For nylig hørte jeg en kvinde sige i en diskussion på P4, at hun altid ”faldt i søvn i teatret”. Det er jo ikke første gang man hører den sætning. Den er folkeeje. Alle kan berette om dengang de allerede efter 2. akt sad og glippede med øjnene – eller stak sig med den længdemæssige tilladte lommekniv, eller en medbragt gaffel i låret, for at holde øjnene åbne. Det giver status, hvis man kan sige, at man faldt i søvn i under Holberg før pausen, eller mens tenoren sang arie nummer fire.
Så finkulturel er man da heldigvis ikke, at man ikke kan nappe en lille lur.
Nu kan det, som foregår på en teaterscene, sandt nok være teatralsk søvnfremkaldende, men de fleste holder sig dog alligevel vågen. Fordi teaterscenen er lige så meget en øjenåbner, som en sovepude, og dernæst - hvorfor bruge dyrt købte billetter til at lægge sit sovende hoved på?
Hjemløse kommer sjældent i teateret, men ud fra et søvnsynspunkt gør det heller ikke noget - byens vandrede kan sove i en papkasse. Storm P’s vagabonder sov altid på den bænk i parken, men de fleste almindelige mennesker vil helst sove i en seng. Gerne indhyllet i ”silkelagner med blå altaner”, som Aud Wilken sang i den danske Melodi Grand Prix-vinder fra 1995. Sangen ” Fra Mols til Skagen”, er sammen med Otto Brandenburgs ”To lys på et bord” nok et par af de bedste danske populærsange. Men du kan jo mene noget andet.
”Hvor skal vi sove i nat?” hed engang en anden popsang – en rigtig landeplage - med gruppen Laban, og selv om sovesteder kan veksle alt efter temperament, lyster og antal af udenlandsrejser, så er det i hvert fald en gammel sige, at det er nu bedst at sove i sin egen seng. Undertegnede har da også kendt (ældre) nordjyder, der helst ikke tog længere væk fra landsdelen, end man kunne komme hjem og sove - samme aften. En anden sigemåde er, at man kan sove, når man bliver gammel,. Men det er noget af et dristig udsagn, idet der findes mange ældre, som slet ikke kan sove om natten. Så de mørke timer forsødes med læsestof, fjernsyn, eller ture på altanen. I gamle dage kunne man nappe en smøg ud på de små timer (der findes få nulevende hardcore rygere der stadig står op for at ryge), men det er jo næsten ulovligt i dag. Stiger der røg op fra altanen, så går der ingen tid før politi, brandvæsenet og Sundhedsstyrelsen ruller ind ved hoveddøren med blink, alarm, og bøde. I særlige tilfælde risikerer rygeren garanteret fængsel eller udvisning til Anholt , eller anden fjerntliggende ø.
Nogle kan faktisk godt sove om natten, men får ikke lov af makkeren i dobbeltsengen. Snorkning kan være så voldsomt og insisterende, at man allerede har fået to soveværelser. Men en ægte snorker lader ikke sin lyd indespærre af sådan en forestilling. En rigtig snorken forcerer alle slags vægge. Hvis man lever et samliv uden snorken så er der ellers frit valg på alle hylder af andre mislyde så som smask, snakke i søvne, eller vandre i samme stilstand. Endelig er der tænderskæring og tænderklapning.
Men hvis vi forlader al den jammer, så må vi konkludere, at nok giver det status at falde i staver i teatret, såvel i sal som på balkon, men det mest foretrukne sted at falde i søvn er dog fortsat foran fjernsynet. Det er derimod ikke noget folk taler om. Mange har gennem årene direkte afvist, at de er faldet i søvn under TV, og hvis øjnene var lukket et øjeblik, så var det bare for at vedkommende koncentrerede sig om ord og handling. Det ændrer ikke ved den barske virkeligheden, at et mindretal af danskere døser allerede under den første tv-avis. Flere taber hovedet - så det betænkeligt ligner piskesmæld - under primetime. Det er timen sammen med Bonderøven, Søren Ryge, eller reklamerne på TV2, TV3, TV4, og TV5, og resten lukker øjnene helt i, inden den sene Vejrudsigt - og Horisont. Sådan er det, og sådan har det været siden fjernsynets barndom.
Men det gør ikke noget. Jo hurtigere man lukker sine øjne, jo hurtigere lukker man dem op igen.
Og tidligt i seng og tidligt op, er jo sund for enhver lille krop.
Såmænd også en stor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar