Udtrykket ”russerne kommer” er nok det begreb fra det forrige århundrede, som har sat mest fut i folk, og kostet flest penge, tårer, sved og frygt. Siden 1917, hvor Lenin og hans bolsjevikker tog magten i det gamle zarrige, har befolkninger vest for den russiske grænse, frygtet russernes ankomst. Under 2. verdenskrig rykkede russerne ind i Tyskland, og efter krigen – første gang i 1948 - ind i Tjekkoslovakiet. Den indrykning skabte fornyet opdateret frygt for russernes kommen, og vesten fik NATO. I 50’erne fik den kolde krig os til at grave beskyttelsesrum i haven, og overnatningsrum i kælderen. Og sån’ blev det ved indtil murens fald i 1989. Derefter var det slut med russernes kommen for en periode.
Men efterhånden som de nyrige russere kom til magt, gas og kontanter, kom de igen. Nu uden tanks og håndgranater, men som turister med penge og guldkæder. Russerne har taget over i mange engelske fodboldklubber, indkøbt sommerhuse langs de europæiske kyster, og lejlighedskomplekser på de græske øer. Man siger nok, at russernes økonomiske 5-års-planer tabte til kapitalismen, men jeg skal da ellers love for, at det er de kommet over.
I løbet af de seneste to tiår, er store dele af verden udenfor det russiske område, blevet godt overrendt af de nyrige russiske turister. Og sine steder også af repræsentanter fra den russiske mafia. De to grupper kan måske godt være sammenfaldende, men det er vigtigt i henhold til injurielovgivningen, at fastslå det slet ikke altid er tilfældet. Det skal især nævnes, fordi jeg er sikker på, at ha’ mødt begge grupper på en nylig ferie i Egypten.
Pludselig kom de – de nyrige. De første feriedage havde der været lidt halvtomt, og aldeles fredsommeligt, men det var bussernes kolossale aflæsning af kufferter, og skiltet i baren, der sendte signaler om russernes kommen. Tjeneren forklarede mig, at skiltets tekst betød, at man kunne måtte få to glas af en salgs ad gangen. Det var for at forhindre, at russerne bestilte 40 glas øl fra deres værelse, og en halv time efter 40 til. De måtte gerne drikke al det øl og vin de havde lyst til, men hotellet ville ikke ha’ det roderi med 200 snavsede glas på værelset. De slæbte også mad op på hotelværelserne, så det var noget værre griseri de efterlod. Flere hoteller ved Det røde Hav har derfor frabedt sig russiske gæster. Det er jo noget af en barsk beslutning, når turiststrømmen er vigende, og fremmed valuta er yderst tiltrængt.
Men stop nu lige – danske turister er jo heller ikke lige velset alle steder. I flere storbyer – som Rom, Prag, og Madrid - ser de hellere vores bag end vores profil. Nuvel er det nok vore gymnasieelever, og ikke deres bedsteforældre, talen falder om, så vi skal måske i samme åndedrag resumere, at den russiske bagages ejermænd blot var yderst sulten, og tilsvarende tørstige. Og det er så det.
Mit helt personlige møde med den russiske mafia kom en formiddag, hvor jeg af en hotellets aktivitetsansatte blev spurgt, om jeg ville være med til at spille en omgang petanque. Det var lige mig, og jeg varmede op med lidt fingerøvelser. Jeg fik at vide, at mine modstandere ville blive Peter og Anna. Det lød herligt fremkommeligt, og ikke mindst overkommeligt.
Peter og Anne viste sig at være to halvstore børn. De talte hverken dansk eller engelsk, men vi skulle jo også bare smide med kugler efter en lille gris. Dog tårnede katastrofen sig op i horisonten.
Bag de to børn kom deres far. Meget lig faren til Caroline Wozniacki skulle han heller ikke deltage, men mere stå i skyggen, – iagttage, notere, holde øje, og om nødvendigt telefonere.
Han lignede til sidste kilo en russisk mafialeder. Kæmpestor, og med tyrenakke, hvorom den flød en guldkæde af voldsom størrelse. Han var kronraget, og fedtbæltet omkring maven havde en pæn status. De muskelløse arme rendte ud i fingre fyldt med fingerringe. Et splitsekund synes jeg han kunne minde om Thorvald Thomsen fra Brønderslev. Dog manglede der de fire tatoverende. – og knægten hed jo heller ikke Karl-Ejner.
Mit møde med den turistede udgave af den russiske mafia fik et katastrofalt forløb for mit kuglespil. Lamslået - og angst for følgerne ved at vinde turneringen - smed jeg kuglerne til højre og venstre - langt væk fra den lille røde gris. De russiske børn var begejstret for deres overraskende sejr, og faren var stolt. Han øjekast sagde mig, at jeg blev noteret, som en mand, der havde fået et visuelt tilbud, som jeg fornuftigt nok ikke kunne sige nej til.
Næste år overvejer jeg, at holde ferie ved Aså strand. Der kommer russerne ikke – endnu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar