Idoldyrkelse har altid eksisteret. I hvert fald lige siden Dean Martin tændte sin første smøg på scenen - og sang samtidig. James Dean drev rovdrift på idolbarometeret, og Elvis tog over. Dyrkelsen nåede nye former og højder, da Marilyn Monroe indtog scenen. Siden har begrebet idol – står der i Nudansk Ordbog – været en person – ”som bliver beundret og tilbedt, især af unge mennesker. Det kan være en rockmusiker, filmskuespiller og fodboldspiller”.
Hvis vi koncentrerer os til fodboldspillere, så har alle haft og har sine idoler. Hvis vi skal holde os til danske spillere, og fodboldtiden efter 2. verdenskrig så popper der en virkelig idolherre op ved navn Knud Lundberg, fra AB. Lægen og skribenten, som nåede at optræde på landsholdet indenfor tre sportsgrene – basketball, håndbold og fodbold.
Noget af en idrætsmand.
Carl Aage Hansen og Præst blev idoler, da vi i 1948, bankede Italien, og Henry From, målmanden, der satte sit tyggegummi på stolpen, før han nappede straffesparket i OL-semifodboldfinalen i Rom 1960, blev det så sandelig også. Det var også i de dage, hvor Harald Nielsen, knægten fra Frederikshavn - der rendte med Mie fra ”Far til fire” - fik 200.000 kroner i overgangspenge fra amatør til prof i Bologna, Italien.
På idolbarometeret de følgende år dukkede Tommy Troelsen, elegantier fra Vejle, også op, og Ole Madsen fra HIK - ham med hælmålet mod Sverige. 70’erne gav os Allan Simonsen, Vejle – som er på centimeteromgangshøjde med Messi. Argentineren er i dag verdens bedste, men Allan blev i sit årti kåret som Europas bedste fodboldspiller. Vist nok i 1977. Endelig går vi lige lidt baglæns, for vi skal også lige nævne en gut fra 60’erne - en meget fin holdspiller af høj klasse - Finn Laudrup fra Vanløse. Ham Finn fik senere to sønner placeret helt på toppen af idoldyrkelsen – Brian og Michael.
Michael Laudrup bliver ofte tituleret fodboldens fineste ambassadør. Det hentyder både til hans spil, hvis kunstneriske indtryk var til et 10-tal – selv fra den russiske dommer. Dertil kommer præsentabelhed, personlighed, væremåde, og korrekthed. Det er vigtigt, at vi kan sætte gode egenskaber på de idoler, som er dannelsesforbilleder for børn og unge.
I dag er det andre fodboldidoler, der har taget forsiderne. F.eks. Nicklas Bendtner.
Det er helt fint, at idoler af i dag fremtræder mere kantet og frækkere end Laudrup officielt gjorde.
Men når det så er sagt eller hvisket, så må man nok sige, at Bendtner tit smutter over acceptstregen, og alligevel bakkes op af tidens fodboldskribenter, der efter at ha’ vredet hænderne frem og tilbage, lander på lidt taktisk EM-tænkning, og dermed i al deres gustne nøgenhed fremstiller sig selv som moralske hyklere.
Bendtner har tidligere – før han erobrede en anden slags overskrifter - været en meget farlig dybde- og boksspiller, såvel på landsholdet, som i England. Uanset den øjeblikkelige noget svagere fremtoning, og uanset om han er skadet, er frisk igen, skal sælges eller ej, så laver han lige for tiden mest selvmål.Ingen andre har lavet så mange tåbeligheder på så kort tid, som Bendtner.
Han optræder såvel i den trykte ugepresse, samt på mediernes forskellige forsider, med næsten alt muligt andet end fodbold. Han har været i slagsmål, der har været noget med hærværk, og han er blevet frakendt sit kørekort for at køre temmelig meget for stærkt. Plus det løse. Så er der alt sladderen om Bendtner, men det hører privatlivet til. Nogle kollegaer opfatter ham som en klaphat står der på DR’s hjemmeside - og selv om den hat har mange tilhængere, så er det ikke venlig ment.
Men der er så mange klaphatte, og Bendtner er i givet fald nok ikke den eneste klaphat, som har landsholdsstatus.
Landstræner Morten Olsen, og andre med indflydelse på de sager, holder fast i manden, fordi som de siger og skriver - ”Danmarks eneste chance for succes ved EM-slutrunden til sommer er, at fungere optimalt som et hold - vel at mærke med individualisten, egoisten og superangriberen Bendtner, som en del af det hold”.
Man burde måske nok i stedet sende Bendtner ud på bænken til noget altid nyttig selvransagelse. Sådan en kiggen ind ad, har man hørt om kan være gavnligt for den, som foretager en sådan rejse. Man kan få tjek på, hvordan man opfører sig, hvad der er rigtigt og forkert – få et moralsk løft. Så man bedre kan leve op til at være det der forbillede. Når ting hænger bedre sammen oppe i hovedet, så kan det nemt være man også begynder at lave mål – i modstandernes net. Så bliver landsholdstræneren rigtig glad.
Hvem vil ikke gerne se en glad Morten Olsen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar