Bom og grænser

Det kan godt være, at EU-valget indeholdt elementer af Helle-modstand, habit-forargelse, og en naturlig forunderlighed over intens rengøring af danske hotelværelser på grund af ministerrygning i utide, men hvis man hovedsagelig placerer sine analyser på de forklaringer, så er man en dårlig tolker af danskernes politiske retning.

Valget var først og fremmest danskernes ja tak til nye grænser. Grænser, som sætter bom for direkte adgang til børnepenge, og ja tak til grænser, hvor der kan dukke en toldbil op, og venligst lige spørge om førerbevis, papirer, og med ret til at kigge i hvert fald bilen bagi, for at tjekke om der sku’ være skjult 8-10 udviste kriminelle - under bagsædet – alene, eller sammen med stoffer af anden slags, end dem man bruger til gardiner.

Danskerne er blevet trætte af EU-politisk korrekthed, hvor man ikke må ytre ønsker om forandringer, eller må snakke om stopklodser overfor urimeligheder. Altså – det nu største EU-politiske parti i Danmark er over en meget lang periode blevet grovmobbet, fordi de har ønsket toldbetjente, der foretager stikprøver ved grænsen mod syd for at prøve at sætte en stopper for ugræs over hegnet. Men også for at lave et benspænd for den udbredte antagelse, at til Danmark kan man altid køre, fordi der står befolkningen blot og vinker virkelighedsfjern til en. Nu vender mobningen som en boomerang, hvis hele vægt rammer de politisk korrekte partier, så de bagerste mandater øjner - og nogle mærker - spærregrænsen. 

Ønsker om toldkontrol med stikprøvebeføjelser er jo ren forebyggelse, og følger faktisk smukt et pædagogisk mønster, som altid tidligere har præget det danske samfund, og dansk tænkemåde. Kontrol ved grænsen er sammenlignelig med skolegårdvagten, der vandrer rundt – i dag uden pibe - som et værn mod frikvartersbøller, og mobning.  Dansk Folkepartis ønske om grænsetjekkende toldbiler er sammenlignelig med livredderen, der holder øje med de badende, og parkeringsvagten, der holder øje med bilerne. Ligeledes er ideen også meget sammenlignelig med den lokale betjent, der netop ved sin enkle tilstedeværelse sikrer en vis ro og orden.  Især for de mennesker, som har betalt skatten, så vi kan ha en ordensmagt, der går rundt og sikrer tryghed i nærmiljøet. Men på den anden side, så er virkeligheden, at den vandrende forebyggende betjent jo efterhånden er et syn, der tilhører en anden tid, som den beskyttende grænsekontrol - og som gårdvagten med pibe.  Men noget af det, som hører en svunden tid til, kan jo forlanges tilbage.

I hvert fald meddeler en større og større del af befolkningen, at nok bukken, skraben, og retten ind er nok.

De vil ha’ grænserne tilbage. 

Grundtvig og fløjtetønden

Hvis man tror Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) er en stor samling støv, så er det forbi man ikke kender ham. Præst, forfatter, og salmedigter Grundtvig var en af 1800-tallets største stand-up-personer – fyldt med nytænkning, meninger og substans. En mand, der elskede livet, ønskede frihed for folket, og højskoler til bønder og borgere. Som mente mennesker skal oplives før de oplyses, og altid behandles på lige fod. Som sagde nej til et mainstream-abekatteliv, hvor mennesker opfører sig ens, styret og manipuleret.  Grundtvig var en mand, som levede med sin tro, og ville dele glansen fra det guddommelige med alle. Fordi mennesket er et meningssøgende væsen, som skal lytte med munden fri - og hånden bundet..   

Ord fra ham er vigtige – også på en 1.maj. Især når det handler om majtalere, der måske afbrydes af fløjtekor – enten denne fløjtning sker tæt på, eller på såkaldt demokratisk afstand. Tonedøve er de sikkert disse engangsfløjter. Deres pift bliver næppe så latter- og fløjtehumoristiske – hvilket set i en dansk optik ellers altid er en formidlende omstændighed - som da Bodil Udsen gav den som  fløjtetønden Viktoria. Men det er der i øvrigt ingen unge mennesker, som kan huske- for hendes fløjtegennembrudsnummer skete i Helsingør-Revyen i 1956. En kan også kun huske det, fordi jeg kan ”Ringe til en You Tube-ven”.     

For nylig modtog elever fra Hørby Efterskole ved Sæby masser af pift og fløjten, som en del af et begejstret bifald, da de havde leveret årets musical. Det med at levere et styk årlig ofte historisk drama har man gjort i mange år i Hørby – i år med forestillingen ”Grundtvig”. Gennem musicalen dykkede man ned i centrale perioder af Grundtvigs liv, og de unge – hvis kendskab på forhånd til Nikolaj Frederik Severin stort set begrænsede sig til netop en samling støv - fandt ud af, at Grundtvig var en meget karismatisk person, der siden starten af 1800-tallet stillede kritiske spørgsmål til sig selv, og sin samtid. Grundtvig har haft stor betydning for danskernes forståelse af demokrati, kristendom, skole, og for vores kulturelle selvforståelse - ikke mindst gennem sin enorme salmedigtning. I Hørby havde man ved scenen bygget en mur af i alt 1500 bøger, som illustration af Grundtvigs salmeproduktion – på netop 1500 salmer. Et antal ikke engang Keld Heick kan matche.

Grundtvigs tanker har også beriget og inspireret mennesker uden for Danmark. Han hører sammen med Søren Kirkegaard og H.C. Andersen til 1800-tallets tænkere og forfattere, som Danmark internationalt er mest kendt for. Gennem musicalen formidlede Hørby-eleverne smukt Grundtvigs enorme drivkraft, produktivitet, tanker og ideer. Siden har efterskolen været en tur i København, og eleverne besøgt de steder, hvor Grundtvigs færdedes.

Hørby har nu en gruppe unge Grundtvig-fan, som kender mandens værd og synspunkter. De vil næppe melde sig til noget fløjtekor, fordi de ved nu, at med ytringsretten følger lyttepligten. Når vi har to ører og kun en mund, så har det jo noget at gøre med, at vi faktisk skal lytte dobbelt så meget, som vi taler. Jeg ved udmærket, at mange kender personer, der fungerer modsat, og her skal ikke nævnes navne. Men når fløjtelystne mennesker svarer, at der også blev larmet mod Nyrup, råbt øv efter Fogh, og vendt ryggen til Løkke, så tog disse handlinger trods alt ikke tale- og ytringsretten fra statsministrene. Når fløjtelystne mennesker påstår, at de ved et fløjt ikke kan spolere en statsministers ytringsfrihed, fordi hun kan bruge sin ret på andre tidspunkter i alle slags medier, hvor de fløjteivrige normalt sjælden eller aldrig har ytringsadgang, så glemmer de, hvad der er et af   demokratiets fornemmeste kendetegn - den sproglige ytringsfrihed. De fløjtelystne forhindrer sproget i at komme til orde. Forhindrer man sproget i at blive brugt, så ender talen og samtalen i råb, larm, grynt. Så mister vi - med Grundtvigs ord - evnen til at bruge sproget. Vi bliver sprogløse.

Som dyr. Der bliver kun brølet tilbage.

Eller fløjtet.

 

.

.

Maratonsang i Nordjylland

Så rykker årets Maratonsang til Nordjylland. For første gang vil der vest for Valby Bakker sidde danskere på årets længste dag, og synge sig igennem Højskolesangbogen (HS) – kompetent ført an af spændende mennesker med ord på læben. Tilmed bliver det hele levende fulgt af et sangglad publikum, og af Nordjyske kor, som løfter tonen. Den bliver slået an af forskellige pianister, der i løbet af årets længste dag musikalsk vil gelejde alle gennem den danske sangskat.

Det er Grundtvigs Forum i København, som for fire år siden introducerede Maratonsangdagen i Vartovs Gård, og i år kommer der altså en jysk lillebror.

Det er Dronninglund Kunstcenter – den danske udgave af Utzons Operahus – som lægger skov til, og derfor kaldes det jyske sangarrangement også for ”Velkommen i den grønne lund”, som en hyldest til sommeren, sangen, skoven og Grundtvig.

Det er Danmarks mindste højskole – ”Garagehøjskolen” i Dronninglund, og Kunstcentret i Dronninglund, som i samarbejde med netop Menighedsrådet i Dronninglund, Nordkraft Event i Aalborg, og Grundtvigsk Forum, har taget initiativ til dette jyske sangmøde lørdag 21.juni 2014, hvor man vil synge sig igennem store dele af højskolesangbogen.

Vi har indbudt særlige gæster, som får til opgave at vælge og fortælle om sange indenfor hver enkelt område af HS – en gæst begynder med valgte morgensange, næste vælger det samme antal indenfor sange om tro, dernæst om liv og fællesskab, en vælger forårssange, en anden sommersange o.s.v.   

Publikum får mulighed for at synge sammen med bl.a. sanger og komponist ERIK GRIP, præst ved Hasseris kirke AGNETE BRINK, tidligere formand for Folketinget CHRISTIAN MEJDAH, tidligere AaB-sportschef LYNGE JAKOBSEN, radiovært ved DR P4 Nord KNUD ERIK MEYER IBSEN, borgmester i Brønderslev kommune MICHAEL KLITGÅRD, regionsformand ULLA ASTMAN, formand for Folketingets kulturudvalg FLEMMING MØLLER MORTENSEN, organist SUSANNE RASMUSSEN med  et lokalt kor, præst ved Dronninglund kirke RUNE THOMASSEN, tidligere sekretariatsleder ved Vartov HANS GRISHAUGE, Års, medlem af Grundtvigsk Forums bestyrelse ANNA KOLIND, Tornby, studenterpræst HANNE DAHL fra Aalborg, rockmusiker PETER HÅNDSBÆK, Mors,  og sangerinde og lærer ANNE-MARIE HASSING med elever fra Try Efterskole.

  

Det hele begynder nævnte lørdag formiddag kl. 10 og slutter om aftenen med bål og tale.

Alle er velkomne, og der er fri entre.

Dronninglund Kunstcenter gør haven i skoven klar, og der kan købes frokost, aftensmad, og drikkevarer til rimelige priser.

Arrangørerne har bestemt at denne dag skal være en tradition i Nordjylland, og derfor har man allerede planlagt et vintermaratonssangarrangement på Nordkraft i

Aalborg søndag 21. december.   

Når man synger er man aldrig alene, og den samværsmulighed med fællessang som bærende kraft gives nu til alle nordjyder.

Det pengeløse samfund

”Tømning af sparebøsse kr. 200”.

Skiltet rammer ind som en forhammer. Man kigger igen. Kan det ha’ sin rigtighed! Jo, den er god nok. Kommer man med barnebarnets delfinsparebøsse koster det 200 kroner at få den tømt. Men da den venlige sparekassekasserer kan se panikken i mine opspilede øjne tilføjer hun straks, at ”Det gælder kun for ikke-kunder”. De trofaste med egen konto får tømt uden gebyr. I relation til hvad jeg ofte tidligere har skældt banker og pengeinstitutter ud for, så er den oplysning honning for sjælen. Endelig honorering af trofasthed.

Men 200 kroner for folk, der ikke er kunder, er dog noget af en betaling. Man ser for sig, at kunden komme slæbende med fire børnebørns delfiner, og det viser sig at hver delfin indeholder ca. 100 kr. – som man i øvrigt selv har kommet i – og så skal man erlægge 4 gange 200 kroner for tømningen. Det er jo et tømningsgebyr, som nok kan få enhver bankrådgiver til at advare mod utidig frådseri. Så er det billigere at købe en hammer i Stark, og slå delfinen ihjel, og gå på jagt efter nye delfiner. Men man kan jo også blot åbne en konto. Det er jo det, som er øvelsens højeste mål. Men hovedårsagen til denne voldsomme opkrævning for tømning af abekatte, bjørneunger, Rasmus Klumpbøsser og delfiner, er den enkle, at vi er tæt på det pengeløse samfund. Sparekassen i Dronninglund er den eneste pengeinstitut i Dronninglund by, som endnu har kontanter. De øvrige pengeinstitutter ejer ikke kongens mønt.  

I det pengeløse samfund skal vi vinke farvel til mange ting, som i generationer har været en del af samfundslivet. Det har længe været slut med manden der bankede på ens fordør for at samle ind til ”Julens Glæde”. Ligeledes er det vel også nogle år siden, at kontingentopkrævninger til hvad som helst, skete via en mand, der bankede på ens dør. Den rare mand, der tog sig af den slags aktiviteter, fik i min barndom altid en cigar eller cigaret. Den slags gaver vil jo også i dag resultere i en anmeldelse, og et besøg af landbetjenten, med medfølgende deportation til Anholt, eller anden afsidesliggende destination. Men når det pengeløse samfund endelig har taget over, så er det i hvert helt slut med de gode mennesker, der med indsamlingsbøsser, samler ind til Røde Kors, Flygtningehjælpen, eller Folkekirkens Nødhjælp. Det er også lang tid siden man i ”Giro 413” har hørt Hans Kurt synge om ”Kroner en - kroner to”. Og sangene ”Sørens far har penge” og  ”Der bor en bager” bliver blacklistet. Ingen forstår den sidste sangs linier ” ..og har du penge, så kan du få, og har du ingen, så må du gå”. Hvad man gør ved moderne klassikere, som Dire Straits ”Money for Nothing” og ABBAs ”Money, money, money” må kommende tiders tænketanke fremlægge årsplaner for.   

Besøg af børn med masker, og diverse udklædninger, der synger ”Boller op og boller ned”, men helst vil ha’ kontanter, fordi de allerede hjemmefra er overfodret med slik og søde sager, bliver også en historisk hændelse. En løs femmer til spritterne ved Aalborg Banegård bliver ligeledes fortid. Fremover står hjemløse med hver deres ”fluesmækker”, og så får det slidte Visa-kort en tur – til. 

Men det værste er, at det også bliver nat med en skilling til børnebørnenes sparebøsser. Dette faste ritual, hvor farfar finder pungen frem, og med tale om værdien af sparsommelighed og opsparing, og snak om at sætte tæring efter næring, er små erfarne livsstilsøvelser, som forsvinder. Man ser for sig morgendagens børnebørn stå med hver deres Ipad, og bede om farfars kontonummer, og så overfører de selv skillingerne via Mobilbank.  Så det er ikke kun kriminelle østeuropærer, der truer  med at tømme ens konti.

Et samfund uden penge er som en jordemoder uden jord. Om det bliver et mere lykkeligt samfund, eller det modsatte, skal ses på stjernehimmelen eller i kaffegrumset. Forhåbentlig bliver morgendagens mennesker mere lykkelige end de individer, som i gamle dage også levede uden kontanter, og derfor som ”Manden på risten” måtte indsnuse duften fra de riges bord.

Dog uden gebyrer.

.

"Hold kæft hvor er hun dum"

Sådan stod der for nogle år siden på en forside af Ekstrabladet om statsministeren. Det var ikke begyndelsen på pressehetzen mod landets statsminister, men det var fortsættelsen. Uanset hvad man mener om statsministerens politik og evner, så kan ingen kommende statsminister – uanset partitilhørsforhold, evner eller praktisk politik, overleve en sådan spiraludviklende kampagneagtige hetz, som den nuværende udsættes for – såvel fra trykte medier som fra de elektroniske. Pressefrihedens ypperste udøvere mishandler ytringsbegrebet, og udfaser dermed den styreform, som værdsætter den frie taleret mest - demokratiet.  

Kære banker - frist mig!

Dem, som ikke har, skal altid ha, og dem, som har, får aldrig.  

Det kan godt være, at mange mener den påstand ikke holder, men det gør den i hvert fald, når man tænker på trofasthed. Mennesker, som tæt på en menneskealder har holdt f.eks. en daglig avis, bliver aldrig tilbudt særlige favorable tilbud. Tilbud om, at hvis man skifter avis, så kan de få den nye avis i gratis i 1,2 eller 3 måneder, og derefter halv pris i en lang periode. Samtidig deltager man i lodtrækningen om at vinde rejsen jorden rundt – med familie. Plus hund og svigermor.  

Den slags tilbydes aldrig de trofaste holdere. Never.  De kan få lov til at leve et langt abonnementsliv uden at blive forstyrret med andre henvendelser end de faste opkrævninger.

Men den slags udadvendt livsførelse er aviser ikke ene om. Forleden hørte jeg en grusom historie om Nordea. Banken, der igen-igen er udnævnt til Europas bedste. Denne bank har været min foretrukne siden 1965, hvor jeg begyndte som elev i Andelsbanken i Struer, og selvom jeg skiftede erhvervsspor, så holdt jeg ved. Også selv om banken skiftede navn. Først til Unibank, og sendere til Nordea. Sån’ set har jeg aldrig været utilfreds, hverken med rådgivning eller behandling, men jeg skal da ellers love for, at jeg nu er blevet ramt af misundelseshammeren. Det har den enkelte årsag, at banken åbenbart fører en PR-politik, der meget lig avisernes forgylder ikke-kunder på bekostning af trofaste. Faste kunder får et gebyrhorn at trutte i - de andre bliver ført rundt i betalt paradis på jord. 

En god ven af mig fortæller, at han for nylig besøgte det nye musikhus i Aalborg. Først var han til en fornem velsmagende spisning i musikhusets restaurant. Mellem forret og hovedret fik man et kvikt foredrag af TV-avis-lægen Geisling, og så var der rundvisning i det hus, som Aalborg nu kan prale med – i liga med Nordkraft, AaB, og havnefronten. De kan godt pakke sammen dernede i Århus – overhalingsbanen er kridtet op. Vennen var indbudt til denne herlige aften af - Nordea.  Sammen med godt et hundrede ganske givet andre gode mennesker. Kendetegnende for samtlige gæster var, at ingen af dem er kunder i Nordea, men banken håber at de måske overvejer at blive det. De skal bare ha’ kildret gane og øregang. En anden ven har fortalt om andre fine Nordea-indbydelser til især erhvervsmennesker, hvor man er til fodbold - med spisning først forstås. Altid ikke-kunder, som Nordea håber pludselig bliver det.

Nu vil jeg også gerne prøve at være med på udflugtsvognen.  Jeg tilhører godt nok ikke gruppen af de mest  eftertragtede formue- eller erhvervskunder, men jeg har dog min pensionsopsparing  at vifte med. Den passer Nordea p.t. på til ingen rente. Det kan jeg vel leve med, hvis banken så ind i ind mellem tilbød lidt fryns – fodbold med AaB.  teater på Aalborg teater, spisning med efterfølgende koncert, eller bare en lille fem dages fodbold- tur til Barcelona eller Manchester.

Så kære banker og sparekasser - konkurrenter til Nordea - frist mig.

Vis I er interesseret i min pensionsopsparing. Lad mig se menukortet.  Inviter til bold, musik, kunst, suppe og dessert – og jeg vil stærkt overveje, at kigge indenfor i Jeres gebyrhule.  I hvert fald indtil nye fristende tilbud kommer fra andre banker. Det er bare med at komme i gang.  

Giv Nordea kamp til stregen. 

Heltinden fra Brønderslev

Hanne Madsen er en af tidens heltinder.

Hun er 77, og bor i Knudsgade i Brønderslev.  Hun er en dame, som ikke synes man skal finde sig i alt.

Jeg stiftede kendskab til hende i NORDJYSKE. Hanne Madsen var vigtigt og fortjent kommet i avisen på grund af sin protest mod kommunens digitalisering af post til borgerne. Som eneste m/k stod hun foran rådhuset i Brønderslev med sit hjemmelavede skilt:

 ”Jeg er unik – normal”.

Hanne Madsen protesterede stilfærdigt, men uden vaklen, mod den kedelige kendsgerning, at kommunen lukker for frimærkekassen, og dermed sætter punktum for post til borgerne via det kongelige danske postvæsen. Hvad enten posten kommer på cykel, i bil, eller til hest.  Om kort tid bliver alt kommunalpost sendt digitalt. Det kræver en computer, kendskab til teknikken, eller interesse og evne for at lære systemet. Det digitale system har de fleste taget til sig - også mange af dem der har rundet 65+ - men vi må dog være forstående overfor borgere, som af den ene eller anden grund meddeler, at de er mere end kede af kommunen beslutning om ikke mere at bruge andre meddelelsesmåder end den nymodens. Dermed henvises disse borgere til biblioteket, digital borgerservice – hvis de kan bevæge sig derned - eller et restliv i kommunal uvidenhed. Det kaldes i moderne sprogbrug ekskludering.

Hvorfor i alverden kan kommunen ikke sætte kryds ud for den håndfuld (ældre) borgere, som har digitale problemer, og så sende disse mennesker et printet brev? Hvor svært kan det være!

Denne marginalisering af visse borgere er yderst ubehagelig. NORDJYSKE skriver, at Hanne Madsen i sit arbejdsliv har været pædagog på Brønderslev Børnehjem. Hun har ganske givet betalt sin skat til den kommune, hvis forordninger hun i et langt liv også ganske givet har rettet sig efter, og nu står hun som 77- årig, med et problem, som hun ikke er ene om. 

Man taler konstant om centralisering, effektivisering, og innovation. Men vi ved godt, at alle disse fine ord dækker over besparelser og forringelser. At overgangen til konkurrencesamfundet koster liv og velfærd, og her viser systemerne ingen nåde. Ingen vaklen. Man har målet for øje, og ser ikke ligene i vejkanten. Dem må de pårørende tage sig af. 

Det er ikke kun landspolitikerne, der tager beslutninger, som skaber udkantsområder, det gør lokalpolitikerne også. Det er Brønderslev kommune, som direkte skaber udkantsborgere i sin egen midte, via beslutninger og forordninger, hvor borgerne bliver glemt og henlagt på hylder, hvor ingen længere kommer. Selv om Hanne Madsen bor tæt ved kommunens centrum så bliver hun administrativt udkantsplaceret.

Det er faktisk værre end at blive vejkantsplaceret, fordi der kommer trods alt nogen forbi – f.eks. Mogens.  

Hanne Madsen fortjener opbakning til sit nej tak til digital postkasse. Fordi så fortæller man hende, at hun fortsat er et menneske, som kommunen og dens borgere kerer sig om – eller i nutidens sprog – fortsat tager ansvar for, og fastholder rettigheder til.