Smertens hus i Serritslev

Det berygtede hus i Serritslev, hvor ni børn angiveligt er blevet groft mishandlet, er netop blevet solgt på tvangsauktion. Den nye ejer vil i

i samarbejde med Brønderslev Kommune rive huset ned, og herefter vil han sælge den tomme grund videre, meddeler medierne. Men nedrivningen har anklageren i Serritslev-sagen foreløbig sat en stopper for, idet han ønsker at sagens nævninge og dommer eventuelt kan besøge ejendommen - hvis det bliver nødvendigt.

Det er klogt, og også i sandhedens og forebyggelsens interesse, at sikre sig lige det gerningssted. Fordi voksne tit har svært ved at forestille sig – og tro på - under hvilke kummerlige omstændigheder alt for mange børn lever i dette lille velstandshjørne af verden. Ved at gå rundt i sådan et smertens hus kan man ganske klart fornemme uhyggen, lugten, frygten, angsten, gråden og forladtheden. Det er fuldstændig på samme måde, som mennesker siger at de først efter et besøg i de koncentrationslejre fra verdenskrigen, som i dag er museer til påmindelse om fortidens gru, at man helt forstår, hvad det var der foregik. Ligesom mennesker, der har besøgt Mandelas celle på Robben Island, først efter besøget rigtigt kan føle kulden, hadet og ensomheden - helt ind til den hvide marv. 

Sådan er det, og sådan vil det også være med smertens hus i Serritslev.

Det er måske for meget forlangt, men faktisk burde Brønderslev kommune købe huset, og indrette det til et ”Aldrig-glemme-museum”. Her kan besøgende så hele tiden blive mindet om, hvorfor det er vigtigt, at voksne  husker, at børn fra fødsel er selvstændige individer. Med ret til at leve et barndomsliv i tryghed og kærlighed, og med voksenbeskyttelse og forståelse. Ved at gå rundt i sådant et hus med denne bizarre historie, føler man som menneske, hvad der kan ske med forældre og andre voksne, der glemmer denne empatiske grundindstilling.

En klog mand sagde engang, at kun det folk der løfter barnet opad og fremad fortjener navn af et kulturfolk. Men hvis man evner i glæde og begejstring, at

løfte barnet, så fordrer det også den nødvendige evne til at huske smerten,

når man ikke løfter. I stedet for at bruge nationalsporten - at feje alt det vi ikke bryder os om, ind under guldtæppet.

Hvis man fjerner smertens hus i Serritslev, så må andre løfte og bære – og huske.