torsdag den 31. juli 2014

Den moralske grænse

Da de allierede i 1945 besluttede at bombe Berlin overtrådte de civiliserede samfund en moralsk grænse. Bombningen med dens frygtelige konsekvenser af død og ødelæggelser for civile – børn, kvinder, ældre – skabte inden bombningen voldsom intern debat i toppen af de militære og politiske kredse, såvel i USA som i England. Trods stor uenighed til det sidste valgte de endelige magt- og beslutningstagere, at overskride den moralske grænse, med den motivering, at det ville forhindre krigen mod Tyskland trak unødigt ud. Man ville knække forsvarsviljen. Knække den tyske lyst  til at fortsætte krigen. At de allierede var i krig mod et system, som ønskede at ofre sin befolkning i den totale krig, var en anden grænseoverskridende moralsk indstilling. 

Man har siden opgjort, at bombningen af Berlin krævede 3.000 civile ofre, og 120.000 hjemløse. Beslutningen om at bombe Berlin – at overskride den moralske grænse – gjorde det senere beviseligt langt nemmere for de allierede også at tage beslutninger om at civilbombe Dresden, Leipzig, Tokio, og den endelige nedkastning af atombomber over Japan.

Nu er det påkrævet, at der atter sker en nødvendig gentagelse af diskussionen om den slags moralske overskridende handlinger. Det presser sig voldsomt på i forbindelse med Israels bombning af Gaza-striben. Det er yderst sandsynlig, at Hamas foretager militære aktiviteter bag civile fordøre, og det er også sandsynlig, at denne organisation helt uantageligt bruger civilbefolkningen som skjold mod sin fjende. Men det ændrer ikke ved, at det moralske dilemma om bombningen er et israelsk ansvar og anliggende. Man kan ikke i et civiliseret samfund foretage vurderinger om, hvad der mest rentabelt, mest hensigtsmæssigt. I et demokratisk samfund er der etiske begreber, som ikke kan gradbøjes. Mulig involverende drab på civile må ikke være en bærbar omkostning, som man kynisk indregner.

Begge parter må kraftigt presses af det internationale samfund til at indstille krigen, og iværksætte nye forhandlinger, men det ændrer ikke på den agenda, at vi ensidig  bør forlange, at Israel standser bombningerne af mål, hvor civile bor, lever, og som på grund af de grænseoverskridende beslutninger, bærer de primære tab. 


Krige kan ikke kontrolleres – de løber løbsk efter deres egne blodige mønstre, men netop derfor bør man (gen)indføre en moralsk grænse for bombning af modparten - i respekt for de civile samfund.  

mandag den 28. juli 2014

SCENER VI GERNE VIL SE


Hver uge får tabende fodboldspillere spørgsmålet fra rimeligt veluddannede mediefolk:
Hvordan kommer I videre herfra?

Dette er svaret jeg gerne vil høre:  - Det bliver helt umuligt. Allerede i pausen havde vores direktør hængt sig i omklædningsrummet. Træneren er nu forsvundet. To af spillerne har druknet sig under bruserne. Vi har kontaktet Regionen og bedt om krisehjælp til de overlevende, men jeg tror ikke vi kan rejse os. 
Ikke før vi får nogle mere opløftende spørgsmål. 

søndag den 1. juni 2014

Bom og grænser

Det kan godt være, at EU-valget indeholdt elementer af Helle-modstand, habit-forargelse, og en naturlig forunderlighed over intens rengøring af danske hotelværelser på grund af ministerrygning i utide, men hvis man hovedsagelig placerer sine analyser på de forklaringer, så er man en dårlig tolker af danskernes politiske retning.
Valget var først og fremmest danskernes ja tak til nye grænser. Grænser, som sætter bom for direkte adgang til børnepenge, og ja tak til grænser, hvor der kan dukke en toldbil op, og venligst lige spørge om førerbevis, papirer, og med ret til at kigge i hvert fald bilen bagi, for at tjekke om der sku’ være skjult 8-10 udviste kriminelle - under bagsædet – alene, eller sammen med stoffer af anden slags, end dem man bruger til gardiner.
Danskerne er blevet trætte af EU-politisk korrekthed, hvor man ikke må ytre ønsker om forandringer, eller må snakke om stopklodser overfor urimeligheder. Altså – det nu største EU-politiske parti i Danmark er over en meget lang periode blevet grovmobbet, fordi de har ønsket toldbetjente, der foretager stikprøver ved grænsen mod syd for at prøve at sætte en stopper for ugræs over hegnet. Men også for at lave et benspænd for den udbredte antagelse, at til Danmark kan man altid køre, fordi der står befolkningen blot og vinker virkelighedsfjern til en. Nu vender mobningen som en boomerang, hvis hele vægt rammer de politisk korrekte partier, så de bagerste mandater øjner - og nogle mærker - spærregrænsen. 
Ønsker om toldkontrol med stikprøvebeføjelser er jo ren forebyggelse, og følger faktisk smukt et pædagogisk mønster, som altid tidligere har præget det danske samfund, og dansk tænkemåde. Kontrol ved grænsen er sammenlignelig med skolegårdvagten, der vandrer rundt – i dag uden pibe - som et værn mod frikvartersbøller, og mobning.  Dansk Folkepartis ønske om grænsetjekkende toldbiler er sammenlignelig med livredderen, der holder øje med de badende, og parkeringsvagten, der holder øje med bilerne. Ligeledes er ideen også meget sammenlignelig med den lokale betjent, der netop ved sin enkle tilstedeværelse sikrer en vis ro og orden.  Især for de mennesker, som har betalt skatten, så vi kan ha en ordensmagt, der går rundt og sikrer tryghed i nærmiljøet. Men på den anden side, så er virkeligheden, at den vandrende forebyggende betjent jo efterhånden er et syn, der tilhører en anden tid, som den beskyttende grænsekontrol - og som gårdvagten med pibe.  Men noget af det, som hører en svunden tid til, kan jo forlanges tilbage.
I hvert fald meddeler en større og større del af befolkningen, at nok bukken, skraben, og retten ind er nok.

De vil ha’ grænserne tilbage. 

Grundtvig og fløjtetønden

Hvis man tror Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) er en stor samling støv, så er det forbi man ikke kender ham. Præst, forfatter, og salmedigter Grundtvig var en af 1800-tallets største stand-up-personer – fyldt med nytænkning, meninger og substans. En mand, der elskede livet, ønskede frihed for folket, og højskoler til bønder og borgere. Som mente mennesker skal oplives før de oplyses, og altid behandles på lige fod. Som sagde nej til et mainstream-abekatteliv, hvor mennesker opfører sig ens, styret og manipuleret.  Grundtvig var en mand, som levede med sin tro, og ville dele glansen fra det guddommelige med alle. Fordi mennesket er et meningssøgende væsen, som skal lytte med munden fri - og hånden bundet..   
Ord fra ham er vigtige – også på en 1.maj. Især når det handler om majtalere, der måske afbrydes af fløjtekor – enten denne fløjtning sker tæt på, eller på såkaldt demokratisk afstand. Tonedøve er de sikkert disse engangsfløjter. Deres pift bliver næppe så latter- og fløjtehumoristiske – hvilket set i en dansk optik ellers altid er en formidlende omstændighed - som da Bodil Udsen gav den som  fløjtetønden Viktoria. Men det er der i øvrigt ingen unge mennesker, som kan huske- for hendes fløjtegennembrudsnummer skete i Helsingør-Revyen i 1956. En kan også kun huske det, fordi jeg kan ”Ringe til en You Tube-ven”.     
For nylig modtog elever fra Hørby Efterskole ved Sæby masser af pift og fløjten, som en del af et begejstret bifald, da de havde leveret årets musical. Det med at levere et styk årlig ofte historisk drama har man gjort i mange år i Hørby – i år med forestillingen ”Grundtvig”. Gennem musicalen dykkede man ned i centrale perioder af Grundtvigs liv, og de unge – hvis kendskab på forhånd til Nikolaj Frederik Severin stort set begrænsede sig til netop en samling støv - fandt ud af, at Grundtvig var en meget karismatisk person, der siden starten af 1800-tallet stillede kritiske spørgsmål til sig selv, og sin samtid. Grundtvig har haft stor betydning for danskernes forståelse af demokrati, kristendom, skole, og for vores kulturelle selvforståelse - ikke mindst gennem sin enorme salmedigtning. I Hørby havde man ved scenen bygget en mur af i alt 1500 bøger, som illustration af Grundtvigs salmeproduktion – på netop 1500 salmer. Et antal ikke engang Keld Heick kan matche.
Grundtvigs tanker har også beriget og inspireret mennesker uden for Danmark. Han hører sammen med Søren Kirkegaard og H.C. Andersen til 1800-tallets tænkere og forfattere, som Danmark internationalt er mest kendt for. Gennem musicalen formidlede Hørby-eleverne smukt Grundtvigs enorme drivkraft, produktivitet, tanker og ideer. Siden har efterskolen været en tur i København, og eleverne besøgt de steder, hvor Grundtvigs færdedes.
Hørby har nu en gruppe unge Grundtvig-fan, som kender mandens værd og synspunkter. De vil næppe melde sig til noget fløjtekor, fordi de ved nu, at med ytringsretten følger lyttepligten. Når vi har to ører og kun en mund, så har det jo noget at gøre med, at vi faktisk skal lytte dobbelt så meget, som vi taler. Jeg ved udmærket, at mange kender personer, der fungerer modsat, og her skal ikke nævnes navne. Men når fløjtelystne mennesker svarer, at der også blev larmet mod Nyrup, råbt øv efter Fogh, og vendt ryggen til Løkke, så tog disse handlinger trods alt ikke tale- og ytringsretten fra statsministrene. Når fløjtelystne mennesker påstår, at de ved et fløjt ikke kan spolere en statsministers ytringsfrihed, fordi hun kan bruge sin ret på andre tidspunkter i alle slags medier, hvor de fløjteivrige normalt sjælden eller aldrig har ytringsadgang, så glemmer de, hvad der er et af   demokratiets fornemmeste kendetegn - den sproglige ytringsfrihed. De fløjtelystne forhindrer sproget i at komme til orde. Forhindrer man sproget i at blive brugt, så ender talen og samtalen i råb, larm, grynt. Så mister vi - med Grundtvigs ord - evnen til at bruge sproget. Vi bliver sprogløse.
Som dyr. Der bliver kun brølet tilbage.
Eller fløjtet.


 
.

.

mandag den 21. april 2014

Maratonsang i Nordjylland

Så rykker årets Maratonsang til Nordjylland. For første gang vil der vest for Valby Bakker sidde danskere på årets længste dag, og synge sig igennem Højskolesangbogen (HS) – kompetent ført an af spændende mennesker med ord på læben. Tilmed bliver det hele levende fulgt af et sangglad publikum, og af Nordjyske kor, som løfter tonen. Den bliver slået an af forskellige pianister, der i løbet af årets længste dag musikalsk vil gelejde alle gennem den danske sangskat.
Det er Grundtvigs Forum i København, som for fire år siden introducerede Maratonsangdagen i Vartovs Gård, og i år kommer der altså en jysk lillebror.
Det er Dronninglund Kunstcenter – den danske udgave af Utzons Operahus – som lægger skov til, og derfor kaldes det jyske sangarrangement også for ”Velkommen i den grønne lund”, som en hyldest til sommeren, sangen, skoven og Grundtvig.
Det er Danmarks mindste højskole – ”Garagehøjskolen” i Dronninglund, og Kunstcentret i Dronninglund, som i samarbejde med netop Menighedsrådet i Dronninglund, Nordkraft Event i Aalborg, og Grundtvigsk Forum, har taget initiativ til dette jyske sangmøde lørdag 21.juni 2014, hvor man vil synge sig igennem store dele af højskolesangbogen.
Vi har indbudt særlige gæster, som får til opgave at vælge og fortælle om sange indenfor hver enkelt område af HS – en gæst begynder med valgte morgensange, næste vælger det samme antal indenfor sange om tro, dernæst om liv og fællesskab, en vælger forårssange, en anden sommersange o.s.v.   

Publikum får mulighed for at synge sammen med bl.a. sanger og komponist ERIK GRIP, præst ved Hasseris kirke AGNETE BRINK, tidligere formand for Folketinget CHRISTIAN MEJDAH, tidligere AaB-sportschef LYNGE JAKOBSEN, radiovært ved DR P4 Nord KNUD ERIK MEYER IBSEN, borgmester i Brønderslev kommune MICHAEL KLITGÅRD, regionsformand ULLA ASTMAN, formand for Folketingets kulturudvalg FLEMMING MØLLER MORTENSEN, organist SUSANNE RASMUSSEN med  et lokalt kor, præst ved Dronninglund kirke RUNE THOMASSEN, tidligere sekretariatsleder ved Vartov HANS GRISHAUGE, Års, medlem af Grundtvigsk Forums bestyrelse ANNA KOLIND, Tornby, studenterpræst HANNE DAHL fra Aalborg, rockmusiker PETER HÅNDSBÆK, Mors,  og sangerinde og lærer ANNE-MARIE HASSING med elever fra Try Efterskole.
  
Det hele begynder nævnte lørdag formiddag kl. 10 og slutter om aftenen med bål og tale.
Alle er velkomne, og der er fri entre.
Dronninglund Kunstcenter gør haven i skoven klar, og der kan købes frokost, aftensmad, og drikkevarer til rimelige priser.

Arrangørerne har bestemt at denne dag skal være en tradition i Nordjylland, og derfor har man allerede planlagt et vintermaratonssangarrangement på Nordkraft i
Aalborg søndag 21. december.   

Når man synger er man aldrig alene, og den samværsmulighed med fællessang som bærende kraft gives nu til alle nordjyder.


torsdag den 10. april 2014

Det pengeløse samfund

”Tømning af sparebøsse kr. 200”.
Skiltet rammer ind som en forhammer. Man kigger igen. Kan det ha’ sin rigtighed! Jo, den er god nok. Kommer man med barnebarnets delfinsparebøsse koster det 200 kroner at få den tømt. Men da den venlige sparekassekasserer kan se panikken i mine opspilede øjne tilføjer hun straks, at ”Det gælder kun for ikke-kunder”. De trofaste med egen konto får tømt uden gebyr. I relation til hvad jeg ofte tidligere har skældt banker og pengeinstitutter ud for, så er den oplysning honning for sjælen. Endelig honorering af trofasthed.
Men 200 kroner for folk, der ikke er kunder, er dog noget af en betaling. Man ser for sig, at kunden komme slæbende med fire børnebørns delfiner, og det viser sig at hver delfin indeholder ca. 100 kr. – som man i øvrigt selv har kommet i – og så skal man erlægge 4 gange 200 kroner for tømningen. Det er jo et tømningsgebyr, som nok kan få enhver bankrådgiver til at advare mod utidig frådseri. Så er det billigere at købe en hammer i Stark, og slå delfinen ihjel, og gå på jagt efter nye delfiner. Men man kan jo også blot åbne en konto. Det er jo det, som er øvelsens højeste mål. Men hovedårsagen til denne voldsomme opkrævning for tømning af abekatte, bjørneunger, Rasmus Klumpbøsser og delfiner, er den enkle, at vi er tæt på det pengeløse samfund. Sparekassen i Dronninglund er den eneste pengeinstitut i Dronninglund by, som endnu har kontanter. De øvrige pengeinstitutter ejer ikke kongens mønt.  

I det pengeløse samfund skal vi vinke farvel til mange ting, som i generationer har været en del af samfundslivet. Det har længe været slut med manden der bankede på ens fordør for at samle ind til ”Julens Glæde”. Ligeledes er det vel også nogle år siden, at kontingentopkrævninger til hvad som helst, skete via en mand, der bankede på ens dør. Den rare mand, der tog sig af den slags aktiviteter, fik i min barndom altid en cigar eller cigaret. Den slags gaver vil jo også i dag resultere i en anmeldelse, og et besøg af landbetjenten, med medfølgende deportation til Anholt, eller anden afsidesliggende destination. Men når det pengeløse samfund endelig har taget over, så er det i hvert helt slut med de gode mennesker, der med indsamlingsbøsser, samler ind til Røde Kors, Flygtningehjælpen, eller Folkekirkens Nødhjælp. Det er også lang tid siden man i ”Giro 413” har hørt Hans Kurt synge om ”Kroner en - kroner to”. Og sangene ”Sørens far har penge” og  ”Der bor en bager” bliver blacklistet. Ingen forstår den sidste sangs linier ” ..og har du penge, så kan du få, og har du ingen, så må du gå”. Hvad man gør ved moderne klassikere, som Dire Straits ”Money for Nothing” og ABBAs ”Money, money, money” må kommende tiders tænketanke fremlægge årsplaner for.   
Besøg af børn med masker, og diverse udklædninger, der synger ”Boller op og boller ned”, men helst vil ha’ kontanter, fordi de allerede hjemmefra er overfodret med slik og søde sager, bliver også en historisk hændelse. En løs femmer til spritterne ved Aalborg Banegård bliver ligeledes fortid. Fremover står hjemløse med hver deres ”fluesmækker”, og så får det slidte Visa-kort en tur – til. 
Men det værste er, at det også bliver nat med en skilling til børnebørnenes sparebøsser. Dette faste ritual, hvor farfar finder pungen frem, og med tale om værdien af sparsommelighed og opsparing, og snak om at sætte tæring efter næring, er små erfarne livsstilsøvelser, som forsvinder. Man ser for sig morgendagens børnebørn stå med hver deres Ipad, og bede om farfars kontonummer, og så overfører de selv skillingerne via Mobilbank.  Så det er ikke kun kriminelle østeuropærer, der truer  med at tømme ens konti.


Et samfund uden penge er som en jordemoder uden jord. Om det bliver et mere lykkeligt samfund, eller det modsatte, skal ses på stjernehimmelen eller i kaffegrumset. Forhåbentlig bliver morgendagens mennesker mere lykkelige end de individer, som i gamle dage også levede uden kontanter, og derfor som ”Manden på risten” måtte indsnuse duften fra de riges bord.
Dog uden gebyrer.


.

fredag den 4. april 2014

"Hold kæft hvor er hun dum"

Sådan stod der for nogle år siden på en forside af Ekstrabladet om statsministeren. Det var ikke begyndelsen på pressehetzen mod landets statsminister, men det var fortsættelsen. Uanset hvad man mener om statsministerens politik og evner, så kan ingen kommende statsminister – uanset partitilhørsforhold, evner eller praktisk politik, overleve en sådan spiraludviklende kampagneagtige hetz, som den nuværende udsættes for – såvel fra trykte medier som fra de elektroniske. Pressefrihedens ypperste udøvere mishandler ytringsbegrebet, og udfaser dermed den styreform, som værdsætter den frie taleret mest - demokratiet.