling giver tarmslyng.

Et mediedøgn for en minister

Der var engang, hvor man kunne ringe til Statsministeriet, og der blev svaret: -” Det er Anker”.

Dengang var der ingen filtrering, rådgivere, bodyguards, sluser eller sikkerhedsvagter, som tog imod. Virkeligheden var, at der eksisterede næsten uhindret adgang til landet statsminister. 

Tidens debat om nutidens forhindringer for at nå frem til politikerne, og deres sande meninger, fordi nymodens tant og fjas, som spindoktorer, pressemedarbejdere, talerepræsentanter og mediekonsulenter, bølger frem og tilbage med passende mellemrum.

Vi har alle en fuldgyldig mening om alle disse repræsentanter for magt og vælde, der drejer, fortolker, udlægger, og altså holder os væk fra de personer, som vi har valgt til at mene noget, sige noget, og gøre noget.

Kan man ikke bare gå tilbage til Ankers dage, og fyre hele banden, og så bede Ankers efterfølgere stille sig op og frem, og snakke direkte til og med os. Uden alle disse gustne overlæg, og kommunikationsplaner. Uden at veje effekten, hvis man gør sådan frem for sådan. Uden at man kan høre, at hver mening, der kommer ud af munden, er vejet og målt i henhold til et givent resultat. 

Men hold op, hvor vi som brugere af politikerne, og medier, indgår i den symbiose, der skaber alt det halløj. En diskuteret ting er selvfølgelig, at det jo er helt rimeligt en minister har mediefolk tæt på sig for bistå med alle de sager og love, som en minister skal vide noget om. Ministeren skal ha’ en snakkemakker om strategi og planlægning.  

Noget andet er ministerens konstante stillen sig til rådighed for medierne, som på den anden side forlanges af en nyhedshungrende befolkning. Politikerne skal være klar til at blive ringet op, stille op, møde frem, på stort ser alle tidspunkter af døgnet – især fra morgenradioavisen kl. 06.00 til

”Deadline” kl. 22.30.  

Hvor voldsomt mediepresset er på en minister blev tydeligt ridset op i en af gratisaviserne, som for nylig havde fulgt udenrigsminister Villy Søvndahl (VS) i et døgn. Selvfølgelig de 24 timer, hvor betalingsringen blev kørt endelig i garage.

Dagen, hvor bilringen blev til skrot, mødte VS tidlig om morgenen hos TV2 Nyhederne. På sin vej derud blev han telefoninterviewet af Ritzau, og af et fjernsynshold, da han stod ud af bilen. . Aftenen før var i øvrigt sluttet med besøg hos DRs Olav Jersild, og på vej hjem i ministerbilen blev han interviewet  både til DRs Nyhedsflade og TV2’s Qvortrup. Men altså efter morgenmødet med nyhederne skulle VS til TV2 News, og videre til TV-Byen. På vejen var der interview med bureauet Newspaq. Hos DR var det så først P3 studiet, og derefter i en direkte radioavis kl. 9.

Derefter nye og flere kommentarer til TV2 News, og senere - efter et hastigt politisk møde om Syrien – var det så den nye kanal Radio24syv. Da VS ankommer til Christiansborg kl. 11.30 står der en rand af journalister fra diverse medier. Han skal tale med dem alle. Frokost kl. 12.00. Bad og frisk skjorte kl. 14 – efter en snak med P1 kl. 13.00.

Om eftermiddagen møde med Jyllands-Posten, så Tv-avisen og endelig DR’s ”Aftenshowet”. Så til lufthavnen kl. 21 – et politisk møde venter i London.

Det er mere end vildt.

Politik skal kommunikeres, og dets folkevalgte skal kontrolleres – og om nødvendigt  kritiseres.

Man må sige, det virker både forståeligt og nødvendigt, at ministre har bydrenge og pressehjælpere.

For at få vejret.

For at overleve.

Måske også for at få bare lidt tid til at lave det politikere er valgt til – politik.