Kaptajn Kurt Carlsen. Ham kan man kun huske, hvis man er 60 +.
Men til alle unges orientering, så er Carlsen i historiebøgerne noteret som en ægte helt. Berømmelsen skete, da hans skib ”Flying Enterprise” forliste for 60 år siden – den 10. januar i 1952. Kaptajnen nægtede at forlade skibet før det enten sank, eller blev bugseret i land. Først til allersidst - som sidste mand - forlod han sit skib, mens det var på vej ned i de mørke bølger. Siden har man spekuleret meget over, hvad der fik den danske kaptajn til at blive så længe på skibet, som hældte 80 procent, før han lod sig redde. En af forklaringen kan være, at det amerikansk ejede fragtskib medbragte zirconium – et metal som benyttes i atomreaktorer. Andre teorier taler om, at skibet indeholdt militærhemmeligheder. Carlsens opgave var, at beskytte lasten, så ingen kom i nærheden. Eller også var Kurt Carlsen bare sådan en helt, som alle raske drenge drømmer om at være. En Indiana Jones før tid. I hvert fald blev Carlsen fejret som en sådan, og hyldet overalt – især i New York, hvor konfetti strømmede ned fra himlen. Kaptajn Carlsen døde helt fredeligt i 1989, og hans aske blev strøget ud, hvor hans berømte skib gik ned i 1952.
Den samme heltedyrkelse bliver ikke Schettino til dels. Han var kaptajn – men det bliver’ han ikke igen - for krydstogtsskibet ”Costa Concordia”, som for nylig væltede rundt på kun 10 meter vand – alt for tæt ved den italienske ø Giglio’s kyststrækning. Men det har kaptajnen prøvet at forklare sig ud af ved at snakke om gamle kort, hvor der manglede markering af klippestørrelser, ubåde, søstjerner og den slags. Derimod er det næsten værre, at kaptajnen forlod skibet, mens der endnu var en del passagerer ombord. Man ser for sig en piratlignende bevæbnet kaptajn kæmpe sig igennem paniske turister, væltende barnevogne, grædende børn, gravide, og ældre med stok, for at kaste sig ud i den eneste ledige redningsbåd.
Der bliver ingen konfetti til den herre.
Luksusskibet havde 3200 passagerer og ca.1200 besætningsmedlemmer, og de seneste tal fortæller at 5 er døde, og et større antal savnes. Disse tal er forståeligt og lykkeligvis små sammenholdt med den enorme menneskemængde, der var om bord. Det er også utroligt, når man tænker på, hvor mange dæk, hvor mange kahytter, og kilometerlange gange, som de fleste passager har skullet kæmpet sig igennem, for at komme frem til en redningsbåd, som ikke har været fyldt. Det er ligesom i sådan en situation, at man erkender den kendte sætning om, at ” holde gangene fri for bagage”, giver ret så god mening.
Ifølge medierne var der enkelte danskere ombord, og de blev alle reddet. Dog slap de ikke helskindet fra mødet med medierne. Overskrifterne var - ” Vi har mistet alt”. Danskerne tænkte her på tøj, papirer og kreditkort.
Nu er alt et stort ord, især fordi man har livet i behold. Det lykkedes som sagt ikke for alle passagerne. Men der er jo nogle mennesker, som når de mister deres kreditkort, føler at livet er ovre. Det kan godt være de taler i en choktilstand, men så meget bør alle vide, at hvis der er det mindste liv i os, så skal banken - eller den lokale sparekasse - nok igen få liv i kreditkortene.
Især hvis vi skylder noget.
Skylder vi rigtigt meget, kan det ligefrem være, man bliver modtaget med konfetti.
.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar