Nye navne til Udkantsdanmark

Sømosen i den sydlige del af Dronninglund Storskov ligger lunt og smukt mellem de høje bakker i Jyske Ås. Området har altid tiltrukket folk og fæ på to ben. I dag kommer søndagsvandrede og naturelskere – voksne og børn motionshygger sig omkring mosen, og napper en tur i verdens bedste klatretræ på den nordlige side. I gamle dage var det cirkusfolk, gøglere, farende svende og fremmede af forskellig oprindelse, der slog sig ned i kanten af mosen. Ikke blot for en weekend, men på alle måder mere fast og jordnært. Opholdet skete nemlig i absolut primitive jordhuler, hvor hverken Imerco eller Stark havde afsat fingeraftryk.

Omkring 1900-tallet bestod kolonien af mere end 40 familier. På sit højeste boede der tæt ved 400 mennesker ved mosen. De holdt sig for sig selv, og børnene gik ikke i skole. Hvilket også skyldes, at nok boede familierne ved Sømosen, men det var jo cirkusfolk, og andre med nomadeblod i årene, så der blev rejst en del. Samspillet indbyrdes mellem de forskellige sømosegrupper, og forholdet til lokalbefolkningen  var anspændt. Det var et mix mellem afstandtagning og holden-sig-væk, og det skyldes selvfølgelig det element vi også kender til menneskers afstandtagen fra hinanden i dag - ukendskab. Lige det begreb skaber sædvanligvis ofte fjendebilleder - frygt, uvilje, misundelse.

Om den tid, der var engang, holdes der hvert år ”Sømosedage”. Det er gode folk fra Thorup, der trækker læsset, op byens foreninger fik også i år stablet noget af et udstyrsstykke op på områderne ned til mosen en solrig weekend i midten af september. Her kunne man møde værksteder med gang i håndværket fra dengang,

læse om fortidens beboere på store billedrige plancher, se den lille facadelandsby, der er bygget op efter Matador-princippet, og blive underholdt af musikaktiviteter, som nok ville få tre buh-horn i DR’s Talentkonkurrence, men hvad gør det, når man kan drikke øl på den lokale Tapløse Kro, og spise en pølse-fedtemad for en femmer.

Endelig kan man tage sig den uundværlige kendte gåtur rundt om mosen.

Det gjorde min hustru, og hendes ikke helt længere unge mand. På vejen mødte

vi bl.a. en festlig dame fra Glyngøre – byen ved Sallingsundbroen nord for Skive.

Glyngøre er så meget Udkantsdanmark, at ikke engang Jan Gintberg overvejer at besøgte stedet til sin Tv-serie om udkantssteder i Danmark. Det er sgu for langt ude. 

Damen fortalte, at byen var helt bevidst om sin udkantsplacering. Men da man jo lå ud til Limfjorden, så lancerede Glyngøre sig nu som Vandkantsdanmark.

Det kan godt være, at den ide er noget andre har fundet på end dem i Glyngøre, men hvis dette yderst fortrinlige tiltag giver byen, og borgerne, et løft væk fra udkantsafgrunden, så er det mere end fint.

Ideen kunne jo snildt bruges i andre dele af udkantsriget. Aså kan blive til  Havkantsdanmark, Dronninglund til Skovkantsdanmark, og Hjallerup selvfølgelig Hestekantsdanmark. Brønderslev kunne fokusere på sin park, og kalde sig Rhododendronkantsdanmark – hvis man ellers kan stave til det ord. Ellers må man jo vestpå nøjes med navnet Blomsterkantsdanmark.

Uanset hvad - centrum er, hvor man er.

Vi kalder det bare noget forskelligt.