Bortset fra Tv-serien ”Matador”, som alle elsker, så går smag og lyster i mange retninger.
Nogle er til hotdog med ristede løg og ketchup, andre til svitset broccoli med gulerodsstykker tilsat en anelse spidskommen. Nogle er til ferie ved Aså Camping, andre vil hellere vandre rundt i Tibets bjerge.
Nogle er til badesko, andre til badehætte.
Da jeg var ung, og det er godt nok længe siden, da var nogle til Elvis og andre til Cliff.
Det faldt der mange hånlige bemærkninger om. Fra os Elvis-fan.
Senere holdt mange sig til Beatles, andre smøg sig op ad Jagger og The Rolling Stones.
I dag er nogle til den tyske violinist Anne-Sofie Mutter – andre til sangeren Povl Dissing.
Jeg har lige været til dem begge.
Forstået på den måde, at jeg for nylig var til klassisk koncert på Værket i Randers, hvor
den nok største violinist i vor tid spændte buen, sammen med de norske Trondheim-Solisterne. Alle ved godt, at nordmænd er gode til langrend og kvindehåndbold, og gerne betaler 100 kroner for et lille stykke agurk, men at de også har fantastiske violinspillere - det er en surpriser for de fleste.
Koncertens 2. sæt var Vivaldis ”De Fire Årstider”, Det er kræs, og man sidder jo også og bliver imponeret af, at damen Mutter styrer det hele. Tilmed spiller hun alle fire årstider uden noder.
Men der er jo mennesker, der er super til at lære udenad. Som f.eks. også skuespillere, der kan lære alle 2800 replikker inden de går på teaterscenen.
De er lidt ligesom, at vi almindelige dødelige lærer hele teoribogen, før vi går til køreprøve.
Nu hører danskere jo ikke klassisk musik i to timer, uden at man finder lidt at brokke sig over. Det lykkedes da heldigvis også mig, at finde et sted at sætte min kritiske tomler ind, og kører rundt.
Anne-Sofie Mutter er kendt for ”at udfordre sit publikum”. Sådan en sætning betyder blot, at man skal høre et stykke musik, som ingen forstår. Stolerækkerne bliver sat på stand by.
Mutter opførte således en concerto, som blev præsenteret, som en verdenspremiere. Jeg mener nu nok, at det er tredje gang den concerto blev opført på Værket i Randers.
Første, sidste og eneste.
Men hvis man kan lide honning må man tage bien med.
Fem kokkehuer – eller violinbuer - til Mutter og hendes norske backing gruppe, for en omgang violinspil, der også ville ha’ frydet enhver folkeskolelærer, der ikke har spillet violin siden seminarietiden.
Aftenen efter satte jeg - og min stadig unge hustru - sig så til rette i musikhuset ”Vega”.
Dette gamle Folkets Hus på Vesterbro i København, som blev indviet i 1956 af daværende statsminister H.C. Hansen, huser i dag nogle landets fineste rytmiske scener. Her fik vi to timers helt anderledes musik - og tekst - af Benny Andersen, som også sad ved klaveret; Han blev bistået af trommer og bas - og af Povl Dissing.
Lighedspunktet mellem Mutter, Benny og Povl er den musikalske professionelle timing. Alt er vel tilrettelagt, og bliver præsenteret med nerve og begejstring. Her er mennesker, der både kan deres arbejde, og klædt på til at udføre det. Ved den pæredanske koncert i ”Vega”, var der så den behagelige detalje, at det hele emmede af humor. Benny Andersens er jo en verdensmand til at sætte ord sammen, og hans makker gennem mange år – Povl med de 25 minutter endnu – er en flot fortolker og afleverer.
Da de to ville til ølpause, fortalte Benny Andersen, at nu skulle de på et kort ophold et andet sted, og når opholdet var færdig, ville de komme tilbage til scenen, og så opholde sig der igen.
Hvis Povl da fortsat kunne få opholdstilladelse.
Dissing og Benny er ikke længere helt unge, og især Benny spillede på sin tiltagende alderdom.
Både når han gangbesværet slæbte sig fra klaver til mikrofon, og tilbage igen. Og ved at småvrøvle ind imellem. Det ødelægger dog på ingen måde hverken helhedsudtrykket – eller indtrykket.
For som ordmennesket Benny Andersen i ”Over visse vande” selv så smukt har formuleret det - ”engang går solen sin runde uden mig, men når forårssolen skinner, lever jeg”.
Den skinnede den aften på Vega.
Nogle er til Mutter, og andre til Benny og Dissing.
Den weekend var jeg til dem alle tre.
Derfor vil jeg sætte punktum med et kvælertag på det danske brokkegen - med hjælp fra en herlig Johannes Møllehave-formulering - at det blev så en weekend, som var fyldt
- ”med skuffelser jeg ikke fik”.
.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar