Det
er ikke rart, at se mennesker rode i andres menneskers affald for at finde lidt
brugbare rester, som kan stille sulten. En god bekendt fortalte mig om en
oplevelse han havde haft i Indien. Han boede på et hotel tæt ved en flod, og
mellem hotellet og floden var en række hytter af yderst ringe kvalitet. Han
troede det var boliger til hotellets ansatte, men det viste sig, at det var
bolig for fattige indere – ganske givet fra den laveste kaste, som havde fået
lov til bo deres med deres familier til gengæld for visse ydelser – f.eks.
rensning og rengøring af toiletter. Det er et stykke arbejde, der altid udføres
af den laveste kaste i et indisk system, hvor mennesker er delt ind med
forskellige værdi i diverse kaster. Om aftenen, når hotellets gæster havde
spist, så man familierne fra hytterne gå op til affaldscontainerne, og der
kunne de så lede efter, og spise, eventuelle rester.
Den
slags sult er vi vel - trods stigende fattigdom jævnfør EU’s fattigdomsgrænser
- fri for i Danmark. Set i et kortere historisk perspektiv så husker os - med
en vis alder - Carl Alstrups vise fra Apollo-revyen i 1936 om ”Manden på risten”, som stod udenfor en
fin restaurant på Vesterbro, og blev mæt af duften fra de riges bord.
Men
længere tilbage – før velfærdssamfundet
tog sit afsæt med socialreformen i 1933 – er det jo massiv sult, der trænger
sig på i datidens bondesamfund, og vi synger med gru om ”Jens Vejmand” - Jeppe
Aakjærs stærke digt fra 1905 om manden, der er så fattig og glemt, at man ikke
engang gav ham en sten på graven, selv om ”hans liv var fuld af sten”.
Disse
to musikalske nedslag er valgt, fordi den amerikanske sanger og rockidol Bruce
Springsten engang har sagt, at man lærer mere af en stærk sangtekst, end man
gør gennem et langt skoleliv.
I
amerikanske skoler underforstået.
Men
i dag får mennesker i Danmark stort set, hvad de skal spise, så de ikke
ligefrem går sulten i seng. Det kan godt være, at den mad et flertal putter i
munden ikke er af den mest sunde, og der er alt for meget ”sulten for
sjov”-mad, eller rullepølse fra Jørns fabrik, men man ser dog sjældent danskere
lede i affaldscontainere efter noget spiseligt. Højst efter tomme flasker.
Derfor
var der mange borgere, der spærrede øjnene op, da man for nylig i Brugsen i
Dronninglund så en mand stå ved indgangen til butikken, og rode vildt i en
affaldscontainer. Med fagter fik han oven i købet flere til at hjælpe sig.
Kilder tæt på manden fortæller, at det dog ikke var mad, men sin bilnøgle han
rodede efter. Manden var sammen med konen inde for at handle, og manden var
straks gået i gang med at fylde flere poser med ærter, da dagens tilbud var - fyld
posen for en tyver. Samtidig med at
han fyldte posen, fyldte han også munden. Det fik konen til at ytre, om han
ikke kunne stille sin ærtelyst til de kom hjem. Men det prellede fuldstændig af
på ærteelskeren, og på vej ud af butikken smed han sine ærteomslag i omtalte
affaldscontainer. Hvad han glemte i sin ærterus var, at også bilnøglen var i
blandt. Nu gik manden i panik. Han ledte larmende efter ansatte, som kunne
hjælpe ham med at åbne containeren, så han kunne finde den nøgle, som ville
bringe ham væk fra dette pinlige indkøbsområde.
Stort
ståhej for næsten ingenting. Efter at ha’ fisket diverse affaldsprodukter op,
som bananskræl, sut, barnesok - kom endelig bilnøglen.
Der
lød et lettelsens suk. Også fra de tilskuer, som optrinnet havde tiltrukket.
Flere havde frygtet, at dette var et varsel om, at klunsere og fattiglemmer -
af et vist international snit og format
- snart indtog Dronninglund by, så Slotsgade ville blive befolket med
tiggere, optrædende med eller uden brune bjørne, og boder med salg af fisk, sjove
hatte, CD’er med diverse kunstnere, og værdiløst rustensnusk.
Nu
kunne alle tage velfornøjede hjem, også ærtemanden. Man så ham trygt vandre mod
bilen fortærende de sidste take-away-ærter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar