Godt 41.000 danskere bor på plejehjem. To af tre er demens. Gennem årene er plejehjemsbeboerne blevet ringere og ringere. Intet tyder på at den negative spiral brydes. Selv om der bliver flere ældre med en aktiv alderdom, og de meget længere kan klare sig selv, så vil presset på vore plejehjem øges de kommende år. Gennemsnitsalderen hos de 41.000 beboere er 84 år.
Vi har i dag 228.000 borgere over 8o år – i 2050 vil der være 556.000.
Rundt omkring i Danmark bygger man fremtidens plejehjem. Således også på havnefronten i Nørresundby. Initiativet og indretningen kalder på fortjent opmærksomhed til Aalborg Kommune. Helt fra Kina kommer de og kigger på et morgendagens plejehjem med vægt på trivsel og teknologi. De to størrelser – trivsel og teknologi – tror man kan smeltes sammen til en harmonisk enhed, men jeg frygter de mere stritter i hver sin retning.
Der bliver færre hænder til at passe de ældre på vore plejehjem. Det ved man. Derfor tager teknologien over. Det skaber fokus på et af teknologiens vidundere – robotterne. De fleste har hørt om støvsugerrobotten. Den kan erstatte levende arbejdskraft på en fordelagtig økonomisk måde- til glæde for brugeren. Eller kan den?
På en nylig konference i Aalborg om fremtidens plejehjem – arrangeret af Ældresagen – blev det fortalt, at støvsugerrobotten er ganske kvik, hvis et rum er uden hjørner, og man saver benene af borde og stole – og vel også beboeren. Dernæst har robotten den irriterede vane, at gå i gang midt om natten . Men det med nattelarmen kan vel klares – teknikken længe leve. Det er langt værre med hjørnerne og benene.
Nu findes der også andre robotter end støvsugerrobotter. Der er f.eks. gulvvaskerobotter, stemmerrobotter, intimvaskerobotter, og spiserobotter. De sidste kan løfte en ske eller en gaffel, for de mennesker, som ikke kan selv. Det er jo enestående, men jeg spurgte venligst, om der også kan leveres glasrobotter, så forkælede 68-ere kan få hjælp til rødvinsglasset. Svaret er ja. Den slags robotter er under produktion i Holland.
Ud over denne velsignede robotverden, så skal de stærkt overvågede beboerne også være rimelig selvhjulpne via trivselsskærme, videoopkald, og andre fjernbetjeningssystemer. Hvad alt dette skal gøre godt for, er klart nok - det skal alt sammen skabe et velfungerende teknologisk plejehjem, hvor der er brug for (meget) få levende hænder. Teknologien alene skal skabe den nødvendige tryghed og trivsel.
Kan den virkelige det? Tør vi lade det komme an på en prøve? Er det ikke at spille uhørt fræk hasard med ældre medborgeres livskvalitet? Kan mennesker overhovedet trives uden varme hænder og medmenneskelig omsorg? Andre aldersgrupper kan ikke. Spædbørn slet ikke. De dør, eller deres udvikling standser. Kan tanker om teknologiens overtagelse af plejehjems arbejdsfunktioner kun komme på tale, fordi fremtidens plejehjem stort set vil blive befolket af mennesker med demens? De skal bare støvsuges, tørres bagi af en robot med indbygget vand og papir, og mades af en maskine, der løfter gaflen, når beboeren taber hovedet. Ikke officielt selvfølgelig, men reelt.
Skal de ansatte ud, så kræver det i ret stort omfang, at beboernes pårørende ses på gange og opholdsstuer flere gange om ugen - og hele frivillighedsprincippet virkelig kommer til at fungere anerkendende – opdateret, talstærkt og optimalt.
En undersøgelse foretaget af Ældrekommissionen fortæller, at langt størsteparten af dagens 41.000 plejehjemsbeboere føler sig både trygge og tilfredse med deres fungerende hjem. Men godt hver fjerde - 27 pct. - mangler social kontakt, og aktivering. Omsat i andre ord – en fjerdedel af dagens beboere mangler nærhed, samtale, en hånd, en skulder, et kærtegn. Hvor stor en procentdel bliver det, når robotterne har taget skeen i den anden hånd?
På konferencen blev fortalt om en hændelse på et meget moderne, og umiddelbart velfungerende amerikansk plejehjem. En kvinde var syg, og en læge havde tilset hende, og inden han igen forsvandt ud i det fri, spurgte han om der var andet, som han kunne hjælpe med. Hun greb med sin ene hånd fat i lægens skjorte, og trak hans ansigt ned mod sit. Han så ind i hendes bedende øjne - af den slags man aldrig glemmer – og sagde med et stemme, som han gemte for altid på sine indre A-4-ark:
-”I am so lonely”.
Lægen startede siden en bevægelse til bekæmpelse af de tre begreber, som plejehjem alt for nemt risikerer at blive kendetegnende for - ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed.
Tankerne bag lægens bevægelse vil ingen robot kunne matche.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar