Avis til fisk

Der var engang, da udkom der så mange gratisaviser, at man hverken havde fisk eller gummistøvler nok. Nu kommer der kun en, men sikken en. ”Metroxpress” er avisens navn, og selv i vandkantsdanmark kan man få avisen gratis – således på biblioteket i Dronninglund. Der ligger altid en stak på 20-25 aviser, og det er alt rigeligt. Man har luret avisen af, og den indeholder ikke mange vitaminer. Siderne er fyldt med notitser om kendte, sport, film, vold, krimi, sex, mode, og så lige et par ekstra kendte. En slags hverdags-seoghør. Uden at indeholde ret meget, som har nogen som helst betydning for din hverdag. 

Gratisavisens journalistik følger ofte det opdaterede regelsæt om, at det handler om at lave sexede overskrifter, der lader fakta passe sig selv, og blot skal fange folks fingre og øjne. Er man først kommet indenfor, så slipper heller ikke gratisavisen sit offer, og man får sat et sladderfrø, eller en reklameheadlines.

Takket være en rundrejse i vort smukke land lykkedes det mig fredag 29. november, at komme i besiddelse af to udgaver af gratisavisen – den fra Østdanmark og den fra Vestdanmark. Indmaden var ens, men forsidehistorien havde en tvist, som var en ægte kioskbasker, fordi det var endnu et eksempel på de her grænseoverskridende overskrifter, som enten splitter folkets sammenhængskraft, flader empatien, eller fremmer fællesskabsleden.

Årsagen til gratisavisens forsidehistorie er, at Folketinget har lavet nye kontanthjælpsregler, så arbejdsløse fremover skal forsørges af deres partnere, hvis de er i job. Det sku’ ha’ fået den konsekvens, at kærestepar (dog er der ingen der aner, hvor stort et antal det drejer sig om) er flyttet fra hinanden, så den ene part både får ret til kontanthjælp, og forhøjede fradrag - som enlig. Uanet om det er en lov, som måske skal forbedres og have rettet sine smuthuller, så er den slags kærestepars reaktion en form for snyd. Altså man vil af grunde, der vel nok kan være økonomisk nødvendige – men vel primært  griske - foretage en handling, så man omgås loven.

Historien bliver i gratisavisens østudgave til ”Kærestepar spolerer politikernes spareplan”. I vestudgaven er forsideoverskriften ” Kærestepar tager røven på politikerne”. Det var så den sexede stramning. Det er rigtigt sjovt det her.  Det er den måde ” metroxpress” redaktionssekretærer mener, at vi jyder skal ha’ det på. Så må vi da ku’ forstå det politiske systems uduelighed.

Godt fisk ikke kan læse.

Livet for en lygtepæl

De har altid stået der - lygtepælene. Funktionelle og uundværlige har de stået der. Men vi skænker dem sjældent et øje. Ser dem knapt.  De er der bare. Det er faktisk et under, at vi har dem endnu. Man kunne godt frygte, at Byrådet i Brønderslev kommune ville fjerne alle lygtepæle i kommunens udkantsområde, som de har fjernet så meget andet.

Men vi har også lige overstået en tid, hvor politikerne har haft vældig brug for alle de lygtepæle, der kunne opdrives. Portrætter af samtlige partiers kandidater har fyldt op, så man slet ikke har ku’ få øje på pælene. Det har i sandhed været valgplakattid, og her spiller pæle igen en stor betydning. De fungerer som uundværlige samfundspejlemærker, og har været en slags samarbejdspartner for kandidater og demokrati siden den første lygtepæl fik en plakat bundet på sig. I øvrigt uden at blive spurgt. Lygtepæle har ikke mange rettigheder.

Det har faktisk også været så hyggeligt, at se på de mange pæne smilende kandidater. Politikerne kan godt nok ind imellem tage nogle beslutninger, som gør livet surt for mange mennesker, så der ikke er meget at grine af. Men det forhindrer ikke politikerne i at smile, så selv en skønhedsekspert som Ole Henriksen nærmest fremtræder, som en halvsur mand.  På lygtepælene var der ingen sure miner.

På mit afstemningssted på Dronninglund Hotel og helt frem til hovedindgangen var lygtepælene fyldt med storsmilende kandidater. De fulgte mig som en slags overvågningskameraer helt ind til receptionen. Men så var det også slut. På selve valgdagen er der begrænsninger for kandidaternes pjecer, snak og påvirkninger, når man tale rom selve afstemningsstederne. Det sidste stykke ind til valgbokse skal vi ha fred og ro til at tage den endelige svære beslutning. Skal vi eller skal vi ikke. Reglerne er forskellige fra kommune til kommune – nogle steder må kandidaterne slet ikke vise sig med pjecer i hånd på afstemningsstedets matrikel. Andre steder skal boksen og lokalet - plus adgangsvejene hertil – blot være fri.

Men så er der noget jeg ikke helt forstår. Ved det valgbord, hvor jeg skal ha’ mine stemmesedler t sidder en glad og smilende Asta Skaksen. Hun er en klar kopi af det billede, som hænger på de mange pæle. At ligheden er der er jo både forståelig - og godt tænkt. Fordi dette søde smil er da næsten med til at sætte hjernen på stand by, og man er allerede på vej ind i boksen, og sætte kryds ved Asta. Færdigt arbejde. Ved siden af vor kommunens lokale udgave af den ” smilende Susie” sidder så den lokale SF’er Helena Starcke i den flotte blå kjole, som også hænger i en masse lygtepæle. Hun smiler lige så flot.  Så er krydserne jo hjemme, fordi Asta er opstillet til regionsrådet og Helena til byrådet. Ved siden af de to kvinder sidder så det tidligere byrådsmedlem Benny Karlsen. Han er ikke opstillet mere til noget, og han smiler da heller ikke. Han har dog en lun trækning omkring mundvigen, som sender signal om, at han har grejet det hele, men han ved, at det har jeg ikke.  

Da jeg så står inde i stemmeboksen, og bakser med de to stemmesedler kommer jeg i tanke om den gode gamle Erling Nielsen fra Thorup, som i mange år medlem af Dronninglund Byråd, valgt af de kristelige. Det var dengang, hvor der ikke var mange regler om kandidatadfærd omkring stemmestederne. Nielsen var kendt og elsket for altid at stille sig til rådighed, når ældre enlige særligt svagt seende eller blinde vælgere skulle hjælpes. Rygterne siger – med et smil - at hvis manden ikke var blevet bremset kunne det ikke udelukkes, at Nielsen var fulgt med vælgeren helt ind i boksen, og derinde bag gardinet være behjælpelig med at føre blyanten hen til det navn, hvor vælgeren med størst mulig fordel burde sætte sit kryds.

Men der kom ingen Erling Nielsen og hjalp mig, og jeg synes ikke jeg kunne bede de to smilende damer om at komme ind i boksen til mig. Det kan jo nemt misforstås af vagtmanden Benny, og ens rygte skal man jo passe på.  Ellers kan man komme op og dingle i en lygtepæl.

Nu lever lygtepælene igen deres eget liv. Politikerne har mistet interessen for dem. Nu politikerne er valgt kan lygtepælene passe sig selv. Få lov til at stå, hvor de altid har stået i al slags vejr. Dog får nogle centralt placerede lygtepæle en opblomstring i julemåneden, da flere – såvel valgte som vragede politikere, samt nogle af deres vælgere - gerne klammer sig til sådan en på vej hjem fra julefrokosten.

Men ellers er det kun hundene der viser lygtepæle respekt. Og interesse.

Ved at løfte benet.

Livet er træls for en lygtepæl.

Derfordokumentet

Højskolen i garagen, Dronninggårdsalle 4, 9330 Dronninglund, er skabt, fordi samtalen er blevet væk. Den vigtigste tale har altid været samtalen, og den skal genfindes, etableres, ha’ nye vinger, og tage afsæt i Grundtvigs ideer om samtalen – ”på lige fod og i frihed at tale sammen”, og det med ”munden løsnet og hånden bundet”.

Med sproget ar vi fået en medfødt gave, som kan bruges til at sætte ord på tanker og følelser. Det er også sproget, der forankrer os i et kulturelt fællesskab, og giver os værktøjet til et socialt ditto.  Sprogmanden Jørn Lund har sagt, at ”sproget kan samle og splitte, forsone, forføre, og forædle, bringe os ud af isolation og egocentri”.

Med sproget kan vi også sende etiske signaler, markere holdninger, sige ja og nej, sætte pejlemærker for, hvad vi synes er rigtig og forkert.

Tiden kalder på en opstramning af sprog og brug. Kalder på et fravalg, en markering, et nej til en udvikling, der efterlader det oprindeligt talte sprog ude på et sidespor, og placerer etik og dialog udenfor pædagogisk rækkevidde – udviklingen har bundet munden og løsnet hånden.

Tiden kalder altså på - og kræver – nye samtale- og informationsformer. Langt fra mediernes råben, og evige afbrydelser. Langt fra platte iscenesættelser, verbale personoverfald, og etikløse grænseoverskridelser. Langt fra sprog der slår. Det er medierne, der ofte italesætter dagsordenen, ikke kun den politiske, men også den kulturelle. Folket tager over – mopper videre og fokuserer nederlagsagtigt på de hverdagsting, som ikke fungerer - i steder for at lade dagligdagens kraft og mangfoldigheder, og de nære tings succes og lyksaligheder præge menneskelivets, og vores omgang med andre.

Vi må flytte snakke - og argumentationsskeen over i den innovative hånd. Zappe helt væk fra den hæsblæsende skæve udvikling, hvor man tror livet kan forstås på 15 sekunder, og hvor krig og elendigheder kan klares ved en kvik tv-rundspørge blandt gågades stressende forbrugere.

Samtidig må vi acceptere, at intet bliver anderledes, uden at vi selv ændrer sprog og argumenter, og i stedet hylder den holdning, at meninger bør bygge på fakta frem for fup og underholdning. Forandringer skabes i samarbejde og dialog med hverdagsmennesker, der også synes, at samtalen, dialogen og argumentet, er den vigtigste tale.  

.

Med dette afsæt i bagagen vil ”Garageskolen” holde sine møder. Indbyde frie mennesker til fri debat, hvor samtalen kan flyde frit blandt garagens gæster, og ofte med en foredragsholder, der kan tilføje sprog, etik og samtale nye vinkler, nye informationer, skæve vinkler og sjove indfald.

Da sang styrker fællesskabet, skærper indlæringsevnen, bevæger sindet, taler til fantasien, og stimulerer sprogligt, motorisk og musikalsk, så er Højskolesangbogen den mest brugte bog i ”Garagehøjskolen”.  Så syng da, og lad hjertesproget tale.

Det tilstræbes at holde et garagemøde om måneden - 8 til 10 gange om året.

Plus et Højskolesang-arrangement på årets længste dag - 21. juni - som en eksportering til hovedlandet af Grundtvigs Forums Maratonsangarrangement i Vartovs Gård.

Det tilstræbes at Danmarks mindste, men nyest etablerede højskole, holder sine arrangementer vederlagsfrit for gæsterne, men sponsorgaver modtages gerne, og foredragsholderne får altid som honorar to flasker god rødvin. Der er plads til 30 gæster i ”Garagehøjskolen”.

Det er håbet, at ideen om højskolen i garagen vil brede sig til andre garager, dagligstuer, nedlagte forsamlingshuse - rundt omkring i rundt omkring i Grundtvigs føde- og fædreland til fremme af den nødvendige opdatering og omforandring af samtalen.

.

Yderligere informationer om ”Garagehøjskolen”:

frodem@mail.dk

http://frodemuldkjaer.blogspot.com/

Frode Muldkjær, journalist og ”Højskoleforstander”    /   Mobil 23 40 65 58

.

Garagehøjskolens første møde var torsdag 26.09.2013 – Grundtvigs Forums ”Samtaledag”.

Efteråret 2013’s tre første gæster har været skolemand Chresten Sloth, gymnasielærer Pia Ravn, og TV2 Nord-journalisten Per Jensen. Vinterens tre første gæster i 2014 bliver sangeren Peter Abrahamsen, TVA-journalist Line Gertsen, og komponist og højskolemand Erik Sommer.

Derudover er bl.a. planlagt et højskolesang-arrangement til foråret - ”En søndag i april”.

Rundtur i kloge og sjove ord

Ham der står og tæller fortæller, at der ved weekendens BogForum i København var i alt 27.682 besøgende.  Udover mig – og Glenn Ringtved, som fik Skriverprisen – var der ikke mange nordjyder. I vor landsdel har man Ordkraft i Nordkraft, og der er også så mange københavnere til arrangementet derover. De indfødte kendes – til forskel for nordjyder – nemt på deres overdreven glæde ved at se nogle de kender. De råber ”Guuuud - hej” på 100meters afstand, og de krammer hinanden, så man får om ikke ligefrem duggede bilruder, så ditto brilleglas. Selv når man står ved siden af. Endelig kendes hovedstadsbeboere også på, at de har ret travlt med at kigge rundt, mens de snakker med hinanden, for lige at holde et øje med, om der skulle være nogle, der var mere interessant, at blive set sammen med.  

Men bortset fra den slags detaljer, så kan man som ord- og boginteresseret nemt få sin lyst tæmmet ved en rundtur ved de 1049 arrangementer mellem forfatter og læser, der holdes i løbet af de tre dage ved 182 stande.  740 forfattere er med, og stiller gerne op – flere gange, og signerer meget gerne bøger -  bagefter.  I købte eksemplarer naturligvis.

Min rundtur begyndte på første række hos sprogmanden Jørn Lund, manden som netop har udsendt sin tredje erindringsbog –”Sket”. Han er en kæmper for bevarelse af det danske sprog, vort modersmål, som vi fødes ind i, og som forankrer os i et kulturelt fællesskab. Sproget kan samle os, splitte, forsone, forføre, forædle os, bringe os ud af isolation og egocentri. Han appellerede kraftigt til Folketinget, om at lave en sprogpolitik, og sagde, at et af de få slags sprog han ikke brød sig om, er det, som ”pakker virkeligheden ind på en uærlig måde”. Ingen spindoktorer var at se ved de nærmeste stande. Det skulle da lige være en slags af slagsen, som holdt til i standen ved siden, nemlig DJØF’erne, om hvem Lund sagde,” at ”de reproducerer sig selv”. Hertil kommenterede læser og samtalepartner journalisten Georg Metz: ”Ja, man ser det for sig”.

På vej over til et arrangement med Naser Khader og hans bekendelser fra en ”kulturkristen muslim”, stødte jeg ind i en kø, der var noget større end der, som hvert år er ved ishuset i Tværsted. Og den er ellers stor. Køen her ventede på en autograf af den unge statsløse palæstinenser med dansk pas, Yahya Hassan, hvis digtsamling er solgt i tæt ved 40.000 eksemplarer – det er mange, når de fleste digtesamlinger kun udkommer i 300 eksemplarer, som bibliotekerne køber. Jeg havde sådan en lyst til at invitere den unge Hassan med over til Khader, som måske kunne fjerne toppen af Hassans vrede - uden at fjerne talentet. 

Khader – dette næstekærlige hjertelige mennesker - fortalte i øvrigt, at alle folkeslag har et forbehold overfor ” de fremmede”. Og nogle steder varer dette forbehold længere end det gør på den jyske hede. Khaders far var palæstinenser, og hans mor syrer. De bosatte sig i Syrien, og i alle årene var faren – ”den fremmede”, hans mor var ”kvinden der var gift med den fremmede”, og Khader og hans søskende var ”børn af den fremmede mand”.

Sådan fortsatte det med ”ordperler på en snor”. Karen Thisted fortalte igen om sin kærlighed til Benny Andersen og Johannes Møllehave, og om dengang de skulle med fly syd på for at lave samtalebogen ”Det skal mærkes at vi lever”. Begge de to enkemænd mødte op i lufthavnen med hver deres hav af plastikposer - alle fyldt op med mere eller mindre rent varmt uldtøj. Da journalist Karen spurgte de to mænd, om de ikke havde kufferter, svarede begge, at ingen af dem kunne huske, hvor deres koner havde stillet dem.

 Journalisten Ann Mariager har skrevet en bog om sit mageløse singelliv, og fortalte, at hver gang hun som enepige havde haft en aftale med en mand, og de havde spist ved deres første date, og gik tur ved søerne i København, så var alle mændene – efter de her få timers løst bekendtskab - klar til at flytte ind hos Ann, gifte sig inden weekenden, og igen blive afhængig af den kvindelige praktiske kunnen. 

Forfatteren Karen-Marie Lillelund – aktuelt med bogen ”Håndbog til et lattermildt liv” - var træt af, at alle de sure trafikanter hun altid holdt i bilkø med, så hun havde et spionsæt med blå briller og skæg liggende i bilen, som hun tog på, og det løsnede vældigt op, så der blev latter rundt omkring i de andre ventende biler. Ideen er hermed givet videre. Man kan f.eks. indkøbe en rød næse magen til den hospitalsklovne bruger med stor succes.  

Endelig kunne man inden lukketid møde ”Danmarks dygtigste forfattere”– Sebastian Dorset og Jan Svarrer. Sidstnævnte er jyde fra Århus-kanten, og han var godt nok sjov. Dorset ved jeg ikke, hvor kommer fra, men han deltog nu mest ved at sidde på en stol, og grine af hr. Svarrer, som havde guitar med, og gav et par af sine egne sange. F.eks. om den om manden, der vil gøre alt for sin kæreste. Lave morgenmad, nusse hendes fødder, købe ind, vaske hendes hår, og jeg kan blive ved. Men en ting ville han under ingen omstændigheder gøre for kæresten: Tage med på indkøbstur til IKEA. Alt det skrammel kunne hun selv samle.  

Johannes Møllehaves nyeste ”Den store Møllehave-bog” blev for nylig omtalt med bl.a. følgende: ” Manden er ikke et instrument. Han er et orkester. Det kan give tinnitus, selv til hørehæmmede. Men vent! For pludselig bryder den fineste fløjte eller den dybeste bas igennem. En tone ad gangen. Klog og klar. Og himlen åbner sig en lille smule i forbavselse”.

Det er det samme med bogmesser. Der er larm, og uægte toner indimellem, men hvor finder man meget honning til øregangen. Så himlen åbner sig i fornøjet forbavselse.      

Mer' nyt fra "Garagehøjskolen"

Danmarks mindste højskole - "Garagehøjskolen" i Dronninglund - har nu sit forårsprogram for 2014 klar. Det bliver en spændende vandring i sang, musik, samtalemåder og moderne tv-journalistik. Højskolen i garagen bag Dronninglund Slot er kun to måneder gammel, og har foreløbig holdt to vellykkede arrangementer i september og oktober med "fuldt hus".

Egentligt var planen, at jeg ikke ville fortælle, hvilke foredragsgæster der kommer, fordi man må melde sig til en højskoleaften med sang, musik og samtale, fordi man gerne vi ha’ oplevelsen – med åbent sind og indbygget plads til overraskelser. Dernæst er der kun plads til 30 deltagere. Vi kan ikke være flere, og hvis jeg fortæller, hvem der kommer, så vil langt flere melde sig end der er plads til. Flere har så foreslået, om det ikke er en ide at holde højskole et sted, hvor flere kan være med, men aldrig i livet. Så er det jo ikke nogen Garagehøjskole. Dernæst forsvinder intimiteten, og selve ideen. Fordi denne højskole gerne også skal inspirere andre til at gå i gang med at lave deres egen højskole, der hvor de bor. Skabe en højskole med sang og samtale i centrum. Hvis der kommer dagligstuer og garager nok, så kan vi blive 30 gange mange. Når man kan kalde mennesker sammen i privaten til "Tubbervare"-aftener - så kan man vel også gøre det med Grundtvig.

Men når der til et arrangement er alt udsolgt - alle stole besat - så synes jeg godt man kan fortælle om, hvem der kommer. Vi er jo i et Kierkegaard-år - manden der formulerede udtrykket "forventningens glæde" - så ved at fortælle om, hvad der skal ske de kommende aftner, hvor alle stole er besat, giver jo det rare resultat, at 30 kan glæde sig som en Peter Plys, der synes det bedste øjeblik er det lige inden man sætter tænderne i honningmaden.  Andre må så melde sig til, og glæde sig til de får chancen.

Næste arrangement i ”Garagehøjskolen” er torsdag 28.november, og her kommer TV-journalist fra TV2-Nord - Per Jensen. Manden, der især er kendt for sine udsendelser om drivhuse, mad og vin, er født og opvokset i Agersted, og vil i garagen fortælle om et barndomsliv med heste, fodbold og trompeter, og et voksenliv i journalistikkens – og især TV-journalistikkens verden.   

Torsdag 30.januar 2014 kommer musiker og sangskriver Peter Abrahamsen. Han er kendt

for sine musikalske aktiviteter omkring Sebastian, Svantes Viser, Trille, Erik Grip, og Pia Raug, og sine egne fortolkninger af Carl Scharnberg og Taube, og især de seneste år med fokus på B.S Ingeman og Jeppe Aakjær. Det bliver en sangherlig aften, som tager afsæt i portrætbogen  om Abrahamsen ”Man skal jo starte et sted” og den uundværlige guitar, som Peter Abrahamsen tager med til denne musikalske aften i ”Garagehøjskolen”.

I februar bliver det igen sproget i moderne journalistik, der kommer i kritisk søgelys. Garagen får københavnerbesøg af en af de dygtige kvindelige TVA-journalister - og værtinde. I marts er der igen musik og sang, hvor en af tidens fineste nye sangkomponister – med mange aftryk i Højskolesangbogen - sætter sig ved garagens klaver. Til april er det planen, at holde et morgensangmøde med ”højskolesangbogen, kaffe og madkurv” - ”En søndag i april”.

Alle pladser såvel til Per Jensen og til Peter Abrahamsen er væk. Men der er fortsat ledige stole til aftenerne onsdag 26. februar og tirsdag 25. marts i 2014, og søndag 27. april. Derfor ingen navne på de arrangementer endnu.

 Alle er velkomne, og det koster ikke noget. ”Men smider folk en ikke-fradragsberettiget skilling i min sorte hat til rødvin og opvarmning, så får de et buk, og en tak”.

Så tag dig dog sammen, kvinde!

Er der ikke bare en - rimelig begavet eller bondesnu spindoktor - der kan udstyre landets statsminister med tvivlens nådegave. Hun ytrer bekymrende hurtigt tillid til først den tidligere statsminister Løkke, så til den GGGI-organisation han er formand for, og nu til den amerikanske efterretningstjeneste NSA – efter at det er blevet afsløret, at NSA har aflyttet 35 statsledere. Det kan godt være, at Løkke har lavet et fint stykke internt arbejde for GGGI, og det kan godt være at tilskud til GGGI har sikret dansk eksport til Korea, og det kan også godt være, at NSA hjælper os så meget med gode hemmelige informationer om mulige terroraktioner, og det er også muligt, at Helle Thorning personligt føler sig ulyttet. Men hvorfor kan der ikke i hendes ytringer indsnige sig rimelige betragtninger om, at ”det er beklageligt, hvis oplysningerne er korrekte”, og en lille forsikring om at ”vi undersøger sagen nærmere”.

Konger uden tøj

Det går rigtig godt i Dronningeriget. Alle dem der bor i udkantsdanmark skal prøve at overleve ved at kalde sig noget andet - vanddanmark, blomsterdanmark, regionen med flest harekillinger, færrest ulve, eller momsfrit nærområde. Det sidste kan sikkert gi’ nogle tilflyttere – øst fra.  Engang var vi et land, som var befolket med alfer og feer, trolde og dværge, konger og prinsesser. I dag har vi blot en dronning. Og en enkelt prinsgemal. Af 3. grad.

Men ser vi på gruppen af konger, uden blåt blot rullende i de indre årer, så findes de i stort tal, og i forskellige størrelser og udgaver. Mange af den slags konger sidder på kontorer og bestemmer over en frygtelig masse mennesker. Deres stole og arkivskabe står i ministerier, regioner, kommuner, hos tilsynsforordninger, hos moms og skat. Alle kongerne har en stol, et bord, en computer, en printer, og en kaffemaskine, og så sidder de og fortolker og udarbejder regulativer, love og forordninger – og kørselsgodtgørelsesbilag.  

De fleste konger farer nemlig tit rundt på virksomheder, dag- og døgninstitutioner, plejehjem og skoler, med mapper så store som sagsmapper under armen - og uddeler tidsskemaer, stopure, og endnu flere regulativer. De sætter love og regler på opslagstavler og forruder, mens de i samme håndbevægelse klister domsafsigelser og bødeforlæg i panden på forsvarsløse mennesker, der blot prøver at passe deres arbejde.

Arbejdstilsynet kan være sådan en konge.

For nylig besøgte repræsentanter fra dette tilsynskongerige et nordjysk bilværksted. En såkaldt gennemgribende gennemgang af arbejdsforhold og stillinger m.m. fik tilsynet til a t slå ned på noget tungt, som værkstedet skulle løfte op i en vis højde for at kunne bruge. Man spurgte derfor med slesk stemme og vagtsomme øjne, på hvilken måde man fik løftet den nævnte ting. Svaret var den enkle, at der lige var to mand der tog ved - og vupti, så var den løftet op på bordet, og klar til brug. Men det går ikke ifølge Arbejdstilsynet. Den stærkt chokerede tilsynskonsulent slog derfor ned på, at værkstedet manglede en løftekran, og sådan en skulle værkstedet anskaffe – snarest. Samtidig burde værkstedspersonalet på løftekursus. Så kan de lære det - kan de.  

Nu viste det sig uheldigvis, at påtænkte løftekran var udsolgt. Kongens konsulent havde åbenbart sendt så mange værksteder af sted for at købe løftekraner, at kranproduktionen ikke kunne følge med. Samtidig trak det ud med indkaldelse til det der løftekursus, så værkstedet fik et vink - med en løftestang - om man ikke selv lige kunne lave en foranstaltning, som kunne fungere som et løfteaggregat. Det lavede man så, og den blev godkendt. Nu står den løftetingest så ovre i et hjørne og passer sig selv. Fordi det er altså nemmere, at to mand tager ved, og løfter skidtet.

Men tilsynskongen var der, bestemte, besluttede og afsagde dommen - og gik i sig selv igen.

Som kejseren havde heller ikke den konge noget tøj på.