Det vakte opsigt, da Anker Jørgensen blev statsminister i 1972. Fordi han overraskende blev udnævnt af Krag, der valgte at trække sig efter EF-afstemningen. Men så absolut også på grund af ting, som havde meget at gøre med mandens personlighed, kulturelle og sociale baggrund. Bl.a. viste det sig, at landet havde fået en statsminister, der gerne brugte et bandeord. Det at bande tog han med fra sin arbejderkultur, og så brugte han det for at give et udsagn kraft og styrke.
Det er i grunden ikke så tosset.
Det er vigtigt at skelne mellem bandeord og skældsord. Udover at være noget der understreger noget (Det kan du bande på jeg kan), så er bandeord noget man bruger for sig selv, og mod sig selv, f.eks. når man slår sig.
Mest kendt er det, der forlader munden, når en hammer rammer en tommelfinger.
Skældsord derimod er forbandelser og fornærmelser, man bruger mod andre. Det kan ske i voldsom vrede, eller fordi man bare har et sprog, som er aldeles uden for pædagogisk talerækkevidde. Uanset om udtrykket passer på vedkommende eller ej, så lyder det ikke pænt, når nogle råber følgende ord : narrøv, paphoved, gnom, fnatmide, idiot, eller åndsbolle.
Ukvemsord kan også være noget, som en flok råber i kor efter en befolkningsgruppe, som passer sit arbejde. Men hvor førstnævnte gruppe ikke synes sidstnævnte gør det på en ordentlig måde. Et eksempel er, når demonstranter råber ”nazisvin” efter politiet.
Når den slags ukvemsord, som fugleklatter, svæver gennem luften fra individer, der ikke er nået konfirmationsalderen, så spørger voksne sig selv: Hvor lærer de dog den slags?
Det kan umuligt være i børnehaven, hvor de stort set aldrig laver andet end at klippe og klistre, og når det går hedest til, slår katten af tønden. Undfangelsesstedet er nok mere fjernsynet. Sproget er i hvert fald grimt imellem, og her tænker jeg hverken på Mette Fugl eller Ulla Therkildsen, men der er andre typer - her skal ikke nævnes navne, om end lysten ikke mangler.
Nogle vil mene, at arnestedet er hjemmet. Men forældre griner bare af deres børn, når de siger bandeord. Godt nok stopper grinefesten, når børnene runder 3 år, for så bliver såvel far som mor meget trætte i ansigtet, hver gang barnet siger de samme bandeord, som ellers onkel Børge bruger flittigt.
I dag har de fleste børn og unge heldigvis to sprog. Udover diverse fremmedsprog. Et som de bruger sammen med jævnaldrende, og et mormorsprog. Blandes disse to sprog bør man gribe ind med dannelsesopgaver. Her kan man nu hente hjælp fra en nyudkommen bog – ”Skældsord for dannede mennesker”. Et pænt skældsord kan således være ”kanalje”. Det har også den fordel, at mange slet ikke vil ane, hvad man snakker om. Et andet godt udtryk er ”misdæder”. Her ved ingen hvad man hentyder til – anden afsenderen. Et langt stærkere udtryk er ”marodør”, som dækker over en soldat, som er deserteret, og tilraner sig andres ejendom. Et virkelig nedsættende ord, der bør bruges med omtanke. Hvis man er helt oppe i det røde felt, er det tilladt at råbe ”svumpukkel”. Det skal dog nævnes, at så er der heller ingen forhandlingsvej tilbage, og ordet bør kun bruges i meget tilspidsede situationer.
I en radioudsendelse i afvigte uge fortalte en forsker, om den udvikling der er sket med bandeord. I gamle dage tog de afsæt i religion (Så’gu og Av for fanden), og så kom ord hentet fra under bæltestedet – ”Fuck” og ”Shit”. Forskeren blev nu spurgt, hvad der nu ville ske – kunne det blive værre. Vedkommende pegede på, at det næste nok blev det indre – altså indvoldsskældsord.
Her ser jeg rigtig mange nye udtryksmuligheder, som samtidig kan hjælpe børn til at lære navnene på de indre organer. I stedet for klovn kan man nu råbe f.eks. nyreagurk, øregangsfnat, bihulelort, lungemide eller mavesnot. Hvis det er en rigtig dum skid, så kan man kalde vedkommende for –tarmslyng.
Den vil gøre ondt.
Det eneste problem er dog, at hvis skældsord tager over i sprog og mund, så bliver debatten om et bedre samfund endnu mere fladpandet.
Sådan en udvikling giver tarmslyng.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar