mandag den 5. december 2011

Historien om kvinden, der skød sig selv

Aldrig tidligere i historien har en enkelt kvinde med så lidt krudt lavet så mange skudhuller i egne fødder. Det hele var ellers tilrettelagt og timet, og det lignede noget, der ikke kunne gå galt. Bøssen var af fin karakter, og gav ingen antydning af, hvor ejeren lå indtægtsmæssigt i forhold til fattigdomsgrænsen. Skydningen skulle foregå i liggende stilling med fin opbygget understøttelse af geværløbet, og ofret var bundet til en pæl, og kunne derfor ikke flygte. Skydeafstanden var under en meter.  Kvinden med fingeren på aftrækkeren kunne umuligt misse denne chance for et enestående godt resultat – sagde man. Men det kunne hun. For det første skød hun sig selv i begge fødder, og det på en måde, så de ikke er noget at vise frem de næste mange måneder. Dernæst blev snoren, som holdt offeret på plads, skudt over, og det skete så eftertrykkeligt, at dyret rev sig løs,  og løb væk. Det vandrer nu glad og græssende rundt på nye engarealer - langt fra barndommens trygge marker. Men det gik værre endnu. Flere af bøssens hagl ramte kvindens venner, som ellers allerede før skydeøvelsen var begyndt, at danse syngende rundt. De var sikre på, at dette jagtudbytte ville give dem vind i både sejl og meningsundersøgelser.  Men det der med at danse gør vennerne ikke mere. Og vind i meningsundersøgelserne kom der heller ikke. Det er alt sammen en ganske grufuld historie.   
Tilbage sidder kloge mennesker og spekulerer på, hvordan det dog kunne gå så galt. De fleste er enige om, at kvindens hensigt var god nok, selv om hendes skydefærdigheder haltede en del bagefter. Der var bestilt fotograf og skriverkarle, så henrettelsen, og hvad der blev sagt, kunne videreformidles til folk og fæ. Krudtet var tørt, og bøssen fejlede som nævnt intet. Al den skade den forvoldte er det bedste bevis på bøssens duelighed. Grunden til at det gik helt galt, var kvindens egne forberedelser. Det var noget sjusk. Noget forivret noget, hvor hun ikke fik tjekket sine oplysninger, og heller ikke læst instruktionsbogen ordentligt igennem. Hendes udvalgte fattigdomsoffer havde også et økonomisk overskud, som fik en del til at baske med øjnebrynene.  Den kvindelige politikers ivrighed skyldes, at hun var kørt op i det maniske felt af en utålmodig presse, af rygklappende Facebook-venner, og af forventningsfulde partikammerater. Desuden blev hun total svigtet af sit eget partis presse- og kampagneorganisation, som virkede helt fraværende. Det havde vel været en enkelt sag, at lave en ordentligt  præsentation af fattigdom i Danmark bl.a. ved kontakt til tre eksperter på området – Dansk Folkehjælp, Frelsens Hær, og Mødrehjælpen – fordi disse tre organisationer har det kontakten med familier, der lever under OECDs fattigdomsgrænse. De kunne ha’ været mere end behjælpelig med at finde fattige familier af et omfang, og med en styrke, så selv medlemmer af Liberal Alliance måtte bøje hovedet.  
Nu har den forslåede kvinde – ligesom tennisspillere - en lang juleferie, som kan bruges til at tænke igennem, hvorfor det ikke lykkedes at få en oplagt matchbold ned i hjørnet af servefeltet. Nu det hele ellers lå oplagt foran en. Fremover kan hun så forhåbentligt lære, at styre  sit ”konen-med-æggene”-gen.
Den, der gerne vil flytte bjerge, skal altid begynde med at fjerne de små sten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar