Kan
du huske VM i fodbold i Brasilien? Selvfølgelig - svarer du måske, men jeg
spørger kun fordi, der er sket så meget siden. Der har været cykelløb i
Frankrig, sommer i Danmark, hvaler er strandet, og katte er løbet væk - eller smidt
i affaldscontainere. Og Hobro har haft debut i Superligaen.
Men
for at vende tilbage til VM i Brasilien, så gik det jo som bekendt slet ikke –
for værtslandet. Man var for tændt, eller var det medierne, som var overtændt?
Man var gejlet op, og hvem mon havde ansvar for det.? Man kunne slet ikke finde
sin sambarytme, men der var så mange andre fejltrin i den periode. Man hørte
om brasserne, der var i chok og
lammelse. Eller var det DR og TV2’s kommentatorer, der var i chok?
Megen
ordgejl, vrøvl, og overflødig analyse blev i hvert fald skovlet ud af skærmen
til de seere, som ikke fik zappet væk i tide. Det er nu en gang sådan, at vi er
mange, der holder af fodbold, men nemt
kan undvære indpakningen Altså 3-4
forskellige eksperters meninger om, hvad der kunne være sket i kampen, hvis
Peter Hansen ikke var blevet skadet, eller Bjarne Jensen ikke havde karantæne,
eller Jens Nielsen ikke havde skudt på stolpen i det 9. minut, og Klaus
Mortensen ikke havde brændt straffesparket i det 16 – er snak uden bid, men
også til rødt kort, udvisning og karantæne.
Nu
er VM forbi. Det snavsede spillertøj er samlet sammen, og sluk-efter-bajeren
har haft sin virkning. Vi er tilbage i
de danske omklædningsrum hos
Hobro og AaB. Vi har sagt farvel til Brasilien og brasserne, og land og
befolkning, der som bekendt er i chok og lammelse. Eller hvad? Man så på
Tv-skærmen under hele VM stort set kun glade publikummer. Hver gang kameraet fokuserede ind på mennesker
– enkeltvis eller en gruppe – så livede
alle gevaldigt op, smilede og råbte, vinkede med eller uden flag, og truttede i
, hvad de nu havde indenfor rækkevidde at trutte i. Disse spontane smil og vink
kom fra alle slags mennesker uanset om deres landshold var foran, eller bagud.
Reaktionerne kom også fra de brasilianere, der var i ”chok og lammelse”. Også
selv om de var bagud med 0-5 mod Tyskland, så blev dette bedrøvelige faktum
tilsidesat, når de pludselig så sig selv på den store Tv-skærm. De var på. De
oplevede de berømte 15 sekunders berømmelse - og gav intet indtryk af chok og
lammelse.
Da
Brasilien spillede bronzekampen mod Holland – og tabte igen – fandt kameraet en
brasilianer med et skilt, hvorpå der stod ” The best host ever”. Kan man ikke
blive verdensmester, så kan man vel få anerkendelse for et vellykket
fodbold-VM! Et nik til skiltet er den redningskrans, der igen kan få brasserne
til at danse samba.
Når
alt dette er ment og nedskrevet , så hører jeg til det voksende mindretal, der
så absolut foretrækker billeder af sportspublikum, som ikke kan se sig selv, og
derfor ikke ved at de er på Tv, og derfor heller ikke straks reagerer på de
samme overrislede måder. Det giver langt bedre billeder og oplevelser, at se
sportspublikum folde sig ud i eftertænksomme. smukke, ægte, æstetiske, sjove,
og med eller uden malede ansigter - i stedet for det hujende, larmende, kunstige. Men det er jo de moderne
tider, hvor den enkelte altid skal ha lov til at præsentere sig selv, når nu de
andre får lov. Se mig, se mig, se mig. X-faktor-generationen er ikke et kun et
dansk fænomen.
Men
det er jo med det, som med så meget andet - det var meget bedre i gamle dage.
Bortset selvfølgelig fra de få undtagelser, som det alligevel kræver alt for
megen spalteplads og kostbar tid, at komme nærmere ind på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar