Dage med hotdog

Allerede da man nærmer sig parkeringspladsen ved Dronninglund skole fornemmer man, at noget er mærkeligt anderledes. En del af de parkerede biler har tremmer for bagruden. Går man tæt på får man et schæferbjæf, der truer ens nervesystem til alarmberedskab. Forklaringen er den enkle, at skolens græsområder har givet sine kvadratmeter til  Danmarks Civile Hundeførerforening, der holder DM i hund – i lydighed og væddeløb. Overalt render der hunde rundt - altså bortset fra dem, som puster ud bag bilens tremmer, og sætter forbipasserendes puls i vejret. 

Man skal være mere end hundebegejstret for at stå længe ved den specielle form for hundevæddeløb på tid, som kaldes agility. Så de fleste sad også ned i medbragte stole. Sidst jeg så sådan lignende var i nogle Tv-hundeudsendelser lavet af Poul ”Dus-med-dyrene”-Thomsen. Han havde selveste Ghita Nørby med som dommer.  Mindre kan også gøre det, og det må vi så også nøjes med i Dronninglund, hvor hverken Poul Thomsen eller Ghita er til at få øje på. Derefter bevæger jeg mig over i det obligatoriske område, hvor der altid er fyldt med stande, der øjner chancen for lidt profit, og sødt til kaffen. Alle standene handler naturligt nok om vovser. Der er ikke en kat at se i nærmeste  omkreds. Godt for den – det ville aldrig ha’ overlevet.

Flere stande har hundemad. Med smagsprøver. Sælgerne står selv og æder hundemaden. De forklarer, at ordentligt hundemad indeholder kvalitetsprodukter, som mennesker også kan spise. Jeg ser for mig fredag aften, hvor mor sætter fem dybe tallerkner på bordet og far hælder hundefoder op i dem alle. Derefter sætter familiens to børn, mor og far, og husets labrador sig god tilrette omkring spisebordet, og guffer i sig. Fredagsslikken er en tyggepind af de gode store, der varer en hel X-faktor-udsendelse.

De spisende sælgerne fortæller, at noget af det billige hundemad, skal man holde sig væk fra. Den kan være fyldt med det, som kaldes ”biprodukter” – hønsefjer, minkkød, og vel også noget fjæsingfiskeaffald. Hvis noget tror, at det  blot er noget værre hundeæde, så kan de godt tro om – det er meget værre. 

En stand har flotte metalskilte med sorte hunde med teksten  ”Her bor jeg”. Den slags skilte er til at holde uvelkomne væk – og jeg tror gerne det virker. Jeg spurgte om der var  mulighed for at købe et skilt med billede af en muldvarp med samme tekst – og det var manden ikke afvisende overfor, og han ville tage ideen med til fabrikanten. Der ku’ jo være penge i det skidt.

En stand gør sig i vandløbebånd – Kr. 37.500 . Fås også med vandtank, pumpe og filter  – men så ryger prisen op i kr. 59.000.  Hallo! Her troede jeg, at de fleste hundeejere havde hund, fordi så var man tvunget til at komme op af lænestolen, og ud og slentre med hund gennem byen. Men den slags ture kan åbenbart klares med et løbebånd ved siden af sofaen - samtidig med at man ser Tv-fodbold, hvor Hobro tæver det ene københavnerhold efter det andet. Så er der også bedre tid til at koncentrere sig om at holde væskebalancen intakt.  Det skal dog i sandhedens interesse tilføjes, at vandløbebåndet også kan bruges til genoptræning af hunde med knogle, muskel og ledbåndssygdomme – plus til opbygning af udholdenhed. Der er desværre kun plads til hunden på løbebåndet.

De obligatoriske grilldrenge har travlt. De fortæller, at dagen før var der udsolgt af pølser allerede om eftermiddagen, og jeg spørger oprigtig interesseret, hvorfra de sortgrillede pølser kommer. Men det har  drengene ingen anelse om. Det er jo skidt. Forleden spiste jeg morgenmad på et hotel i Skagen, og der stod en lille seddel ved rullepølsen – ”Fra slagter Munch i Skagen”. Det giver tryghed. Så ved man da, at den ikke stammer fra Jørgen A.

Krig for sjov

Jeg er på destination ”1864” lige overfor Dybbøl Mølle. En rundtur i den store mølle, som er brændt og genopbygget tre gange – maler igen. Om det foregår helt ad helvede til ligesom i John Mogensens berømte sang, eller møllens vingeslag foregår efter Erhard Jacobsens muntre toner – det er en smagssag. Jeg er taget til grænselandet, hvor frø af ugræs engang føg over hegnet, for at se de ”sønderjyske diger”. Jeg kigger langt efter ”Matadors” Susse Wold, men hun dukker sikkert kun op, når bankdirektørens bror Jørgen Varnæs bestiger bankerne.

Nu er jeg sat foran et sort/hvidt billede i stort format med masser af historie, og legal afsæt til tanker og konklusioner. Billedet viser en løbegang bankerne, hvor danske soldater på skyttegravsmaner’ har vagter i 3 x 24 timer. Vinteren sniger sig helt ind på kroppen, og de prøjsiske granater kan nemt komme lige såt tæt på. Maden besår i vagtperioden kun af vand og brød, og toilethullerne er udenfor løbegangene. Flere får skudt hovedet af, når de skal træde af på naturens vegne. Derfor besørger soldaterne stort som småt i løbegangene. Her blander fækalier sig med regnvand, blod, kulde og andet menneskeligt affald. Det er stilbilleder af menneskelige lidelser og død..

De gæster som kommer til destination ”1864” kan opleve en benamputation, støbe kugler til de gamle forladere, og smage soldaterkost. Børn skal ”høre kanonerne brage”, se ”eksplosionerne flænse nattehimlen” – og de skal få lov til at ”smage krudtrøgen”-

De skal være med til at genskabe de historiske scener.

Mon børnene kommer så tæt på, at de fornemmer, at de går i lort til anklerne, og den dræbende kulde på de tre døgns vagter? Ser de afskudte hoveder, afrevne lemmer, og kommer de til at lugte den modbydende stank af lig og blod? Nok ser de eksplosioner der ”flænser himlen”, men hører de også soldaterne skrige af smerte og angst?

Lad os lette hatten af respekt og interesse for fortiden – vores historie kan give os de rødder, som sætter vinger. Det kan den, hvad enten denne krigsfortid er 1864, 1. eller 2. Verdenskrig, Irak-krigen, Afghanistan eller Syrien. Det giver indhold og substans til at forstå verden bedre, så vi kan indrette os bedre, blive klogere, og indsigt til måske nye måder, at løse problemer på.

Destination ”1864” i Sønderjylland er et sted, hvor man får meget godt udbytte med hjem, men fri os for denne kvalmende forherligelse af krig, hvor smarte reklametekster tangerer krigsliderlighed, og hvor slaglinier om kanonild til rabat, og budskaber om ”køb mig” og ”meld dig her” – giver gæsten et vrangbillede af, hvad krig er for noget.

Fodboldscener vi gerne vil se

Kaj og jeg er enige om, at hvis Københavner-journalisterne efterhånden ikke kan finde ud , hvad de skal kalde fodboldslaget mellem FCK og Brøndby  - ”Ny-klassikeren”, ”New Firm”, eller bare et slag mellem ærkefjender - så har vi fundet løsningen. På DR’s hjemmesider blev der som en kommentar til det københavnske ærkefjendeopgør skrevet - at ”fremover skal vi nok flytte "Derby" termen til kampene mellem Randers og Midtjylland, for det er da to langt bedre hold end de to, vi ser her! Hvor spiller de dog ringe sammenlignet med de jyske hold”.

Vi synes det lyder godt, og så kan vi skifte mellem ”derby”-kampene mellem de jyske hold – den næste bliver så kampen mellem AaB og Hobro. Under alle omstændigheder - lad os for en periode flytte fokus til hovedlandet.