Avis til fisk

Der var engang, da udkom der så mange gratisaviser, at man hverken havde fisk eller gummistøvler nok. Nu kommer der kun en, men sikken en. ”Metroxpress” er avisens navn, og selv i vandkantsdanmark kan man få avisen gratis – således på biblioteket i Dronninglund. Der ligger altid en stak på 20-25 aviser, og det er alt rigeligt. Man har luret avisen af, og den indeholder ikke mange vitaminer. Siderne er fyldt med notitser om kendte, sport, film, vold, krimi, sex, mode, og så lige et par ekstra kendte. En slags hverdags-seoghør. Uden at indeholde ret meget, som har nogen som helst betydning for din hverdag. 

Gratisavisens journalistik følger ofte det opdaterede regelsæt om, at det handler om at lave sexede overskrifter, der lader fakta passe sig selv, og blot skal fange folks fingre og øjne. Er man først kommet indenfor, så slipper heller ikke gratisavisen sit offer, og man får sat et sladderfrø, eller en reklameheadlines.

Takket være en rundrejse i vort smukke land lykkedes det mig fredag 29. november, at komme i besiddelse af to udgaver af gratisavisen – den fra Østdanmark og den fra Vestdanmark. Indmaden var ens, men forsidehistorien havde en tvist, som var en ægte kioskbasker, fordi det var endnu et eksempel på de her grænseoverskridende overskrifter, som enten splitter folkets sammenhængskraft, flader empatien, eller fremmer fællesskabsleden.

Årsagen til gratisavisens forsidehistorie er, at Folketinget har lavet nye kontanthjælpsregler, så arbejdsløse fremover skal forsørges af deres partnere, hvis de er i job. Det sku’ ha’ fået den konsekvens, at kærestepar (dog er der ingen der aner, hvor stort et antal det drejer sig om) er flyttet fra hinanden, så den ene part både får ret til kontanthjælp, og forhøjede fradrag - som enlig. Uanet om det er en lov, som måske skal forbedres og have rettet sine smuthuller, så er den slags kærestepars reaktion en form for snyd. Altså man vil af grunde, der vel nok kan være økonomisk nødvendige – men vel primært  griske - foretage en handling, så man omgås loven.

Historien bliver i gratisavisens østudgave til ”Kærestepar spolerer politikernes spareplan”. I vestudgaven er forsideoverskriften ” Kærestepar tager røven på politikerne”. Det var så den sexede stramning. Det er rigtigt sjovt det her.  Det er den måde ” metroxpress” redaktionssekretærer mener, at vi jyder skal ha’ det på. Så må vi da ku’ forstå det politiske systems uduelighed.

Godt fisk ikke kan læse.

Livet for en lygtepæl

De har altid stået der - lygtepælene. Funktionelle og uundværlige har de stået der. Men vi skænker dem sjældent et øje. Ser dem knapt.  De er der bare. Det er faktisk et under, at vi har dem endnu. Man kunne godt frygte, at Byrådet i Brønderslev kommune ville fjerne alle lygtepæle i kommunens udkantsområde, som de har fjernet så meget andet.

Men vi har også lige overstået en tid, hvor politikerne har haft vældig brug for alle de lygtepæle, der kunne opdrives. Portrætter af samtlige partiers kandidater har fyldt op, så man slet ikke har ku’ få øje på pælene. Det har i sandhed været valgplakattid, og her spiller pæle igen en stor betydning. De fungerer som uundværlige samfundspejlemærker, og har været en slags samarbejdspartner for kandidater og demokrati siden den første lygtepæl fik en plakat bundet på sig. I øvrigt uden at blive spurgt. Lygtepæle har ikke mange rettigheder.

Det har faktisk også været så hyggeligt, at se på de mange pæne smilende kandidater. Politikerne kan godt nok ind imellem tage nogle beslutninger, som gør livet surt for mange mennesker, så der ikke er meget at grine af. Men det forhindrer ikke politikerne i at smile, så selv en skønhedsekspert som Ole Henriksen nærmest fremtræder, som en halvsur mand.  På lygtepælene var der ingen sure miner.

På mit afstemningssted på Dronninglund Hotel og helt frem til hovedindgangen var lygtepælene fyldt med storsmilende kandidater. De fulgte mig som en slags overvågningskameraer helt ind til receptionen. Men så var det også slut. På selve valgdagen er der begrænsninger for kandidaternes pjecer, snak og påvirkninger, når man tale rom selve afstemningsstederne. Det sidste stykke ind til valgbokse skal vi ha fred og ro til at tage den endelige svære beslutning. Skal vi eller skal vi ikke. Reglerne er forskellige fra kommune til kommune – nogle steder må kandidaterne slet ikke vise sig med pjecer i hånd på afstemningsstedets matrikel. Andre steder skal boksen og lokalet - plus adgangsvejene hertil – blot være fri.

Men så er der noget jeg ikke helt forstår. Ved det valgbord, hvor jeg skal ha’ mine stemmesedler t sidder en glad og smilende Asta Skaksen. Hun er en klar kopi af det billede, som hænger på de mange pæle. At ligheden er der er jo både forståelig - og godt tænkt. Fordi dette søde smil er da næsten med til at sætte hjernen på stand by, og man er allerede på vej ind i boksen, og sætte kryds ved Asta. Færdigt arbejde. Ved siden af vor kommunens lokale udgave af den ” smilende Susie” sidder så den lokale SF’er Helena Starcke i den flotte blå kjole, som også hænger i en masse lygtepæle. Hun smiler lige så flot.  Så er krydserne jo hjemme, fordi Asta er opstillet til regionsrådet og Helena til byrådet. Ved siden af de to kvinder sidder så det tidligere byrådsmedlem Benny Karlsen. Han er ikke opstillet mere til noget, og han smiler da heller ikke. Han har dog en lun trækning omkring mundvigen, som sender signal om, at han har grejet det hele, men han ved, at det har jeg ikke.  

Da jeg så står inde i stemmeboksen, og bakser med de to stemmesedler kommer jeg i tanke om den gode gamle Erling Nielsen fra Thorup, som i mange år medlem af Dronninglund Byråd, valgt af de kristelige. Det var dengang, hvor der ikke var mange regler om kandidatadfærd omkring stemmestederne. Nielsen var kendt og elsket for altid at stille sig til rådighed, når ældre enlige særligt svagt seende eller blinde vælgere skulle hjælpes. Rygterne siger – med et smil - at hvis manden ikke var blevet bremset kunne det ikke udelukkes, at Nielsen var fulgt med vælgeren helt ind i boksen, og derinde bag gardinet være behjælpelig med at føre blyanten hen til det navn, hvor vælgeren med størst mulig fordel burde sætte sit kryds.

Men der kom ingen Erling Nielsen og hjalp mig, og jeg synes ikke jeg kunne bede de to smilende damer om at komme ind i boksen til mig. Det kan jo nemt misforstås af vagtmanden Benny, og ens rygte skal man jo passe på.  Ellers kan man komme op og dingle i en lygtepæl.

Nu lever lygtepælene igen deres eget liv. Politikerne har mistet interessen for dem. Nu politikerne er valgt kan lygtepælene passe sig selv. Få lov til at stå, hvor de altid har stået i al slags vejr. Dog får nogle centralt placerede lygtepæle en opblomstring i julemåneden, da flere – såvel valgte som vragede politikere, samt nogle af deres vælgere - gerne klammer sig til sådan en på vej hjem fra julefrokosten.

Men ellers er det kun hundene der viser lygtepæle respekt. Og interesse.

Ved at løfte benet.

Livet er træls for en lygtepæl.

Derfordokumentet

Højskolen i garagen, Dronninggårdsalle 4, 9330 Dronninglund, er skabt, fordi samtalen er blevet væk. Den vigtigste tale har altid været samtalen, og den skal genfindes, etableres, ha’ nye vinger, og tage afsæt i Grundtvigs ideer om samtalen – ”på lige fod og i frihed at tale sammen”, og det med ”munden løsnet og hånden bundet”.

Med sproget ar vi fået en medfødt gave, som kan bruges til at sætte ord på tanker og følelser. Det er også sproget, der forankrer os i et kulturelt fællesskab, og giver os værktøjet til et socialt ditto.  Sprogmanden Jørn Lund har sagt, at ”sproget kan samle og splitte, forsone, forføre, og forædle, bringe os ud af isolation og egocentri”.

Med sproget kan vi også sende etiske signaler, markere holdninger, sige ja og nej, sætte pejlemærker for, hvad vi synes er rigtig og forkert.

Tiden kalder på en opstramning af sprog og brug. Kalder på et fravalg, en markering, et nej til en udvikling, der efterlader det oprindeligt talte sprog ude på et sidespor, og placerer etik og dialog udenfor pædagogisk rækkevidde – udviklingen har bundet munden og løsnet hånden.

Tiden kalder altså på - og kræver – nye samtale- og informationsformer. Langt fra mediernes råben, og evige afbrydelser. Langt fra platte iscenesættelser, verbale personoverfald, og etikløse grænseoverskridelser. Langt fra sprog der slår. Det er medierne, der ofte italesætter dagsordenen, ikke kun den politiske, men også den kulturelle. Folket tager over – mopper videre og fokuserer nederlagsagtigt på de hverdagsting, som ikke fungerer - i steder for at lade dagligdagens kraft og mangfoldigheder, og de nære tings succes og lyksaligheder præge menneskelivets, og vores omgang med andre.

Vi må flytte snakke - og argumentationsskeen over i den innovative hånd. Zappe helt væk fra den hæsblæsende skæve udvikling, hvor man tror livet kan forstås på 15 sekunder, og hvor krig og elendigheder kan klares ved en kvik tv-rundspørge blandt gågades stressende forbrugere.

Samtidig må vi acceptere, at intet bliver anderledes, uden at vi selv ændrer sprog og argumenter, og i stedet hylder den holdning, at meninger bør bygge på fakta frem for fup og underholdning. Forandringer skabes i samarbejde og dialog med hverdagsmennesker, der også synes, at samtalen, dialogen og argumentet, er den vigtigste tale.  

.

Med dette afsæt i bagagen vil ”Garageskolen” holde sine møder. Indbyde frie mennesker til fri debat, hvor samtalen kan flyde frit blandt garagens gæster, og ofte med en foredragsholder, der kan tilføje sprog, etik og samtale nye vinkler, nye informationer, skæve vinkler og sjove indfald.

Da sang styrker fællesskabet, skærper indlæringsevnen, bevæger sindet, taler til fantasien, og stimulerer sprogligt, motorisk og musikalsk, så er Højskolesangbogen den mest brugte bog i ”Garagehøjskolen”.  Så syng da, og lad hjertesproget tale.

Det tilstræbes at holde et garagemøde om måneden - 8 til 10 gange om året.

Plus et Højskolesang-arrangement på årets længste dag - 21. juni - som en eksportering til hovedlandet af Grundtvigs Forums Maratonsangarrangement i Vartovs Gård.

Det tilstræbes at Danmarks mindste, men nyest etablerede højskole, holder sine arrangementer vederlagsfrit for gæsterne, men sponsorgaver modtages gerne, og foredragsholderne får altid som honorar to flasker god rødvin. Der er plads til 30 gæster i ”Garagehøjskolen”.

Det er håbet, at ideen om højskolen i garagen vil brede sig til andre garager, dagligstuer, nedlagte forsamlingshuse - rundt omkring i rundt omkring i Grundtvigs føde- og fædreland til fremme af den nødvendige opdatering og omforandring af samtalen.

.

Yderligere informationer om ”Garagehøjskolen”:

frodem@mail.dk

http://frodemuldkjaer.blogspot.com/

Frode Muldkjær, journalist og ”Højskoleforstander”    /   Mobil 23 40 65 58

.

Garagehøjskolens første møde var torsdag 26.09.2013 – Grundtvigs Forums ”Samtaledag”.

Efteråret 2013’s tre første gæster har været skolemand Chresten Sloth, gymnasielærer Pia Ravn, og TV2 Nord-journalisten Per Jensen. Vinterens tre første gæster i 2014 bliver sangeren Peter Abrahamsen, TVA-journalist Line Gertsen, og komponist og højskolemand Erik Sommer.

Derudover er bl.a. planlagt et højskolesang-arrangement til foråret - ”En søndag i april”.