Jeg drømte mig en politisk drøm i nat.
Jeg var i en sal fyldt med SF’ere. Det skal lige siges, at så stor var salen heller ikke.
De var samlet for at vælge partiets nye formand. Jeg var der som eneste journalist.
Oppe på scenen var der en rød stemmekasse - og en blå. I de to farverige kasser skulle de tilstedeværende aflevere deres stemmeseddel. Hver kandidat havde sin egen kasse. Ved den røde kasse sad formandskandidaten Annette Vilhelmsen fra Fyn, og ved den blå sad Villy Søvndal.
Det var lidt mærkeligt, at ham 60+ fra Kolding sad der i sin blå skjorte, blå cowboybukser, og røg Blå Kings, fordi det var afløseren til ham, som man skulle stemme om. Søvndal fortalte, at han blot sad der, mens formandskandidat Astrid Krag var i ministeriet, og aflevere sine børn. Hun havde lavet en Lene Espersen-ordning med ministeriet.
Astrid passede sit politiske arbejde, og ministeriet passede hendes børn.
Søvndal tilføjede, at en sådan ordning kunne han godt tænke sig med økonomiministeriet. Så kunne ministeriet passe på Margrethe Vestager, og statsministeren og SF kunne så lave politikken.
Jeg drømte videre om mad. Ved mødet var der en masse bøvl med, hvad man skulle have at spise. Den røde fløj ville ha’ røde pølser, og Ida Auken-fløjen ristede, men det blev Astrid-fløjen der sejrede - så alle fik de farveløse.
De to kandidater holdt hver deres valgtale. Alle sundhedsministerens fans stod og viftede med blå flag – enkelte med EU-flag - og tilhængere af damen fra Fyn stod med røde flag. De talte begge om, at det vigtigste var at samle partiet. Dog nævnte ingen af damerne, hvordan. Men det var tilhængerne heller ikke så optaget af. Den bedste tale er jo samtalen, sagde min sidemand, men han var hurtigt videre, så han fik ikke hørt mit svar.
Så drømte jeg lige pludselig, at en for mig ny ukendt kvinde rejste sig, og meldte sig som kandidat. Det var der ikke nogen, der havde regnet med. Alle flag faldt ned i knæhøjde, og Søvndal brændte sig på sin blå cigaret. Mærkeligt, at han må ryge herinde, tænkte jeg, men det er jo en drøm, og så må man så meget.
Den nye kandidat fortalte, at hun som formand ville samle partiet ved at være en rigtig formand.
Hun havde altid undret sig over, at politiske formænd kan klare alt muligt andet, samtidig med at de er formænd. Men tiden har sådan set bevist, at det kan de jo så heller ikke. Den tidligere konservative udenrigsmister kunne ikke klare begge dele, og SF’s egen Villy kunne heller ikke. Noget ku’ tyde på, at landets nuværende statsminister heller ikke kan. Den tidligere Venstrestatsminister kunne heller ikke, men nu, hvor han er hverken fugl eller fisk, og knapt viser sig i Folketinget, har ham masser af tid til at være formand for sit parti. Nu går det strygende, og vælgerne render over til hans liberale parti.
At være formand – sagde den for mig ukendte SF-kandidat – kræver sin kvinde. Da var Astrid Krag lige ved at klappe, men hun tog sig i det. En formand, sagde hun videre, skal rejse landet rundt. Der skal snakkes med medlemmer og vælgere. Der skal lyttes, nikkes, noteres. Man skal være i konstant udviklende dialog. Så kan man bedre tilrettelægge en politik, hvor der er samklang mellem holdning og ønsker. Så er man som formand klædt på til at forklare sig, og gå i ny dialog med de politikere på Christiansborg, som man er formand for. Der er slet ikke tid til at være minister, eller sidde i diverse råd og bestyrelser – måske ikke engang tid til at være medlem af Folketinget.
Et formandsjob er et fuldtidsjob, hvis man tar’ det alvorligt, og det skal lykkes.
Hun sagde ikke et ord om sit privatliv. Men det skal vel også passes, og hun skal selv gøre det - nu hun ikke vil være minister.
Tilhørende i den ikke så store sal var helt stille.
Selv salget af de farveløse pølser var gået i stå.
Men på trods af stilheden, så gærede der noget spændende. Da den ukendte kvinde sluttede sin tale var der en sitren i hele salen, en næppe hørbar begyndende entusiasme, og alle flagene – enten de var blå eller røde - var på vej op mod loftet.
Desværre vågnede jeg, og fik ikke få slutningen med.
Ærgerligt.
Men så alligevel. I virkelighedens verden går det nok, som det plejer.
.
.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar