Hånd til mishandlede børn

Hun var 4-5 år, og jeg mødte hende i en nordjysk børnehave. Med rettidig omhu fortalte hun om sin far. Når faren bandede sendte moren ham ud i garagen. Han kom først ind igen, når moren mente, at han ville opføre sig ordentligt.

En sådan garagehistorie, hvor det er den voksne, der bliver sendt udenfor, er en munter erindring,  som selvfølgelig nok har fået en herlig drejning i pigens hukommelse.

Det sjove forsvinder dog -  som den berømte dug - når virkelighedens historier går den modsatte vej. Når det er voksne, der holder børn i de områder, hvor der normalt kun holder biler. Jeg husker fra mit arbejdsliv for DR, hvor nogle børn før årtusindskiftet ku’ fortælle om et liv efter skoletid, hvor de efter skoletid måtte være enten ude i det fri, eller i garagen – alene eller sammen med legekammerater – indtil forældrene kom hjem fra arbejde. De voksne ville ikke ha’ deres børn, eller andre, inden døre. De kunne jo rode stuerne til, eller tømme køleskabet.

De var datidens garagebørn.

Nu er begrebet så videreudviklet med sagen fra Helsingør. En dreng på omkring fire år har været holdt skjult i isolation i familiens garage. Hans søskende var tvangsfjernet, men det var tilsyneladende lykkedes forældrene, at holde denne drengs eksistens skjult for alle. Drengen var hjemmefødt, havde aldrig været ved læge, haft besøg af sundhedsplejerske, eller i børnehave. Sandsynligvis har drengen ingen kontakt haft til andre mennesker.

Han har aldrig været udenfor en dør – ikke engang en garagedør.

Han eksisterede slet ikke for andre end sine forældre. Og for dem vel knapt.

Man kniber sig i armen.

Nu går snakken forståeligt nok om skyld og ansvar.

Kommunen mener ikke, at den havde lovhjemmel til at besøge hjemmet – med politi - selv om der lå henvendelser fra borgere om, at noget var galt. Der var observeret børnelarm i garagen, også efter at familiens børn var fjernet. Kommunens henvendelse til Den sociale Ankestyrelse gav den anbefaling, at kommunen burde iagttage en vis tilbageholdenhed, når der ikke var noget mere konkret. Kommunen rettede ind. 

Man kniber sig i den anden arm. 

Efter de voldsomt synliggjorte børnesager i Tønder, Brønderslev, og Rebild – for blot at nævne tre – har kommunerne og behandlerfolket faktisk fået et brugbart værktøj. Det har man via Servicelovens nye lovtekst, som siger: ”Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at kommunen mod behørig legimitation – og uden retskendelse – har adgang til forældremyndighedens bolig og rum”.

Man kan altså på en begrundet mistanke med loven i den ene hånd, og børns tarv og interesser i den anden – plus politiet ved sin side - skabe sig adgang indenfor hjemmets fire vægge. Plus garagen. Ordet ”rum” gælder vel også garageanlæg!

Om en kommune forfølger sin begrundede mistanke afhænger af en ting – viljen. Den vilje har alt  for ofte været underlagt andre ting – f.eks. økonomi. Fra nu af bør gælde, at den enkelte kommune, og den enkelte medarbejder, skal vise vilje, pligt, og courage. Tage ansvar.

Det bør snarest være slut med at knibe sig i armen. 

I hvert fald er der nu værkstøj til stede, som kan forhindre al det armkniberi.

Kommuner, fagfolk og godtfolk – kom i gang.

Der er mishandlede børn, der venter.

180 sekunders tekst

Beskeden var klar: Du får 3 minutter til at fortælle, hvad du syns, der skal ske!

Vi var en håndfuld mennesker, som var indbudt til et møde, hvor vi hver især skulle komme med et bud på, hvordan fremtiden om et givent emne skulle gribes an. Tre minutter.

Jeg ved godt, at der faktisk godt kan siges meget på tre minutter. Både vrøvl og rigtigheder.

Hvis man eller kan få det vendt og sagt.

Særligt dygtige ordmennesker behøver slet ikke tre minutter for at sige - eller skrive - noget klogt. .

En journalist skulle engang anmelde en bog, og skrev : ”Anmelde denne bog! Det er bliver da til politiet”. Ikke et ord mere.

Benny Andersen er vidunderlig til at sætte ord kvikt og opløftende sammen. Han har skabt sammensætningen ”at rakke op” – i stedet for at ”rakke ned”, og være ”opladende” frem for ”nedladende”.

I Vennesangen skabte han ordspillet:

”Du kan være tynd eller temmelig fed, bare du kan holde på en hemmelighed ” 

En anden sand mester i stort og småt er Johannes Møllehave:

”Man kan ikke ændre natur, men man kan bearbejde sin karakter”.

 Eller hvad med – ”Jeg tager min alder som den falder”.  

Det er dog de færreste, der kan det der med at udtrykke sig så kort og præcist. Møllehave kan da uden problemer også gå den anden vej, Manden kan jo tale i timevis om Storm P. - og alt muligt andet. 

Men de fleste af os kan da også huske lange sølvbryllupstaler, og endnu længere fødselsdagstaler, som aldrig skulle været holdt.

De sku’ ha taget en sang med i stedet for.

Så egentlig kan så godt sige, at det kan være en god ide at stikke folk tre minutter.

Max. 

Men generelt synes jeg, den slags manerer og indpakning æder indholdet. Flytter fokus, og betyder, at de ydre rammer slår informationsværdien ihjel.

For et stykke tid hørte jeg et indslag i P4 Nordjylland, hvor en person fik et minut til at forklare nordjyder, hvorfor de skulle tage til Tordenskjoldsdagene i Frederikshavn. Manden kørte flot af sted. Men - indrømmet - jeg hørte faktisk knapt efter. Jeg var så spændt på, om han havde fundet det rigtige tempo, og lavet den korrekte tekst, så han kunne få fyret lektien af indenfor det afsatte minut. Han nåede det samtidig med slutgongongen. Flot klaret, fik han at vide. 

Det eneste problem var bare, at jeg som lytter ikke kunne huske en dyt af, hvad manden havde sagt. 

Formen havde slået indholdet ihjel.

Jeg siger ikke, at Tordenskjolddagene i Frederikshavn 2012 blev en publikumsfattig event på grund af, at ingen hørte efter, hvad den gode sælger af arrangementet sagde i radioen. For jeg ved godt, at det blev et herrens regnfuldt vejr lige den weekend.

Men jeg er overbevidst om, at tid – nok tid – og dermed indhold og opmærksomhed, er kvaliteter, der spiller en vigtig faktor i al slags kommunikation. 

Man skal i hvert fald ha’ tre minutter!

Drømmen om en ny formand

Jeg drømte mig en politisk drøm i nat.

Jeg var i en sal fyldt med SF’ere. Det skal lige siges, at så stor var salen heller ikke.

De var samlet for at vælge partiets nye formand. Jeg var der som eneste journalist.

Oppe på scenen var der en rød stemmekasse - og en blå. I de to farverige kasser skulle de tilstedeværende aflevere deres stemmeseddel. Hver kandidat havde sin egen kasse. Ved den røde kasse sad formandskandidaten Annette Vilhelmsen fra Fyn, og ved den blå sad Villy Søvndal.

Det var lidt mærkeligt, at ham 60+ fra Kolding sad der i sin blå skjorte, blå cowboybukser, og røg Blå Kings, fordi det var afløseren til ham, som man skulle stemme om. Søvndal fortalte, at han blot sad der, mens formandskandidat Astrid Krag var i ministeriet, og aflevere sine børn. Hun havde lavet en Lene Espersen-ordning med ministeriet.

Astrid passede sit politiske arbejde, og ministeriet passede hendes børn.

Søvndal tilføjede, at en sådan ordning kunne han godt tænke sig med økonomiministeriet. Så kunne ministeriet passe på Margrethe Vestager, og statsministeren og SF kunne så lave politikken.

Jeg drømte videre om mad. Ved mødet var der en masse bøvl med, hvad man skulle have at spise. Den røde fløj ville ha’ røde pølser, og Ida Auken-fløjen ristede, men det blev Astrid-fløjen der sejrede - så alle fik de farveløse.

De to kandidater holdt hver deres valgtale. Alle sundhedsministerens fans stod og viftede med blå flag – enkelte med EU-flag - og tilhængere af damen fra Fyn stod med røde flag. De talte begge om, at det vigtigste var at samle partiet. Dog nævnte ingen af damerne, hvordan. Men det var tilhængerne heller ikke så optaget af. Den bedste tale er jo samtalen, sagde min sidemand, men han var hurtigt videre, så han fik ikke hørt mit svar.

Så drømte jeg lige pludselig, at en for mig ny ukendt kvinde rejste sig, og meldte sig som kandidat. Det var der ikke nogen, der havde regnet med. Alle flag faldt ned i knæhøjde, og Søvndal brændte sig på sin blå cigaret. Mærkeligt, at han må ryge herinde, tænkte jeg, men det er jo en drøm, og så må man så meget. 

Den nye kandidat fortalte, at hun som formand ville samle partiet ved at være en rigtig formand.

Hun havde altid undret sig over, at politiske formænd kan klare alt muligt andet, samtidig med at de er formænd. Men tiden har sådan set bevist, at det kan de jo så heller ikke. Den tidligere konservative udenrigsmister kunne ikke klare begge dele, og SF’s egen Villy kunne heller ikke. Noget ku’ tyde på, at landets nuværende statsminister heller ikke kan. Den tidligere Venstrestatsminister kunne heller ikke, men nu, hvor han er hverken fugl eller fisk, og knapt viser sig i Folketinget, har ham masser af tid til at være formand for sit parti. Nu går det strygende, og vælgerne render over til hans liberale parti.   

At være formand – sagde den for mig ukendte SF-kandidat – kræver sin kvinde. Da var Astrid Krag lige ved at klappe, men hun tog sig i det. En formand, sagde hun videre, skal rejse landet rundt. Der skal snakkes med medlemmer og vælgere. Der skal lyttes, nikkes, noteres. Man skal være i konstant udviklende dialog. Så kan man bedre tilrettelægge en politik, hvor der er samklang mellem holdning og ønsker. Så er man som formand klædt på til at forklare sig, og gå i ny dialog med de politikere på Christiansborg, som man er formand for. Der er slet ikke tid til at være minister, eller sidde i diverse råd og bestyrelser – måske ikke engang tid til at være medlem af Folketinget.

Et formandsjob er et fuldtidsjob, hvis man tar’ det alvorligt, og det skal lykkes.

Hun sagde ikke et ord om sit privatliv. Men det skal vel også passes, og hun skal selv gøre det  - nu hun ikke vil være minister.

Tilhørende i den ikke så store sal var helt stille.

Selv salget af de farveløse pølser var gået i stå. 

Men på trods af stilheden, så gærede der noget spændende. Da den ukendte kvinde sluttede sin tale var der en sitren i hele salen, en næppe hørbar begyndende entusiasme, og alle flagene – enten de var blå eller røde -  var på vej op mod loftet.

Desværre vågnede jeg, og fik ikke få slutningen med.

Ærgerligt.

Men så alligevel. I virkelighedens verden går det nok, som det plejer.

.

.

Kvinden bag Søvndal

Politiske analyser og kommentarer er tit noget man griner af, samtidig at man slår sig på de efterhånden tyndslidte lår.

Lige nu tæppebombes vi med spekulationer om, hvem der skal afløse SF’s formand Villy Søvndal, Han har jo meddelt, at han fremover vil koncentrere sig om at forbedre sit engelske ved som udenrigsminister, at rejse ud over landegrænserne.

Rejseaktiviteten bliver nok så primært i de verdensdele, hvor man har engelsk som 2.sprog. 

Så kan partiet selv klare sin nærgrænse – nemlig spærregrænsen.

Hjembyen Kolding må så også vente med at få ham som borgmester. Det er ellers meget brugt at udslidte folketingsmedlemmer bruges som borgmestre i deres hjembyer. Så får byerne nemlig en politiker, der er kendt fra Tv’s mange underholdningsprogrammer.

Søvndals afløser bliver måske sundhedsminister Astrid Krag. En ung pige på omkring 30, som har været formand for SF’s ungdom, og som også er rundet - som Søvndal - af den jyske muld. Født som fruen er i Tørring ved Vejle. Hun har gået i skole med senere medlemmer af Dansk Folkeparti, og på samme gymnasium, som Kristian Thulesen-Dahl og så ham der venstremanden Troels Lund Poulsen. Det var noget af en voldsom mundfuld, men damen siger frejdig, at det er derfor hun har lidt svært ved at dæmonisere medlemmer af Dansk Folkeparti. Hun kender deres trav fra sin barndom. Hun betegner dem altså som ”stuerene”. Det lyder jo sådan set rimelig forstandigt, og det er nok også derfor SF-folket i København ikke er varm på damen. De vil hellere, som der så seriøst stod på forsiden af Ekstrabladet ”…i seng med Ida Auken.”

Det er virkelig avisen, der tør gå under kridtstregen, når andre placerer overliggeren.

Morgenstorebroren til ovennævnte formiddagsavis skrev, at ”godt nok stod Astrid Krag ikke i forreste række, da ministrene blev præsenteret den 3. oktober 2011 på Amalienborg Slotsplads, men måske var det ganske symbolsk, at hun stod i sin røde jakke lige bag ved sin nu afgående formand”.

Nu var jeg til stede, den dag de kom ud gennem dronningeporten, og det slog mig, at pigerne fik lov at fylde forrest. De fleste mænd trak sig, selv om der er altid er nogle hanner, der puster sig op.

De eneste piger, som faktisk blev puttet lidt bagved, var Mette Frederiksen, og så Astrid Krag. Sidstnævnte stod i øvrigt lige så meget bag ved Helle Thorning, som bag Søvndal. Det kan man så tolke på. Derimod stod Ida Auken ude til venstre for Villy i mere end en rød jakke – hun stod i en iøjefaldende rød kjole.

Faktisk stjal hun billedet – også når man i dag kigger på billedet.

Det er jo ikke første gang nogen har taget tesen efter at ha’ stået ude i en af siderne på et kendt billede. Hvem husker ikke Idas onkel, Svend Auken, som engang blev fotograferet sammen med bosserne fra Nordkorea. Selv om de havde skåret benene af manden, så fyldte Svend godt, og det blev han ved med. Den senere statsminister Lars Løkke fyldte også godt op, dengang han blev fotograferet sammen med Taliban ovre i Afghanistan. Ham skar de for penge, og den øvelse har det land brugt siden. Længere tilbage i tid var det lige modsat. Stort set alle, der stod bare til en af siderne af Ruslands diktator Stalin blev skåret helt væk. De kom kun til at fylde i Sibirien.

Og nu er Ekstrabladet altså ved at skære tøjet af Ida. 

Nu får vi se, om den unge Astrid klarer, at komme ud Sønvdals skygge, uden at blive beskåret af de mange partimedlemmer til venstre for Villy. 

Måske er en ny Krag på vej i dansk politik.

.

  

En indsprøjtning til lægerne

Det er lidt sølle med de praktiserende læger.

Det er svært at finde en, hvis man ikke allerede har. 

Heldigvis har de fleste en, men hvis der flytter en børnefamilie til eks. Dronninglund by, så kan de ikke få en læge i byen, da lægehuset har lukket for tilgang. Undtagelser findes altid, og man kan søge om, at komme ind i varmen - ind i venteværelset. 

Derimod kan man godt få en læge, hvis man flytter til Hjallerup by, og hvis man bosætter sig indenfor en radius af 15 kilometer fra byen. Lægehuset i byen har godt nok – som i Dronninglund - også lukket for tilgang af nye patienter, men Hjallerup har -  i samarbejde med Region Nord - åbnet en dør for tilflyttere, og altså også for dem, som bor indenfor den nævnte kilometerradius. Ordningen er dog kun midlertidig. Den dag lægerne i Hjallerup lukker for tilgang, skal nytilflyttere  til det gamle Dronninglund kommune finde en læge i Aalborg. 

Her er der i postnummerdistrikt 9000 i alt 41 praktiserende læger, men kun 2 har stadig åben for tilgang.

Det er svært at være udkantsborger i Brønderslev kommune.

For en ordens skyld skal tilføjes, at der også er lukket for tilgang til samtlige lægepraksis i Brønderslev by, men dog igen med en åben dør for tilflyttere til byen - hos flere af dem.

Det hjælper så bare ikke dem, der bor i den gamle Dronninglund kommune. Her har man længe 

været hårdt ramt af manglen på praktiserende læger. Inden for en kort årrække er der forsvundet 4-5 praktiserende læger – uden at der er kommet nye - og der er ikke blevet færre patienter.

Dette mangelmønster for praktiserende læger ses andre steder i Nordjylland.   

For nylig udtalte sundhedsministeren, at alle borgere skal kunne have en læge nær ved, hvor de bor og det er regionerne, der har pligten til at sørge for det. Udtrykket ”nær ved” blev ikke nærmere defineret. De praktiserende lægers formand snakker om, at uddanne så mange læger, at arbejdsløshed får nye læger til at søge ud på landet, eller stiller forslag om at give 500.000 kr. i bonus til dem, der tager til udkantsområder.

Sundhedsministeren vil ikke gå ind på den tanke, men venter på de konkrete forhandlinger, der nu kommer mellem regionerne og praktiserende læger.

For noget skal ske.

Kan man forestille sig, at Region Nord stiller lægehuse kvit og frit til rådighed for at få nogle til at komme til det nordlige Danmark? Skal man overveje, at lokke med charmerende luksusboliger til absolut favorable huslejer?

Eller skal man forlange samfundstjeneste af de mennesker, som vi uddanner til arbejde, som er samfundsvigtigt at få udført? Skal sådanne forlangender også stilles til tandlæger, ingeniører,

landinspektører? Eller skal vi nøjes med lægerne, idet det åbenbart er et område, der ikke kan sørge for at regulere sig selv.

Nogle af de nyuddannede vil hellere til Sverige, og praktisere for temperaturhøje månedlige honorarer. Man kunne måske se på særlige skatteregler (også vedr. SU) for læger med særlige fordele til dem, der tager job i yderområder, eller man kunne lave ordninger om, at nyuddannede læger ved danske universiteter, der kommer fra andre lande end Danmark – f.eks. Sverige - er forpligtet til at virke i det land, hvor lægestudierne er foregået. Det bliver til yderområdernes store fordel, fordi der er langt færre danskere, der tager til Sverige for at blive læge, end omvendt.      

Man kunne også statsansætte alle læger, og så på landsplan lave en fordelingsnøgle og turnusordning, så der konstant kommer læger ud i de små udkantssamfund, og et vis styring af de offentlige sygehus- og sundhedsudgifter kan dermed godt tænkes.   

Endelig kan man også etablere et samarbejde - med offentlige tilskudsordninger – til de mange populære alternative registrerede behandlere, som over halvdelen af befolkningen har et jævnligt forbrug af. Især bruges den alternative behandlingsverden overfor f.eks. smerter og skavanker, som man ofte er bedre til at tackle end lægevidenskaben. Sådanne nye ordninger vil lette presset på lægerne, og åbne for et bedre helhedssyn på sygdomme. 

I et moderne samfund, hvor mange transporter sig til mange forskellige gøremål, kan man mene, at det ikke betyder noget, at man skal køre sådan lidt halvlangt - til f.eks. Aalborg for at komme til læge. Samtidig stilles der hjerteambulancer, helikoptere og taxaordninger til rådighed.

Men uanset disse tiltag, så er samfundet forpligtet på, at indrette alle grene af vores sundhedssystem, så mennesker, der bor i landets udkanter og afkroge, også får tilbud om en optimal behandling. Man skal jo lige erindre sig, at hovedparten af disse mennesker gennem et langt liv har betalt skat i den rimelige forventning, at de så vil modtage en tryg, fair og ordentlig behandling, den dag de får brug for det. 

.

6 hotdog til Mr. Cohen

Yes - to billetter var sikret. Til Leonard Cohen-koncert i Mølleparken i Aalborg. Søndag 26. august kl. 18.00. Hurra.

Godt nok sku’ jeg lige tænke mig om et splitsekund før jeg trykkede ja tak til Billetkøb.dk – prisen for 2 styk ståpladser var 1500 kroner. Men det var jo den canadiske poet med verdens mørkeste stemme, og til de penge får man sikkert både champagne ved indgangen, og serveret pizza under koncerten, når man sidder og råhygger sig i sin medbragte klapstol. Jeg har aldrig været til koncert i Mølleparken, men mon ikke det er ligesom, at være til opera i Rebild Bakker. Forventningens glæde er den største, sagde Søren Kirkegaard, og Peter Plys forfinede dette statements ved at formulere, at det største øjeblik ikke er at sætte tænderne i en honningmad. Men øjeblikket lige inden man gør det.

Min forventning varede til jeg via mail fik tilsendt praktisk information om koncerten fra Aalborg Kongres- og Kulturcenter. Da blev tingene sat på plads, så selv Peter Plys ville ha’ græmmet sig. Følgende må ikke – stod der – medbringes til koncerten: Kamera, lyd- og videooptagere, våben, flasker, dåser, mad og drikkevarer, paraplyer, klapstole og skamler. Altså min hjerne har ingen problemer med at forstå det med våben, og det med optagelsesudstyr af forskellig kvalitet er også ok nok. Paraplyer er vel heller ikke sagen – i udslået tilstand går dem bagved jo i sort.

Flasker, dåser og drikkevarer skal jo nok kobles med Musikkens Venner, som skal tjene håndører ved ølsalg. Men en lille klapstol til folk, der skal stå op i 4-5 timer bør vel accepteres - men nej. Det viste sig i øvrigt, at der var mange – især 60+ - der havde smuglet klappen med ind, hvor dælen de så har gemt den stol. Endelig gjorde vejledningen opmærksom på, at der i Mølleparken var mulighed for at købe fastfood (pølser), popcorn og drikkevarer. Men medbragt mad i papir eller Tupperware kunne beskues mange steder. Det var garanteret koncertveteraner, som vidste, at hotdogkøen var håbløs, eller også hader de bare grillede pølser.  

Vi snød også. 

Vi tog en flaske vand med - i baglommen. Og et par boller i en plasticpose. Hvis nu køen til drikkevarer, og andet guf, var meget lang. Noget sagde mig, at det kunne nemt forekomme.

Ved ankomsten godt 1 ½ time før koncerten, til området ved Mølleparken, blev vi mødt af en kø af en vis længde. Vi gik og gik for at nå køens ende – eller start om man vil -  så vi også kunne begynde at stå, og vente på at rykke fremad sammen med ca. 8000 andre koncertgæster. Endelig - og jeg tror det var lige før vi mødte et skilt med teksten ”Støvring 4” - kunne vi så begynde at forberede os på at gå den anden vej. Sådan er det, og solen skinnede. Godt vi havde taget en flaske vand med. 

Der virkelige problemer kom først senere.

Det er lidt af en gåde, at så professionelle koncertarrangører ikke kan få logistikken på plads vedr.

toiletter, salgsboder, og regelsæt omkring salg. Det er klart, at på posthuse, hos Fakta og ved koncerter, hører køer sig til. Noget af tiden skal bruges der. Men foran de få toiletvogne var køerne så lange, at jeg fremover ikke vil høre nogen tale ondt om folk der lader vandet op ad hegnet – eller lignende attraktive steder. Alternativet var tæt på ikke-eksisterende. Folk uden indsmuglede madvarer, som var forvist til at stå i kø ved hotdogvognene, havde skrigene tarme inden en grillet blev serveret, eller de gik skrigende ud af køen. Ølsalgsstederne var lukket under koncerten, hvilket betød, at i den 20 minutters pause - mellem musikkens 1 og 2 sæt - skulle 8000 gæster serviceres med øl. Det hverken gik, eller går, jo slet ikke. Godt man havde sin vandflaske.

Men sammenhængskraften var god nok. Ingen øl ind – giver heller ingen væske ud. Begræns salg af øl, og man mindsker presset på toiletvognene.

Heldigvis var der ingen kø ved manden med gudestemmen - Leonard Cohen. Der stod vi bare, og nød det. Han fik fortjent topkarakteren ”6 stjerner” hos en lang række dagbladsanmeldere.

Jeg giver gerne Cohen 6 hotdog.

Men han skal selv hente dem.

.

Fodboldterror og hospitalsvold

Bussen holder tæt ved Idrætsparken på Østerbro i København. Via bagdørene kommer en folk truende flok Brøndby-fan ind. De har ingen køller, men øjnene og attituderne gør det ud for køllesving. De har selvfølgelig ikke tager den forreste indgang ved chaufføren, fordi de ønsker ikke at betale for turen til Hovedbanegården.

Jeg gør ikke noget. Lader som ingenting, som alle andre, der nervøst skeler til de unge.

Det ville også være tåbeligt at risikere en hospitalsindlæggelse for en busbillet. De unges fodboldterroristers grænseoverskridende disrespekt for andre og de systemer, som de selv nyder godt af, er bedrøveligt, og kan hermed fortsætte – indtil der rejses i flok og siges nej.  Jeg kom i tanke om denne bustur, da jeg hørte om voldshændelsen i Odense.

Du kender sikkert forløbet. En mand blev stukket med kniv og skudt under en fejring af den muslimske højtid i Odense-bydelen Vollsmose. Da politi og ambulance nåede frem til bydelen, blev der kastet sten efter ordensmagten og redningspersonale, hvilket resulterede i knuste forruder på en politibil og en ambulance.

En ting er, at bander kan vise voldelig adfærd overfor politiet, for den slags sammenstød har altid eksisteret – helt tilbage til da arbejderklassen fik tæv i Fælledparken, og gik til modangreb. Men her vises et grænseoverskridende voldeligt ansigt rettet mod de ambulancefolk, som samfundet har ansat til at hjælpe dem, der kommer til skade, når de har fået sår og skrammer efter sammenstød med f.eks. politiet. 

Uroen fortsatte, da offeret nåede frem til skadestuen på Odense Universitetshospital. Her troppede 60-70 fjendtligindstillede personer med køller og knive, op i modtagelsen for at få fat på manden. De hærgede på forskellig måde modtagelseslokalet på sygehuset. Personalet måtte gemme sig. En betjent blev ramt af slag, skydevåben blev trukket. 

Sagen har vakt opsigt. Berettiget nødvendigt opsigt. Når nok er nok, og nok er for meget.  

Vi har desværre tidligere set den slags urimelige angreb - også med døden til følge - mod mennesker ansat i samfundets systemer, som skal hjælpe, bistå og vejlede borgere - uanset hudfarve og religion. Så angrebet på Universitetshospitalet i Odense har man faktisk ku’ set komme. Næste gang bliver det Borgerservice, en anden skadestue, så en børnehave, eller et plejehjem, hvor børn og gamles pårørende – eller personalet - bliver angrebet for at nogle skal ha’ fat i nogen eller noget. Det er spørgsmålet om man ikke nu har nået det punkt, hvorfra ingen return er.

Hospitalet i Odense har overvejet at indføre hospitalsvagter eller overvågning, for - som direktionen siger - at ”undgå lignende situationer”. Fint nok - på den berømte korte bane. Men det er vort politiske system, love og ordenshåndhævere – politiet - der skal sørge for manglende gentagelser. De køllesvingende kulturløse bander – og de hærgende fodboldfanatikere - bør forfølges til verdens ende, dømmes og fordømmes, ansvarssættes og fængsels, gøres upopulære - og bad standing.

Deres pårørende og mentorer skal sættes under pres, og gøres medansvarlige. Den voldelige stopklodsløse kultur skal afvises. Det skal selvfølgelig ske samtidig med, at man intensiverer arbejdet med de bagvedliggende årsagssammenhænge i forhold til at børn og unge, som udvikler en så marginaliseret adfærd. Endelig må de politikere med justitsministeren i front, som allerede har været fremme med politiske tiltag holdes fast på forandringer, og lad os i den forbindelse blive fri for løsninger af den slags, som vil sende ”dem hjem”. Man kan ikke sende danske statsborgere – hvad enten de er fodboldhærværkspersoner, rockere eller 2. generationsdanskere – nogen andre steder hen, men måske kan man tvinge dem til at tænke anderledes oppe i deres hoveder. At komme indenfor pædagogisk rækkevidde handler om midler og værktøjer. Måske kan også almindelige hverdagsdanskere hanke op i sig selv, opbygge noget af den samme energi, vilje og lyst til forandring i kampen mod denne voldskultur, på samme måde som man f.eks. længe har været fyldt op med energi -  mod et helt andet hjørne af samfundskludetæppet - nemlig kampen mod rygekulturen.

Afsættet til forandringer skal være båret af, at et samfund, der skal være empatisk, trygt, tillidsbærende og velfungerende for sine borgere, ikke kan acceptere en sådan voldelig kulturadfærd fra bander, og deres forrådte og forrående medlemmer, hvad enten disse medlemmer er etnisk kridhvide, eller har en mørkere pigmentering.