En indsprøjtning til lægerne

Det er lidt sølle med de praktiserende læger.

Det er svært at finde en, hvis man ikke allerede har. 

Heldigvis har de fleste en, men hvis der flytter en børnefamilie til eks. Dronninglund by, så kan de ikke få en læge i byen, da lægehuset har lukket for tilgang. Undtagelser findes altid, og man kan søge om, at komme ind i varmen - ind i venteværelset. 

Derimod kan man godt få en læge, hvis man flytter til Hjallerup by, og hvis man bosætter sig indenfor en radius af 15 kilometer fra byen. Lægehuset i byen har godt nok – som i Dronninglund - også lukket for tilgang af nye patienter, men Hjallerup har -  i samarbejde med Region Nord - åbnet en dør for tilflyttere, og altså også for dem, som bor indenfor den nævnte kilometerradius. Ordningen er dog kun midlertidig. Den dag lægerne i Hjallerup lukker for tilgang, skal nytilflyttere  til det gamle Dronninglund kommune finde en læge i Aalborg. 

Her er der i postnummerdistrikt 9000 i alt 41 praktiserende læger, men kun 2 har stadig åben for tilgang.

Det er svært at være udkantsborger i Brønderslev kommune.

For en ordens skyld skal tilføjes, at der også er lukket for tilgang til samtlige lægepraksis i Brønderslev by, men dog igen med en åben dør for tilflyttere til byen - hos flere af dem.

Det hjælper så bare ikke dem, der bor i den gamle Dronninglund kommune. Her har man længe 

været hårdt ramt af manglen på praktiserende læger. Inden for en kort årrække er der forsvundet 4-5 praktiserende læger – uden at der er kommet nye - og der er ikke blevet færre patienter.

Dette mangelmønster for praktiserende læger ses andre steder i Nordjylland.   

For nylig udtalte sundhedsministeren, at alle borgere skal kunne have en læge nær ved, hvor de bor og det er regionerne, der har pligten til at sørge for det. Udtrykket ”nær ved” blev ikke nærmere defineret. De praktiserende lægers formand snakker om, at uddanne så mange læger, at arbejdsløshed får nye læger til at søge ud på landet, eller stiller forslag om at give 500.000 kr. i bonus til dem, der tager til udkantsområder.

Sundhedsministeren vil ikke gå ind på den tanke, men venter på de konkrete forhandlinger, der nu kommer mellem regionerne og praktiserende læger.

For noget skal ske.

Kan man forestille sig, at Region Nord stiller lægehuse kvit og frit til rådighed for at få nogle til at komme til det nordlige Danmark? Skal man overveje, at lokke med charmerende luksusboliger til absolut favorable huslejer?

Eller skal man forlange samfundstjeneste af de mennesker, som vi uddanner til arbejde, som er samfundsvigtigt at få udført? Skal sådanne forlangender også stilles til tandlæger, ingeniører,

landinspektører? Eller skal vi nøjes med lægerne, idet det åbenbart er et område, der ikke kan sørge for at regulere sig selv.

Nogle af de nyuddannede vil hellere til Sverige, og praktisere for temperaturhøje månedlige honorarer. Man kunne måske se på særlige skatteregler (også vedr. SU) for læger med særlige fordele til dem, der tager job i yderområder, eller man kunne lave ordninger om, at nyuddannede læger ved danske universiteter, der kommer fra andre lande end Danmark – f.eks. Sverige - er forpligtet til at virke i det land, hvor lægestudierne er foregået. Det bliver til yderområdernes store fordel, fordi der er langt færre danskere, der tager til Sverige for at blive læge, end omvendt.      

Man kunne også statsansætte alle læger, og så på landsplan lave en fordelingsnøgle og turnusordning, så der konstant kommer læger ud i de små udkantssamfund, og et vis styring af de offentlige sygehus- og sundhedsudgifter kan dermed godt tænkes.   

Endelig kan man også etablere et samarbejde - med offentlige tilskudsordninger – til de mange populære alternative registrerede behandlere, som over halvdelen af befolkningen har et jævnligt forbrug af. Især bruges den alternative behandlingsverden overfor f.eks. smerter og skavanker, som man ofte er bedre til at tackle end lægevidenskaben. Sådanne nye ordninger vil lette presset på lægerne, og åbne for et bedre helhedssyn på sygdomme. 

I et moderne samfund, hvor mange transporter sig til mange forskellige gøremål, kan man mene, at det ikke betyder noget, at man skal køre sådan lidt halvlangt - til f.eks. Aalborg for at komme til læge. Samtidig stilles der hjerteambulancer, helikoptere og taxaordninger til rådighed.

Men uanset disse tiltag, så er samfundet forpligtet på, at indrette alle grene af vores sundhedssystem, så mennesker, der bor i landets udkanter og afkroge, også får tilbud om en optimal behandling. Man skal jo lige erindre sig, at hovedparten af disse mennesker gennem et langt liv har betalt skat i den rimelige forventning, at de så vil modtage en tryg, fair og ordentlig behandling, den dag de får brug for det. 

.