Takketale for Grundtvigs Pris

To mænd fra Vendsyssel spiser på Noma i København.

Efter den 16 af i af sån' ca. 24 retter kommer tjeneren og spørger om maden smager: 
Den mest svulstige i tale af de to siger: Ja tak.
Og den anden tilføjer: Vi kan lige holde det i os!

Nu er jeg ikke født i Vendssyssel, men ved Vestkysten, og der er begejstringsbølgen stærkere. Så jeg kan svinge mig en del højere op i overensstemmelse med min kulturbaggrund og oprigtig sige, at jeg både er stolt over - og glad for,  at modtage Grundtvigs Pris.

Stolt fordi Grundtvig er en vigtig medspiller og inspirator for min lille Garagehøjskole, hvor ” vi på lige fod og i frihed” skal og vil tale sammen, og det med ”munden løsnet og hånden bundet” - hovedingredienserne i den allervigtigste tale – nemlig samtalen - og gerne om emner som viser, at ”mennesket er et meningssøgende væsen”.
Glad fordi prisen ganske givet vil forstærke det positive fokus som lander på min Garagehøjskole, og derved måske - og forhåbentlig - blive en inspiration for andre. Så 1000 af højskoler, samtalerum og samtalesteder kan opstå – i andre garager, dagligstuer, cafeer og forsamlingshuse, hvor mennesker mødes, for med samtalens styrke, at blive klogere på liv og hverdag, få større indsigt - og bedre forståelse til at erobre løsninger for sig selv og næsten.
Næsten her forstås, som både den nære næsten, samt den næsten der bor noget længere væk.

Garagehøjskolen er blevet en realitet blandt andet fordi jeg siden min højskolelærertid i 70’erne nok altid har haft en pæn stak højskolesangbøger - men forskellige udgaver - så derfor ønskede jeg mig til min 60-års-fødselsdag 10 højskolesangbøger, så jeg til den fest ku’ stable et sangkor på benene, og selv indtage rollen som dirigent, som selvfølgelig kræves overfor en samling gæster, der har spist og drukket – sømmeligt - men vedvarende.

Frøet var plantet - kimen lagt. Højskolesangbogens Holger Danske - Grundtvig – havde vækket min slumrende lyst til at blive højskoleforstander – og da jeg har en stor garage og en lille bil – så jeg de fysiske muligheder.
Garagen blev tømt for skrammel og gemmeting, og det viste sig – næsten - at være en større opgave end siden, at få den fyldt med mennesker.
Derefter sku der isoleres, sættes træloft, laves vinduer i de to porte, indgangsdør, lægges kraft ind til varme, lamper op, plakater og billeder, opslagstavler, 30 stole, 3 cafeborde, 40 rødvinsglas - og stuens klaver kom ud i garagen- og en talerstol. Plus de 10 Højskolesangbøger.
-som hurtigt voksende til 40 da et ældrecenter i nærheden ønskede at videresponsorere 30 nye højskolesangbøger (18. udgave), som centret lige havde fået. De ældre ku ikke læse skrifttypen – den var for lille, men hvordan får man ellers plads til 572 sange i en højskolesangbog - som har den volumen, som højskolesangbøger skal ha.
Premieren i garagen blev sat til Grundtvigsk Forums samtaledag torsdag 26. september 2013. Det blev skolemanden fra Skagen Chresten Sloth, som lagde ud overfor en fyldt garage – 30 gæster - plus garagebestyrerpar.   
Siden har der været 13 arrangementer - hver gang med en fyldt garage. – her senest i oktober med USA-kender og højskolelærer Mads Fuglede – der fortalte om, hvorfor USA også om 50 år er verdens førende økonomiske og militære magtcentrum. På grund af deres massive teknologiske dominans, og nok er der mange ting ved USA vi ikke kan li’ – men vi bryder os ikke om alternativet.
Og 4. november kommer journalist Kurt Strand og fortæller om moderne
nyhedsjournalistik i et land, hvor der er flere nyhedsmedier end der er
nyheder.

Hver aften er dette meningsfyldte indhold pakket ind i 3-4 højskolesange, og selvfølgelig med et ”forstanderkvarterstid” om emner, som har været i fokus i det offentlige rum siden sidst – eller netop ikke har været det.

Derudover kommer så Garagehøjskolens sideaktiviteter.
Stærkt inspireret af mit besøg til Maratonsangdagen i Vartov i 2013 tog jeg hjem med den klare sangplan, at sådan en ting, vil vi også ha i Nordjylland. Et indlæg i NORDJYSKE Stiftstidende opfordrede det nye kulturhus i Aalborg - Nordkraft - til at skabe sangkraft i Nordkraft på året længste dag – ligesom i Vartov.  Jeg fik ingen respons.
Så kontaktede jeg det lokale Dronninglund Kunstcenter – et ideelt sted - meget smukt beliggende i udkanten af Dronninglund Storskov – der kunne vi lave ”Velkommen i den grønne lund” til glæde for både Grundtvig og Grip.
Kunstcentret sagde straks ja, og samme dag kom så et ”vi er også interesseret” fra Nordkraft.
Og sådan blev det.

Der er MS-dag på Dronninglund Kunstcenter på årets længste dag, og i Nordkrafts på årets korteste. To MS-stævner i Nordjylland om året.
I Dronninglund var vi i år over 700 deltagere, og i Nordkraft mellem 3-400.
Vi er allerede i gang med at forberede - selvfølgelig den i december - men også den i juni 2016.
Garagehøjskolen vil udover disse aktiviteter også gerne have kontakt og fat i højskolefremmede, og bruger Højskolesangbogen som velegnet lokkemad.

Således har haft Garagen haft flere besøg af forskellige faggrupper til vin, sang og snak. Der har været besøg af museumsfolk, kvindegrupper, nordjyske falckreddere, og næste sang- og snakkerunde bliver med pædagogiske institutionsledere.

Jeg tar’ gerne rundt med mine 40 Højskolesangbøger under armen og fortæller og synger med efterlønnere, klubber, eller som i forrige uge hos 8o pensionister i Saltum.

I sommer blev jeg bedt om at lave fællessang, som en start på årets havnedage i Aså. Om det arrangement sagde en god ven, at der var en dristighed, da der næppe ku støves mange op i Aså - der ku 1.vers af ”Sejle op ad åen”.

Han fik ikke ret. Der kom over 300 mennesker til 2 timers fællessang med et sanghæfte med 30 sange fra Højskolesangbogen, som man havde fået trykt til gratis udlevering. Og der blev sunget.

Der er i tiden en lyst og behov for at fællessang- at løfte ord og tanker på en befriende måde. Der er sammenlignings-tråde bag ud til 40’ernes alsang – et politisk frustreret folk, som søger efter ny sammenhængskraft, - som mangler rødder til de vinger, som ikke vedvarende kan flyve uden brændstof med vitaminer. Det rører igen ved menneskets søgen efter det meningsfulde.      

Højskolen i garagen, ønsker konstant fokus på den samtale, som desværre er blevet væk.
Den skal findes, genfindes, genetableres, genskabes.
Det er samtalesproget, der forankrer os i et kulturelt og socialt fællesskab. Sprogmanden Jørn Lund har sagt, at ”sproget kan samle og splitte, forsone, forføre, og forædle, bringe os ud af isolation og egocentri”.
Med sproget kan vi også sende etiske signaler, markere holdninger, sige ja og nej, sætte pejlemærker for, hvad vi synes er rigtig og forkert.
Engang sagde man, at billeder aldrig lyver.
I dag ved vi, at billeder altid lyver.  
Engang sagde vi, at medierne var den 4. statsmagt, der skulle
kommunikere, kommentere og kontrollere den politiske dagsorden.
I dag ved vi, at medierne er skaberne af den politiske virkelighed.
Engang sagde man, at ytringsfriheden er ubegrænset.
Kun domstolene satte grænserne.
I dag ved vi, at domstolene er det mindste problem.
Voldsomme ydre påvirkninger af ytringsfriheden lukker munden, og løsner hånden.
Engang mente man at ytringsfriheden var et spørgsmål om at ytre sig.
I dag skal vi erkende, at sammen med taleretten følger også lytte pligten.
Hvis jeg gerne vil ha, at der lyttes til, hvad jeg gerne vil sige, så er jeg forpligtet til også at lytte til, hvad andre har at sige mig om det givne emne.   
Hvis jeg mener jeg kan tilføje debatten et spændende argument, så er det da logik, at jeg tier, når andre også mener de kan tilføje et andet synspunkt – eller forbedre mit.   
Vi skal huske, at intet er mere deleligt end ytringsretten. Der går intet fra min ret ved at jeg også giver den til andre. Min ret begrænset ikke, fordi du får del af i den.
Ytringsretten kan deles igen og igen, uden at den enkelte mister isn.  
Men lyttepligten forøges.
Det er også den man bliver klog af.  
Vores mishandling af taletiden – hvor det netop er så udbredt at tro, at man bliver klog af at høre på sig selv - behøver en opstramning af sprog og brug.  
Kampen mod denne mishandling kalder på et fravalg, en markering, et nej til en udvikling, der efterlader vores oprindeligt talte sprog ude på et sidespor, og placerer etik og dialog udenfor pædagogisk rækkevidde – man har bundet munden og frigivet hånden.
Lad os udbrede kampen mod det mobbende sms-sprog, de sociale mediers grænseoverskridende krænkelser, Bodega-sproget, som breder sig i underholdningsbranchen, og lutres af nyhedsmedierne,
Og det hele blandes med heftigt råberi, evige afbrydelser, platte iscenesættelser, verbale personoverfald, og etikløs tomgang. 
Fordi sprog, der slår, løsner hånden.

Vi har efterhånden udviklet en brokke-, mobbe – og sende-hjem-kultur

Hvor pointen er at fokusere på det negative, som en forvirret tro på at det er vejen til a t vi får det bedre.
Men det er det modsatte der sker.
Dette fejlfindings-samfund gør os nemlig immune. Vi opgiver ævred, når der er så meget der mislykkes, Vi orker ikke at tage kampen op for noget, når alt tomhedsgøres.
Vi bliver apatiske, og ligeglade med børnene pasningsordninger, fritidsliv, deres skole,
Ligeglade med dem der har det skidt, de fattige, de syge, de gamle,  
Vi skal ha flyttet den snakke - og argumentationsske over i den innovative hånd. Zappe helt væk fra den hæsblæsende skæve udvikling, hvor man tror livet kan forstås på 15 sekunder, og hvor krig og elendigheder kan klares ved en kvik tv-rundspørge blandt gågades stressende forbrugere.
Samtidig må vi acceptere, at intet bliver anderledes, uden at vi selv ændrer sprog og argumenter, og i stedet hylder den holdning, at meninger bør bygge på fakta frem for fup og underholdning.
Et langt arbejdsliv blandt børn har overbevist mig om, at intet er vigtigere end at lytte og danne.
Jeg begyndte min takketale med to mænd der sad på Noma, Jeg vil gerne runde af med de to drenge, som sidder på et trappetrin og puster ud efter en fodboldkamp.  
-Har du hørt om de to kvinder, der er flyttet sammen, spurgte pludselig den ene. Nej, svarede den anden.
-Synes du ikke der er synd – de kan ikke få børn.
Ingen reaktion.
-Har du så hørt om de to mænd, der er flyttet sammen?
Nej.
-Synes du ikke det er synd, de kan ikke få mad.
 
Det er selvfølgelig en trappetrinssamtale af noget ældre dato. I dag kan kvinder jo få alt uden mænd, og mænd kan også lave mad. Det er også altid mænd, der man ser i TV’s madprogrammer. Næsten flere mænd end der er madprogrammer.  
Men pointen er, at børns fødes med tomme A-4_ark oppe i hovedet, og gennem hele barndomslivet er voksne ansvarlig for, at alt det skrammel, der bliver fyldt på bliver koordineret. Derfor er det livsnødvendigt, at børn er omgivet af voksne, der giver tid og opmærksomhed – de to begreber, der sammen med omsorg og kærlighed er barndommens fundament.
Som det ydersat effektfuld blev formuleret i filmen ”Angels share”, hvor moren siger til faren, der kigger på deres nyfødte: ”Han er født med kun en hjernehalvdel. Og efter en kort pause, hvor faren ikke trækker vejret: -”Den anden halvdel skal vi tage os af”.

Piet Hein ha sagt – ”Af folk bliver der fler' og fler', men mennesker de skabes ikke mer”.

Det passer ikke – hvis vi tar’ omhyggeligt og hyggeligt vare på morgendagens voksne, så bliver der også i morgen dannet mennesker, som med tiden så bliver til det folket, som – Grundtvig taler om.
Det handler om værdier.
Det handler om at erkende, at dannelse ikke kun er noget med bordskik, og valg af tapet der matcher spisebordet – dannelse er at blive ført ind i en verden af kultur, historie, social forståelse - der er få de der rødder til sine medfødte vinger. Al den tilegnede dannelse skaber ikke alene gode manerer, men også etik og værdier, så gør det muligt at udvikle sig til et socialt medmenneske.
Vi lever så længe vi husker.  
Bjørnen Peter Plys har sagt: ”Visdom er ikke noget man kan gribe i luften, det er noget som griber en, og det eneste man kan gøre, er at gå et sted hen, hvor det kan komme til at gribe det”.
Jeg vil gerne, at min garage er sådan et sted – hvor visdom kommer til at gribe en.
Bare engang imellem.
Jeg skal gøre mit bedste.
Tak for prisen.