Dage med hotdog

Allerede da man nærmer sig parkeringspladsen ved Dronninglund skole fornemmer man, at noget er mærkeligt anderledes. En del af de parkerede biler har tremmer for bagruden. Går man tæt på får man et schæferbjæf, der truer ens nervesystem til alarmberedskab. Forklaringen er den enkle, at skolens græsområder har givet sine kvadratmeter til  Danmarks Civile Hundeførerforening, der holder DM i hund – i lydighed og væddeløb. Overalt render der hunde rundt - altså bortset fra dem, som puster ud bag bilens tremmer, og sætter forbipasserendes puls i vejret. 

Man skal være mere end hundebegejstret for at stå længe ved den specielle form for hundevæddeløb på tid, som kaldes agility. Så de fleste sad også ned i medbragte stole. Sidst jeg så sådan lignende var i nogle Tv-hundeudsendelser lavet af Poul ”Dus-med-dyrene”-Thomsen. Han havde selveste Ghita Nørby med som dommer.  Mindre kan også gøre det, og det må vi så også nøjes med i Dronninglund, hvor hverken Poul Thomsen eller Ghita er til at få øje på. Derefter bevæger jeg mig over i det obligatoriske område, hvor der altid er fyldt med stande, der øjner chancen for lidt profit, og sødt til kaffen. Alle standene handler naturligt nok om vovser. Der er ikke en kat at se i nærmeste  omkreds. Godt for den – det ville aldrig ha’ overlevet.

Flere stande har hundemad. Med smagsprøver. Sælgerne står selv og æder hundemaden. De forklarer, at ordentligt hundemad indeholder kvalitetsprodukter, som mennesker også kan spise. Jeg ser for mig fredag aften, hvor mor sætter fem dybe tallerkner på bordet og far hælder hundefoder op i dem alle. Derefter sætter familiens to børn, mor og far, og husets labrador sig god tilrette omkring spisebordet, og guffer i sig. Fredagsslikken er en tyggepind af de gode store, der varer en hel X-faktor-udsendelse.

De spisende sælgerne fortæller, at noget af det billige hundemad, skal man holde sig væk fra. Den kan være fyldt med det, som kaldes ”biprodukter” – hønsefjer, minkkød, og vel også noget fjæsingfiskeaffald. Hvis noget tror, at det  blot er noget værre hundeæde, så kan de godt tro om – det er meget værre. 

En stand har flotte metalskilte med sorte hunde med teksten  ”Her bor jeg”. Den slags skilte er til at holde uvelkomne væk – og jeg tror gerne det virker. Jeg spurgte om der var  mulighed for at købe et skilt med billede af en muldvarp med samme tekst – og det var manden ikke afvisende overfor, og han ville tage ideen med til fabrikanten. Der ku’ jo være penge i det skidt.

En stand gør sig i vandløbebånd – Kr. 37.500 . Fås også med vandtank, pumpe og filter  – men så ryger prisen op i kr. 59.000.  Hallo! Her troede jeg, at de fleste hundeejere havde hund, fordi så var man tvunget til at komme op af lænestolen, og ud og slentre med hund gennem byen. Men den slags ture kan åbenbart klares med et løbebånd ved siden af sofaen - samtidig med at man ser Tv-fodbold, hvor Hobro tæver det ene københavnerhold efter det andet. Så er der også bedre tid til at koncentrere sig om at holde væskebalancen intakt.  Det skal dog i sandhedens interesse tilføjes, at vandløbebåndet også kan bruges til genoptræning af hunde med knogle, muskel og ledbåndssygdomme – plus til opbygning af udholdenhed. Der er desværre kun plads til hunden på løbebåndet.

De obligatoriske grilldrenge har travlt. De fortæller, at dagen før var der udsolgt af pølser allerede om eftermiddagen, og jeg spørger oprigtig interesseret, hvorfra de sortgrillede pølser kommer. Men det har  drengene ingen anelse om. Det er jo skidt. Forleden spiste jeg morgenmad på et hotel i Skagen, og der stod en lille seddel ved rullepølsen – ”Fra slagter Munch i Skagen”. Det giver tryghed. Så ved man da, at den ikke stammer fra Jørgen A.

Krig for sjov

Jeg er på destination ”1864” lige overfor Dybbøl Mølle. En rundtur i den store mølle, som er brændt og genopbygget tre gange – maler igen. Om det foregår helt ad helvede til ligesom i John Mogensens berømte sang, eller møllens vingeslag foregår efter Erhard Jacobsens muntre toner – det er en smagssag. Jeg er taget til grænselandet, hvor frø af ugræs engang føg over hegnet, for at se de ”sønderjyske diger”. Jeg kigger langt efter ”Matadors” Susse Wold, men hun dukker sikkert kun op, når bankdirektørens bror Jørgen Varnæs bestiger bankerne.

Nu er jeg sat foran et sort/hvidt billede i stort format med masser af historie, og legal afsæt til tanker og konklusioner. Billedet viser en løbegang bankerne, hvor danske soldater på skyttegravsmaner’ har vagter i 3 x 24 timer. Vinteren sniger sig helt ind på kroppen, og de prøjsiske granater kan nemt komme lige såt tæt på. Maden besår i vagtperioden kun af vand og brød, og toilethullerne er udenfor løbegangene. Flere får skudt hovedet af, når de skal træde af på naturens vegne. Derfor besørger soldaterne stort som småt i løbegangene. Her blander fækalier sig med regnvand, blod, kulde og andet menneskeligt affald. Det er stilbilleder af menneskelige lidelser og død..

De gæster som kommer til destination ”1864” kan opleve en benamputation, støbe kugler til de gamle forladere, og smage soldaterkost. Børn skal ”høre kanonerne brage”, se ”eksplosionerne flænse nattehimlen” – og de skal få lov til at ”smage krudtrøgen”-

De skal være med til at genskabe de historiske scener.

Mon børnene kommer så tæt på, at de fornemmer, at de går i lort til anklerne, og den dræbende kulde på de tre døgns vagter? Ser de afskudte hoveder, afrevne lemmer, og kommer de til at lugte den modbydende stank af lig og blod? Nok ser de eksplosioner der ”flænser himlen”, men hører de også soldaterne skrige af smerte og angst?

Lad os lette hatten af respekt og interesse for fortiden – vores historie kan give os de rødder, som sætter vinger. Det kan den, hvad enten denne krigsfortid er 1864, 1. eller 2. Verdenskrig, Irak-krigen, Afghanistan eller Syrien. Det giver indhold og substans til at forstå verden bedre, så vi kan indrette os bedre, blive klogere, og indsigt til måske nye måder, at løse problemer på.

Destination ”1864” i Sønderjylland er et sted, hvor man får meget godt udbytte med hjem, men fri os for denne kvalmende forherligelse af krig, hvor smarte reklametekster tangerer krigsliderlighed, og hvor slaglinier om kanonild til rabat, og budskaber om ”køb mig” og ”meld dig her” – giver gæsten et vrangbillede af, hvad krig er for noget.

Fodboldscener vi gerne vil se

Kaj og jeg er enige om, at hvis Københavner-journalisterne efterhånden ikke kan finde ud , hvad de skal kalde fodboldslaget mellem FCK og Brøndby  - ”Ny-klassikeren”, ”New Firm”, eller bare et slag mellem ærkefjender - så har vi fundet løsningen. På DR’s hjemmesider blev der som en kommentar til det københavnske ærkefjendeopgør skrevet - at ”fremover skal vi nok flytte "Derby" termen til kampene mellem Randers og Midtjylland, for det er da to langt bedre hold end de to, vi ser her! Hvor spiller de dog ringe sammenlignet med de jyske hold”.

Vi synes det lyder godt, og så kan vi skifte mellem ”derby”-kampene mellem de jyske hold – den næste bliver så kampen mellem AaB og Hobro. Under alle omstændigheder - lad os for en periode flytte fokus til hovedlandet.

På ferie for en tyver

Denne klumme er inspireret af en god ven, som fik tre klip i sit kørekort.

Tre klip betyder teoriundervisning, køretimer, ny køreprøve, penge ud af lommen,

søvnløse nætter, og nervøse trækninger omkring øjnene.

I særligt belastede tilfælde ses udslæt, begyndende stammen, og ufrivillig vandlanding.

Jeg har i fortsættelse af dette danske mareridt læst, at f.eks. Italien har et langt mere positivt klippesystem. Her har hver bilist et antal point, og bliver vedkommende så taget i en trafikforseelse, så trækker man et givent antal point fra det antal bilisten har. På et tidspunkt kan det selvfølgelig også i det italienske system ende som i det danske, men forskellen er den, at man i det italienske system har noget på forhånd. Det man har i hånden vil man psykologisk gerne beholde, passe på, værne om, helst ikke give fra sig. Det er pinligt kun at ha’ 14 point, når naboen har sine 20 i behold. Dernæst så skulle dette systemspil give færre forseelser – færre trafikovertrædelse  - og det er jo hovedhensigten. 

Modsat er det danske klippesystem negativt. Man får ikke noget givet på forhånd man starter med et nul, og har man så tre gange mødt denne danske politibesked  ”Klokken er nu 14.36, og du får et klip ”- så klapper teoriprøvefælden.

Det italienske system ligner meget det jeg har hørt danske forældre med stor succes bruger, når deres børn ingen tålmodighed har, når familien skal i skoven – eller på ferie i Italien.

De fleste kender til det: Bilen er pakket, ungerne installeret på bagsædet, og så går det direkte mod Norditalien. Hvis man er en familie fra Aalborg, så når man næppe helt til Svenstrup før sætningen kommer første gang fra bagsædet: Hvornår er vi der?

Kampen mod dette uvæsen er, at man f.eks. giver hver af bagsædets beboere 10 styk. 20-kroners mønter, og samtidig fortæller, at hver gang de spørger – ” Hvornår er vi der?” - så skal de aflevere en tyver. Forældre beretter, at ikke sjældent sker det, at det omtalte spørgsmål ikke falder en eneste gang på turen, så beholdningen af tyvere er intakt hos bagsædefolket ved ankomst til feriestedet, og det er jo også hovedhensigten. 

Som en lille krølle kan nævnes, at særligt dygtige – og snu – forældre med succes har udvidet omtalte system. Den sidste aften i ferielandet fortæller de børnene,  at i stedet for at tumle rundt og bruge deres sidste feriepenge på skrammel, så vil far – når de kommer hjem - doble det beløb de kommer hjem mad - i hård dansk brugbar valuta.

Det giver ro hele aftenen, en herlig ferieafslutning, og velhavende børn.

Det sidste er om ikke hovedhensigten, så heller ikke at foragte.

Og slår projektet fejl, så har i hvert fald faren overskud til en klipning.

Hos frisøren. 

Take-away-ærter med skrald

Det er ikke rart, at se mennesker rode i andres menneskers affald for at finde lidt brugbare rester, som kan stille sulten. En god bekendt fortalte mig om en oplevelse han havde haft i Indien. Han boede på et hotel tæt ved en flod, og mellem hotellet og floden var en række hytter af yderst ringe kvalitet. Han troede det var boliger til hotellets ansatte, men det viste sig, at det var bolig for fattige indere – ganske givet fra den laveste kaste, som havde fået lov til bo deres med deres familier til gengæld for visse ydelser – f.eks. rensning og rengøring af toiletter. Det er et stykke arbejde, der altid udføres af den laveste kaste i et indisk system, hvor mennesker er delt ind med forskellige værdi i diverse kaster. Om aftenen, når hotellets gæster havde spist, så man familierne fra hytterne gå op til affaldscontainerne, og der kunne de så lede efter, og spise, eventuelle rester.

Den slags sult er vi vel - trods stigende fattigdom jævnfør EU’s fattigdomsgrænser - fri for i Danmark. Set i et kortere historisk perspektiv så husker os - med en vis alder - Carl Alstrups vise fra Apollo-revyen i 1936  om ”Manden på risten”, som stod udenfor en fin restaurant på Vesterbro, og blev mæt af duften fra de riges bord.

Men længere tilbage  – før velfærdssamfundet tog sit afsæt med socialreformen i 1933 – er det jo massiv sult, der trænger sig på i datidens bondesamfund, og vi synger med gru om ”Jens Vejmand” - Jeppe Aakjærs stærke digt fra 1905 om manden, der er så fattig og glemt, at man ikke engang gav ham en sten på graven, selv om ”hans liv var fuld af sten”.

Disse to musikalske nedslag er valgt, fordi den amerikanske sanger og rockidol Bruce Springsten engang har sagt, at man lærer mere af en stærk sangtekst, end man gør gennem et langt skoleliv.

I amerikanske skoler underforstået. 

Men i dag får mennesker i Danmark stort set, hvad de skal spise, så de ikke ligefrem går sulten i seng. Det kan godt være, at den mad et flertal putter i munden ikke er af den mest sunde, og der er alt for meget ”sulten for sjov”-mad, eller rullepølse fra Jørns fabrik, men man ser dog sjældent danskere lede i affaldscontainere efter noget spiseligt. Højst efter tomme flasker.

Derfor var der mange borgere, der spærrede øjnene op, da man for nylig i Brugsen i Dronninglund så en mand stå ved indgangen til butikken, og rode vildt i en affaldscontainer. Med fagter fik han oven i købet flere til at hjælpe sig. Kilder tæt på manden fortæller, at det dog ikke var mad, men sin bilnøgle han rodede efter. Manden var sammen med konen inde for at handle, og manden var straks gået i gang med at fylde flere poser med ærter, da dagens tilbud var - fyld posen for en tyver.  Samtidig med at han fyldte posen, fyldte han også munden. Det fik konen til at ytre, om han ikke kunne stille sin ærtelyst til de kom hjem. Men det prellede fuldstændig af på ærteelskeren, og på vej ud af butikken smed han sine ærteomslag i omtalte affaldscontainer. Hvad han glemte i sin ærterus var, at også bilnøglen var i blandt. Nu gik manden i panik. Han ledte larmende efter ansatte, som kunne hjælpe ham med at åbne containeren, så han kunne finde den nøgle, som ville bringe ham væk fra dette pinlige indkøbsområde. 

Stort ståhej for næsten ingenting. Efter at ha’ fisket diverse affaldsprodukter op, som bananskræl, sut, barnesok - kom endelig bilnøglen. 

Der lød et lettelsens suk. Også fra de tilskuer, som optrinnet havde tiltrukket. Flere havde frygtet, at dette var et varsel om, at klunsere og fattiglemmer - af et vist international snit og format  - snart indtog Dronninglund by, så Slotsgade ville blive befolket med tiggere, optrædende med eller uden brune bjørne, og boder med salg af fisk, sjove hatte, CD’er med diverse kunstnere, og værdiløst rustensnusk. 

Nu kunne alle tage velfornøjede hjem, også ærtemanden. Man så ham trygt vandre mod bilen fortærende de sidste take-away-ærter. 

Scener vi gerne vil se

FCK fyrer Ståle.

Nederlaget 0-3 til Hobro i Superligaen i fodbold har nu fået konsekvenser. Ståle Solbakken udtalte til DR Sporten, at nederlaget kunne få konsekvenser for visse spillere, men nu har FCK’s bestyrelse bestemt, at nederlaget får konsekvenser for Ståle Solbakken selv.

-”Bestyrelsen kan ikke leve med, at vores millionærhold taber til et hold amatører, folkeskolelærere, klamphuggere, og bankelever fra en udkantsby, som har færre indbyggere, end der bor i et højhus i Gladsakse. Nu får Ståle det røde kort Han er også altid så sur, skælder ud, og smider med flasker indeholdende norsk kildevand med brus. Nu kan han ta’ hjem til Norge, hvis ikke Strandby, Sindal eller Løgstør napper ham inden færgen forlader Hirtshals”.

Vi kender navnet på  FCK-bestyrelsesmedlemmet, men har valgt at holde det skjult for offentligheden.    

Garage til tåbeligheder

Kun dem, som aldrig har været i København, kan finde på at sige, at byen stort set er biler, forurening og larm. Som jævnlig gæst i landets hovedstad kan jeg uden problemer nævne 10-12 steder i landets hovedstad, hvor der er lige så stille, ro til fordybelse og afslapning, som mange steder i Nordjylland. Et af Københavns mest afslappende steder er Søerne – som ligger på kanten til Frederiksbergs kommune, kun et par busstop fra Rådhuspladsen, Tivoli og Hovedbanegården - steder, som ikke just er kendt for deres stilhed. 

For nylig var jeg igen på aftenvandretur omkring Søerne. På en bænk langs københavnersiden - med udsigt til Frederiksberg – sidder fire unge mennesker. Kærestepar formoder jeg. De sidder i hvert fald parvis tæt. 

Pludselig siger den ene pige :

-” Det hus derovre kan du få for 200.000 i Esbjerg”.

- ”Det er løgn”, siger den anden pige, som måske ved, at blot en 2 værelses lejlighed langs Søerne nemt løber op i flere millioner.

-”Det er rigtigt, svarer pigen, der åbenbart ved noget om huspriser langs vestkysten, og sætter trumf på:

-”Og så får du garage med”.

Før jeg nåede hovedstaden og Søerne var jeg et par rare dage på Langeland. Det var dog en herligt bekendtskab. Her er den charmerende by Rudkøbing med Apotekerhaven, og sin helt egen H.C.Ørsted historie. Her ligger Stengade-skoven med sin bøg helt tæt ved ”salten øster strand”, hvor Oehlenschläger blev inspireret til at skrive Danmarks nationalsang. I nogle fredede smukke områder ved Dovns Klint finder man landets eneste vilde hestereservat – her leves det hesteliv, som heste helst vil. Der er stille og smukt - som ved Søerne i København. 

Nætterne på Langeland blev tilbragt på en B&B ved Lindelse Nør - med egen badebro, og med udsigt over vand og marker, så sjælen fik lyst til at lege Erik Grip og synge Lundell og Toftlunds vidunderlige sang om ”Åbent landskab”.

Stedet var til salg, og prisen var højere end mange af husene langs Søerne i hovedstaten. Idyl på Langeland – pris 6,5 million. Men så var der også garage med.

Som i Esbjerg.

  

På Langeland kom jeg i godt snak med end kvinde på omkring de 70, som fortalte en gruopvækkende selvoplevet historie om en samfundsudvikling, som hverken hun eller jeg bryder os om.

Kvinden har et sommerhus i nærheden af Holbæk. Hun var for nylig blevet syg mens hun var i sommerhuset, og blev indlagt på sygehuset i Holbæk. Da hun var klar til at komme hjem, blev hun fortalt, at man ville sende hende med Falck til hendes hjemadresse, som jo er Langeland. Hun fortalte, at det behøves man slet ikke, da hun havde sommerhus 30 km fra Holbæk, og der havde hun også sin bil.

Den oplysning kunne systemet ikke klare.

Kvinden fik at vide, at hun efter reglerne skulle sendes til sin hjemadresse.

Nu prøvede hun at forklare det tåbelige i en sådan beslutning, idet det var langt  dyrere at transportere hende til Langeland, og dernæst så skulle hun så retur efter sin bil. Men systemet har sine regler, og de kan ikke gradbøjes, og åbenbar slet ikke, når system er sat i gear.

Kvinden blev kørt til Langeland. Der fik hun et familiemedlem til at køre sig retur til Holbæk-kanten. Kvinden fik sin bil hjem  - og sat i garage. 

Men sådan et stift menneskeforagtende system må aldrig få ro. Det skal sparkes bagi så det ryger direkte ind i en garage.

Hvor garagen ligger er ligegyldigt - bare parkeringen bliver for altid.