Slip sangen fri

Kun et glad sangvers fra Københavns Rådhus ligger et af de mere oversete kulturelle kraftcentre i det danske rige. Vartov. De store mægtige bygninger, hvis ældste er fra 1724 – ligger på det sted, hvor Absalons bymur var. Når man går ind af en yderst beskeden port fra Farvergade, så åbenbares der et herligt syn. To rækker smukke træer står i den indre brostensgård, som også ejer en tre meter høj skulptur visende den knælende Grundtvig, Det her er hans sted, og alt hvad der er i disse oprindelige hospitalsbygninger kan føres tilbage til den mand, der skrev 1500 salmer, og som var en ildkraft for frihed, visdom og højskoler. Nu fyldes de store fire sammenhængende bygninger af hans disciple – Grundtvigs Forum og Højskolernes Sekretariat. Her er også bolig for kollegianere, foredragsaftener, kurser og konferencer, og for Søren Kirkegaard-forskningscenter.  

Grundtvig selv var præst i kirken nede i gårdens hjørne fra 1839 til 1872. Det var i den smukke kirke man i julen 1849 sang Grundtvigs nye advents og nytårssang ” Vær Velkommen Herrens år”, som en hyldest til Grundloven året før. Udover i vore struber findes Grundtvig i dag mest i det man så smukt kalder en ”baggrundsstråling”. Hans portræt hænger jo hverken i TV-nyhedsstudierne eller på bagsmækken af busserne, men hans tanker er i et og meget.

Som et oliefyr, der altid står og brummer nede i kælderen. 

Jeg sad forleden i Vartovs gård sammen med 400-500 sangglade mennesker, og vendte blad efter blad i

Højskolesangbogen. Fra Kl. 7 morgen til 22.30 aften. Vi var til Marathonsang. Det foregik for fjerde gang, og på den måde, at hver afdeling i sangbogen blev introduceret af en særlig indbudt gæst. I alt skulle der gennemsynges 17 emner – morgen, tro, liv, sprog og ånd, frihed og fællesskab, vinter, forår, sommer, efterår o.s.v. - og så punktum med kærligheds- og aftensange, da solen gik sin vej, og underlige aftenlufte tog over.

Det var kulturminister Marianne Jelved, der greb morgentaktstokken, og så var vi jo godt i gang med Kingo, Jacob Knudsen, Benny Andersen, Ingemann og Nils Brunse. Det var godmorgen lille land til byger, der går og kommer, fordi sådan er jo den danske sommer. Da den næste sanglærke trådte ind på scenen med ordene – ”Det bliver svært at komme efter kulturministeren”, kom det fra en yderst morgenkvik tilhører – ”Det er der ellers mange, der havde prøvet - med stor succes.”

Vi kæmpede os med åben pande, og uden slendrian, gennem en fjerdedel af Højskolesangbogens 572 sange. Vi var i Weyses, Carl Nielsens, Otto Mortensens, Holm og Sommers vidunderlige musikalske verden,  og sangveteraner fortalte, at hvis man synger alle 572 højskolesange, så tager det 42 timer. Det tror jeg gerne, og jeg fornemmede også en anelse mathed, da man efter aftensmaden kastede sig over folkeviserne. Her topper Ebbe Skammelsøn med 32 vers. Ikke langt fra mig sad en repræsentant for os over 60+. En dame som sang i samtlige timer – med klar og høj røst – uden stort at kigge i sangbogen. Dog lå den anden halvdel af sanggæsterne, som vitterlig var fra 30 år og nedad – ikke mange versemeter bag hende. Det er opløftende for sjælen, at opleve så megen munter sangungdom.

Jeg overvejer stærkt at sætte sangkryds for en tur til Vartovs gård også i 2014, hvis da ikke Nordkraft i Aalborg ku’ tænke sig at tage over på Nordjyllands vegne.  Vi lever i en landsdel med få højskoler, men mange gode sangkor, og megen sangglæde. Lad ideen med en nordjysk sangmaratondag spire og gro over sommeren, og lad så ”Sangkraft i Nordkraft” lette som en lærke i 2014.

Forhåbentlig kan vi komme i gang med forberedelserne inden sneflokke kommer vrimlende.