lørdag den 17. september 2011

Takketale til sofavælgere

Kære sofavælgere over det ganske land.
På trods af en meget stor stemmeprocent, så er vi stadig et af de største partier. Vi fik denne gang
12,3 procent af vælgermassen til at blive hjemme. En særlig tak for dette fine resultat skyldes en utrolig ihærdig indsats af vores ungdomsorganisation, der havde sørget for spændende arrangementer på landets mange bodegaer, så vores vælgere ikke skulle blive fristet af at gå hen
på en tilfældig skole, og afgive deres stemme. Tak for den ungdommelige støtte, og overraskende synlige energi. Det hjalp også meget, at valgdagen faldt lige på en dag, hvor et par af landets  førende fodboldklubber spillede europæiske kampe, og disse blev sendt på TV 3 lige i den bedste stemmetid. Tak til denne sløve håndsrækning fra en kommerciel tv-kanal, som virkelig holdt mange  af vore vælgere hjemme ved klaphatten.
Også en stor tak til vore tillidsfolk. Både dem som sov hele dagen, og dem som har holdt sig væk fra stemmeurnerne, fordi de har hørt, at der er blevet lagt betalingsringe omkring samtlige  afstemningslokaler. Tak til de jyske sofavælgerkredse, som lige netop på valgdagen arrangerede 
busudflugter til grænselandet for at frådse lidt i gode billige forbrugsvarer inden det hele bliver for besværligt, på grund af etablering af endnu flere toldere og grænsebomme, så ganske almindelig smugling bliver mere og mere vanskelig for ganske almindelige hæderlige borgere.
Tak til især Jer der bidrog på Jeres specielle måde til rød bloks spareplan ved først at tage 12 minutter på den ene sofaside, og dernæst 12 minutter på den anden.
Så har jeg en hilsen og tak fra socialdemokratiets Helle Thorning-Schmidt, og det er især til dem, som i et svagt øjeblik havde overvejet at stemme på blå blok, men i sidste øjeblik valgte at blive hjemme. Derimod er der desværre ingen venlige hilsner fra den tidligere statsminister Lars Løkke.
Vi erfarer, at han er noget utilfreds med, at vi har bedt de af være sofamedlemmer, som engang i ungdommelig energisk hovmod har stemt konservativt, om på valgdagen at tage en tur på golfbanen.
Vi må dog erkende, at ikke siden 1984 har stemmeprocenten været så høj som ved dette valg, men vi kommer igen, så snart folk, der blev tiltrukket af Enhedslistens lille Johanne bliver klar over,
hvilke typer hun trækker med sig ind på tinge. Derimod er vi stolte over, at de medlemmer som tidligere har markeret visse SF-sympatier levede op til partiets formands efternavn, og tog sig en ordentligt blunder. Vi er derfor stadig et sofaparti med knap 13 procent af stemmerne, og vi er dermed lige så store som Dansk Folkeparti. Hvor det parti nu kan vinke farvel såvel til ministertaburetter – og diverse magtstole – så kan vi se frem til fire år i 22 nye læderbetrukne sofaer – med nakkestøtte. 
Men vi sofavælgerne går ikke amok i en ukontrollabel festrus – hvilket vi slet ikke har energi og tradition for – og vi kan derfor blot træt og gabende konstatere, at vi som altid kan sige - med den tidligere LO-formand Thomas Nielsens ord – at vi har sejret ad helvede til. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar