Weekendavisen har i dag en artikel om mobning, frygt og chikane
blandt Nationalmuseets medarbejdere, og fornylig fortalte medierne om årelang
mobning på ledelsesgangene hos LO. Det
er dog utroligt, at mennesker med privilegerede jobs - fyldt med spændende oplevelser
og arbejdsopgaver – som giver plads til at udvikle og præsentere egen identitet
og holdning, ikke kan finde tilfredshed og glæde i deres arbejde. I stedet for
lidt herligt sjovt drilleri bemander man dagen med grov, og sygdomsfremmende
mobning. Desværre har flere undersøgelser vist, at mobning findes på alle niveauer
på mange voksnes arbejdspladser.
Vi har et voksensamfund, som konstant behandler, og diskuterer
løsninger på barndommens mobning, chikane og misudviklinger. Og det gør voksne
med fokus på, at børn skal gøre, hvad voksne siger. Men børn gør som voksne
gør. Derved opdrages børn i hjem og af medier med mobning og til mobning. Det bliver børn
ved med indtil voksne fjerner mobning, som en grim del af danskernes nationalkarakter.
fredag den 18. december 2015
lørdag den 5. december 2015
JULEHILSEN TIL EN KØBENHAVNERJYDE
(Bragt i Kristeligt Dagblad - 4.12.16)
Frode Muldkjær
KÆRE OVERBORGMESTER FRANK JENSEN
Så snart den søde juletid er pakket væk - sammen med det
julepapir, som farmor har tænkt sig at genbruge næste år - så må du træde i
vinterkarakter. Du skal have forberedt
dine bysbørn om, at de måske har holdt jul i hovedstaden for sidste gang. I 2016 vil mange af dem ikke længere bo i
dronningens by, men et sted i provinsen. Langt væk fra Den lille Havfrue. Måske
helt oppe i det nordjyske. Men det er så
her du skal slå til, overborgmester, og som en anden H.C. Andersen fortælle, hvor
dejligt der er i Jylland - også på begge sider af Limfjorden. Du ved godt, hvorfor en stor gruppe
københavnere skal pakke deres ”gå-i-byen-tøj”, årskort til Tivoli og cafemøbler
i flyttekasser – fordi regeringen har bestemt en større udflytning af diverse
statsinstitutioner til vest for Valby og omegn.
Du skal fortælle de opskræmte københavnere, at de nu får muligheden for
at flytte til et område, hvor høns og børn færdes fri som fugle. Hvor de fleste
har bil – med anhængertræk. Men man kan
dog også prøve - som en del indfødte gør – at klare sig med en knallert med en
genbrugsmælkekasse bag på - til dagligvarer fra Brugsen. For at give dine ord mere
fylde bør du supplere med annoncer i de københavnske dagblade meget lig dem,
som minister Støjberg har indrykket i aviser af anden etnisk trykherkomst end
dansk. Godt nok fortæller de annoncer, at hverken hovedstaden eller dens
provins er værd at opholde sig i. Så her skal du lige ha’ rettet lidt i
teksten.
Jeg har valgt dig som en oplagt overbeviser om provinsens
herligheder, fordi københavnerne ved godt at du er en rigtig kender. Du er født
og opvokset i det nordjyske. Du har trods dit evige vedhængende
konfirmationslook i mange år været denne udkants repræsentation i Folketinget.
På trods af disse synlige handicaps – set i en københavners optik – så blev du som
tilflyttende AaB-fan med genetisk indbygget ”had” til FC København, valgt som
hovedstadens overborgmester. Det valgnummer har københavnerne i øvrigt lavet
før, idet de helt tilbage til 30’erne valgte en anden Jensen - fra Fyn - som
overborgmester. Bange for at prøve noget meget anderledes har de aldrig været i
millionbyen.
Jeg tror også, at du kan ramme den jyske sjæl, som gemmer
sig hos mange københavnere. De kommer jo i stort omfang fra provinsen. Det var
deres tip- og oldeforældre, der kom ind med firetoget – blev, og satte præg på
en voksende storby. Det er faktisk dem, som taler mest ærkekøbenhavnsk, som i
sin tid kom med den mest udprægede dialekt. Nu kan deres efterkommere grave det
gamle sprog frem fra hjernens A4-sider, og være glad for, at de - modsat andre tilflyttere
– kan sproget inden de ankommer til vildnisset. Dog skal de nok gemme de mest
svulstige vendinger væk. Hvor noget er ”fantastisk” på Frederiksberg, så er det
stadigvæk ”nogenlunde til den positive side” i det meste af Jylland.
De københavnere, som på forhånd de intet kender til
Nordjylland skal blot hviskes et par destinationer i øret. For en del år var
min hustru og jeg inde i en tøjforretning i København, hvor vi blev mødt af en
uinteresseret arrogant mandlig ekspedient, der stod og røg bag disken. Så vi er
tilbage i 90’erne. Dog kun i forrige århundrede. Manden havde spottet os, og
kiggede på vore ben efter mærker fra gummistøvlerne. Mens min absolut bedre halvdel
gennemgik bøjlernes vedhæng, blev jeg efter øjeransagningen mødt med følgende
spørgsmål: Og hvor kommer I så fra. Da han fik svaret Nordjylland lyste han
virkelig op, og sagde med begejstring i stemmen: ”Så kender I Blokhus – og
Skagen”. Det måtte jeg jo indrømme. Han bød mig en af sine cigaretter. Så kunne
vi ryge sammen. Venner for en stund. Det er faktisk nemmere end man tror, at
sætte københavnere på det jyske forventningstog.
Nu er provinsen mange ting. Der er andet end særligt kendte
byer - Skagen, eller særligt store byer – Aalborg, Århus, Esbjerg, Herning. Der
er også mindre som Hjørring, Struer, Silkeborg og Ringkøbing. Og så er der de
meget små. Selv bor jeg i Dronninglund – det er der ca. 2800 andre der gør. Godt
nok har vi ikke meget lovligt cafe- og natteliv, men vi kan købe benzin, blive
klippet, få massage, snakke med en advokat, få børn passet, få dem i skole, og
på gymnasium. Der er 8 km til et havvand, 6 til en motorvejs til- og frakørsel,
5 til en golfbane, og det samme til kunstcenter, skov, eller ridecenter.
Min københavner, hvad ønsker du dig mer!
Måske en meget lille landsby med endnu mere frisk luft og
langt mellem husene. Knap 6-7 km fra Dronninglund ligger der en lille landsby –
Gerå. Den bor nu 107 mennesker i omkring 50 huse. Fornylig var byen smykket med en flagalle. Hvorfor?
For første gang 15 år blev der født en ny borger. Beboerforeningen peger på
denne store begivenhed, som et muligt vendepunkt. Babyer – og københavnere - er
udkantens svar på udødelighed. Fødslen har
som nævnt hævet tallet af borgere fra 106 til 107. De er helt kæphøje i Gerå. Der
går glade – dog ubekræftede rygter om, at regeringen overvejer at placere en
statsinstitution i byen – f. eks. den kommende nye politiskole. Gerå råder over
lange stræk af mulige brugbare øvelsesskydebaner. Og billige boliger af høj
kvalitet har man. En annonce i dagens lokale ugeavis kan således tilbyde et
flot renoveret sort 150 kvadratmeter stort træhus med fire fine værelser, og to
nye badeværelser. Huset ligger i smukke, grønne omgivelser - med fisk i byens å
og fuglereservat for oven. Pris 1,2
millioner. Men med der obligatoriske ”liggedage” kan man nok få prisen under
millionen. For de penge kan man jo ikke engang leje en garage på Frederiksberg.
Endelig er det i anledning af julemåneden vel meget
naturligt at gøre opmærksom på, at december måneds mest kendte fødselar blev
født i udkantens udkant. Hans bonusfar og mor tog væk fra den store stad med
dens larm og tummel, og fandt langt ud på landet en stald med udsigt til
stjerner og vismænd. Vov ikke at nævne, at der ikke sker store begivenheder
langt væk fra den pulserende by.
Værsgo’ Frank Jensen - og alle I københavnerjyder – udkanten
har dækket op.
Kærlig hilsenFrode Muldkjær
.
torsdag den 3. december 2015
Et liv i sang og musik
-”Aftenens gæst mødte jeg første gang ved en af de
navnkundige julefrokoster, som blev holdt på Nordjyllands Radio i ”gamle dage”.
Han blev bedt om at spille et stykke på klaveret. Denne unge mand, som netop
var blevet ansat til at finde, og synliggøre al den spændende musik, der
foregik overalt i forskellige nordjyske kroge. Det gjorde han, og han spillede
så smukt - og nu vil han spille det samme stykke musik for Jer”-.
Sådan introducerede Garagehøjskolens bestyrer for nylig
aftenens gæst overfor en sædvanlig fyldt garage – og gæsten var lederen af den
nye Folkekirkens Hus i Aalborg Henrik Thorngaard. Henrik spillede Oscar Petersons
”Hymn to Freedom” – hvilket garagens gæster ej heller fandt så ringe endda!
Senere satte han sig ved klaveret igen, og selv om han sagde, at hans
”klaverspil var lidt rusten”, så tror bestyreren, at selv frøken Mouritzen, spillelærerinden
fra Aabybro - som i 60’erne meget bestemt førte den lille Henrik henover de
såvel hvide som sorte tangenter - ville være tilfreds.
Aftenens overskrift var ”Et liv i sang og musik”, og det har
været Henrik Thorngaards. Først i mange år hos DR Nordjylland, og siden i endnu
flere år hos DR Midt og Vestjylland. Derefter blev det som leder for Prinsens
Musikkorps i Skive, og nu er han netop tiltrådt, som leder af Folkekirkens nye
Hus i Aalborg. Huset er den gamle Nationalbankbygning ved siden af
Studenterhuset, og overfor Budolfi Kirke. Her skal han gerne få et væld af
tilbud op at stå fra musik og salgsaktiviteter, foredrag, debataftener og
cafevirksomhed.
Aftenens samtale og debat gav mange herlige historier om bl.a.
den nordjyske biskop, der begyndte som musiker i "Tørfisk", og
børneradiomedarbejder i Holstebro - og om gemytlige møder med prinsgemalen, og om
Thorngaards kamp for få penge til musikkorpset i hård dialog med forsvarets
folk, som synes det var vigtigere, der blev brugt penge på krudt og kugler -
end på musikinstrumenter.
Højskolesagnbogen blev selvfølgelig ikke glemt, og
bestyreren koncentrerede sig om digteren Nis Petersen - - Kaj Munks fætter –
som døde af druk kun 43 år gammel, men satte sig – men i dag stort set glemte -
flotte litterære pejlemærker – som romanerne ”Spild mælk” og ”Sandalmagernes
Gade”. Samt en række flotte digte, hvor af to er kommet med i Højskolesangbogen
nye udgave. ”Forlad os vor skyld” og ”Jeg samler på de små børns smil”. Derudover blev der sunget efter ”Det blå sanghæfte”,
som indeholder 17 sange, som er på vej ind i den kommende højskolesangbog –
hvornår den så kommer må tiden vise, som tiden viser så meget. En stemningsfyldt garage sang således Anne
Linnets ”Forårsdag”, Alberte Windings ”Lyse nætter” og Seebachs ”Under stjernerne
på himlen”.
Aftenens klavermenneske under højskolesangene var Poul Erik
Jensen fra Øster Brønderslev.
Garagehøjskolens forårsprogram begynder til marts
2016. Indtil da kan man sætte kryds ved Maratonsang søndag 20.december på
Nordkraft fra kl. 11 til 15. Og til ”Frodes Højskole” tirsdag den 12. januar i
”Folkekirkens Hus” i Aalborg, hvor gæsten er organist Jens Nielsen - manden bag
den nye CD ”Efterårsglød".
Abonner på:
Opslag (Atom)