Det pengeløse samfund

”Tømning af sparebøsse kr. 200”.

Skiltet rammer ind som en forhammer. Man kigger igen. Kan det ha’ sin rigtighed! Jo, den er god nok. Kommer man med barnebarnets delfinsparebøsse koster det 200 kroner at få den tømt. Men da den venlige sparekassekasserer kan se panikken i mine opspilede øjne tilføjer hun straks, at ”Det gælder kun for ikke-kunder”. De trofaste med egen konto får tømt uden gebyr. I relation til hvad jeg ofte tidligere har skældt banker og pengeinstitutter ud for, så er den oplysning honning for sjælen. Endelig honorering af trofasthed.

Men 200 kroner for folk, der ikke er kunder, er dog noget af en betaling. Man ser for sig, at kunden komme slæbende med fire børnebørns delfiner, og det viser sig at hver delfin indeholder ca. 100 kr. – som man i øvrigt selv har kommet i – og så skal man erlægge 4 gange 200 kroner for tømningen. Det er jo et tømningsgebyr, som nok kan få enhver bankrådgiver til at advare mod utidig frådseri. Så er det billigere at købe en hammer i Stark, og slå delfinen ihjel, og gå på jagt efter nye delfiner. Men man kan jo også blot åbne en konto. Det er jo det, som er øvelsens højeste mål. Men hovedårsagen til denne voldsomme opkrævning for tømning af abekatte, bjørneunger, Rasmus Klumpbøsser og delfiner, er den enkle, at vi er tæt på det pengeløse samfund. Sparekassen i Dronninglund er den eneste pengeinstitut i Dronninglund by, som endnu har kontanter. De øvrige pengeinstitutter ejer ikke kongens mønt.  

I det pengeløse samfund skal vi vinke farvel til mange ting, som i generationer har været en del af samfundslivet. Det har længe været slut med manden der bankede på ens fordør for at samle ind til ”Julens Glæde”. Ligeledes er det vel også nogle år siden, at kontingentopkrævninger til hvad som helst, skete via en mand, der bankede på ens dør. Den rare mand, der tog sig af den slags aktiviteter, fik i min barndom altid en cigar eller cigaret. Den slags gaver vil jo også i dag resultere i en anmeldelse, og et besøg af landbetjenten, med medfølgende deportation til Anholt, eller anden afsidesliggende destination. Men når det pengeløse samfund endelig har taget over, så er det i hvert helt slut med de gode mennesker, der med indsamlingsbøsser, samler ind til Røde Kors, Flygtningehjælpen, eller Folkekirkens Nødhjælp. Det er også lang tid siden man i ”Giro 413” har hørt Hans Kurt synge om ”Kroner en - kroner to”. Og sangene ”Sørens far har penge” og  ”Der bor en bager” bliver blacklistet. Ingen forstår den sidste sangs linier ” ..og har du penge, så kan du få, og har du ingen, så må du gå”. Hvad man gør ved moderne klassikere, som Dire Straits ”Money for Nothing” og ABBAs ”Money, money, money” må kommende tiders tænketanke fremlægge årsplaner for.   

Besøg af børn med masker, og diverse udklædninger, der synger ”Boller op og boller ned”, men helst vil ha’ kontanter, fordi de allerede hjemmefra er overfodret med slik og søde sager, bliver også en historisk hændelse. En løs femmer til spritterne ved Aalborg Banegård bliver ligeledes fortid. Fremover står hjemløse med hver deres ”fluesmækker”, og så får det slidte Visa-kort en tur – til. 

Men det værste er, at det også bliver nat med en skilling til børnebørnenes sparebøsser. Dette faste ritual, hvor farfar finder pungen frem, og med tale om værdien af sparsommelighed og opsparing, og snak om at sætte tæring efter næring, er små erfarne livsstilsøvelser, som forsvinder. Man ser for sig morgendagens børnebørn stå med hver deres Ipad, og bede om farfars kontonummer, og så overfører de selv skillingerne via Mobilbank.  Så det er ikke kun kriminelle østeuropærer, der truer  med at tømme ens konti.

Et samfund uden penge er som en jordemoder uden jord. Om det bliver et mere lykkeligt samfund, eller det modsatte, skal ses på stjernehimmelen eller i kaffegrumset. Forhåbentlig bliver morgendagens mennesker mere lykkelige end de individer, som i gamle dage også levede uden kontanter, og derfor som ”Manden på risten” måtte indsnuse duften fra de riges bord.

Dog uden gebyrer.

.