Dage med hotdog

Allerede da man nærmer sig parkeringspladsen ved Dronninglund skole fornemmer man, at noget er mærkeligt anderledes. En del af de parkerede biler har tremmer for bagruden. Går man tæt på får man et schæferbjæf, der truer ens nervesystem til alarmberedskab. Forklaringen er den enkle, at skolens græsområder har givet sine kvadratmeter til  Danmarks Civile Hundeførerforening, der holder DM i hund – i lydighed og væddeløb. Overalt render der hunde rundt - altså bortset fra dem, som puster ud bag bilens tremmer, og sætter forbipasserendes puls i vejret. 

Man skal være mere end hundebegejstret for at stå længe ved den specielle form for hundevæddeløb på tid, som kaldes agility. Så de fleste sad også ned i medbragte stole. Sidst jeg så sådan lignende var i nogle Tv-hundeudsendelser lavet af Poul ”Dus-med-dyrene”-Thomsen. Han havde selveste Ghita Nørby med som dommer.  Mindre kan også gøre det, og det må vi så også nøjes med i Dronninglund, hvor hverken Poul Thomsen eller Ghita er til at få øje på. Derefter bevæger jeg mig over i det obligatoriske område, hvor der altid er fyldt med stande, der øjner chancen for lidt profit, og sødt til kaffen. Alle standene handler naturligt nok om vovser. Der er ikke en kat at se i nærmeste  omkreds. Godt for den – det ville aldrig ha’ overlevet.

Flere stande har hundemad. Med smagsprøver. Sælgerne står selv og æder hundemaden. De forklarer, at ordentligt hundemad indeholder kvalitetsprodukter, som mennesker også kan spise. Jeg ser for mig fredag aften, hvor mor sætter fem dybe tallerkner på bordet og far hælder hundefoder op i dem alle. Derefter sætter familiens to børn, mor og far, og husets labrador sig god tilrette omkring spisebordet, og guffer i sig. Fredagsslikken er en tyggepind af de gode store, der varer en hel X-faktor-udsendelse.

De spisende sælgerne fortæller, at noget af det billige hundemad, skal man holde sig væk fra. Den kan være fyldt med det, som kaldes ”biprodukter” – hønsefjer, minkkød, og vel også noget fjæsingfiskeaffald. Hvis noget tror, at det  blot er noget værre hundeæde, så kan de godt tro om – det er meget værre. 

En stand har flotte metalskilte med sorte hunde med teksten  ”Her bor jeg”. Den slags skilte er til at holde uvelkomne væk – og jeg tror gerne det virker. Jeg spurgte om der var  mulighed for at købe et skilt med billede af en muldvarp med samme tekst – og det var manden ikke afvisende overfor, og han ville tage ideen med til fabrikanten. Der ku’ jo være penge i det skidt.

En stand gør sig i vandløbebånd – Kr. 37.500 . Fås også med vandtank, pumpe og filter  – men så ryger prisen op i kr. 59.000.  Hallo! Her troede jeg, at de fleste hundeejere havde hund, fordi så var man tvunget til at komme op af lænestolen, og ud og slentre med hund gennem byen. Men den slags ture kan åbenbart klares med et løbebånd ved siden af sofaen - samtidig med at man ser Tv-fodbold, hvor Hobro tæver det ene københavnerhold efter det andet. Så er der også bedre tid til at koncentrere sig om at holde væskebalancen intakt.  Det skal dog i sandhedens interesse tilføjes, at vandløbebåndet også kan bruges til genoptræning af hunde med knogle, muskel og ledbåndssygdomme – plus til opbygning af udholdenhed. Der er desværre kun plads til hunden på løbebåndet.

De obligatoriske grilldrenge har travlt. De fortæller, at dagen før var der udsolgt af pølser allerede om eftermiddagen, og jeg spørger oprigtig interesseret, hvorfra de sortgrillede pølser kommer. Men det har  drengene ingen anelse om. Det er jo skidt. Forleden spiste jeg morgenmad på et hotel i Skagen, og der stod en lille seddel ved rullepølsen – ”Fra slagter Munch i Skagen”. Det giver tryghed. Så ved man da, at den ikke stammer fra Jørgen A.