mandag den 21. april 2014

Maratonsang i Nordjylland

Så rykker årets Maratonsang til Nordjylland. For første gang vil der vest for Valby Bakker sidde danskere på årets længste dag, og synge sig igennem Højskolesangbogen (HS) – kompetent ført an af spændende mennesker med ord på læben. Tilmed bliver det hele levende fulgt af et sangglad publikum, og af Nordjyske kor, som løfter tonen. Den bliver slået an af forskellige pianister, der i løbet af årets længste dag musikalsk vil gelejde alle gennem den danske sangskat.
Det er Grundtvigs Forum i København, som for fire år siden introducerede Maratonsangdagen i Vartovs Gård, og i år kommer der altså en jysk lillebror.
Det er Dronninglund Kunstcenter – den danske udgave af Utzons Operahus – som lægger skov til, og derfor kaldes det jyske sangarrangement også for ”Velkommen i den grønne lund”, som en hyldest til sommeren, sangen, skoven og Grundtvig.
Det er Danmarks mindste højskole – ”Garagehøjskolen” i Dronninglund, og Kunstcentret i Dronninglund, som i samarbejde med netop Menighedsrådet i Dronninglund, Nordkraft Event i Aalborg, og Grundtvigsk Forum, har taget initiativ til dette jyske sangmøde lørdag 21.juni 2014, hvor man vil synge sig igennem store dele af højskolesangbogen.
Vi har indbudt særlige gæster, som får til opgave at vælge og fortælle om sange indenfor hver enkelt område af HS – en gæst begynder med valgte morgensange, næste vælger det samme antal indenfor sange om tro, dernæst om liv og fællesskab, en vælger forårssange, en anden sommersange o.s.v.   

Publikum får mulighed for at synge sammen med bl.a. sanger og komponist ERIK GRIP, præst ved Hasseris kirke AGNETE BRINK, tidligere formand for Folketinget CHRISTIAN MEJDAH, tidligere AaB-sportschef LYNGE JAKOBSEN, radiovært ved DR P4 Nord KNUD ERIK MEYER IBSEN, borgmester i Brønderslev kommune MICHAEL KLITGÅRD, regionsformand ULLA ASTMAN, formand for Folketingets kulturudvalg FLEMMING MØLLER MORTENSEN, organist SUSANNE RASMUSSEN med  et lokalt kor, præst ved Dronninglund kirke RUNE THOMASSEN, tidligere sekretariatsleder ved Vartov HANS GRISHAUGE, Års, medlem af Grundtvigsk Forums bestyrelse ANNA KOLIND, Tornby, studenterpræst HANNE DAHL fra Aalborg, rockmusiker PETER HÅNDSBÆK, Mors,  og sangerinde og lærer ANNE-MARIE HASSING med elever fra Try Efterskole.
  
Det hele begynder nævnte lørdag formiddag kl. 10 og slutter om aftenen med bål og tale.
Alle er velkomne, og der er fri entre.
Dronninglund Kunstcenter gør haven i skoven klar, og der kan købes frokost, aftensmad, og drikkevarer til rimelige priser.

Arrangørerne har bestemt at denne dag skal være en tradition i Nordjylland, og derfor har man allerede planlagt et vintermaratonssangarrangement på Nordkraft i
Aalborg søndag 21. december.   

Når man synger er man aldrig alene, og den samværsmulighed med fællessang som bærende kraft gives nu til alle nordjyder.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar