torsdag den 14. november 2013

Rundtur i kloge og sjove ord

Ham der står og tæller fortæller, at der ved weekendens BogForum i København var i alt 27.682 besøgende.  Udover mig – og Glenn Ringtved, som fik Skriverprisen – var der ikke mange nordjyder. I vor landsdel har man Ordkraft i Nordkraft, og der er også så mange københavnere til arrangementet derover. De indfødte kendes – til forskel for nordjyder – nemt på deres overdreven glæde ved at se nogle de kender. De råber ”Guuuud - hej” på 100meters afstand, og de krammer hinanden, så man får om ikke ligefrem duggede bilruder, så ditto brilleglas. Selv når man står ved siden af. Endelig kendes hovedstadsbeboere også på, at de har ret travlt med at kigge rundt, mens de snakker med hinanden, for lige at holde et øje med, om der skulle være nogle, der var mere interessant, at blive set sammen med.  
Men bortset fra den slags detaljer, så kan man som ord- og boginteresseret nemt få sin lyst tæmmet ved en rundtur ved de 1049 arrangementer mellem forfatter og læser, der holdes i løbet af de tre dage ved 182 stande.  740 forfattere er med, og stiller gerne op – flere gange, og signerer meget gerne bøger -  bagefter.  I købte eksemplarer naturligvis.
Min rundtur begyndte på første række hos sprogmanden Jørn Lund, manden som netop har udsendt sin tredje erindringsbog –”Sket”. Han er en kæmper for bevarelse af det danske sprog, vort modersmål, som vi fødes ind i, og som forankrer os i et kulturelt fællesskab. Sproget kan samle os, splitte, forsone, forføre, forædle os, bringe os ud af isolation og egocentri. Han appellerede kraftigt til Folketinget, om at lave en sprogpolitik, og sagde, at et af de få slags sprog han ikke brød sig om, er det, som ”pakker virkeligheden ind på en uærlig måde”. Ingen spindoktorer var at se ved de nærmeste stande. Det skulle da lige være en slags af slagsen, som holdt til i standen ved siden, nemlig DJØF’erne, om hvem Lund sagde,” at ”de reproducerer sig selv”. Hertil kommenterede læser og samtalepartner journalisten Georg Metz: ”Ja, man ser det for sig”.
På vej over til et arrangement med Naser Khader og hans bekendelser fra en ”kulturkristen muslim”, stødte jeg ind i en kø, der var noget større end der, som hvert år er ved ishuset i Tværsted. Og den er ellers stor. Køen her ventede på en autograf af den unge statsløse palæstinenser med dansk pas, Yahya Hassan, hvis digtsamling er solgt i tæt ved 40.000 eksemplarer – det er mange, når de fleste digtesamlinger kun udkommer i 300 eksemplarer, som bibliotekerne køber. Jeg havde sådan en lyst til at invitere den unge Hassan med over til Khader, som måske kunne fjerne toppen af Hassans vrede - uden at fjerne talentet. 
Khader – dette næstekærlige hjertelige mennesker - fortalte i øvrigt, at alle folkeslag har et forbehold overfor ” de fremmede”. Og nogle steder varer dette forbehold længere end det gør på den jyske hede. Khaders far var palæstinenser, og hans mor syrer. De bosatte sig i Syrien, og i alle årene var faren – ”den fremmede”, hans mor var ”kvinden der var gift med den fremmede”, og Khader og hans søskende var ”børn af den fremmede mand”.
Sådan fortsatte det med ”ordperler på en snor”. Karen Thisted fortalte igen om sin kærlighed til Benny Andersen og Johannes Møllehave, og om dengang de skulle med fly syd på for at lave samtalebogen ”Det skal mærkes at vi lever”. Begge de to enkemænd mødte op i lufthavnen med hver deres hav af plastikposer - alle fyldt op med mere eller mindre rent varmt uldtøj. Da journalist Karen spurgte de to mænd, om de ikke havde kufferter, svarede begge, at ingen af dem kunne huske, hvor deres koner havde stillet dem.
 Journalisten Ann Mariager har skrevet en bog om sit mageløse singelliv, og fortalte, at hver gang hun som enepige havde haft en aftale med en mand, og de havde spist ved deres første date, og gik tur ved søerne i København, så var alle mændene – efter de her få timers løst bekendtskab - klar til at flytte ind hos Ann, gifte sig inden weekenden, og igen blive afhængig af den kvindelige praktiske kunnen. 
Forfatteren Karen-Marie Lillelund – aktuelt med bogen ”Håndbog til et lattermildt liv” - var træt af, at alle de sure trafikanter hun altid holdt i bilkø med, så hun havde et spionsæt med blå briller og skæg liggende i bilen, som hun tog på, og det løsnede vældigt op, så der blev latter rundt omkring i de andre ventende biler. Ideen er hermed givet videre. Man kan f.eks. indkøbe en rød næse magen til den hospitalsklovne bruger med stor succes.  
Endelig kunne man inden lukketid møde ”Danmarks dygtigste forfattere”– Sebastian Dorset og Jan Svarrer. Sidstnævnte er jyde fra Århus-kanten, og han var godt nok sjov. Dorset ved jeg ikke, hvor kommer fra, men han deltog nu mest ved at sidde på en stol, og grine af hr. Svarrer, som havde guitar med, og gav et par af sine egne sange. F.eks. om den om manden, der vil gøre alt for sin kæreste. Lave morgenmad, nusse hendes fødder, købe ind, vaske hendes hår, og jeg kan blive ved. Men en ting ville han under ingen omstændigheder gøre for kæresten: Tage med på indkøbstur til IKEA. Alt det skrammel kunne hun selv samle.  
Johannes Møllehaves nyeste ”Den store Møllehave-bog” blev for nylig omtalt med bl.a. følgende: ” Manden er ikke et instrument. Han er et orkester. Det kan give tinnitus, selv til hørehæmmede. Men vent! For pludselig bryder den fineste fløjte eller den dybeste bas igennem. En tone ad gangen. Klog og klar. Og himlen åbner sig en lille smule i forbavselse”.

Det er det samme med bogmesser. Der er larm, og uægte toner indimellem, men hvor finder man meget honning til øregangen. Så himlen åbner sig i fornøjet forbavselse.      

Ingen kommentarer:

Send en kommentar