Snask og verdensnyheder

TV2 har hver søndag et indslag med titlen ”Presseklubben”, hvor repræsentanter fra de danske medier snakker om journalistik og nyheder, og især om, hvorfor de skrev, eller sagde, som de gjorde. Man taler også om, hvad de fortryder de skrev, og hvor de slap rigtig skidt fra opgaven.

Det er tit uhyre morsomt, når de enkelte redaktører fra aviser og tv-stationer skal nævne ugens værste fejl, og især hvilke småpillerier de vælger at snakke om. Når man tænker på, hvilken kommercielt vinklede uhyrligheder dele af pressen slipper af sted med, så er det grinagtig, at høre repræsentanter fra Ekstrabladet, BT, DR eller TV2 News, ofte nævner tekniske fejl, som ugens værste.

Det kan være fejl, som betød en forkert farve på forsiden, eller hvis et andet billede end det tænkte røg i avisen, eller der skete en bytning af et overskriftsord, som gav en misvisende information. Men når man har grint færdig over mediebranchen stærke trang til at præsentere sig selv som tæt på ufejlbarlig, og tilmed i udsendelserne har en udstrakt lyst til at være forsigtig med at hænge konkurrenterne til tørre - man skal vare sig for bommerang-effekten – så bliver det grinagtige tit bekymrende pinligt. Der mangler en havkat i mediehyttefadet. 

Nu har DR startet et tilsvarende program.  

”Paparazzi” hedder programmet, som jeg så torsdag aften omkring normal spisetid. Man har valgt at vinkle TV2s måde at gøre det på, så man primært koncentrerer sig om underholdnings- og sensationshistorier. Ofte sådanne som selv useriøse medier overvejer at hælde i papirkurven. Men i forhold til TV2 har DR valgt en spændende fornyelse. De har lukket en havkat ind i studiet. Man har valgt en ikke-journalist blandt de tre debatdeltagere – nemlig en professor i filosofi. Altså en person, som er uafhængig af medierne, og som kaster gode etiske standarder ind i debatten.

Af de to mediefolk var den ene Ekstrabladets Poul Madsen. Den mand optræder næsten oftere i danske TV-programmer end sin forgænger i redaktørembedet Hans Engell. Madsen snakker lige så meget som Clement Kjærsgaard, og har instinktivt svært ved at se egne bladfejl og dispositioner. Når man altid placerer sig i en forsvarsposition for alt, hvad ens avis står for, så giver det manglende bevægelighed, og derfor tab af troværdighed. Madsen bliver ikke den givende og interessante debattør, som man kan stille forventninger om.

Den anden mediemand var redaktøren for ”Kig ind”. Det er et ugeblad, hvis seriøsitet må betegnes som værende flere hyldemeter under ”Se og Hør”. Det er overraskende, at DR løfter et sådant blad op ad anerkendelsesstigen ved at vælge redaktøren som journalistdeltager nummer to, når nu man har redaktør Madsen, som i stor udstrækning dækker det paparazzistof, som ”Kig ind” vælter rundt i. 

Mere seriøs vinkling for licensen ønskes, tak. 

Inden udsendelsen gik over i rulletekster, spurgte DR-studieværten, om ”Kig Ind” sommetider har verdensnyheder i sin tryksag. Redaktøren nikkede ihærdigt, og svarede, at man gerne fortæller om kendte, der skal giftes.

Snask som verdensnyheder.

Hvor fylder den slags meget i medierne i dag!  

Det minder mig om en artikel for nogle år siden i mit fagblad ”Journalisten”, om en journalist, der blev bedt om at nævne sin største journalistiske bedrift. Han svarede, at det var da han afslørede, at Casper Christensen og Iben Hjejle var blevet kærester.