Strand i Garagehøjskolen

Når ”Breaking News” handler om, at Mette Frederiksens nederdel er gået itu inden dronningefesten, så er nyhedsvurderingen og prioriteringen gået helt skævt, sagde journalist og Tv-værten Kurt Strand i Garagehøjskolen, hvor han som gæsteforedragsholder talte til en intens lyttende forsamling.  Strand talte om moderne nyhedsformidling, om DR, TV2 og avisers fremtid og om vigtigheden af en mere anstændig nyhedsprioritering.  Kurt Strand har været ansat i DR i 25 år. I en årerække været formand for Cavling-komiteen.  og nuværende ankermand på TV2 News ”Presselogen”.  

Foredraget var fyldt med gode øjebliksbilleder.  Strand mener, at papiraviser overlever på trods af presset fra de sociale medier. Bogen dømte man også død, men den klarer sig fint.  Det vil aviser også gøre, selv om dødsfald vil forekomme.  

Strand frygter, a t den borgerlige regering – hvis den sidder, når der næste gang skal laves medieforlig – vil skære så dybt i DR’s økonomi og selvbestemmelse, at det bliver et blodbad, der kan koste DR vitale områder – herunder flere af deres kanaler.

Stand mener, at hvis man ser TV2 News dagen lang, så bør man have psykiatrisk bistand.  

Strand advarede mod altid, at skælde ud på journalisterne, når de går til politikerne.  Sidstnævnte er ofte snedige og manipulerende dagsordensættere.  

Strand sagde endelig, at ”DR’s Martin Krasnik er en formidabelt interviewer
– n å r  han interviewer!”.

Takketale for Grundtvigs Pris

To mænd fra Vendsyssel spiser på Noma i København.

Efter den 16 af i af sån' ca. 24 retter kommer tjeneren og spørger om maden smager: 
Den mest svulstige i tale af de to siger: Ja tak.
Og den anden tilføjer: Vi kan lige holde det i os!

Nu er jeg ikke født i Vendssyssel, men ved Vestkysten, og der er begejstringsbølgen stærkere. Så jeg kan svinge mig en del højere op i overensstemmelse med min kulturbaggrund og oprigtig sige, at jeg både er stolt over - og glad for,  at modtage Grundtvigs Pris.

Stolt fordi Grundtvig er en vigtig medspiller og inspirator for min lille Garagehøjskole, hvor ” vi på lige fod og i frihed” skal og vil tale sammen, og det med ”munden løsnet og hånden bundet” - hovedingredienserne i den allervigtigste tale – nemlig samtalen - og gerne om emner som viser, at ”mennesket er et meningssøgende væsen”.
Glad fordi prisen ganske givet vil forstærke det positive fokus som lander på min Garagehøjskole, og derved måske - og forhåbentlig - blive en inspiration for andre. Så 1000 af højskoler, samtalerum og samtalesteder kan opstå – i andre garager, dagligstuer, cafeer og forsamlingshuse, hvor mennesker mødes, for med samtalens styrke, at blive klogere på liv og hverdag, få større indsigt - og bedre forståelse til at erobre løsninger for sig selv og næsten.
Næsten her forstås, som både den nære næsten, samt den næsten der bor noget længere væk.

Garagehøjskolen er blevet en realitet blandt andet fordi jeg siden min højskolelærertid i 70’erne nok altid har haft en pæn stak højskolesangbøger - men forskellige udgaver - så derfor ønskede jeg mig til min 60-års-fødselsdag 10 højskolesangbøger, så jeg til den fest ku’ stable et sangkor på benene, og selv indtage rollen som dirigent, som selvfølgelig kræves overfor en samling gæster, der har spist og drukket – sømmeligt - men vedvarende.

Frøet var plantet - kimen lagt. Højskolesangbogens Holger Danske - Grundtvig – havde vækket min slumrende lyst til at blive højskoleforstander – og da jeg har en stor garage og en lille bil – så jeg de fysiske muligheder.
Garagen blev tømt for skrammel og gemmeting, og det viste sig – næsten - at være en større opgave end siden, at få den fyldt med mennesker.
Derefter sku der isoleres, sættes træloft, laves vinduer i de to porte, indgangsdør, lægges kraft ind til varme, lamper op, plakater og billeder, opslagstavler, 30 stole, 3 cafeborde, 40 rødvinsglas - og stuens klaver kom ud i garagen- og en talerstol. Plus de 10 Højskolesangbøger.
-som hurtigt voksende til 40 da et ældrecenter i nærheden ønskede at videresponsorere 30 nye højskolesangbøger (18. udgave), som centret lige havde fået. De ældre ku ikke læse skrifttypen – den var for lille, men hvordan får man ellers plads til 572 sange i en højskolesangbog - som har den volumen, som højskolesangbøger skal ha.
Premieren i garagen blev sat til Grundtvigsk Forums samtaledag torsdag 26. september 2013. Det blev skolemanden fra Skagen Chresten Sloth, som lagde ud overfor en fyldt garage – 30 gæster - plus garagebestyrerpar.   
Siden har der været 13 arrangementer - hver gang med en fyldt garage. – her senest i oktober med USA-kender og højskolelærer Mads Fuglede – der fortalte om, hvorfor USA også om 50 år er verdens førende økonomiske og militære magtcentrum. På grund af deres massive teknologiske dominans, og nok er der mange ting ved USA vi ikke kan li’ – men vi bryder os ikke om alternativet.
Og 4. november kommer journalist Kurt Strand og fortæller om moderne
nyhedsjournalistik i et land, hvor der er flere nyhedsmedier end der er
nyheder.

Hver aften er dette meningsfyldte indhold pakket ind i 3-4 højskolesange, og selvfølgelig med et ”forstanderkvarterstid” om emner, som har været i fokus i det offentlige rum siden sidst – eller netop ikke har været det.

Derudover kommer så Garagehøjskolens sideaktiviteter.
Stærkt inspireret af mit besøg til Maratonsangdagen i Vartov i 2013 tog jeg hjem med den klare sangplan, at sådan en ting, vil vi også ha i Nordjylland. Et indlæg i NORDJYSKE Stiftstidende opfordrede det nye kulturhus i Aalborg - Nordkraft - til at skabe sangkraft i Nordkraft på året længste dag – ligesom i Vartov.  Jeg fik ingen respons.
Så kontaktede jeg det lokale Dronninglund Kunstcenter – et ideelt sted - meget smukt beliggende i udkanten af Dronninglund Storskov – der kunne vi lave ”Velkommen i den grønne lund” til glæde for både Grundtvig og Grip.
Kunstcentret sagde straks ja, og samme dag kom så et ”vi er også interesseret” fra Nordkraft.
Og sådan blev det.

Der er MS-dag på Dronninglund Kunstcenter på årets længste dag, og i Nordkrafts på årets korteste. To MS-stævner i Nordjylland om året.
I Dronninglund var vi i år over 700 deltagere, og i Nordkraft mellem 3-400.
Vi er allerede i gang med at forberede - selvfølgelig den i december - men også den i juni 2016.
Garagehøjskolen vil udover disse aktiviteter også gerne have kontakt og fat i højskolefremmede, og bruger Højskolesangbogen som velegnet lokkemad.

Således har haft Garagen haft flere besøg af forskellige faggrupper til vin, sang og snak. Der har været besøg af museumsfolk, kvindegrupper, nordjyske falckreddere, og næste sang- og snakkerunde bliver med pædagogiske institutionsledere.

Jeg tar’ gerne rundt med mine 40 Højskolesangbøger under armen og fortæller og synger med efterlønnere, klubber, eller som i forrige uge hos 8o pensionister i Saltum.

I sommer blev jeg bedt om at lave fællessang, som en start på årets havnedage i Aså. Om det arrangement sagde en god ven, at der var en dristighed, da der næppe ku støves mange op i Aså - der ku 1.vers af ”Sejle op ad åen”.

Han fik ikke ret. Der kom over 300 mennesker til 2 timers fællessang med et sanghæfte med 30 sange fra Højskolesangbogen, som man havde fået trykt til gratis udlevering. Og der blev sunget.

Der er i tiden en lyst og behov for at fællessang- at løfte ord og tanker på en befriende måde. Der er sammenlignings-tråde bag ud til 40’ernes alsang – et politisk frustreret folk, som søger efter ny sammenhængskraft, - som mangler rødder til de vinger, som ikke vedvarende kan flyve uden brændstof med vitaminer. Det rører igen ved menneskets søgen efter det meningsfulde.      

Højskolen i garagen, ønsker konstant fokus på den samtale, som desværre er blevet væk.
Den skal findes, genfindes, genetableres, genskabes.
Det er samtalesproget, der forankrer os i et kulturelt og socialt fællesskab. Sprogmanden Jørn Lund har sagt, at ”sproget kan samle og splitte, forsone, forføre, og forædle, bringe os ud af isolation og egocentri”.
Med sproget kan vi også sende etiske signaler, markere holdninger, sige ja og nej, sætte pejlemærker for, hvad vi synes er rigtig og forkert.
Engang sagde man, at billeder aldrig lyver.
I dag ved vi, at billeder altid lyver.  
Engang sagde vi, at medierne var den 4. statsmagt, der skulle
kommunikere, kommentere og kontrollere den politiske dagsorden.
I dag ved vi, at medierne er skaberne af den politiske virkelighed.
Engang sagde man, at ytringsfriheden er ubegrænset.
Kun domstolene satte grænserne.
I dag ved vi, at domstolene er det mindste problem.
Voldsomme ydre påvirkninger af ytringsfriheden lukker munden, og løsner hånden.
Engang mente man at ytringsfriheden var et spørgsmål om at ytre sig.
I dag skal vi erkende, at sammen med taleretten følger også lytte pligten.
Hvis jeg gerne vil ha, at der lyttes til, hvad jeg gerne vil sige, så er jeg forpligtet til også at lytte til, hvad andre har at sige mig om det givne emne.   
Hvis jeg mener jeg kan tilføje debatten et spændende argument, så er det da logik, at jeg tier, når andre også mener de kan tilføje et andet synspunkt – eller forbedre mit.   
Vi skal huske, at intet er mere deleligt end ytringsretten. Der går intet fra min ret ved at jeg også giver den til andre. Min ret begrænset ikke, fordi du får del af i den.
Ytringsretten kan deles igen og igen, uden at den enkelte mister isn.  
Men lyttepligten forøges.
Det er også den man bliver klog af.  
Vores mishandling af taletiden – hvor det netop er så udbredt at tro, at man bliver klog af at høre på sig selv - behøver en opstramning af sprog og brug.  
Kampen mod denne mishandling kalder på et fravalg, en markering, et nej til en udvikling, der efterlader vores oprindeligt talte sprog ude på et sidespor, og placerer etik og dialog udenfor pædagogisk rækkevidde – man har bundet munden og frigivet hånden.
Lad os udbrede kampen mod det mobbende sms-sprog, de sociale mediers grænseoverskridende krænkelser, Bodega-sproget, som breder sig i underholdningsbranchen, og lutres af nyhedsmedierne,
Og det hele blandes med heftigt råberi, evige afbrydelser, platte iscenesættelser, verbale personoverfald, og etikløs tomgang. 
Fordi sprog, der slår, løsner hånden.

Vi har efterhånden udviklet en brokke-, mobbe – og sende-hjem-kultur

Hvor pointen er at fokusere på det negative, som en forvirret tro på at det er vejen til a t vi får det bedre.
Men det er det modsatte der sker.
Dette fejlfindings-samfund gør os nemlig immune. Vi opgiver ævred, når der er så meget der mislykkes, Vi orker ikke at tage kampen op for noget, når alt tomhedsgøres.
Vi bliver apatiske, og ligeglade med børnene pasningsordninger, fritidsliv, deres skole,
Ligeglade med dem der har det skidt, de fattige, de syge, de gamle,  
Vi skal ha flyttet den snakke - og argumentationsske over i den innovative hånd. Zappe helt væk fra den hæsblæsende skæve udvikling, hvor man tror livet kan forstås på 15 sekunder, og hvor krig og elendigheder kan klares ved en kvik tv-rundspørge blandt gågades stressende forbrugere.
Samtidig må vi acceptere, at intet bliver anderledes, uden at vi selv ændrer sprog og argumenter, og i stedet hylder den holdning, at meninger bør bygge på fakta frem for fup og underholdning.
Et langt arbejdsliv blandt børn har overbevist mig om, at intet er vigtigere end at lytte og danne.
Jeg begyndte min takketale med to mænd der sad på Noma, Jeg vil gerne runde af med de to drenge, som sidder på et trappetrin og puster ud efter en fodboldkamp.  
-Har du hørt om de to kvinder, der er flyttet sammen, spurgte pludselig den ene. Nej, svarede den anden.
-Synes du ikke der er synd – de kan ikke få børn.
Ingen reaktion.
-Har du så hørt om de to mænd, der er flyttet sammen?
Nej.
-Synes du ikke det er synd, de kan ikke få mad.
 
Det er selvfølgelig en trappetrinssamtale af noget ældre dato. I dag kan kvinder jo få alt uden mænd, og mænd kan også lave mad. Det er også altid mænd, der man ser i TV’s madprogrammer. Næsten flere mænd end der er madprogrammer.  
Men pointen er, at børns fødes med tomme A-4_ark oppe i hovedet, og gennem hele barndomslivet er voksne ansvarlig for, at alt det skrammel, der bliver fyldt på bliver koordineret. Derfor er det livsnødvendigt, at børn er omgivet af voksne, der giver tid og opmærksomhed – de to begreber, der sammen med omsorg og kærlighed er barndommens fundament.
Som det ydersat effektfuld blev formuleret i filmen ”Angels share”, hvor moren siger til faren, der kigger på deres nyfødte: ”Han er født med kun en hjernehalvdel. Og efter en kort pause, hvor faren ikke trækker vejret: -”Den anden halvdel skal vi tage os af”.

Piet Hein ha sagt – ”Af folk bliver der fler' og fler', men mennesker de skabes ikke mer”.

Det passer ikke – hvis vi tar’ omhyggeligt og hyggeligt vare på morgendagens voksne, så bliver der også i morgen dannet mennesker, som med tiden så bliver til det folket, som – Grundtvig taler om.
Det handler om værdier.
Det handler om at erkende, at dannelse ikke kun er noget med bordskik, og valg af tapet der matcher spisebordet – dannelse er at blive ført ind i en verden af kultur, historie, social forståelse - der er få de der rødder til sine medfødte vinger. Al den tilegnede dannelse skaber ikke alene gode manerer, men også etik og værdier, så gør det muligt at udvikle sig til et socialt medmenneske.
Vi lever så længe vi husker.  
Bjørnen Peter Plys har sagt: ”Visdom er ikke noget man kan gribe i luften, det er noget som griber en, og det eneste man kan gøre, er at gå et sted hen, hvor det kan komme til at gribe det”.
Jeg vil gerne, at min garage er sådan et sted – hvor visdom kommer til at gribe en.
Bare engang imellem.
Jeg skal gøre mit bedste.
Tak for prisen.

DR - Tag Jer nu sammen

”Vi skal gøre opmærksom på, at den er uegnet for mindre børn”. Det sagde DR om søndagens afsnit af serien ”Broen 3”. Uegnet for mindre børn! Timen før Søndagsavisen fra kl. 20 til 21 med den svenske betjent Saga er (sine kvaliteter her unævnt) psykologisk kompliceret og handlingsindviklet, men især voldsom, og spekulativt blodig, at den er tæt på at være uegnet for de fleste aldre. I hvert fald bør sendetidspunktet for den slags være lagt efter søndagsavisen. Kom nu i gang DR med en hensynstagende og ikke forrående udsendelsespolitik – primært med blik for børn, så licensen virkelig er noget vi deler.  

 

Brok uden had

Normalt er der flere nyhedsudsendelser end der er nyheder.

Men lige for tiden skal journalister ikke vinkle og finde på, fordi nyheder med indflydelse på vor dagligdag er der nok af, at smide mikrofon og kamera efter. Ude fra den store mere og mere uoverskuelige verden er der IS, daglige terroraktioner, krigene i Irak og Syrien, og de deraf følgende flygtningestrømme, der vandrer gennem Europa. Hvilket den slags strømme har gjort i et par århundrede med mere eller mindre tyngde. De såkaldte indenlandske nyheder er også af et vist tungt omfang. Holst-sagen, udflytning af råd og statsinstitutioner fra hovedstad til udkant, vejr og forurening – og Hobros elendige start i superligaen.

Og kører det lidt nyhedsstille en morgen så kan man jo altid finde falde tilbage til vinklingen, og støve lidt nyt snask op om personnavne i front - Støjberg, Pind, fru Frederiksen fra Aalborg – og Morten Olsen.

Tag nu udlændinge og integrationsminister Inger Støjberg. Elsket i egen kreds, og nærmest lagt for had hos dem, som ikke bliver inviteret med til hendes fødselsdag. Vel er hun da en noget speciel dame med holdninger og retorik meget lig hende Jernladyen, der huserede i England i 80’erne. Så alene af den grund fortjener hun at blive sat på plads - med argumenter. Hvilket også sker. Men fri os for hadevinklen, som altid vil være negativ inspiration for udemokratiske væsener, hvis værktøjskasse er fyldt med andre metoder. Med ”munden løsnet og hånden bundet ” skal vi ”på lige fod og i frihed tale sammen”, som Grundtvig så smukt formulerede samtalens afsæt og grundprincipper.      

På regeringens vegne har fru Støjberg nu samlet et politisk flertal for at få tildelt dansk statsborgerskab. Det er – som fruen hele tiden har sagt - noget ”de fremmede” skal gøre sig fortjent til - noget man skal række ud efter. Der er tre hovedpunkter, som skal være opfyldt for at tildelt dansk statsborgerskab – som i øvrigt ikke må forveksles med arbejds- eller opholdstilladelse. 1)Man skal beherske sproget i skrift og tale. Inger Støjberg tilføjer, at man ellers ikke kan være én aktiv medspiller i demokratiet. Med statsborgerskabet følger jo f.eks. stemmeretten ved danske valg. 2)Men skal kunne forsørge sig selv. Ha’ været selvforsørgende de sidste 4 ud af 5 år – er den tid man vist nok blevet enige om blandt forligspartierne. 3.Man skal have holdt sig udenfor kriminalitet. Dertil kommer en danskprøve på et højere niveau end tidligere. Af 40 spørgsmål skal man nu svare rigtigt på 32, hvor man før accepterede fejl i ca. hver anden (22). Der er også noget med trafikbøder, der sætter ens søgning om borgerskab flere år bagud, og klip i kørekortet er noget skidt. Det giver karantæne i 5 år for at søge statsborgerskab.   

Faktisk synes jeg det er rimeligt med rimelige krav for at få det forjættede borgerskab, og jeg synes også, værdien i at få dobbelt statsborgerskab kan diskuteres. Om det virkelig skaber en klarhed for den enkelte, eller om det modsat kan skabe forvirring – en ny identitetsløshed.

Dog må man generelt sige, at de nye krav har et omfang, så mange statsborgerskabshavende gammel-danskere, vil få voldsomme problemer, hvis de skulle generobre deres skab.

Der er færre og færre danskere, der ligefrem behersker det danske sprog. SMS-sprog, Bodega-sprog og fingersprog har taget over. Og det skrevne sprog er jo en ynk. Ærkedanskernes deltagelse som en aktiv medspiller i demokratiet er tæt på at være en by ovre i Putins Rusland. Dernæst kommer, at deprimerende mange danskere ikke længere forsøger sig selv. Derimod kan det godt være, at det ærkedanskere ikke i udpræget grad har forøget  kriminalitetsstatetikkerne, men danskere med færdselsbøder, og klip i kørekortet, er der godt nok mange af. Og de stiger time for time.   

Klaus Rifbjerg – denne kulturæstetiske provokatør – sagde kort før sin død, at der kun findes 2000 kloge danskere. Nogle påstod, at det var så det fåtal, som fortsat læste Rifbjergs bøger, men hvis andre også bruger den tommelfingerregel, og sender os alle til danskprøver og klippekortskontrol så bliver vi da først rigtigt en nation, hvor ”de gamle” er i katastrofalt mindretal.  

Der bliver ikke engang til den ene langside på Hobro stadion, eller nok til at fylde et lyntog fra Aalborg til København. Men det er måske også godt det samme. Hobro rykker ganske givet ned, og togene kører jo alligevel, som de lyster – forsinket, kaffeløse, og med toiletter med ”Midlertidig lukket". 

Men i ytringsfrihedens misbrugte navn skal vi altid huske, at brokke os med begge hænder bundet.

GARAGEHØJSKOLE MED BØRN, NYHEDER OG USA

Garagehøjskolen i Dronninglund – Danmarks mindste - starter efteråret op med tre aftener med vidt forskelligt indhold. I serien om ”Børn af Dronninglund” bliver efterårets repræsentant Mads Fuglede, Efter endt gymnasietid tog Mads ud i den store verden, og er i dag især kendt for sin indsigt i amerikansk politik og samfundsforhold. Mads Fuglede er ofte kommentator hos de nationale Tv-kanaler. Derudover er Mads en agtet højskolelærer, og Søren Kirkegaard-kender.

Mads Fuglede kommer i Garagehøjskolen onsdag 7.oktober, og det med et foredrag med titlen:

”Hvorfor USA vil være verdens mest magtfulde nation de næste 50 år” Herefter skulle der nok være lagt op til en rask debat om USA, deres politik overfor EU, den tredje verden, deres sundhedspolitik, deres våbenlovgivning, og deres kulturelle påvirkning af hele verden med deres varer og forbrugsmønster, og en snak om Danmark også i fremtiden gerne vil ligne og gerne kopiere USA.  

Efterårets næste garagegæst bliver et af dette lands fineste nyhedsjournalister. Mr. Samtalepartner - Kurt Strand. Den mand har været med i stort alle typer nyhedsudsendelser i DR gennem mange år. Strand kommer i garagen onsdag 4. november med fokus på bl.a., hvorfor nyheder ser ud som de gør, hvorfor de altid fokuserer på negative hændelser, og derved skaber angst og fremmedgjorthed – og måske fremmedhad Og hvorfor danskerne er nyhedsnarkomaner, og om nyhedsudsendelserne giver et korrekt eller fortegnet verdensbillede. Hvad gør nyhedsvrimlen ved os, og er det et gode eller et onde?

Endelig i slutningen af måneden står den på børn. De mest udsatte børn. Dem som udsættes for overgreb, mishandling, misrøgt. De børn som samfundet med tvang, eller med accept fra forældrene, fjernes fra deres forældre. Hvert år drejer det sig om omkring 12.000 børn. Det tal har stort set været konstant i årtier. Hvad gør vi forkert, og hvad skal vi gøre, for at de udsatte børn kan blive mindre udsatte? Få et bedre liv. En af dette lands mest kompetente personer til at svare på det spørgsmål er lektor og forsker ved AAU i Aalborg Karin Kildedal. Hun kommer i Garagehøjskolen torsdag 26. november.  

Ved alle tre aftner vil der blive sunget af Højskolesangbogen, og Garagehøjskolebestyreren har sine femten minutter til at fortælle om, hvad han synes der er sket udenfor garagen, som er værd at ofre en eftertanke. Der er plads til 35 gæster i garagen, og siden starten i 2013 har alle stole været besat til samtlige garagemøder, og ventelisten har ikke været til at få afskaffet. Over 100 mennesker er tilknyttet Garagehøjskolens Venner, så hver gang er der mange, der bliver skuffet.  Men det er ikke kun vennerne, der har adgang til garagen - alle er velkomne til at være med. Her gælder først-til-mølle-princippet. Der er fri entre til Garagehøjskolens møder.

De kalder ham Kong Henrik

Lige pludselig stod prinsgemalen i den franske nærbutik, og hilste pænt til højre og venstre.

Et dansk ægtepar i butikken henvendte sig til prinsen, og spurgte om han ville skrive en autograf på et kort, som de så ville sende hjem til familien i Danmark.  Det var før selvfi’ernes tid.

Henrik sagde ”Ja, det vil jeg gerne” på det danske sprog, som nu er hans, og ægteparret gik over til standeren med brevkort. De kom hurtigt tilbage med et, hvorpå var afbilledet end mere end nøgen dame med et brystparti på størrelse med to NT-busser. Prinsen sendte et blik på kortet, og meddelte, at sådant et kort ønskede han ikke at sætte sin autograf på. Kuglepinden returnerede til jakkelommen, og prinsgemalen forlod butikken,.

Ægteparret sendte ham fornærmede blikke, der indeholdt signaler om, at retten til forargelse var på deres side. Et andet dansk ægtepar -  som oplevede hændelsen - har fortalt den, så jeg kan med nordjysk jargon sige , ”Å det er ikk engang løwn”.

Det er garanteret sådan et lignende dansk ægtepar, som i mobilalderens tidsalder for nylig tog et billede af Prinsgemalen i Venedig. Men i  stedet for at sende det hjem til familien med en sjov sms – ”Hvem tror I vi mødte i Venedig!”, så blev denne moderne danske familie grebet af griskhed og sensation, og sendte billedet til Ekstrabladet - tryksagen, der aldrig lader en slibrig historie, gå forbi sin forside.

Alt - hvad der siden skete, om Prinsgemalens rejse til Venedig, er kendt af befolkningen. Fordi  selv om mange såkaldte seriøse medier helst ikke vil sættes i bås med ovennævnte tryksag – så kan de godt li at svælge videre i forsidesnasket.

Stille spørgsmål og teser, som hvis nu. Og hvis ikke, så måske. Al snasks forsættelse.

Mange Ekstrabladsforsider er direkte – men mest af omveje og i vinklingens navn - endt som hovedhistorier via de elektroniske medier, net og print. Hverken DR’s Tv-avisen eller TV2’s Nyheder holder sig for fine til den slags. Selvom de begge prøver at holde kunstig armslængde.

Blandt de hundredvis af kommentarer, som er føget gennem medieluften, er flere fra en såkaldt kongehusforfatter, som mener prinsen svigtede Dronningen, og forfatteren blev i flere aviser citeret for følgende - ”Han (Henrik) kunne jo bare ha’ slugt to panodiler, og stillet sig ud på den balkon, og vinket lidt til folket, og bagefter lagt sig ind i seng igen”

Det var jo lige netop det Prinsgemalen ikke kunne. Hvis han havde vist sig på den der vinkebalkon, så var der først blevet sat ild til endnu mere let brændbart. Altså - hvis manden kan gå ud på balkonen, så er han vel ikke mere syg end at han også - for konens skyld - kan sidde på en stol et par timer til en festmiddag. Den kommentar var ganske givet kommet prompte fra ovennævnte kongehusforfatter, og sådan kan også en kongehusfortolker leve af at svare på sine egne måske-udtalelser.   

Uanset hvor syg Henrik har været, så kan jeg nemt sætte mig ind i, hvordan han har haft det.  Jeg havde nemlig noget der lignende influenza i den samme periode som Henrik, og  jeg havde ikke lyst til mange svinkeærinder – og slet ikke lyst eller kræfter til at tage til Dronningens 75-års-dag.

På den anden side, så var jeg heller ikke inviteret.

Men jeg var helt klar til at tage syd på til sol og varme – allerede samme formiddag,  hvor jeg om morgenen følte mig lidt ovenpå igen. Og her skal jeg da gerne, overfor en snæver kreds indrømme, at Venedig så absolut ku’ ha’ været en fin mulighed. 

To i et cockpit - tak

-”Vi skal sidde foran. Fordi så får vi kaffe to gange, og desuden, så er vi sikker på at blive slået ihjel, hvis vi falder ned ”.

Denne opmuntrende besked fik jeg af min erfarne kaffeglade - og meget nøgterne - kollega, første gang jeg skulle flyve fra Aalborg til København. Det var i 1978. I dag får man overhovedet ingen kaffe, og man kan stort set regne med at blive slået ihjel uanset, hvor i flyet man sidder.

I hvert fald hvis der en galning om bord, og vedkommende sidder i pilotsædet.

Flyulykken i de franske alper efterlader de fleste normalmennesker med både skræk og nedtrykthed,

Men også med håb om en slags fremtidsløsning. Vi skal bl.a. tilbage til altid to i cockpittet. Hvis den ene pilot forlader sin plads, så må en af kabinepersonalet sætte sig. Der var engang, da havde SAS vist nok tre piloter på mange flyafgange, men det var jo i de dage, hvor nutidens terrorhændelser ikke var en del af den menneskelige hjernes tankegods. Og besparelser var et ukendt ord.

For nylig kunne jeg med egne åbne øjne erfare, hvordan man forlader et cockpit, for at besøge det lille indeklemte toilet på et fly. Jeg sad helt foran med masser af god benplads – som jo ikke er noget man får gratis - og ville lige smutte de der to meter ud på toilettet, men stewarden standsede mig, og bad mig vente fem minutter, da man lige skulle ha’ pilotfolket på fransk visit på netop toilettet. Forløbet for de to piloter var ens. Efter besøget ringede piloten til kollegaen i cockpittet, og derefter tastede han koden ind, og døren blev åbnet. Dernæst kom den anden ud, og det hele gentog sig som nævnt med den lille tilføjelse, at pilot nummer to var længere tid om at returnere, da han hyggesnakkede med stewarden. Ellers fik stewarden tiden til at med at pjatte lidt med den kvindelige repræsentant for kabinepersonalet. De kunne altså begge uden at have svigtet andre arbejdsopgaver henslængt et par minutter i cockpittet, så der konstant havde været to personer i cockpittet. Den løsning som mange flyselskaber nu indfører – eller genindfører.

Der er midlertidig kommet indsigelser mod en sådan løsning fra formanden for den danske pilotforening. Han kalder det en hovsaløsning, og påpeger, at hvis en pilot ønsker at gøre selvmord om bord på et flyt, så kan hverken en steward eller en stewardesse forhindre det.

Det er svært at forhindre folk, der vil slå ihjel, i at slå ihjel, men man vel da for pokker opstille forhindringer. At placere en person fra kabinepersonalet i cockpittet, hvis den ene pilot forlader det, gør dog immervæk handlingen vanskeligere. Vedkommende galning skal dog først ha slået den nye person ihjel, før han kan fortsætte sin handling. Den vanskelighed er dog en kendsgerning, ellers kunne han jo lige så godt slå den anden pilot ihjel i stedet for at vente på, at han fik tissetrangen. I øvrigt er det jo ikke den første flyvdødsulykke med en gal pilot om bord, som flytrafikken har været udsat for. Alene i dette korte århundrede har der været en lille håndfuld, og hver gang har forløbet været, at vedkommende ventede til den anden pilot havde forladt cockpittet. 

Altså – to i et cockpit bremser nok ikke en terrorist, hvis spidskompetence er at slå ihjel, men det vil dog være en forhindring, som måske ligefrem vil bremse dem, som lider af akut depression.

To i et cockpit – tak.