Kære banker - frist mig!

Dem, som ikke har, skal altid ha, og dem, som har, får aldrig.  

Det kan godt være, at mange mener den påstand ikke holder, men det gør den i hvert fald, når man tænker på trofasthed. Mennesker, som tæt på en menneskealder har holdt f.eks. en daglig avis, bliver aldrig tilbudt særlige favorable tilbud. Tilbud om, at hvis man skifter avis, så kan de få den nye avis i gratis i 1,2 eller 3 måneder, og derefter halv pris i en lang periode. Samtidig deltager man i lodtrækningen om at vinde rejsen jorden rundt – med familie. Plus hund og svigermor.  

Den slags tilbydes aldrig de trofaste holdere. Never.  De kan få lov til at leve et langt abonnementsliv uden at blive forstyrret med andre henvendelser end de faste opkrævninger.

Men den slags udadvendt livsførelse er aviser ikke ene om. Forleden hørte jeg en grusom historie om Nordea. Banken, der igen-igen er udnævnt til Europas bedste. Denne bank har været min foretrukne siden 1965, hvor jeg begyndte som elev i Andelsbanken i Struer, og selvom jeg skiftede erhvervsspor, så holdt jeg ved. Også selv om banken skiftede navn. Først til Unibank, og sendere til Nordea. Sån’ set har jeg aldrig været utilfreds, hverken med rådgivning eller behandling, men jeg skal da ellers love for, at jeg nu er blevet ramt af misundelseshammeren. Det har den enkelte årsag, at banken åbenbart fører en PR-politik, der meget lig avisernes forgylder ikke-kunder på bekostning af trofaste. Faste kunder får et gebyrhorn at trutte i - de andre bliver ført rundt i betalt paradis på jord. 

En god ven af mig fortæller, at han for nylig besøgte det nye musikhus i Aalborg. Først var han til en fornem velsmagende spisning i musikhusets restaurant. Mellem forret og hovedret fik man et kvikt foredrag af TV-avis-lægen Geisling, og så var der rundvisning i det hus, som Aalborg nu kan prale med – i liga med Nordkraft, AaB, og havnefronten. De kan godt pakke sammen dernede i Århus – overhalingsbanen er kridtet op. Vennen var indbudt til denne herlige aften af - Nordea.  Sammen med godt et hundrede ganske givet andre gode mennesker. Kendetegnende for samtlige gæster var, at ingen af dem er kunder i Nordea, men banken håber at de måske overvejer at blive det. De skal bare ha’ kildret gane og øregang. En anden ven har fortalt om andre fine Nordea-indbydelser til især erhvervsmennesker, hvor man er til fodbold - med spisning først forstås. Altid ikke-kunder, som Nordea håber pludselig bliver det.

Nu vil jeg også gerne prøve at være med på udflugtsvognen.  Jeg tilhører godt nok ikke gruppen af de mest  eftertragtede formue- eller erhvervskunder, men jeg har dog min pensionsopsparing  at vifte med. Den passer Nordea p.t. på til ingen rente. Det kan jeg vel leve med, hvis banken så ind i ind mellem tilbød lidt fryns – fodbold med AaB.  teater på Aalborg teater, spisning med efterfølgende koncert, eller bare en lille fem dages fodbold- tur til Barcelona eller Manchester.

Så kære banker og sparekasser - konkurrenter til Nordea - frist mig.

Vis I er interesseret i min pensionsopsparing. Lad mig se menukortet.  Inviter til bold, musik, kunst, suppe og dessert – og jeg vil stærkt overveje, at kigge indenfor i Jeres gebyrhule.  I hvert fald indtil nye fristende tilbud kommer fra andre banker. Det er bare med at komme i gang.  

Giv Nordea kamp til stregen.