fredag den 31. august 2012

6 hotdog til Mr. Cohen

Yes - to billetter var sikret. Til Leonard Cohen-koncert i Mølleparken i Aalborg. Søndag 26. august kl. 18.00. Hurra.
Godt nok sku’ jeg lige tænke mig om et splitsekund før jeg trykkede ja tak til Billetkøb.dk – prisen for 2 styk ståpladser var 1500 kroner. Men det var jo den canadiske poet med verdens mørkeste stemme, og til de penge får man sikkert både champagne ved indgangen, og serveret pizza under koncerten, når man sidder og råhygger sig i sin medbragte klapstol. Jeg har aldrig været til koncert i Mølleparken, men mon ikke det er ligesom, at være til opera i Rebild Bakker. Forventningens glæde er den største, sagde Søren Kirkegaard, og Peter Plys forfinede dette statements ved at formulere, at det største øjeblik ikke er at sætte tænderne i en honningmad. Men øjeblikket lige inden man gør det.
Min forventning varede til jeg via mail fik tilsendt praktisk information om koncerten fra Aalborg Kongres- og Kulturcenter. Da blev tingene sat på plads, så selv Peter Plys ville ha’ græmmet sig. Følgende må ikke – stod der – medbringes til koncerten: Kamera, lyd- og videooptagere, våben, flasker, dåser, mad og drikkevarer, paraplyer, klapstole og skamler. Altså min hjerne har ingen problemer med at forstå det med våben, og det med optagelsesudstyr af forskellig kvalitet er også ok nok. Paraplyer er vel heller ikke sagen – i udslået tilstand går dem bagved jo i sort.
Flasker, dåser og drikkevarer skal jo nok kobles med Musikkens Venner, som skal tjene håndører ved ølsalg. Men en lille klapstol til folk, der skal stå op i 4-5 timer bør vel accepteres - men nej. Det viste sig i øvrigt, at der var mange – især 60+ - der havde smuglet klappen med ind, hvor dælen de så har gemt den stol. Endelig gjorde vejledningen opmærksom på, at der i Mølleparken var mulighed for at købe fastfood (pølser), popcorn og drikkevarer. Men medbragt mad i papir eller Tupperware kunne beskues mange steder. Det var garanteret koncertveteraner, som vidste, at hotdogkøen var håbløs, eller også hader de bare grillede pølser.  
Vi snød også. 
Vi tog en flaske vand med - i baglommen. Og et par boller i en plasticpose. Hvis nu køen til drikkevarer, og andet guf, var meget lang. Noget sagde mig, at det kunne nemt forekomme.
Ved ankomsten godt 1 ½ time før koncerten, til området ved Mølleparken, blev vi mødt af en kø af en vis længde. Vi gik og gik for at nå køens ende – eller start om man vil -  så vi også kunne begynde at stå, og vente på at rykke fremad sammen med ca. 8000 andre koncertgæster. Endelig - og jeg tror det var lige før vi mødte et skilt med teksten ”Støvring 4” - kunne vi så begynde at forberede os på at gå den anden vej. Sådan er det, og solen skinnede. Godt vi havde taget en flaske vand med. 
Der virkelige problemer kom først senere.
Det er lidt af en gåde, at så professionelle koncertarrangører ikke kan få logistikken på plads vedr.
toiletter, salgsboder, og regelsæt omkring salg. Det er klart, at på posthuse, hos Fakta og ved koncerter, hører køer sig til. Noget af tiden skal bruges der. Men foran de få toiletvogne var køerne så lange, at jeg fremover ikke vil høre nogen tale ondt om folk der lader vandet op ad hegnet – eller lignende attraktive steder. Alternativet var tæt på ikke-eksisterende. Folk uden indsmuglede madvarer, som var forvist til at stå i kø ved hotdogvognene, havde skrigene tarme inden en grillet blev serveret, eller de gik skrigende ud af køen. Ølsalgsstederne var lukket under koncerten, hvilket betød, at i den 20 minutters pause - mellem musikkens 1 og 2 sæt - skulle 8000 gæster serviceres med øl. Det hverken gik, eller går, jo slet ikke. Godt man havde sin vandflaske.
Men sammenhængskraften var god nok. Ingen øl ind – giver heller ingen væske ud. Begræns salg af øl, og man mindsker presset på toiletvognene.
Heldigvis var der ingen kø ved manden med gudestemmen - Leonard Cohen. Der stod vi bare, og nød det. Han fik fortjent topkarakteren ”6 stjerner” hos en lang række dagbladsanmeldere.
Jeg giver gerne Cohen 6 hotdog.
Men han skal selv hente dem.
.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar