søndag den 3. februar 2013

Krigens røde løber


Hollande besøger slagmarken i Mali. Det er søndagsoverskriften for et billede på DR’s hjemmesider. Pressebilledet viser den franske præsident skridte fronten af foran en flok sorte soldater i blåprikkede uniformer. De præsenterer håndvåben. Ved siden af Hollande går noget, der kunne være Malis førstemand, og bag Hollande en fransk militærmand med en håndtaske. Bagved ses flere øvrighedspersoner fra Mali, og bagerst Malis flag. Situationen er set før, men her er en detalje, som giver det hele et surrealistisk præg. De går på en rød løber. Deres velpudsede festsko ligner også noget, der er på vej til et præsidentbal, og ikke noget der skal besøge nogen slagmark. Det kan godt være, at billedet er taget i lufthavnen, og Hollande endnu ikke er ved slagmarken, men det ændrer ikke på de tanker, man får ved at se billedet. Her skabes ingen fornemmelse af krig og død. Her anes ingen ødelæggelser, angst, voldtægt, mishandling, tortur, og andre livsstjælende kendetegn. Den røde løber stjæler og spærrer udsigten for alt. Spærrer for skobærernes indsigt, forståelse, refleksioner, og sandhed. Den løber illustrerer så stærkt, den distance, som ofte er mellem skrivebordsbeslutninger og virkelighedens verden. Den uden for den røde løber. Se selv den løber før den fjernes.     

Ingen kommentarer:

Send en kommentar