Juleanden hedder Knud

Du er, hvad du spiser.

Denne talemåde kan gøre nogle glade. Især dem, som mest spiser for sjov.

Men sjov spisning holder jo ikke maven i gang - i længden. Der skal noget mere grønt til.

Mennesker, som godt kan li’ det sunde – gulerødder, avocado, kål, broccoli, ærter, porrer - er jo noget nemmere stillet end dem, der foretrækker chips, rødt kød og sodavand.

Det gavner – eller hævner sig - senere. 

Mange fremhæver det nordiske køkken. Det er da også logik, at mad som det nordiske folk har spist i generationer, også er mad der er godt for efterkommere, fordi maden passer til vores klima.

Tilmed indeholder den nordiske mad vitaminer, kalorier, og andet godt, som nordens mennesker har brug for til at holde kulden fra døren, og sygdom fra kroppen.

Når man fylder sig med pizza, pasta og blæksprutter, så er det jo kun fordi, at man savner ferie, sol og hajfyldte kyster. Den slags sydlandsk føde har jo intet at gøre med sne, slud - og blæst, der går frisk over Limfjordens vande. 

Derfor - ikke al, men meget magt til mad, som er vokset op i lande med de markante fire årstider.  

Derudover har der i vores madlystne land udviklet sig forskellige trend, som selvfølgelig udsender hyggesignaler, men også vinkler smagsretningen over i mere morsomme retninger.

Således købte jeg forleden en kylling, som var produceret i overensstemmelse med politisk  korrekthed. Ingen tilsætningsstoffer, farverstoffer, marinader, eller vand til oppumpning. Det var lige før emballagen også garanterede - ”ingen ben galt i halsen”. Her var tale om frisk fersk kylling fra et lille konventionel slagteri på Bornholm, som ”gerne ville gøre en forskel”. 

Bagsiden af den brune emballagepose var fyldt med lækre opskrifter, og parteringsvejledninger med sjove tegninger. Og så var der en lille mærkat, som gjorde opmærksom på, at kyllingen var opdrættet af Troels.

Det er jo selvfølgelig livsvigtigt for fordøjelsen, at man får navnet på den person, som har fodret, nusset, talt pænt til, og sunget godnatsang for kyllingen. Kun ved at få den slags informationer kan man smage de små nuancer, der tillader den bornholmske kyllings høje pris.

Nu mangler vi blot, at man begynder at give fjerkræ navne. Hvor hyggeligt at vide, at den and man sætter tænder i juleaften faktisk hedder Knud. Hvis en gæst juleaften har navnelighed med anden, så kan man jo bare kalde den Ib ved serveringen. Anden er jo nok ligeglad.

Man ser for sig denne navnemani brede sig til grisene  – ”Jeg vil gerne ha’ to koteletter. Den ene skal hedde Kristian og den anden Poul.” 

Nu vi snakker nordisk mad, så har vi i København en restauration – Noma - som er kåret til verdens bedste. Forleden fik jeg følgende Noma-historie fra en rimelig troværdig dame – lærer oven i købet - som slet ikke kunne holde tæt med den, da jeg mødte hende i Brugsen - selvfølgelig midt i grøntsagerne.

To unge kvinder er til frokost på Noma. Mens de spiser af de berømte tallerkner får de øje på to herrer, hvor de genkender den ene som Bono – sangeren fra den irske gruppe U2. Hans autograf vil damerne gerne ha’, og da Bono forlader sit bord, går de over til den efterladte herre, og spørger om det ikke er Bono, som han sidder sammen med. Manden bekræfter, og pigerne spørger om han kan sørge for, at de får hans autograf. Han smiler, men siger ingenting. Pigerne går tilbage til eget bord, og Bono kommer tilbage til sit. Men intet sker.

Da de to herrer forlader Noma ænser de ikke pigerne, som er sikre på, at deres initiativ er faldet helt skidt ud. Forgræmmet og triste hidkalder de tjeneren for at betale, men han meddeler, at deres frokost er betalt af de to herrer ved Bono-bordet. Derefter overrækker han hver af pigerne et ark papir med to autografer på.

Der står navnene Bono og Bruce Springsteen.

Og som min kilde tilføjede lettere forarget – ”Tænk, de kendte ikke Bruce Springsteen”.

Det kan selvfølgelig være en herlig vandrehistorie, men i anledning af julens komme tror jeg på den. 

Glædelig juleaften, og nyd nu anden, gåsen, kalkunen – eller kyllingen.

Uanset hvad den hedder.

I stedet for Knud kan du jo kalde den Bruce.

Katterjammerrock

Lyserøde elefanter midt i byen tyder ganske givet på indtagelse af væsker med alkoholisk indhold, men mindre dyr kan da også gøre det.

Det klukker stadig frydefuldt i min maveregion, når jeg tænker på den oplevelse jeg for en del år siden fik i Kaas ved Pandrup, hvor en mand stolt viste mig sin garage.

Der havde han et par heste gående.

Da vi jo i allerhøjeste grad befinder os i byzoneområde, hvor man vel højst må ha’ høns rendende, spurgte jeg selvfølgelig, hvad hans nabo sagde til en sådan garageindretning, men han svarede blot, at naboen var der ingen problemer med – fordi ” Han har fyldt sin med grise ”.

For nylig blev jeg kontaktet af en mand fra Dronninglund by, der beklagede sig over naboer, der har mange katte. Der er f.eks. i mandens gaden en dame, som giver kost og logi til omkring 10 katte. Hvis hun ellers er hjemme, men ofte er hun andre steder – og det er hendes katte også.

De er på besøg i naboernes haver.

En af naboerne har sat et elektrisk hegn op, og det holder kattene fint væk, men også andre.

Naboer f.eks. Men det kan jo være en utilsigtet sidegevinst. Eller tilsigtet.

Men hvis man ikke er til elektrisk hegn, udlægning af miner, indsættelse af de væbnede styrker, eller et skræmmebillede af Pia Kjærsgaard ved havelågen – eller af den nu seneste tidligere radikale kulturminister – hvilke midler skal man så gribe til? Må man skyde en kat, der forulemper ens haveanlæg? Både – og. Man bør så i hvert fald i overensstemmelse med dansk tradition begynde i den nedre ende af våbenarsenalet, og prøve med en vandpistol.  Det skal nok holde den slags kræ væk. Problemet er selvfølgelig, om man kan komme tæt på. Katte stikker givetvis over i nabohaven – altså en af dem uden strøm.  

Den gode kattetrætte mand i Dronninglund by, skal vide - før han i fortvivlelse forlader sit eget gode skind -  at 10 kæledyr i samme parcel er ingenting. Jeg har engang besøgt en svensk kvinde,  som havde 5o hunde. De kom stort set aldrig ud, men sked m.m. inden døre. Kvinden kunne åbenbart godt klare lugten, men det kneb mere for den hest, som hun havde gående i køkkenet.

Det skal understreges, at damen ikke var i familie med Pippi Langstrømpe.

Kvinden blev meldt både til den ene og anden myndighed, og til sidst tog hun også hundene – og hesten - under armen, og flyttede et nyt sted hen. Her blev der også ballade.

Hvis der kommer et fremmed husdyr ind på ens parcel, så gælder Mark- og Vejfredsloven. Den siger, at en ejer skal holde sine husdyr indenfor egne tønder og matrikler. Husdyr gælder også kæledyr – som hund, kat, marsvin, tamme kaniner og mink. Kommer den slags ind på andres matrikler, så er det dyrets ejers fulde ansvar. Man skal dog prøve, at jage dyret væk, eller hjem - med ”hensigtsmæssige midler”. Altså ikke noget med at binde dåser, eller raketter, fast i dyrets hale.

Loven siger i øvrigt, at hvis man indfanger, eller som det hedder i loven - ”optager” et husdyr - så skal man underrette ejeren, og indtil han kommer, skal man om nødvendigt sørge for foder og vand. Altså en ”optaget” kat, der har skidt over hele haven, så grillparties er udelukket det meste af sommeren, skal ha’ en kongelig behandling. Bespises med kaviar og ostechips – selvfølgelig efter en tur i spabadet. Dog, hvis man ønsker at vaske kattens poter, så må det ikke ske i vaskemaskinen. Heller ikke selv om man bruger et skåneprogram.

Katten må heller ikke opbevares i fryseren, selv om der er masser af plads. 

Grove metoder må kun bruges, hvis man gentagne gange har meddelt ejeren, at man ikke længere vil ha’ hans elendige kat – eller katte – rendende, og det ikke hjælper. Derefter kan man gribe til skydevåben – hvis man da ellers har jagttegn. Men man kan også – og bør – ringe til politiet.

De kommer så snart de har fået eftermiddagskaffe.    

Endelig kan et godt råd være, at man selv anskaffer et elektriske hegn. Man kan jo blot  ha’ slukket for strømmen det meste af tiden, og så tænde efter behov. 

Når naboen kommer.

.

 

Sorte nætter i hovedstaden

Kan du huske scenen fra Matador, hvor der spilles Matador?

Terningerne bliver kastet, og hoteller bliver bygget, i privaten hos bankdirektør Varnæs. Hans Kristian bestyrer også her banken, og Maude kører rundt på Matador-brættet med den forkerte bil. Det er noget rod. Og det får hun også at vide.

Udover ægteparret Varnæs deltager Elisabeth Friis, Oberst Hackel, og doktor Hansen. Det sker så det, at doktoren - alias ansen HansenOve Sprogø - lander på en grund med hotel, og må aflevere en kostelig sum for overnatning. Så siger fynboen Hansen, at han lige nu savner sin fætter, som han altid overnatter hos, når han er i København.     

Sådan har vi jyder det også. Vi overnatter helst hos familie, da vi ikke bryder os om, at smide penge efter dyner og morgenmad. For nylig var jeg i en lille uge i hovedstaden med overnatning på tre forskellige hoteller. Alle tre hotelophold heldigvis betalt af de mennesker, som havde bedt mig komme til Dronningens by. Jeg havde altså slet ikke brug for nogen fætter. Hverken min egen eller doktor Hansens.

Hotel Opera hed mit første opholdssted, og det lå yderst central lige bag ved Det kongelige Teater. Pris for en seng var 1290 kroner pr. nat, plus 95 kroner for morgenmad. Det var et gammelt klassisk hotel med sine sympatiske træk, med inventar næsten fra dengang Thorvald Stauning var barn. Rummet var lille, da der jo var banket en bruser med toilet op for enden af sengen. Det værste var dog lyset. Både det naturlige, og det kunstige. Himlens lys blev holdt nede - man kan faktisk godt sige ude - da værelset lå i en baggård omgivet af høje bygninger. De gamle lamper havde ikke PH-kvalitet. Der var også alt for få af dem, og de lyste mindre op end en lommelygte, som er ved at tabe energi på grund af batterisvigt. Morgenmaden var lidt skrabet – dog med blødkogte æg.  Når man nu er kommet på hotel, så synes jeg det hører sig til, at få en omgang bacon, ristede småpølser, og æggestand. Det havde de altså ikke lige nået at få på panderne.

Efter to dage tog jeg til det næste hotel, som var bestilt – hotel Skt. Thomas på Frederiksberg. Her skulle jeg placere mit legeme, mine kufferter, og min tilrejsende stadig unge hustru, for to nætter. Pris 1650 kroner for at lukke to par øjne – men med morgenmad. Dog uden æg overhovedet. Igen var pladsforholdene af de mindre, men ellers ganske udmærkede, men igen var der sparet på lyset. Således kunne man om aftenen ikke finde sin kuffert i halvmørket. Rummet havde udover sengen en lille lænestol, som var ved siden af en lille gaderobe. Men der var ingen belysning ved lænestolen overhovedet, og stolen blev efter solnedgang lige så svær at finde som kufferten. Badeværelset, der også her var placeret for enden af dobbeltsengen, havde derimod et neonlys der kunne oplyse en fodboldbane. Desværre gik ventilatoren i gang hver gang lyset blev tændt, og den larmede så voldsomt, at ingen børnehave – ej heller omkring forældrenes eftermiddagsafhentningstidspunkt af egne børn - kan matche dette badeværelses støjniveau.

På det tredje hotel manglede hverken ristede pølser, økologisk brød, snegle med glasur, pandekager, eller friskpresset appelsinjuice. Scandic Front mellem Nyhavn og Amaliehaven, og med udsigt til såvel Skuespilhus samt Operahus, men prisen for et balsalsagtigt dobbeltværelse  - fyldt med ubrugeligt design indenfor stive stole og mærkværdigt lystynde lamper - var også 1690 kroner for en enkelt nat. Godt man ikke selv sku’ betale.  Men det værste – og sjoveste på sin egen måde – var dog, at her mødte vi igen lamper, der ikke kunne kaste lys af sig i et omfang så man problemløs ku’ skrælle en appelsin. Og selv om det hele også kan være et udtryk for, at sparepærer har fået sit gennembrud, så er det dog en minderig og mærkværdig oplevelse.

Denne manglende oplysning i Grundtvigs eget fædreland gentager sig, når man går tur i de københavnske gader. Kendetegnende for mange af de nye cafeer og restauranter man kan kaste blikke ind ad gennem store frontvinduer, er mørke og manglende lys omkring de borde, hvor folk sidder og putter mad i munden. Det nordiske køkken kan da ellers godt fortjene at blive vist frem, og nogle portioner er jo også så små, at der skal stærk belysning til for at se dem. Eller også stærkere briller.

Disse oplevelser havde doktor Hansen aldrig overlevet.

Her bør lyslevende fætre træde til.

I respekt for danske kvotaregler for køn af alle slags skal dog tilføjes, at overnatningshjælp også kan ydes af en kusine.

    

  

At tænke sig - om

Det virker mærkeligt, og morsomt, når minister og radikal leder Margrethe Vestager, gentager, at hendes kulturminister ikke har tænkt sig om, når han har holdt arrangementer for 180.000 kroner på cirkusskolen AFUK – Akademiet for Utæmmet Kreativitet.
Ikke at forveksle med Uhæmmet Kreativitet.
Hos AFUK har Uffe Elbæk siddet i bestyrelsen, og andre personer tæt på ministeren har forskellige tætte relationer til samme Akademi. Men det der med at tænke sig om, er måske det eneste kulturministeren faktisk har gjort. Aldeles meget oven i købet. Alene og sammen med sine nærmeste rådgivere. Den såvel utæmmede samt uhæmmede løsning er blevet vendt og tænkt, før man nåede konklusionen, at gøre det, og tage den ballade, der måske kommer.
At man ikke har tænkt sig om, svarer til at påstå, at den tidligere regering internt ikke har talt og tænkt om Helle Thornings skattesag. Det har man igen og igen. Begge hændelser er nemlig noget  man typisk tænker endda meget over. Men det er jo aldrig nogen garanti for, at man tænker sig frem til den rigtige beslutning. 
Der er brug for en kulturel tænketank, og måske en politisk tænkepause – med gode sidegevinster til, at tænke sig – om.  

Hjertestart til alle

For nylig var min stadig unge hustru og jeg til førstehjælpskursus i Kulturhuset i Hjallerup.

Hjerteforeningen var vært, og alt gik sundt og rigtigt for sig. Dog – til kaffen fik vi lækker sukker- og kaloriefyldt chokoladekage. Men den gled ned uden forhindringer.

Aftenen begyndte med en lille film, hvor vi så en mand falde om på gaden med hjertestop. Nu skal der gerne ske noget i løbet af de første 4-6 minutter, ellers begynder personens organer, at tage skade på grund af mangel på ilt. Det skjulte kamera viste, hvordan forbipasserende hastede forbi den bevidstløse mand. Han fik lige åh-nej-blikket, og ikke mere,. Flere gik i en nærmest bue udenom ham, og enkelte vendte om. De omvendte havde dermed den forklaring overfor sig selv, at de ikke var gået forbi ham.

Næstekærligheden var til at få øje på.

Den var ikke eksisterende.

Det skal dog tilføjes, at seancen var lavet foran en bodega, og én del forbipasserende kan jo med en vis ret tro, at der var tale om en fyldebøtte, hvis blod ikke var holdt med at rulle, men tværtimod rullede fyldt med promiller. Men sikker ku’ ingen jo være. Derfor er første bud i hjælpepakken, at man siger – ”Hallo, er du vågen, kan vi hjælpe med noget”. Er der ingen reaktion, så fatter man mobilen – efter at ha’ konstateret, at personen ikke trækker vejret - og ringer 1 1 2, og går så i gang med at yde den nødvendige første hjælp. 

Hvis man kan, og orker.

Man kan kun hvis man aner lidt om hvad det drejer sig om, og man orker kun, når man ved, at det her kan blive hårdt, og ubehageligt. Der er stor forskel på, at man finder en mand, der er faldet om udenfor Kulturhuset i Hjallerup, og så hvis vedkommende er smidt ud af en bil, og ligger bevidstløs, og ilde tilredt, på vejen mellem Dronninglund og Asaa. Munden skal renses for smadrede tænder, gebisset skal måske ud, blodrester samme vej, og så skal man ha’ brystkassen fri for tøj, så man kan foretage de ca. 30 tryk på hjertet -  og de efterfølgende to pust af luft ned i lungerne. Tryk og pust gentages igen og igen - indtil Falck kommer. Forhåbentlig har man forinden Falcks ankomst fået assistance fra anden side.

Hjælpen fra anden side kan være en person, som kommer ilende med den hjertestarter, som nok bør hænge flere steder, end de gør i øjeblikket. Hjertestarteren kan hjælpe med at finde en trykrytme, og give livsvigtige stød til hjertet.

De stød, som er nødvendige for at få gang i hjerte -  og kadaver.

Jeg har via diverse hjemmesider prøvet at tjekke de 7115 hjertestartere, som i øjeblikket skulle være opsat rundt omkring i Danmark. Brønderslev by har i hvert fald mellem 14-16 hjertestartere fordelt rundt i byen. Hjallerup har ifølge netoversigten 5 – ved Idrætscentret, Lægerne, Kulturhuset, Røde Kors butikken, og ved Hjallerup Maskinforretning . Det er vigtigt at man mærker sig disse steder, hvis man får brug for at sende en person af sted efter en hjertestarten, mens man selv giver tryk og pust. Man skulle også via alarmen 112 kunne få at vide, hvor hjertestarterne i byen befinder sig.

Dronninglund by har ifølge oversigten 8 tilgængelige hjertestartere – ved det gamle kommunekontor, biblioteket, skolen, Sofienlund, Margrethelund, Dronninglund-hallerne, Nordex Food og VP SuperBest. Om det er nok i den gamle kommunes to største byer kan diskuteres – flere fordelt væk fra byernes centrum var nok at ønske. Gode hjertestartere kan købes for mellem 6 og 20 tusinde, og det ville da være fint, hvis byernes handelsstandsforeninger, borgerforeninger, samvirker, m.m. begyndte at sponsorere hjertestartere.

Således har Lions Club i Dronninglund været med til at sponsere en hjertestarter til Aså Billard. Der er en starter til voksne, og en hjertestarter til børn under 8 år. De er let tilgængelige, og om natten er der lys på dem, så de er til at finde. Derudover er der hjertestartere ved Asaa Hallen, og ved havnen.

Agersted har en, og Klokkerholm to.

Det er måske i underkanten for udkanterne. 

For usynligt.

Af 3500 danske hjertestop – udenfor hospitalsområderne - overlever kun 6 procent. I Norge er  procenten 23. I visse stater i USA 70 procent - på grund af hjertestartere overalt.

Men mere vigtigt end flere startere er måske at få fortalt borgerne, hvordan hjertestarterne virker. Over 50 borgere i Aså har således været gennem et kursusforløb. Det vigtigste er, at man gør noget.  

Jo flere der sluses gennem et folkeligt 2-3 timers aftenskursus, så de ved, hvordan de skal hjælpe hinanden, jo mere tryghed siver ud - også i kommunens mindste hjørner, der hvor ingen sygehuse er, og hvor ambulancen ikke lige holder omkring hjørnet. 

Udkantsdanmark skal i træning.

Giv hjertestart til alle.

Så vil flere garanteret stoppe op, og give en hånd til dem, som pludseligt bliver ramt af et stop.

 

Ord fyldt med humor

De var der alle sammen. Næsten. Om ikke i samme båd, så til samme messe.

Mogens Lykketoft var der. Med hustru Mette.

Anne Linnet var der. Alene. Uden Ulla Henningsen. 

Leif Davidsen, Lone Hertz, og Søren Ryge var der.

Karen Lise Mønster – som bankdirektør Varnæs ikke ku’ holde nallerne fra – var der.

Han var der til gengæld ikke.

Lise Nørgaard heller ikke. 

Hr. Skæg var der – kendt af de fleste børn. Og Kurt Strand, Jørgen Leth, Camilla Plum, Jan Guillou, Lone Hertz, Ken Follett, Jussi Adler-Olsen, og Bent Mejding. 

For nu bare at foretage et kvikt navneridt.  

De var til bogmesse i Bella Center, København. Enten fordi de havde skrevet en bog, eller fordi de havde læst en. Så sad  forfatter og læser, og snakkede om bogen. Snakkemøderne foregik på forskellige scener rundt omkring i Bella-landskabet. De små forlag havde små scener og stande.

De store forlag kæmpescener, og pralestande efter russisk forbillede.  

30.000 gæster over de tre messedage krydsede så af i det trykte program, hvem der skulle ha’ deres ører. Dernæst kunne enhver så købe bogen. Tit med rabat. Og få den signeret af forfatteren.

Mad og krimier fyldte og duftede godt. Dog var der også foredrag om det arabiske forår, om sportsverdenens forbrug af præsentationsfremmede midler, og om Ruslands præsident Putins knægtelse af det frie ord.

Men hvis nogle tror, at det var en intellektuel langgaberagtig trist affære, så kan man godt opdatere sin tro. Spændende var det – og sjovt. 

Mange ord og slagudvekslinger blev modtaget med smil, grin, eller rungende latter.

Københavns borgmester, nordjyden Frank Jensen, var med i en snak om mad. Men holde sig helt væk fra politik kunne borgmesteren ikke. Han fortalte således, at da han var nyvalgt til folketinget, for en del år siden, blev han budt til Lone Dybkjærs 50 års fødselsdag. Han svarede et desværre nej tak, idet han forklarede, at han samme dag skulle hjem til sin mors 50-års-fødsesldag.

Den mand har ikke alene altid set ung ud - han har også været det. Fru Lone ku’ være hans mor.

Det synes hun ikke var sjovt.

I dag prøver borgmesteren, at gøre sig 10 år ældre med et fuldskæg.

Uden dog at Hr. Jensens skæg overhovedet når Hr. Skægs længde.

Johannes Møllehave fortalte også om en oplevelse med den radikale Dybkjær. Efter hendes ægteskab med den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup, spurgte Møllehave den nygifte,  om hun stadig var 100 procent radikal, og dertil svarede hun, at det var hun - selv om der engang imellem kom en lille socialdemokrat op i hende.

En anden Lone – Kühlmann – har sammen med alderdomsforsker Henning Kirk skrevet en bog om

at afskaffe alderdommen  - og blive i de voksnes rækker. Hun fortalte, at motion hjælper på alt - undtagen fodvorter, og hun var i øvrigt ikke er meget for rabatter til alle ”gamle affældige” over 65. Hun synes disse rabatordninger ofte var latterlige. Helt skørt havde hun således set - i Hørsholm af alle steder -  et tilbud i et cafevindue, hvor der stod - 

”1 barn - eller 1 pensionist - spiser gratis ifølge med 2 voksne”.

Hun citerede dog også Storm P. , som har sagt, at man godt nok siger, at visdom og alderdom følges ad, men han havde dog tit set alderdommen komme alene.

Det allersidste messetilbud indløb søndag aften kl. 17.15, hvor Johannes Møllehave atter optrådte.

Manden, der kan citere stort set alle danske forfattere fra de seneste to-tre århundrede, kom på scenen iført hat og stok, og modtog folkets anerkendende hyldest. Han kvitterede med den ene herlige erindring efter den anden. Han indledte med at sige, at dagens triste vejr ikke generede ham, da han ikke havde noget imod regnvejr, fordi han var utilregnelig.

Udover fortællingen om Lone Dybkjær fortalte han om tiden, da han var fængselspræst i Vridsløselille. Her mødte han stor humor selv i mange tragiske sager.

Således havde han mødt fangen Aksel.

En dag blev Møllehave tilkaldt, da Aksel var gået amok, og begyndt at rasere sin celle. Aksel havde nemlig hørt, at konen havde forladt ham, og flyttet sammen med en mand ved navn Arne. Møllehave fik Aksel til ro ved at sige, at han ville ringe til konen for at undersøge om rygtet var sandt. 

Det var det, og da Aksel fik den besked, raserede han resten af cellen.

Dagen efter ringede konen, og fortalte at hun igen havde forladt Arne, og kun elskede Aksel. Møllehave tilbød et møde mellem de to, så de kunne få snakket tingene igennem, og han bad blot Aksel ikke nævne navnet Arne.

Det lovede Aksel, men da han alligevel sad overfor konen, spurgte Aksel, om det nu også var helt slut med Arne. Konen sagde, at hun ikke så Arne mere, og kun elskede Aksel, og de snakkede derefter lystigt videre. Til sidst spurgte Aksel, hvordan konen var kommet til Vridsløselille, og hun svarede straks:

- ”Arne kørte mig”.

   

Mao med slips

Dagens ”Politiken” har et herligt billede af de nye magtens mænd i Kina. De 7 mænd kommer - ikke ridende - men gående ind på partikongressen i en planlagt rækkefølge. Efter magt og betydning. Væk er Mao-jakkerne. Den nye uniform er kapitalens mørke habitter med tilhørende rødt slips. ”Made in China”.

Men hvis du kigger godt på billedet, så vil du se, at herre nummer 6 bærer et grønt slips.

Hans navn er Wang Qishan  ( Bid mærke i det navn!). Han er reformisten i toppen.

Den eneste af de syv, der beskrives som reformvenlig.

I denne omgang blev det dog kun til et afvigende grønt slips.

Men grøn er jo håbets farve. 

.

Singlefest med nathue

- ”Kvinderne er kun ude efter at misbruge min krop”.

Citatet kommer fra en gammel ven, der for længst har rundet ungdommens spændstige alder,

og som har levet de fleste af sine år som single. Citatet er fra den tid, hvor han påstod han neddroslede sin interesse for kvinder, og i stedet optimerede andre sysler  – som laksefiskeri og hestevæddeløb. Nu har denne gode ven altid været let genkendelig på grund af sit udseende, men at det ligefrem skulle fremme det modsatte køns lyst til misbrug, har vennerne dog aldrig helt fattet

Hans modsvar har altid været, at det ikke er det synligt ydre, det kommer an på.

På grund af denne etablerede, men sikkert midlertidige markante afvisning af det andet køn, er der ingen tvivl om, at det ikke vil lykkedes en ny forening for singler, at få vennen som medlem,. Det skyldes ikke, at årskontingentet er 300 kroner, fordi et sådant beløb kan min ven såmænd nok finde en uansvarlig bank, som vil låne ham. Mod passende kaution selvfølgelig fra mindst to med likviditeten i orden, og betalingsbetingelser over max. 12 måneder.

Hovedproblemet ligger i, at den nye singleforening agter at sende en beklædningsgenstand, som hver enkelt medlem skal iføre sig, og derefter kan medlemmerne på bestemte dage bevæge sig til f.eks. Zoo-have i København, Super-Brugsen i Odense, eller en navngivet bodega i en bestemt vestjysk by. Der møder man så andre medlemmer, som også er iført den givne beklædningsgenstand. Denne genstand kan være en kedelig nathue, og alle som vandrer rundt med en nathue, sender dermed signalet – ” Jeg er enlig - du kan roligt kontakte mig”.

Underforstået: ”Jeg er også medlem af foreningen, har betalt kontingent, og min nathue er helt ny”. 

Damen bag den nye forening udtaler, at hun er træt af - hver lørdag - at vaske bil omringet af mænd, som hun ikke ved, om er værd at ofre snak og tid på. Hvis de nu er gift, så er samtaleminutterne spildt, synes hun – men hvis hun nu i sværmen af bilvaskende mænd kan se en bestemt genstand – f.eks. en nathue – så ved hun, at hun er på sporet af ledig guf. Hun kan derfor uden problemer gå over til den mandlige huepåklædte vasker, og spørge om der er noget hun skulle pudse. Eller om de skal banke et par måtter sammen. Tømme askebæger i smug, eller måske, hvis det er den slags, der giver tænding, tilbyde at smide koldt vand på bagenden.

Den slags narrestreger vil min ven aldrig være med til. For det første vil han altså ikke gøre sit udseende endnu mere opsigtsvækkende med en nathue, der slet ikke klær’ ham, og for det andet  har han ingen bil. Dernæst vil han påpege den kendsgerning, at der går ikke ret lang tid, så vil det 

vrimle med nathuer, der har regnet den ud, eller har hørt andre tale om foreningen, og dens genstandsregler.  

Kvinden bag dette initiativ, som ganske givet er undfanget og bragt til verden i den bedste mening, er træt af netdating, og hun mener, der bør gives alternative måder at mødes på - for den 1 million danskere, som man siger lever alene. Det er rigtigt fint tænkt. Men vi skal lige huske på, at den slags ”arrangerede kærlighedsmøder” til forveksling ligner noget, som danskere ikke bryder sig om – nemlig ”arrangerede ægteskaber”.  

Men selvfølgelig, hvis der er noget singler ofte hader, så er det at være singler. De vil så gerne giftes, men som enlige kvinder kan finde på at sige, så er alle mænd, der er værd at samle på, allerede gift. 

Vi er flere der nikker anerkendende til det synspunkt. 

Dog ønskes held og lykke til alle singler. Både til dem med, og til dem uden nathue. Fremover vil jeg interesseret holde øje med, hvor mange huer, der vandrer rundt om frysediskene i Brugsen. 

Som sløring til medlemmerne vil jeg gerne foreslå foreningen, at man skifter ud i disse genkendelige foreningsbeklædningsgenstande. En måned med kedelig nathue er fint, men så bør man f.eks. i december måned skifte til nissehue, og i de lidt lune forårsmåneder til en festlig Krøyer-kasket.

I sommertiden bør man være helt utraditionel, og vandre rundt med en undulat i bur.

Endelig bør foreningen også overveje at skifte mødested. Drop sommetider bilvaskpladserne, og fødevareforretningerne, og mød op ved den lokale brilleforretning, hvor man så kan iklæde sig et par grimme 50’-er briller. Eller smut i en kedeldragt, og lav træf på parkeringspladsen ved Stark. Man kan dog også gå helt almindelig klædt – også når man vasker bil - og starte en samtale med dem man møder, og se hvad der kommer ud af det.

Det er ikke spild af tid, at snakke med andre mennesker. Uanset, hvem eller hvad, man taler om.  

Den vigtigste tale er jo samtalen. 

Med eller uden nathue.   

 

Fra Mutter til Dissing

Bortset fra Tv-serien ”Matador”, som alle elsker, så går smag og lyster i mange retninger.

Nogle er til hotdog med ristede løg og ketchup, andre til svitset broccoli med gulerodsstykker tilsat en anelse spidskommen. Nogle er til ferie ved Aså Camping, andre vil hellere vandre rundt i Tibets bjerge.

Nogle er til badesko, andre til badehætte. 

Da jeg var ung, og det er godt nok længe siden, da var nogle til Elvis og andre til Cliff.

Det faldt der mange hånlige bemærkninger om. Fra os Elvis-fan.

Senere holdt mange sig til Beatles, andre smøg sig op ad Jagger og The Rolling Stones.

I dag er nogle til den tyske violinist Anne-Sofie Mutter – andre til sangeren Povl Dissing.

Jeg har lige været til dem begge.

Forstået på den måde, at jeg for nylig var til klassisk koncert på Værket i Randers, hvor

den nok største violinist i vor tid spændte buen, sammen med de norske Trondheim-Solisterne. Alle ved godt, at nordmænd er gode til langrend og kvindehåndbold, og gerne betaler 100 kroner for et lille stykke agurk, men at de også har fantastiske violinspillere -  det er en surpriser for de fleste.

Koncertens 2. sæt var Vivaldis ”De Fire Årstider”, Det er kræs, og man sidder jo også og bliver imponeret af, at damen Mutter styrer det hele. Tilmed spiller hun alle fire årstider uden noder.

Men der er jo mennesker, der er super til at lære udenad. Som f.eks. også skuespillere, der kan lære alle 2800 replikker inden de går på teaterscenen.

De er lidt ligesom, at vi almindelige dødelige lærer hele teoribogen, før vi går til køreprøve. 

Nu hører danskere jo ikke klassisk musik i to timer, uden at man finder lidt at brokke sig over. Det lykkedes da heldigvis også mig, at finde et sted at sætte min kritiske tomler ind, og kører rundt.

Anne-Sofie Mutter er kendt for ”at udfordre sit publikum”. Sådan en sætning betyder blot, at man skal høre et stykke musik, som ingen forstår. Stolerækkerne bliver sat på stand by.

Mutter opførte således en concerto, som blev præsenteret, som en verdenspremiere. Jeg mener nu nok, at det er tredje gang den concerto blev opført på Værket i Randers.

Første, sidste og eneste.

Men hvis man kan lide honning må man tage bien med.

Fem kokkehuer – eller violinbuer - til Mutter og hendes norske backing gruppe, for en omgang violinspil, der også ville ha’ frydet enhver folkeskolelærer, der ikke har spillet violin siden seminarietiden. 

Aftenen efter satte jeg - og min stadig unge hustru - sig så til rette i musikhuset ”Vega”.

Dette gamle Folkets Hus på Vesterbro i København, som blev indviet i 1956 af daværende statsminister H.C. Hansen, huser i dag nogle landets fineste rytmiske scener. Her fik vi to timers helt anderledes musik - og tekst - af Benny Andersen, som også sad ved klaveret; Han blev bistået af trommer og bas - og af Povl Dissing. 

Lighedspunktet mellem Mutter, Benny og Povl er den musikalske professionelle timing. Alt er vel tilrettelagt, og bliver præsenteret med nerve og begejstring. Her er mennesker, der både kan deres arbejde, og klædt på til at udføre det. Ved den pæredanske koncert i ”Vega”, var der så den behagelige detalje, at det hele emmede af humor. Benny Andersens er jo en verdensmand til at sætte ord sammen, og hans makker gennem mange år – Povl med de 25 minutter endnu – er en  flot fortolker og afleverer. 

Da de to ville til ølpause, fortalte Benny Andersen, at nu skulle de på et kort ophold et andet sted, og når opholdet var færdig, ville de komme tilbage til scenen, og så opholde sig der igen.

Hvis Povl da fortsat kunne få opholdstilladelse.

Dissing og Benny er ikke længere helt unge, og især Benny spillede på sin tiltagende alderdom.

Både når han gangbesværet slæbte sig fra klaver til mikrofon, og tilbage igen. Og ved at småvrøvle ind imellem. Det ødelægger dog på ingen måde hverken helhedsudtrykket – eller indtrykket.

For som ordmennesket Benny Andersen i ”Over visse vande” selv så smukt har formuleret det  - ”engang går solen sin runde uden mig, men når forårssolen skinner, lever jeg”.

Den skinnede den aften på Vega.

Nogle er til Mutter, og andre til Benny og Dissing.

Den weekend var jeg til dem alle tre.

Derfor vil jeg sætte punktum med et kvælertag på det danske brokkegen - med hjælp fra en herlig Johannes Møllehave-formulering - at det blev så en weekend, som var fyldt

- ”med skuffelser jeg ikke fik”.

.

Ja til rent vand - og tante Møhge

Det er ikke kun tandlægerne, og A.P.Møller-koncernen, der kan li at bore.

Nu vil Frederikshavn kommune også i gang, eller de vil måske sige ja til nogle, der gerne vil bore. Det handler om gas – skifergas.

Men det handler også om vand - grundvand.

Det er firmaet Total og Nordsøfondens plan, at man gerne vil foretage nogle prøveboringer efter skifergas i Nordjylland. Skifergas er er en form for naturgas – men trods sit navn så er det et klimaskadeligt fossilt brændsel. Det kan indsparkes, at brug af den slags brændsel skal være afviklet senest i 2050 – og det ikke kan ikke udelukkes, at verdenssamfundet fremrykker tidspunktet. Disse prøveboringerne i Vendsyssel skal vise, om der er gas nok i skiferlagene til, at det er økonomisk rentabelt for de to selskaber, at udvinde skifergas af den nordjyske undergrund.

Altså om det kan svare sig, at gøre Vendsyssel til et gasland. 
Det er disse planer, som Frederikshavn kommune skal forholde sig til, og visse udtalelser peger på et ja. Det er jo også bedre end at være afhængig af arabernes olie, og hvis vi selv har gassen i undergrunden, så er det vel ligetil. Endelig er der det med beskæftigelsen. Men selvom om jobtallet  vil stige, så er der jo ingen der siger, at det er nordjyske ledige, der kommer i arbejde. Det kan være, at Total indflyver billig arbejdskraft fra Rumænien – eller Hviderusland, hvis landet kan nå at blive medlem af EU -  inden Total-boret går i jorden.

Så kære politikere, skifergas er ikke løsningen.  

Men noget tyder på, at det eneste der måske kan stoppe tilladelsen til disse prøvespringninger er civilsamfundet. At det er fra borgergrupper i Vendsyssel, der skal komme det nødvendige pres – den direkte modstand.

Således er der allerede dannet modstandsgrupper i flere byer - også i Hjallerup. 

Det er de miljømæssige følger, som borgere med god grund frygter. Især følgerne for grundvandet. Drikkevand er efterhånden en mangelvare andre steder end det tørkelagte Afrika og Mellemøsten. Kina, Indien, og Østeuropa har også svære problemer. Danmark har masser af vand i forskellige kvaliteter. I den vendsysselske undergrund ligger gode vandreserver. Danskere tar’ godt vand for givet. Tænk, hvis vandet mudrer til. Bliver udrikkeligt. Kemikaliefyldt. Danskere kan ikke overleve, hvis vores vand bliver udrikkeligt. Men det skal dog tilføjes, at det mener Total ikke vil ske. Men give en garanti, med hånd på hjerte og bibel, kan selskabet selvfølgelig ikke. .  

Selve udvindingen af skifergas sker med den stærkt omdiskuterede metode hydraulisk frakturering. Flere undersøgelser har vist, at denne udvindingsmetode medfører så store udslip af metan, at det samlede udslip af drivhusgasser ved forbrænding af skifergas er højere end ved forbrænding af kul.
Derudover kræver metoden enorme mængder af vand, der i processen bliver forurenet med

kemikalier. En del af det forurenede vand efterlades i undergrunden, mens den del, der pumpes op igen, efterfølgende skal deponeres. Samtidig er der så risikoen for grundvandsforurening.

Total oplyser, da også, at vandet fra fracking-processen formentlig skal køres direkte til Kommunekemi – i det omfang, det lykkes gasselskabet at suge det op af jorden igen. Ifølge selskabet er risikoen for, at stofferne når grundvandet nedefra minimalt, fordi skiferlagene ligger flere kilometer under grundvandet. Men flere kilometer er ikke nogen beroligende afstand.

Vand kan – med og uden kemikalier – altid finde vej .

Endelig  bør al tvivl komme vore efterkommere til gode.

Frederikshavns Kommune kan stadig nå at sige nej til Total og Nordsøfonden.

Det synes jeg vil klæ’ kommunen. 

Fremtidens energi skal komme fra sol og vind, piller, varmelegemer og jordvarme, og ikke fra fossile brændsler. Derfor bør alle planer om boring efter skifergas i Danmark stoppes.
Rent vand, og nok vand, til vore børnebørns børn, er dog det, der ligger forælde og bedsteforældre mest på sinde. Det er der fremtidsperspektiv i. Det giver mening.

Det andet giver ingen mening. Det er atomkraftdebatten en gang til. 

-” Misse, bed’ ham pakke sig ”.

Denne farvelsalut gav Tante Møghe via datteren til oberst Hackel, da han ville ødelægge hendes fødselsdag med noget  - for kvinder - så irrelevant, som kævleri om hendes alder.

I lighed med tanten fra Matador beder jeg - uden glimt i øjet og uden Misse som budbringer - skiferboreholdet om - at pakke sig.

Helt væk.     

Lav TV-serie om Anna Ancher

De er altså smadderdygtige på Skagens Museum. De råder over en vist antal malerier af de kendte Skagens-malere – især af Anna og Michael Ancher og så ham Krøyer – og dem bytter de rundt på,  supplerer med lidt fra arkiverne, støver af, og flytter samtidig de store skilderier  – fra det ene rum til det andet.

Eller også samler museet alle billeder fra arkivet med motiver fra Sønderstrand, eller de laver en udstilling med malerier af fiskere, eller skilderier af Anna Anchers mor.

Endelig er der så Krøyers billeder. Dem, fra tiden før Marie kom ind i billedet, og dem, hvor hun i alle højeste grad er inde i billedet. .

Museet rokerer rundt så man ikke bliver rundtosset, men netop interesseret. Museet ser, og udvikler nye vinkler, og præsenterer dem på en fortsættende perlerække af vellykkede udstillinger.

Som en kat, der slikker fløde, lapper vi det i os. 

Det er da genialt. Seks stjerner for evnen til at finde guld i gammelt støv.

I disse herlige efterårsdage kører netop udstillingen om Marie Krøyer. Nøje tilpasset filmen af  samme navn. Det er da igen godt tænkt. Museet har fundet 7 billeder malet af Marie Krøyer. Syv. Det er, hvad hun stort set har malet. Hun blev aldrig den store maler, måske fordi Krøyer tillod sig at kommentere hendes billeder med holdningen: Gud har ikke åndet på dig.

Men når museet ikke har malerier nok af damen til en udstilling, hvad gør man så. Man finder nogle  malerier, hvor Marie Krøyer er motivet. Således viser udstillingen to flotte privatejede Marie-billeder malet af Michael Ancher i 1889, og så er der jo alle dem med Marie malet af manden Krøyer. Endelig så har Vorherre måske ikke åndet på Marie, men et par pust har hun fået, som har givet hende talent for møbler og indretning, og det fylder så også fint på udstillingen.  

Skagens Museum kan notere en ny succes.

Folkelig succes bliver der ganske givet også til filmen om Marie Krøyer af Bille August. Jeg ved ikke, hvorfor danske filmanmeldere generelt har problemer med at gi’ en hånd til August, men det kan jo være Janteloven, der stikker sit grimme fjæs frem – igen. Nu bliver August ikke engang længere positiv krediteret for tidligere tiders fortjenester. Således skriver forfatteren Klaus Rifbjerg i filmmagasinet ”Ekko”, at ” Bille August vandt Guldpalmen i Cannes for Pelle Erobreren skyldes mere Max von Sydows indsats end hans egen”. Selv om svenskeren spillede guddommeligt, så er scenen, hvor sønnen Pelle får lommekniven i fødselsdagsgave, og som hører til de smukkeste og mest rørende scener i filmkunsten, vel frembragt i et samarbejde mellem skuespiller og instruktør.

Den samme instruktør, som også skabte ”Zappa”, ”Busters Verden”, og ”Det gode liv”.

Det er en ommer, Rifbjerg.

I filmen om Marie Krøyer får skuespilleren Birgitte Hjort Sørensen smukt forløst et portræt af en kvinde i en tid, hvor kønnet altid skulle holde sig bag manden, tie, servicere, og hvor hendes udadvendte kompetencer ifølge manden var begrænsede – og uvigtige. Det lykkedes – og nok igen med instruktørens hjælp – rørende, smukt, og tankevækkende.

I forbindelsen med filmen hørte jeg en holdning, som mange der lyttede med, nikkede anerkendende til –”at det er da klart, at det var Marie Krøyer, der blev lavet en film med, i stedet for den anden store Skagens-dame Anna Ancher. Hos Marie Krøyer finder vi skønhed, konflikt, drama, en elsker, et opgør, skilsmisse, og bortrejse fra barn og mand. Hos Anna Ancher finder man kun det forudsigelige liv uden grænseoverskridende dramafyldte handlinger. Anna var arbejdsom, trofast, og opfyldte alle sine opgaver – som hustru, mor og værtinde - til datidens tilfredshed i det rene tristhed.

Jeg er helt uenig. 

I min optik indeholder Anna Anchers liv rigdom af spændende detaljer og oplevelser, interessekonflikter og dialogmuligheder, så der er TV-drama til mindst 5 fortættede afsnit. 

.

I korthed blot dette anslag: 

Anna Brøndum er født en augustnat i 1859. Aftenen før havde hendes stressede mor serveret fisk for en vanskelig H.C. Andersen, forfatteren der besøgte Skagen og Brøndums Gæstgivergård for første gang.

For mig er Afsnit 1 allerede tæt på, at være i kassen.

Hele hendes barndom bliver hjemmet gæstet af malere og forfattere, og i konfirmationsalderen forelsker Anna sig i den 10 år ældre Michael Ancher. Et arrangeret ægteskab aftales. De bliver forlovet, da hun er 18, og gift, da Anna fylder 21. Forinden er Anna - som kun 16-årig –

i København på malerskole, bakket op af sine forældre, og især sin mor. Det bliver til i alt tre vintre på malerskole i hovedstaden hos den anerkendte, men eksalterede Vilhelm Kyhn, som konstant revser Anna for hendes lyst til farver og pensel. I stedet mente han, at hun burde kaste sig over det huslige. Men Vorherre havde åndet på Anna. 

Det er så afsnit 2.

Hun tager sammen med sin mand til verdensudstillingen i Paris i 1989. Modtager fransk malerundervisning der, samtidig med at manden maler to billeder af fællesveninden Marie Triepcke. Mens Marie i Paris både møder og gifter sig med Krøyer, så vinder Anna overraskende en sølvmedalje for billedet om to gamle mennesker, der plukker måger.

Så er afsnit 3 hjemme.

Anne Ancher er i barndomshjemmet vokset op med 5 søskende i religiøst familie, der samtidig tjente deres penge på fester, druk, kortspil og røg. Skagens-malerne betalte med malerier. Det har givet dramatiske optrin og meningsudvekslinger.

Her er tegningen til afsnit 4.    

Broren Degn var manden, der knyttede Skagens-malerne til Brøndums Hotel, og siden med sin samling af deres malerier skabte – sammen med bl.a. Anna – Skagens Museum. Anna og Michaels hus – som i dag er museum - blev i deres leveår besøgt af høj og lav, rig som fattig. I huset vandrede der konstant ind og ud fiskere og forfattere, religiøse og kulturradikale. Plus kongefamilien, som altid besøgte familien Ancher, når de royale var på de nordligste kanter.

Kvinden, der malede ”Pigen i køkkenet” (1883), ”Syende fiskerpige” (1890), ”Solskin i den blå stue” (1891), og ”Interiør med Klematis” (1913) – for nu at nævne fire fra hendes perlerække - var byens midtpunkt - som kvindelig maler, og som værtinde.

Det er så foreløbig stof til det 5. afsnit

Anna Anchers liv var ren ”Matador” – blot begyndte det 70 år før Lise Nørgaard lod Mads Skjern 

besøge Korsbæk for første gang. Anna dør i 1935 – det år Lauritz ”Røde” Jensen bliver gift med Agnes.

Så DR, eller andre store tv-produktionsselskaber, kom i gang. Giv os serien om Anna Ancher med premiere i 2013. Det er nemlig året for Skagens 600 års købstadsjubilæum, og det er året, hvor den første udstilling om den eneste af de berømte Skagens-malere, der er født i Skagen, kommer op i USA.

Hun er kvinden, der mens hun levede fik sine billeder udstillet i alt 54 gange på Charlottenborg.

Anna Ancher, hvis malerier og pasteller alle beundrer, og ingen bliver træt af at kigge sig mæt i, kan være på vej til international anerkendelse og berømmelse.

Som måske den største af dem alle.

Livet for en papkasse

Brugsen i Dronninglund har overtaget byens postkontor fra SuperBest.

Starten på denne posthusudvikling kendes mange steder fra. De små byers små posthuse - hvor man virkelig kunne lære at stå i kø – er ikke mere. De ligger nu som ødegårde rundt omkring i bylandskabet – for ingen vil købe et posthus fyldt med skranker. Dog nu uden paver.  

Grunden til at pakke, brev og indbetalingsserviceringen i Dronninglund by er flyttet, fra det ene supermarked til det andet, skal jeg ikke komme med bud på – det er nemlig ikke mit ærinde. Men den blodige konsekvens af denne flytning kræver øjeblikkelig handling. Før Brugsen satte sig på byens pakker var der i forretningens indgangs højre hjørne et bjerg af papkasser.

Store og små kasser til fri afbenyttelse.

Man siger, at hunden er menneskets bedste ven, men papkasser må indtage en klar andenplads.

Indkøbsfolket kan deles op i tre kategorier.

Der er dem, som altid husker, at få en indkøbspose - en brugt og gemt og korrekt sammenfoldet – med hjemmefra, når de skal på shopping. Den type mennesker er de sparsommelige genbrugsfolk.

Så er der den gruppe, som aldrig husker at tage noget med. De køber altid en pose eller to, når de står ved kassen. Det er jo tæt på utilgiveligt fråds, når man tænker på disse økonomiske krisetider. To kroner for en lille plastikpose, og tre for en stor. Prøv at gange 3 kroner med 5 pr. uge – eller 365 dage om året – nu hvor butikkerne må ha’ åbent alle dage – og døgnet rundt.

Jeg ser for mig plastikposer efter kl. 22.00 til 10 kroner stykket.

Det kaldes nattillæg!

Og plastikposer er aldrig på tilbud.

Den tredje gruppe indkøbsfolk er papkassefan. Hvis de ikke har papkassen med hjemmefra så napper de en af de kasser, som bør ligge let tilgængelig og synlig tæt ved kasseapparatet. 

Det er så her papkasseproblemet, efter postflytningen i Dronninglund, er blevet alvorligt. Nu kan man ikke længere se - og nogle kan ikke finde – Brugsens papkasser. Hvis man kigger sig godt omkring så finder man dem bag den nye postopsætning. Her henlever en af menneskets bedste venner et kummerligt papkasseliv.

I mørke og uden direkte øjenkontakt til sine mange venner - brugerne. 

Det bør Brugsen omgående ændre med spotlys og skiltning – og gerne med lidt glad musik.

SuperBest i Dronninglund har altid været førende med hensyn til at give sine papkasser gode forhold i direkte øjenkontakt med kunderne – skråt overfor kasserne. Deres papkasser virker også rigtig glade, og der er mange små, der stortrives i samværet med deres voksne, som ofte er placeret nederst, så de ikke tager udsigten for de små.

Derimod er det en katastrofe - og en skandale – at være papkasse hos byens Fakta og Kiwi. De har slet ingen papkasse til kunderne – og hvad det betyder, det ved papkassefan godt.

Samtlige papkasser bliver aflivet ude bagved.

Skåret op. Presset sammen. Kørt bort. Og brændt.

TV2 News kriminalreportageredaktion og byens landbetjent burde i tæt TV-seriesamarbejde se nærmere på disse voldsomme handlinger, som rammer alle slags kasser.

Også de små – de såkaldt mindreårige.

Hvordan situationen på papkassefronten ser ud, der hvor du bor, må de forskellige byers papkassefangrupper se nærmere på.

Under alle omstændigheder - livet for kommunes papkasser skal forbedres.

Det er en oplagt vindersag for de politiske partier.

Hvilket parti vil lancere en ansvarlig papkassepolitik? Hvis ikke sådanne udmeldinger sker snarest bør man klage til EU. Det må lige være en sag for fællesskabet - der har jo været agurker i nogle af papkasserne. Krumme eller lige.

Lad os sige ud med plastikposerne, som kun forurener både når de produceres, og senere som hensmidt affald i naturen.

Jeg tror på et sensationelt godt valg for det parti, der til næste kommunevalg, tør gå til vælgerne med sloganet :

Al magt til papkasserne.

.

.

 

Hængt ud på forsiden

De springer en i møde.

Klistrer sig til øjnene. 

De sætter mærker i hjernen. Sår på sjælen. Skaber mareridt. Svedige hænder.

Nakkehår, der rejser sig.

Man kan slet ikke komme forbi dem.

Jeg taler om avisernes spisesedler – og forsider.

Kioskbaskerkulturen.

Den folder sig ud overalt. Ofte lige foran kasseapparatet.

Slik til voksne med en svag karakter.

Hver især husker vi forsider, som vi ikke troede på kunne være rigtige. Det viste sig også tit, at sandhedsværdien var mere end tvivlsom. Eller vi husker forsider, som var grænseoverskridende i enhver etisk retning. Krænkelser af privatlivet. Under lavmålet. Perfid.

DR har nu lanceret en række udsendelser med titlen ”Hængt ud på forsiden”. Det er rigtigt fint, at medieverdenen vender kameraet, og sætter fokus på sig selv. Det sker alt for sjældent.

Den første udsendelse handlede om den mand, der blev mistænkt – og hængt ud på forsiden – for mordet på en ung pige en nytårsnat i Herning.  Det var først den lokale avis i området, som hængte ham ud, men der går jo kun et splitsekund, så følges op af landsmedierne. Her var TV2 News først. Snart kom hele medieflokken. Halsende. Spændt op til forsidelir. Flere medier – og forsider – valgte uden blinken, at fremstille manden som skyldig. Med foto og navn.

Al dette drev manden mod et selvmord. Kun en total frifindelse via en DNA-test reddede vel mandens liv. Men turen gennem mediekværnen bliver et tilbagevendende mareridt resten af livet.

Næste DR-udsendelse handlede om en kvindelig iværksætter, der for nylig fik tildelt en erstatning på 750.000 kroner. Det skulle være den højeste erstatning et dansk medie nogensinde er dømt i en sag om dets egen (elendige) journalistik. Bøden var til gratisavisen ”Søndagsavisen”, som blev dømt for at havde handlet mod bedre vidende, da de trykte en artikel, hvor kvindens firma blev beskyldt for at producere sutter fyldt med farlig kemi.

Den tredje udsendelse i hængt-ud-rækken var om den tidligere radikalliberale partistifter Naser Khader, som i 2007 blev beskyldt for bevidst, at ha’ brugt sort arbejde. Skurken er Se og Hør. 

Næste udsendelse handler om socialdemokraten Henrik Sass Larsen i flere medier – og især BT - blev hængt ud for at lyve, og nærmest sidde for bordenden, når rockerne i Køge havde møde. Derfor kunne han ikke godkendes, som minister i Helle Thornings nuværende regering. 

Herfra skal som nævnt kun lyde ros til denne DR-jagt på medieforsider, der har skudt småfugle med elefantgeværer – udenfor jagtsæsonen. Nok har man i de første udsendelser observeret, at der også har været tiltrængt fokus på DRs måde at gengive de omtalte avishistorier og forsider på, men jeg venter alligevel i spænding på, at DR sætter fokus på egne skabte elektroniske forsider, hvor folk er blevet hængt ud – i primetime. Altså en præsentation af de DR-historier, hvor mennesker med urette er blevet rullet med mikrofoner og i projektørlys.  

Hånd til mishandlede børn

Hun var 4-5 år, og jeg mødte hende i en nordjysk børnehave. Med rettidig omhu fortalte hun om sin far. Når faren bandede sendte moren ham ud i garagen. Han kom først ind igen, når moren mente, at han ville opføre sig ordentligt.

En sådan garagehistorie, hvor det er den voksne, der bliver sendt udenfor, er en munter erindring,  som selvfølgelig nok har fået en herlig drejning i pigens hukommelse.

Det sjove forsvinder dog -  som den berømte dug - når virkelighedens historier går den modsatte vej. Når det er voksne, der holder børn i de områder, hvor der normalt kun holder biler. Jeg husker fra mit arbejdsliv for DR, hvor nogle børn før årtusindskiftet ku’ fortælle om et liv efter skoletid, hvor de efter skoletid måtte være enten ude i det fri, eller i garagen – alene eller sammen med legekammerater – indtil forældrene kom hjem fra arbejde. De voksne ville ikke ha’ deres børn, eller andre, inden døre. De kunne jo rode stuerne til, eller tømme køleskabet.

De var datidens garagebørn.

Nu er begrebet så videreudviklet med sagen fra Helsingør. En dreng på omkring fire år har været holdt skjult i isolation i familiens garage. Hans søskende var tvangsfjernet, men det var tilsyneladende lykkedes forældrene, at holde denne drengs eksistens skjult for alle. Drengen var hjemmefødt, havde aldrig været ved læge, haft besøg af sundhedsplejerske, eller i børnehave. Sandsynligvis har drengen ingen kontakt haft til andre mennesker.

Han har aldrig været udenfor en dør – ikke engang en garagedør.

Han eksisterede slet ikke for andre end sine forældre. Og for dem vel knapt.

Man kniber sig i armen.

Nu går snakken forståeligt nok om skyld og ansvar.

Kommunen mener ikke, at den havde lovhjemmel til at besøge hjemmet – med politi - selv om der lå henvendelser fra borgere om, at noget var galt. Der var observeret børnelarm i garagen, også efter at familiens børn var fjernet. Kommunens henvendelse til Den sociale Ankestyrelse gav den anbefaling, at kommunen burde iagttage en vis tilbageholdenhed, når der ikke var noget mere konkret. Kommunen rettede ind. 

Man kniber sig i den anden arm. 

Efter de voldsomt synliggjorte børnesager i Tønder, Brønderslev, og Rebild – for blot at nævne tre – har kommunerne og behandlerfolket faktisk fået et brugbart værktøj. Det har man via Servicelovens nye lovtekst, som siger: ”Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at kommunen mod behørig legimitation – og uden retskendelse – har adgang til forældremyndighedens bolig og rum”.

Man kan altså på en begrundet mistanke med loven i den ene hånd, og børns tarv og interesser i den anden – plus politiet ved sin side - skabe sig adgang indenfor hjemmets fire vægge. Plus garagen. Ordet ”rum” gælder vel også garageanlæg!

Om en kommune forfølger sin begrundede mistanke afhænger af en ting – viljen. Den vilje har alt  for ofte været underlagt andre ting – f.eks. økonomi. Fra nu af bør gælde, at den enkelte kommune, og den enkelte medarbejder, skal vise vilje, pligt, og courage. Tage ansvar.

Det bør snarest være slut med at knibe sig i armen. 

I hvert fald er der nu værkstøj til stede, som kan forhindre al det armkniberi.

Kommuner, fagfolk og godtfolk – kom i gang.

Der er mishandlede børn, der venter.

180 sekunders tekst

Beskeden var klar: Du får 3 minutter til at fortælle, hvad du syns, der skal ske!

Vi var en håndfuld mennesker, som var indbudt til et møde, hvor vi hver især skulle komme med et bud på, hvordan fremtiden om et givent emne skulle gribes an. Tre minutter.

Jeg ved godt, at der faktisk godt kan siges meget på tre minutter. Både vrøvl og rigtigheder.

Hvis man eller kan få det vendt og sagt.

Særligt dygtige ordmennesker behøver slet ikke tre minutter for at sige - eller skrive - noget klogt. .

En journalist skulle engang anmelde en bog, og skrev : ”Anmelde denne bog! Det er bliver da til politiet”. Ikke et ord mere.

Benny Andersen er vidunderlig til at sætte ord kvikt og opløftende sammen. Han har skabt sammensætningen ”at rakke op” – i stedet for at ”rakke ned”, og være ”opladende” frem for ”nedladende”.

I Vennesangen skabte han ordspillet:

”Du kan være tynd eller temmelig fed, bare du kan holde på en hemmelighed ” 

En anden sand mester i stort og småt er Johannes Møllehave:

”Man kan ikke ændre natur, men man kan bearbejde sin karakter”.

 Eller hvad med – ”Jeg tager min alder som den falder”.  

Det er dog de færreste, der kan det der med at udtrykke sig så kort og præcist. Møllehave kan da uden problemer også gå den anden vej, Manden kan jo tale i timevis om Storm P. - og alt muligt andet. 

Men de fleste af os kan da også huske lange sølvbryllupstaler, og endnu længere fødselsdagstaler, som aldrig skulle været holdt.

De sku’ ha taget en sang med i stedet for.

Så egentlig kan så godt sige, at det kan være en god ide at stikke folk tre minutter.

Max. 

Men generelt synes jeg, den slags manerer og indpakning æder indholdet. Flytter fokus, og betyder, at de ydre rammer slår informationsværdien ihjel.

For et stykke tid hørte jeg et indslag i P4 Nordjylland, hvor en person fik et minut til at forklare nordjyder, hvorfor de skulle tage til Tordenskjoldsdagene i Frederikshavn. Manden kørte flot af sted. Men - indrømmet - jeg hørte faktisk knapt efter. Jeg var så spændt på, om han havde fundet det rigtige tempo, og lavet den korrekte tekst, så han kunne få fyret lektien af indenfor det afsatte minut. Han nåede det samtidig med slutgongongen. Flot klaret, fik han at vide. 

Det eneste problem var bare, at jeg som lytter ikke kunne huske en dyt af, hvad manden havde sagt. 

Formen havde slået indholdet ihjel.

Jeg siger ikke, at Tordenskjolddagene i Frederikshavn 2012 blev en publikumsfattig event på grund af, at ingen hørte efter, hvad den gode sælger af arrangementet sagde i radioen. For jeg ved godt, at det blev et herrens regnfuldt vejr lige den weekend.

Men jeg er overbevidst om, at tid – nok tid – og dermed indhold og opmærksomhed, er kvaliteter, der spiller en vigtig faktor i al slags kommunikation. 

Man skal i hvert fald ha’ tre minutter!

Drømmen om en ny formand

Jeg drømte mig en politisk drøm i nat.

Jeg var i en sal fyldt med SF’ere. Det skal lige siges, at så stor var salen heller ikke.

De var samlet for at vælge partiets nye formand. Jeg var der som eneste journalist.

Oppe på scenen var der en rød stemmekasse - og en blå. I de to farverige kasser skulle de tilstedeværende aflevere deres stemmeseddel. Hver kandidat havde sin egen kasse. Ved den røde kasse sad formandskandidaten Annette Vilhelmsen fra Fyn, og ved den blå sad Villy Søvndal.

Det var lidt mærkeligt, at ham 60+ fra Kolding sad der i sin blå skjorte, blå cowboybukser, og røg Blå Kings, fordi det var afløseren til ham, som man skulle stemme om. Søvndal fortalte, at han blot sad der, mens formandskandidat Astrid Krag var i ministeriet, og aflevere sine børn. Hun havde lavet en Lene Espersen-ordning med ministeriet.

Astrid passede sit politiske arbejde, og ministeriet passede hendes børn.

Søvndal tilføjede, at en sådan ordning kunne han godt tænke sig med økonomiministeriet. Så kunne ministeriet passe på Margrethe Vestager, og statsministeren og SF kunne så lave politikken.

Jeg drømte videre om mad. Ved mødet var der en masse bøvl med, hvad man skulle have at spise. Den røde fløj ville ha’ røde pølser, og Ida Auken-fløjen ristede, men det blev Astrid-fløjen der sejrede - så alle fik de farveløse.

De to kandidater holdt hver deres valgtale. Alle sundhedsministerens fans stod og viftede med blå flag – enkelte med EU-flag - og tilhængere af damen fra Fyn stod med røde flag. De talte begge om, at det vigtigste var at samle partiet. Dog nævnte ingen af damerne, hvordan. Men det var tilhængerne heller ikke så optaget af. Den bedste tale er jo samtalen, sagde min sidemand, men han var hurtigt videre, så han fik ikke hørt mit svar.

Så drømte jeg lige pludselig, at en for mig ny ukendt kvinde rejste sig, og meldte sig som kandidat. Det var der ikke nogen, der havde regnet med. Alle flag faldt ned i knæhøjde, og Søvndal brændte sig på sin blå cigaret. Mærkeligt, at han må ryge herinde, tænkte jeg, men det er jo en drøm, og så må man så meget. 

Den nye kandidat fortalte, at hun som formand ville samle partiet ved at være en rigtig formand.

Hun havde altid undret sig over, at politiske formænd kan klare alt muligt andet, samtidig med at de er formænd. Men tiden har sådan set bevist, at det kan de jo så heller ikke. Den tidligere konservative udenrigsmister kunne ikke klare begge dele, og SF’s egen Villy kunne heller ikke. Noget ku’ tyde på, at landets nuværende statsminister heller ikke kan. Den tidligere Venstrestatsminister kunne heller ikke, men nu, hvor han er hverken fugl eller fisk, og knapt viser sig i Folketinget, har ham masser af tid til at være formand for sit parti. Nu går det strygende, og vælgerne render over til hans liberale parti.   

At være formand – sagde den for mig ukendte SF-kandidat – kræver sin kvinde. Da var Astrid Krag lige ved at klappe, men hun tog sig i det. En formand, sagde hun videre, skal rejse landet rundt. Der skal snakkes med medlemmer og vælgere. Der skal lyttes, nikkes, noteres. Man skal være i konstant udviklende dialog. Så kan man bedre tilrettelægge en politik, hvor der er samklang mellem holdning og ønsker. Så er man som formand klædt på til at forklare sig, og gå i ny dialog med de politikere på Christiansborg, som man er formand for. Der er slet ikke tid til at være minister, eller sidde i diverse råd og bestyrelser – måske ikke engang tid til at være medlem af Folketinget.

Et formandsjob er et fuldtidsjob, hvis man tar’ det alvorligt, og det skal lykkes.

Hun sagde ikke et ord om sit privatliv. Men det skal vel også passes, og hun skal selv gøre det  - nu hun ikke vil være minister.

Tilhørende i den ikke så store sal var helt stille.

Selv salget af de farveløse pølser var gået i stå. 

Men på trods af stilheden, så gærede der noget spændende. Da den ukendte kvinde sluttede sin tale var der en sitren i hele salen, en næppe hørbar begyndende entusiasme, og alle flagene – enten de var blå eller røde -  var på vej op mod loftet.

Desværre vågnede jeg, og fik ikke få slutningen med.

Ærgerligt.

Men så alligevel. I virkelighedens verden går det nok, som det plejer.

.

.

Kvinden bag Søvndal

Politiske analyser og kommentarer er tit noget man griner af, samtidig at man slår sig på de efterhånden tyndslidte lår.

Lige nu tæppebombes vi med spekulationer om, hvem der skal afløse SF’s formand Villy Søvndal, Han har jo meddelt, at han fremover vil koncentrere sig om at forbedre sit engelske ved som udenrigsminister, at rejse ud over landegrænserne.

Rejseaktiviteten bliver nok så primært i de verdensdele, hvor man har engelsk som 2.sprog. 

Så kan partiet selv klare sin nærgrænse – nemlig spærregrænsen.

Hjembyen Kolding må så også vente med at få ham som borgmester. Det er ellers meget brugt at udslidte folketingsmedlemmer bruges som borgmestre i deres hjembyer. Så får byerne nemlig en politiker, der er kendt fra Tv’s mange underholdningsprogrammer.

Søvndals afløser bliver måske sundhedsminister Astrid Krag. En ung pige på omkring 30, som har været formand for SF’s ungdom, og som også er rundet - som Søvndal - af den jyske muld. Født som fruen er i Tørring ved Vejle. Hun har gået i skole med senere medlemmer af Dansk Folkeparti, og på samme gymnasium, som Kristian Thulesen-Dahl og så ham der venstremanden Troels Lund Poulsen. Det var noget af en voldsom mundfuld, men damen siger frejdig, at det er derfor hun har lidt svært ved at dæmonisere medlemmer af Dansk Folkeparti. Hun kender deres trav fra sin barndom. Hun betegner dem altså som ”stuerene”. Det lyder jo sådan set rimelig forstandigt, og det er nok også derfor SF-folket i København ikke er varm på damen. De vil hellere, som der så seriøst stod på forsiden af Ekstrabladet ”…i seng med Ida Auken.”

Det er virkelig avisen, der tør gå under kridtstregen, når andre placerer overliggeren.

Morgenstorebroren til ovennævnte formiddagsavis skrev, at ”godt nok stod Astrid Krag ikke i forreste række, da ministrene blev præsenteret den 3. oktober 2011 på Amalienborg Slotsplads, men måske var det ganske symbolsk, at hun stod i sin røde jakke lige bag ved sin nu afgående formand”.

Nu var jeg til stede, den dag de kom ud gennem dronningeporten, og det slog mig, at pigerne fik lov at fylde forrest. De fleste mænd trak sig, selv om der er altid er nogle hanner, der puster sig op.

De eneste piger, som faktisk blev puttet lidt bagved, var Mette Frederiksen, og så Astrid Krag. Sidstnævnte stod i øvrigt lige så meget bag ved Helle Thorning, som bag Søvndal. Det kan man så tolke på. Derimod stod Ida Auken ude til venstre for Villy i mere end en rød jakke – hun stod i en iøjefaldende rød kjole.

Faktisk stjal hun billedet – også når man i dag kigger på billedet.

Det er jo ikke første gang nogen har taget tesen efter at ha’ stået ude i en af siderne på et kendt billede. Hvem husker ikke Idas onkel, Svend Auken, som engang blev fotograferet sammen med bosserne fra Nordkorea. Selv om de havde skåret benene af manden, så fyldte Svend godt, og det blev han ved med. Den senere statsminister Lars Løkke fyldte også godt op, dengang han blev fotograferet sammen med Taliban ovre i Afghanistan. Ham skar de for penge, og den øvelse har det land brugt siden. Længere tilbage i tid var det lige modsat. Stort set alle, der stod bare til en af siderne af Ruslands diktator Stalin blev skåret helt væk. De kom kun til at fylde i Sibirien.

Og nu er Ekstrabladet altså ved at skære tøjet af Ida. 

Nu får vi se, om den unge Astrid klarer, at komme ud Sønvdals skygge, uden at blive beskåret af de mange partimedlemmer til venstre for Villy. 

Måske er en ny Krag på vej i dansk politik.

.

  

En indsprøjtning til lægerne

Det er lidt sølle med de praktiserende læger.

Det er svært at finde en, hvis man ikke allerede har. 

Heldigvis har de fleste en, men hvis der flytter en børnefamilie til eks. Dronninglund by, så kan de ikke få en læge i byen, da lægehuset har lukket for tilgang. Undtagelser findes altid, og man kan søge om, at komme ind i varmen - ind i venteværelset. 

Derimod kan man godt få en læge, hvis man flytter til Hjallerup by, og hvis man bosætter sig indenfor en radius af 15 kilometer fra byen. Lægehuset i byen har godt nok – som i Dronninglund - også lukket for tilgang af nye patienter, men Hjallerup har -  i samarbejde med Region Nord - åbnet en dør for tilflyttere, og altså også for dem, som bor indenfor den nævnte kilometerradius. Ordningen er dog kun midlertidig. Den dag lægerne i Hjallerup lukker for tilgang, skal nytilflyttere  til det gamle Dronninglund kommune finde en læge i Aalborg. 

Her er der i postnummerdistrikt 9000 i alt 41 praktiserende læger, men kun 2 har stadig åben for tilgang.

Det er svært at være udkantsborger i Brønderslev kommune.

For en ordens skyld skal tilføjes, at der også er lukket for tilgang til samtlige lægepraksis i Brønderslev by, men dog igen med en åben dør for tilflyttere til byen - hos flere af dem.

Det hjælper så bare ikke dem, der bor i den gamle Dronninglund kommune. Her har man længe 

været hårdt ramt af manglen på praktiserende læger. Inden for en kort årrække er der forsvundet 4-5 praktiserende læger – uden at der er kommet nye - og der er ikke blevet færre patienter.

Dette mangelmønster for praktiserende læger ses andre steder i Nordjylland.   

For nylig udtalte sundhedsministeren, at alle borgere skal kunne have en læge nær ved, hvor de bor og det er regionerne, der har pligten til at sørge for det. Udtrykket ”nær ved” blev ikke nærmere defineret. De praktiserende lægers formand snakker om, at uddanne så mange læger, at arbejdsløshed får nye læger til at søge ud på landet, eller stiller forslag om at give 500.000 kr. i bonus til dem, der tager til udkantsområder.

Sundhedsministeren vil ikke gå ind på den tanke, men venter på de konkrete forhandlinger, der nu kommer mellem regionerne og praktiserende læger.

For noget skal ske.

Kan man forestille sig, at Region Nord stiller lægehuse kvit og frit til rådighed for at få nogle til at komme til det nordlige Danmark? Skal man overveje, at lokke med charmerende luksusboliger til absolut favorable huslejer?

Eller skal man forlange samfundstjeneste af de mennesker, som vi uddanner til arbejde, som er samfundsvigtigt at få udført? Skal sådanne forlangender også stilles til tandlæger, ingeniører,

landinspektører? Eller skal vi nøjes med lægerne, idet det åbenbart er et område, der ikke kan sørge for at regulere sig selv.

Nogle af de nyuddannede vil hellere til Sverige, og praktisere for temperaturhøje månedlige honorarer. Man kunne måske se på særlige skatteregler (også vedr. SU) for læger med særlige fordele til dem, der tager job i yderområder, eller man kunne lave ordninger om, at nyuddannede læger ved danske universiteter, der kommer fra andre lande end Danmark – f.eks. Sverige - er forpligtet til at virke i det land, hvor lægestudierne er foregået. Det bliver til yderområdernes store fordel, fordi der er langt færre danskere, der tager til Sverige for at blive læge, end omvendt.      

Man kunne også statsansætte alle læger, og så på landsplan lave en fordelingsnøgle og turnusordning, så der konstant kommer læger ud i de små udkantssamfund, og et vis styring af de offentlige sygehus- og sundhedsudgifter kan dermed godt tænkes.   

Endelig kan man også etablere et samarbejde - med offentlige tilskudsordninger – til de mange populære alternative registrerede behandlere, som over halvdelen af befolkningen har et jævnligt forbrug af. Især bruges den alternative behandlingsverden overfor f.eks. smerter og skavanker, som man ofte er bedre til at tackle end lægevidenskaben. Sådanne nye ordninger vil lette presset på lægerne, og åbne for et bedre helhedssyn på sygdomme. 

I et moderne samfund, hvor mange transporter sig til mange forskellige gøremål, kan man mene, at det ikke betyder noget, at man skal køre sådan lidt halvlangt - til f.eks. Aalborg for at komme til læge. Samtidig stilles der hjerteambulancer, helikoptere og taxaordninger til rådighed.

Men uanset disse tiltag, så er samfundet forpligtet på, at indrette alle grene af vores sundhedssystem, så mennesker, der bor i landets udkanter og afkroge, også får tilbud om en optimal behandling. Man skal jo lige erindre sig, at hovedparten af disse mennesker gennem et langt liv har betalt skat i den rimelige forventning, at de så vil modtage en tryg, fair og ordentlig behandling, den dag de får brug for det. 

.