Grundtvig og fløjtetønden

Hvis man tror Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) er en stor samling støv, så er det forbi man ikke kender ham. Præst, forfatter, og salmedigter Grundtvig var en af 1800-tallets største stand-up-personer – fyldt med nytænkning, meninger og substans. En mand, der elskede livet, ønskede frihed for folket, og højskoler til bønder og borgere. Som mente mennesker skal oplives før de oplyses, og altid behandles på lige fod. Som sagde nej til et mainstream-abekatteliv, hvor mennesker opfører sig ens, styret og manipuleret.  Grundtvig var en mand, som levede med sin tro, og ville dele glansen fra det guddommelige med alle. Fordi mennesket er et meningssøgende væsen, som skal lytte med munden fri - og hånden bundet..   

Ord fra ham er vigtige – også på en 1.maj. Især når det handler om majtalere, der måske afbrydes af fløjtekor – enten denne fløjtning sker tæt på, eller på såkaldt demokratisk afstand. Tonedøve er de sikkert disse engangsfløjter. Deres pift bliver næppe så latter- og fløjtehumoristiske – hvilket set i en dansk optik ellers altid er en formidlende omstændighed - som da Bodil Udsen gav den som  fløjtetønden Viktoria. Men det er der i øvrigt ingen unge mennesker, som kan huske- for hendes fløjtegennembrudsnummer skete i Helsingør-Revyen i 1956. En kan også kun huske det, fordi jeg kan ”Ringe til en You Tube-ven”.     

For nylig modtog elever fra Hørby Efterskole ved Sæby masser af pift og fløjten, som en del af et begejstret bifald, da de havde leveret årets musical. Det med at levere et styk årlig ofte historisk drama har man gjort i mange år i Hørby – i år med forestillingen ”Grundtvig”. Gennem musicalen dykkede man ned i centrale perioder af Grundtvigs liv, og de unge – hvis kendskab på forhånd til Nikolaj Frederik Severin stort set begrænsede sig til netop en samling støv - fandt ud af, at Grundtvig var en meget karismatisk person, der siden starten af 1800-tallet stillede kritiske spørgsmål til sig selv, og sin samtid. Grundtvig har haft stor betydning for danskernes forståelse af demokrati, kristendom, skole, og for vores kulturelle selvforståelse - ikke mindst gennem sin enorme salmedigtning. I Hørby havde man ved scenen bygget en mur af i alt 1500 bøger, som illustration af Grundtvigs salmeproduktion – på netop 1500 salmer. Et antal ikke engang Keld Heick kan matche.

Grundtvigs tanker har også beriget og inspireret mennesker uden for Danmark. Han hører sammen med Søren Kirkegaard og H.C. Andersen til 1800-tallets tænkere og forfattere, som Danmark internationalt er mest kendt for. Gennem musicalen formidlede Hørby-eleverne smukt Grundtvigs enorme drivkraft, produktivitet, tanker og ideer. Siden har efterskolen været en tur i København, og eleverne besøgt de steder, hvor Grundtvigs færdedes.

Hørby har nu en gruppe unge Grundtvig-fan, som kender mandens værd og synspunkter. De vil næppe melde sig til noget fløjtekor, fordi de ved nu, at med ytringsretten følger lyttepligten. Når vi har to ører og kun en mund, så har det jo noget at gøre med, at vi faktisk skal lytte dobbelt så meget, som vi taler. Jeg ved udmærket, at mange kender personer, der fungerer modsat, og her skal ikke nævnes navne. Men når fløjtelystne mennesker svarer, at der også blev larmet mod Nyrup, råbt øv efter Fogh, og vendt ryggen til Løkke, så tog disse handlinger trods alt ikke tale- og ytringsretten fra statsministrene. Når fløjtelystne mennesker påstår, at de ved et fløjt ikke kan spolere en statsministers ytringsfrihed, fordi hun kan bruge sin ret på andre tidspunkter i alle slags medier, hvor de fløjteivrige normalt sjælden eller aldrig har ytringsadgang, så glemmer de, hvad der er et af   demokratiets fornemmeste kendetegn - den sproglige ytringsfrihed. De fløjtelystne forhindrer sproget i at komme til orde. Forhindrer man sproget i at blive brugt, så ender talen og samtalen i råb, larm, grynt. Så mister vi - med Grundtvigs ord - evnen til at bruge sproget. Vi bliver sprogløse.

Som dyr. Der bliver kun brølet tilbage.

Eller fløjtet.

 

.

.