Min bytur er ikke med hunden eller Gnags, og vi vandrer ikke gennem Skjern eller Århus. Det er Dronninglund by, og min medvandrer er sønnen. Han bryder sig ikke om, hvad han ser. En nedslidt, og livløs hovedgade. –”Vi har dog Matas, Imerco, Sports Master, og et par butikker til, der lyser op med liv, aktivitet, og vedligeholdelse”, sparker jeg stilfærdigt ind.
”Ja, plus banker, genbrug og computerforretninger”, siger han trist. Ellers kun facader med tomme vinduer, og træværk skrigende på maling, og mure mærket af tiders kommen og gåen. Som barn - og det ligger snart 30 år tilbage - var han meget stolt af sin by. Han fortalte til alle, der lagde ører til, om Dronninglund, og byens imponerende centrum med biblioteksmuren, de gamle flotte huse, og spændende forretninger. Vi boede på Lærkevej, og han elskede at gå alene til Slotsgade, for at se, hvad der nu blev bygget, lavet om, malet og ajourført.
Allerede dengang synes knægten byen fortjente det lyskryds det aldrig fik.
”Der var fire købmænd dengang ” siger han, og jeg tilføjer ”Plus to boghandlere og to slagtere”.
De to slagtere lå i centrumssidegaderne til Slotsgade. Den ene Højer med eget slagteri i gården,
og den anden Otto med ”Delikat”. Helt ud på begge fortove duftede det skønt af salami og råt kød. Otto flyttede senere sine gode leverpostejsforme til Hjallerup, hvor han i mange år blev kommunens eneste rigtige slagter - udover dem i supermarkederne selvfølgelig, men de talte ikke rigtig med dengang. Otto drejede til sidst nøglen i lås, og årsagerne er sikkert flere, men i hvert fald har jeg hørt fra mandens egen mund, at man jo ikke i længden kan leve af, at byens damer kom og bad om leverpostej, som de derefter rosende puttede i indkøbstasken - ned til tilbudskødet fra Brugsen.
Nu står vi stille i Nørregade, og kigger på huset, hvor Højers butik lå. I dag er der tre små malerier i butiksruden, Men galleriet er lukket. Et skilt henviser til et telefonnummer i Gandrup. Duften af hjemmelavet rullepølse er godt nok blæst syd på. Ved siden af ligger resterne af en døgnbutik, hvis facadeskilt ”Din nærbutik” er der endnu. Et øjeblik tror man at der fortsat er åbnet. Men nej – selv om der på ruderne står ”Videoudlejning” og ”Åben til Kl. 22” så er det snyd – der er malet hvidt oven på vinduerne. Højers gamle slagterforretning er i voldsom forfald. Sønnen er tæt på at være vred, da han påstår, at det må være byens politikere i 80’erne og 90’erne, der ikke i tide sørgede for muligheder for såvel vækst som udvikling på byens hovedstrøg og dets centrumskvarter. I stedet åbnede man mulighederne for at det hele kunne ekspandere på Stationsvej fra rutebilstationen og videre ud – helt væk fra centrum. Måske har han ret, sønnen, tænker jeg. Måske tilhører ansvaret Ove Thomsen, Poul Erik Andreasen, Jørgen Holst - og hvad de hed dengang. Måske sørgede de ikke for gode vækstbetingelser i byens centrum. Måske beskyttede de ikke nok Slotsgade mod udflytning, forfald, og butiksdød. Eller også er det os borgere, der ikke - selv om vi godt kunne se advarslerne i horisonten – sørgede for at skønne på, at en lille smuk by omgivet af storskovsflot natur, smukke huse, og god infrastruktur, også kræver et centrum og et strøg, der sprutter af liv, farver, og trivsel. Ellers forsvinder skønheden sgu. Der var da i hvert fald engang noget med en dygtig bager i Slotsgade, som måtte lukke sin forretning, fordi kunderne ikke kunne parkere lige ved forretningen. Så dovne og ligeglade var vi blevet. Vi gad ikke bevæge os efter et godt stykke brød. Og bevæge os efter kvalitet gider mange sikkert heller ikke i dag.
Da vi går tilbage mod Slotsgade støder vi på ”Hjørnet”. Her har mange borgere drukket en kold øl gennem tiderne. Andre spist et måltid. I dag er der et skilt i vinduet med teksten -
”Restaurationslokaler til salg/leje”.
Det har hængt der meget længe.
Nostalgien få endnu en kæberasler.
Humøret er tæt på bundniveau.
Vi tager gravøllet hjemme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar