Dansk politik minder meget om Tom og Jerry. Altså personer, der skiftes til at dunke hinanden oven i hovedet. Andre politikere ligner Anders And. De jokker altid i spinaten. Det her er ikke noget jeg påstår, men det er unge mennesker, der siger sådan i en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet YoyGov. Nu kender jeg kun undersøgelsen fra aviserne, så jeg ved ikke om man også har spurgt, hvilke politikere, der minder mest om Fedtmule. Måske har man, men ønsker at holde identiteten af mulen hemmelig. Der står heller ikke noget om, hvem der eventuelt er Fætter Højben. Det er ham, der altid er så heldig. Som enten finder en lykkeskilling, eller pengesedler fra Joakim von Ands pengefabrik, eller en 3-retters-spisebillet – med vine ad libitum - til Dronninglund Slot. Højben er ikke lige typen, der går meget op i ”forsigtighedsprincipper” – han bruger de penge han finder, og har han ikke flere, så finder han bare nogle nye. Hvem han minder mest om, afhænger nok af om man hælder til hjorten eller søvndalen. Men sammenligningen med Tom og Jerry fik mig sporet ind på noget, som altid har irriteret mig – nemlig sætningen :
” Politikerne på Christiansborg opfører sig som en børnehave”.
Hvad er det for en måde, at hænge børn ud på! Som om børn ikke bliver mishandlet nok med børnehaver med for få voksne, og for mange kaffepauser. Eller med skoler med elendige toiletforhold, og skoleklokker, der ringer ind hele tiden. For ikke at glemme mishandlingen med forældre, der hellere vil se fjernsyn end tage en tur i Storskoven.
Jeg har i mit ikke længere helt unge arbejdsliv besøgt hundredvis af børnehaver, og hver gang har der været pænt gang i den. Men støjniveauet har mere haft at gøre med dårlige byggematerialer, manglende guldtæpper, og for meget fri leg. Børnene fejler ikke noget. De råber for det meste kun for højt, hvis de får lov til det. Det er tæt på en fornærmelse, at sammenligne dem med dagligdagen på Christiansborg. Det er vel også unfair overfor politikerne. De blive jo også bare tit drevet rundt i manegen af medierne - til en omgang fri leg. Det er nok mikrofonholdere og skrivekarle, der i stedet skal til at opføre sig anstændigt.
Vi skal i det hele taget passe på, hvilke ord vi bruger. Der er positive ord, og det modsatte. Når vi taler om børn, skal vi være særligt forsigtige. Måske ligefrem tale om et forsigtighedsprincip. Under DF’s sommermøde erklærede Pia Kjærsgaard sig klar til sin 12. valgkamp, og tilføjede, at ”Valgkampen bliver ligesom en barneskjorte – kort og beskidt”.
Igen skal børn stå model til voksnes negative sammenligninger.
Hun kunne i stedet ha’ sagt, at valgkampen bliver en grim affære meget lig en arbejders kedeldragt på et skibsværft, der endnu ikke er lukket, eller flyttet til udlandet. Eller hun kunne ha’ kaldt valgkampen en blodig affære, meget lig de slagteriskjorter, som man engang bar på de slagterier i Nordjylland, der nu er nedlagt.
Men egentligt er mit ærinde, at en barneskjorte nok er kort, men ikke beskidt. Den er snavset.
Beskidt er et negativt ord, hvortil klæber en forkert tankegang, noget ulovligt, noget strafbart. Til en snavset børneskjorte klæber heldigvis kun sjov, leg, tillid og optimisme.
Det var bare det jeg ville sige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar