Brok uden had

Normalt er der flere nyhedsudsendelser end der er nyheder.

Men lige for tiden skal journalister ikke vinkle og finde på, fordi nyheder med indflydelse på vor dagligdag er der nok af, at smide mikrofon og kamera efter. Ude fra den store mere og mere uoverskuelige verden er der IS, daglige terroraktioner, krigene i Irak og Syrien, og de deraf følgende flygtningestrømme, der vandrer gennem Europa. Hvilket den slags strømme har gjort i et par århundrede med mere eller mindre tyngde. De såkaldte indenlandske nyheder er også af et vist tungt omfang. Holst-sagen, udflytning af råd og statsinstitutioner fra hovedstad til udkant, vejr og forurening – og Hobros elendige start i superligaen.

Og kører det lidt nyhedsstille en morgen så kan man jo altid finde falde tilbage til vinklingen, og støve lidt nyt snask op om personnavne i front - Støjberg, Pind, fru Frederiksen fra Aalborg – og Morten Olsen.

Tag nu udlændinge og integrationsminister Inger Støjberg. Elsket i egen kreds, og nærmest lagt for had hos dem, som ikke bliver inviteret med til hendes fødselsdag. Vel er hun da en noget speciel dame med holdninger og retorik meget lig hende Jernladyen, der huserede i England i 80’erne. Så alene af den grund fortjener hun at blive sat på plads - med argumenter. Hvilket også sker. Men fri os for hadevinklen, som altid vil være negativ inspiration for udemokratiske væsener, hvis værktøjskasse er fyldt med andre metoder. Med ”munden løsnet og hånden bundet ” skal vi ”på lige fod og i frihed tale sammen”, som Grundtvig så smukt formulerede samtalens afsæt og grundprincipper.      

På regeringens vegne har fru Støjberg nu samlet et politisk flertal for at få tildelt dansk statsborgerskab. Det er – som fruen hele tiden har sagt - noget ”de fremmede” skal gøre sig fortjent til - noget man skal række ud efter. Der er tre hovedpunkter, som skal være opfyldt for at tildelt dansk statsborgerskab – som i øvrigt ikke må forveksles med arbejds- eller opholdstilladelse. 1)Man skal beherske sproget i skrift og tale. Inger Støjberg tilføjer, at man ellers ikke kan være én aktiv medspiller i demokratiet. Med statsborgerskabet følger jo f.eks. stemmeretten ved danske valg. 2)Men skal kunne forsørge sig selv. Ha’ været selvforsørgende de sidste 4 ud af 5 år – er den tid man vist nok blevet enige om blandt forligspartierne. 3.Man skal have holdt sig udenfor kriminalitet. Dertil kommer en danskprøve på et højere niveau end tidligere. Af 40 spørgsmål skal man nu svare rigtigt på 32, hvor man før accepterede fejl i ca. hver anden (22). Der er også noget med trafikbøder, der sætter ens søgning om borgerskab flere år bagud, og klip i kørekortet er noget skidt. Det giver karantæne i 5 år for at søge statsborgerskab.   

Faktisk synes jeg det er rimeligt med rimelige krav for at få det forjættede borgerskab, og jeg synes også, værdien i at få dobbelt statsborgerskab kan diskuteres. Om det virkelig skaber en klarhed for den enkelte, eller om det modsat kan skabe forvirring – en ny identitetsløshed.

Dog må man generelt sige, at de nye krav har et omfang, så mange statsborgerskabshavende gammel-danskere, vil få voldsomme problemer, hvis de skulle generobre deres skab.

Der er færre og færre danskere, der ligefrem behersker det danske sprog. SMS-sprog, Bodega-sprog og fingersprog har taget over. Og det skrevne sprog er jo en ynk. Ærkedanskernes deltagelse som en aktiv medspiller i demokratiet er tæt på at være en by ovre i Putins Rusland. Dernæst kommer, at deprimerende mange danskere ikke længere forsøger sig selv. Derimod kan det godt være, at det ærkedanskere ikke i udpræget grad har forøget  kriminalitetsstatetikkerne, men danskere med færdselsbøder, og klip i kørekortet, er der godt nok mange af. Og de stiger time for time.   

Klaus Rifbjerg – denne kulturæstetiske provokatør – sagde kort før sin død, at der kun findes 2000 kloge danskere. Nogle påstod, at det var så det fåtal, som fortsat læste Rifbjergs bøger, men hvis andre også bruger den tommelfingerregel, og sender os alle til danskprøver og klippekortskontrol så bliver vi da først rigtigt en nation, hvor ”de gamle” er i katastrofalt mindretal.  

Der bliver ikke engang til den ene langside på Hobro stadion, eller nok til at fylde et lyntog fra Aalborg til København. Men det er måske også godt det samme. Hobro rykker ganske givet ned, og togene kører jo alligevel, som de lyster – forsinket, kaffeløse, og med toiletter med ”Midlertidig lukket". 

Men i ytringsfrihedens misbrugte navn skal vi altid huske, at brokke os med begge hænder bundet.