Lige pludselig stod prinsgemalen i den franske nærbutik, og
hilste pænt til højre og venstre.
Et dansk ægtepar i butikken henvendte sig til prinsen, og
spurgte om han ville skrive en autograf på et kort, som de så ville sende hjem
til familien i Danmark. Det var før
selvfi’ernes tid.
Henrik sagde ”Ja, det vil jeg gerne” på det danske sprog,
som nu er hans, og ægteparret gik over til standeren med brevkort. De kom
hurtigt tilbage med et, hvorpå var afbilledet end mere end nøgen dame med et
brystparti på størrelse med to NT-busser. Prinsen sendte et blik på kortet, og
meddelte, at sådant et kort ønskede han ikke at sætte sin autograf på.
Kuglepinden returnerede til jakkelommen, og prinsgemalen forlod butikken,.
Ægteparret sendte ham fornærmede blikke, der indeholdt
signaler om, at retten til forargelse var på deres side. Et andet dansk ægtepar
- som oplevede hændelsen - har fortalt
den, så jeg kan med nordjysk jargon sige , ”Å det er ikk engang løwn”.
Det er garanteret sådan et lignende dansk ægtepar, som i
mobilalderens tidsalder for nylig tog et billede af Prinsgemalen i Venedig. Men
i stedet for at sende det hjem til
familien med en sjov sms – ”Hvem tror I vi mødte i Venedig!”, så blev denne
moderne danske familie grebet af griskhed og sensation, og sendte billedet til
Ekstrabladet - tryksagen, der aldrig lader en slibrig historie, gå forbi sin
forside.
Alt - hvad der siden skete, om Prinsgemalens rejse til
Venedig, er kendt af befolkningen. Fordi
selv om mange såkaldte seriøse medier helst ikke vil sættes i bås med
ovennævnte tryksag – så kan de godt li at svælge videre i forsidesnasket.
Stille spørgsmål og teser, som hvis nu. Og hvis ikke, så
måske. Al snasks forsættelse.
Mange Ekstrabladsforsider er direkte – men mest af omveje og
i vinklingens navn - endt som hovedhistorier via de elektroniske medier, net og
print. Hverken DR’s Tv-avisen eller TV2’s Nyheder holder sig for fine til den
slags. Selvom de begge prøver at holde kunstig armslængde.
Blandt de hundredvis af kommentarer, som er føget gennem
medieluften, er flere fra en såkaldt kongehusforfatter, som mener prinsen
svigtede Dronningen, og forfatteren blev i flere aviser citeret for følgende -
”Han (Henrik) kunne jo bare ha’ slugt to panodiler, og stillet sig ud på den
balkon, og vinket lidt til folket, og bagefter lagt sig ind i seng igen”
Det var jo lige netop det Prinsgemalen ikke kunne. Hvis han
havde vist sig på den der vinkebalkon, så var der først blevet sat ild til
endnu mere let brændbart. Altså - hvis manden kan gå ud på balkonen, så er han
vel ikke mere syg end at han også - for konens skyld - kan sidde på en stol et
par timer til en festmiddag. Den kommentar var ganske givet kommet prompte fra
ovennævnte kongehusforfatter, og sådan kan også en kongehusfortolker leve af at
svare på sine egne måske-udtalelser.
Uanset hvor syg Henrik har været, så kan jeg nemt sætte mig
ind i, hvordan han har haft det. Jeg
havde nemlig noget der lignende influenza i den samme periode som Henrik,
og jeg havde ikke lyst til mange
svinkeærinder – og slet ikke lyst eller kræfter til at tage til Dronningens
75-års-dag.
På den anden side, så var jeg heller ikke inviteret.
Men jeg var helt klar til at tage syd på til sol og varme –
allerede samme formiddag, hvor jeg om
morgenen følte mig lidt ovenpå igen. Og her skal jeg da gerne, overfor en
snæver kreds indrømme, at Venedig så absolut ku’ ha’ været en fin mulighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar