lørdag den 2. marts 2013

Moralsk overtræk

Politikens forside hylder i dag deres fotograf, der som ”årets pressefotograf har fanget sorgen ved Jonas Thomsens Sekyeres begravelse”. Billedets fokus er en nær pårørende, som er tæt på et sammenbrud. Selv om begravelsen var offentlig, og medierne derfor inviteret med, så synes jeg billedet er grænseoverskridende, idet pårørende selvfølgelig altid er sorgfulde, og tårer og sammenbrud er en privat sag. Informationsværdien er altså yderst begrænset. Billedets fokus er ikke til nytte for nogen, og billedet skal heller ikke bevæge os til at foretage en handling, som at indbetale et beløb til en TV-indsamling. Så det giver altså ingen mening, at bære det ud i det offentlige rum. Men når også flere af de private deltagerne ved begravelsen – som det kan ses på pressefotografiet – med mobiler og kameraer tager billeder af den nære pårørendes sammenbrud, så fortæller det selvfølgelig om en tid, hvor både mediefolket og dets brugere har bladret væk fra etikken. Den moralske konto overtrækkes gang på gang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar