Hummerhaler i kø

Det er Fakta, der i annoncer gerne vil beholde os fem minutter ekstra. Det gør de så ved kun at holde en betalingskasse åben. Det nummer ses også andre steder, hvor køen sine steder godt nok skal være ret lang, før man tilkalder personale til kasse to. Så fem minutter kan nemt blive til ti eller femten på en lang indkøbsdag. Men danskerne er godt tilpasset efter mange års træning ved posthus, kommunekontor, og især Motorkontor. Dog skal vi ikke brokke os. Tænk på gamle dage ovre i Moskva. Der var køer. Folk kunne stå i timevis for at få lidt morgenbrød. Hvis der var noget, når de så endelig nåede frem til bagerjomfruens spørgsmål: Hvad sku’ der være? På russisk forstået. Det har garanteret ikke gjort det nemmere.

Der er i øvrigt ingen tvivl om, at russerne nok er det folkeslag, som har den bedst køkultur. Det fornemmede man, når man så de lange køer, hvor folk stod tålmodigt, og ventede uden at sparke til ham foran, og uden brok og læserbreve i den lokale. Nu var alle slags brokkerier også en rigtig dårlig ide. Resultatet var oftest en enkeltbillet til en meget afsides destination. Men bortset fra den indgroede russiske tålmodighedskultur, så er det ikke en vane, som har smittet meget. Tidligere brugte jeg selv den gode ide, at jeg prøvede altid at ha’ en bog med - eller en avis - når jeg skulle på posthuset, eller noget tilsvarende langstrakt, men det kan jo blive for meget, når man også skal huske bilnøgler, dosmerseddel og mobiltelefon.  Sidstnævnte er noget folk i dag hygger sig med i alle typer køer. Enten sletter man mail, eller der tjekkes sms.    

Dog kan en anden ide stærkt anbefales. Snak med de andre gode mennesker i køen. Også dem man ikke kender. Begynd med lidt godmodig brok over ventetiden, slå hurtig over i vejret, og skæld så lidt på den altid siddende regering, og så er man ved at være der, hvor de gode historier er på vej. Således havde jeg to gode oplevelser, hvor jeg for nylig i Skagen stod i kø ved den lokale fiskehandler. Der stod mange – mindst 20. Det mindede lidt som at stå ved byens berømte slagter Munch – dog var duften anderledes.  Jeg faldt i god snak med manden foran om fisk og dens tilberedning. Vi kom godt igennem diverse fladfisk, men så anbefalede han en særlig opskrift på de hummerhaler, som lå fristede foran os.

-Du skal give dem hvidløg og salt inden turen i ovnen. Når halerne kommer ud skal du stænke pernod hen over. Jeg siger dig - inden halerne er fortæret, har konen smidt tøjet.

Javel - taler du af egen erfaring, spurgte jeg, idet han drejede rundt mod disken, da det nu var blevet hans tur. Han svarede ja, men tilføjede han faldt i søvn forinden.

Dagen efter var jeg til reception i fisk- og havombruste samme by, og stod der med min tallerken i kø. En god bekendt stod foran, og fik køen til at være et mindre problem, ved at fortælle, at han for et par dage siden havde været til en fest, hvor han bemærkede, at når de unge mænd skulle ud at danse, så var det ikke noget med at bukke, og venligst bede om en dans. I stedet gik manden uinteresseret forbi damen og lod en finger stryge hen over hendes overarm. Hun rejste sig så, og fulgte efter manden ud på dansegulvet. Manden vendte sig først på dansegulvet, og de begyndte at bevæge sig moderne. Det synes min bekendt også han ville prøve. Så han bevægede sig nærmest skødesløst forbi en smuk overarm, lod sin pegefinger stryge, og fortsatte ud på dansegulvet. Da han vendte sig, stod han helt alene.

Ingen overarm, og intet vedhæng var fulgt med.

Man fristes til at sige, at han stod med verdens mindste kø.