Seks højtrystede radiojournalister sidder omkring et veldækket bord. Vi er på en absolut pæn mexikansk restaurant på Aaboulevarden i København – gaden der skiller Frederiksberg fra Nørrebro. Stemningen er rigtig god, og der spises, drikkes, snakkes og grines. Pludselig kontakter nabobordet servitricen, og beder hende sørge for, at vi dæmper os lidt. Det skulle de ikke ha’ gjort. Servitricen reaktion falder prompte. Hun svarer, at hvis de ikke kan klare et glad selskab, så er de kommet et forkert sted, og desuden er det hende, der har serveret drikkevarerne. Derfor er ansvaret for den glade beruselse faktisk hendes, og ikke bordets. Så går nabobordets gæster.
Vi giver servitricen en klapsalve, og en ny bestilling.
Oplevelsen presser sig omgående og frisk på i hukommelsen på grund af medieomtalen om forfatteren Johannes Møllehaves anholdelse ved Hotel D’Angleterre. Den kendte forfatter var gået i byen med en god ven – en rektor fra Lemvig, hvis navn også blev nævnt - og de havde spist og drukket godt. Larmende og grinende var de. Har man oplevet Møllehave til foredrag, eller set nogle af de Tv-portrætter, der har været bragt med manden, så forstå man sikkert, at hvis der var noget Møllehave mistede den nat på hotel D’Angleterre, så var det nok stemmen. Den har været høj, hektisk, dominerende.
Det fine hotels servitrice bad – ifølge hendes egen forklaring på opfordring fra et nabobord, som siden har afvist at de har bedt hende om sligt – Møllehave og hans jyske ven om at skrue ned for charmen, hvilket de ikke var meget for. Hun truede dernæst med politi, og dertil skulle Møllehave ha’ svaret, at det lød da spændende - det havde han aldrig prøvet. Det har han nu. Det var ikke morsomt.
Til en sådan begivenhed fra det københavnske minefelt kan man selvfølgelig sige, at det er stærkt af servitricen, at hun ikke gør forskel på ”Kong Salomon og Jørgen Hattemager” – alle er lige for serviceringsloven. På den berømte anden side, så lugter det hele også stærkt af Jantelov – den Møllehave skal da ikke tro han er noget. Hvilket jo er noget vrøvl, fordi hvis der er nogen, der ved noget, som er noget, og som kan noget, så er det da det alvidende og morsomme leksikon til Johannes Møllehave. Dette poetiske kraftcenter med himmelhøj underholdningsværdi.
I øvrigt så betyder alt det skriveri garanteret ikke det mindste for Møllehave - han er så vandt. Det er meget værre for den gode mand fra Lemvig. Han hører jo ikke hjemme på de københavnske dødsruter , men i Udkantsdanmark. Han har næppe tidligere prøvet at blive hængt op – og ud - på de københavnske formiddagsblades farverige forsider. Slet ikke om druk og politivold. Hvordan mon de tackler det hjemme i Lemvig – byen, som er hjemsted for tegneserien om ”Livets gang i Lidenlund” med redaktør Gantriis .
Hvis historien skal overføres til Brønderslev, så svarer det jo faktisk til, at rektoren fra Brønderslev – eller Dronninglund gymnasium – efter et officielt besøg i undervisningsministeriet, bliver lagt i håndjern for sexchikane mod unge piger i området omkring Vesterbro. Selvfølgelig, efter at ha’ bedøvet pigerne med stoffer.
Det er ganske vist.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar