Livet for en lygtepæl

De har altid stået der - lygtepælene. Funktionelle og uundværlige har de stået der. Men vi skænker dem sjældent et øje. Ser dem knapt.  De er der bare. Det er faktisk et under, at vi har dem endnu. Man kunne godt frygte, at Byrådet i Brønderslev kommune ville fjerne alle lygtepæle i kommunens udkantsområde, som de har fjernet så meget andet.

Men vi har også lige overstået en tid, hvor politikerne har haft vældig brug for alle de lygtepæle, der kunne opdrives. Portrætter af samtlige partiers kandidater har fyldt op, så man slet ikke har ku’ få øje på pælene. Det har i sandhed været valgplakattid, og her spiller pæle igen en stor betydning. De fungerer som uundværlige samfundspejlemærker, og har været en slags samarbejdspartner for kandidater og demokrati siden den første lygtepæl fik en plakat bundet på sig. I øvrigt uden at blive spurgt. Lygtepæle har ikke mange rettigheder.

Det har faktisk også været så hyggeligt, at se på de mange pæne smilende kandidater. Politikerne kan godt nok ind imellem tage nogle beslutninger, som gør livet surt for mange mennesker, så der ikke er meget at grine af. Men det forhindrer ikke politikerne i at smile, så selv en skønhedsekspert som Ole Henriksen nærmest fremtræder, som en halvsur mand.  På lygtepælene var der ingen sure miner.

På mit afstemningssted på Dronninglund Hotel og helt frem til hovedindgangen var lygtepælene fyldt med storsmilende kandidater. De fulgte mig som en slags overvågningskameraer helt ind til receptionen. Men så var det også slut. På selve valgdagen er der begrænsninger for kandidaternes pjecer, snak og påvirkninger, når man tale rom selve afstemningsstederne. Det sidste stykke ind til valgbokse skal vi ha fred og ro til at tage den endelige svære beslutning. Skal vi eller skal vi ikke. Reglerne er forskellige fra kommune til kommune – nogle steder må kandidaterne slet ikke vise sig med pjecer i hånd på afstemningsstedets matrikel. Andre steder skal boksen og lokalet - plus adgangsvejene hertil – blot være fri.

Men så er der noget jeg ikke helt forstår. Ved det valgbord, hvor jeg skal ha’ mine stemmesedler t sidder en glad og smilende Asta Skaksen. Hun er en klar kopi af det billede, som hænger på de mange pæle. At ligheden er der er jo både forståelig - og godt tænkt. Fordi dette søde smil er da næsten med til at sætte hjernen på stand by, og man er allerede på vej ind i boksen, og sætte kryds ved Asta. Færdigt arbejde. Ved siden af vor kommunens lokale udgave af den ” smilende Susie” sidder så den lokale SF’er Helena Starcke i den flotte blå kjole, som også hænger i en masse lygtepæle. Hun smiler lige så flot.  Så er krydserne jo hjemme, fordi Asta er opstillet til regionsrådet og Helena til byrådet. Ved siden af de to kvinder sidder så det tidligere byrådsmedlem Benny Karlsen. Han er ikke opstillet mere til noget, og han smiler da heller ikke. Han har dog en lun trækning omkring mundvigen, som sender signal om, at han har grejet det hele, men han ved, at det har jeg ikke.  

Da jeg så står inde i stemmeboksen, og bakser med de to stemmesedler kommer jeg i tanke om den gode gamle Erling Nielsen fra Thorup, som i mange år medlem af Dronninglund Byråd, valgt af de kristelige. Det var dengang, hvor der ikke var mange regler om kandidatadfærd omkring stemmestederne. Nielsen var kendt og elsket for altid at stille sig til rådighed, når ældre enlige særligt svagt seende eller blinde vælgere skulle hjælpes. Rygterne siger – med et smil - at hvis manden ikke var blevet bremset kunne det ikke udelukkes, at Nielsen var fulgt med vælgeren helt ind i boksen, og derinde bag gardinet være behjælpelig med at føre blyanten hen til det navn, hvor vælgeren med størst mulig fordel burde sætte sit kryds.

Men der kom ingen Erling Nielsen og hjalp mig, og jeg synes ikke jeg kunne bede de to smilende damer om at komme ind i boksen til mig. Det kan jo nemt misforstås af vagtmanden Benny, og ens rygte skal man jo passe på.  Ellers kan man komme op og dingle i en lygtepæl.

Nu lever lygtepælene igen deres eget liv. Politikerne har mistet interessen for dem. Nu politikerne er valgt kan lygtepælene passe sig selv. Få lov til at stå, hvor de altid har stået i al slags vejr. Dog får nogle centralt placerede lygtepæle en opblomstring i julemåneden, da flere – såvel valgte som vragede politikere, samt nogle af deres vælgere - gerne klammer sig til sådan en på vej hjem fra julefrokosten.

Men ellers er det kun hundene der viser lygtepæle respekt. Og interesse.

Ved at løfte benet.

Livet er træls for en lygtepæl.